Townes Van Zandt

I går aftes var jeg inde og se en aldeles fremragende dokumentarfilm om Townes Van Zandt. Fuck, den var så god. Be Here To Love Me hedder den.

Første gang, jeg blev bevidst om at han fandtes, var da jeg for mange år siden hørte Tindersticks' version af Kathleen. Jeg blev ramt lige i hjertet. No shit. Og den film, den portrætterer ham bare så værdigt og loyalt, og fortolker ikke en hel masse, hvilket jeg hader.

Jeg fik tårer i øjnene to gange. Første gang, da man får fortalt historien om, hvordan han som ung mistede alle sine erindringer fra barndommen på grund af elektro-chok, og så under en af de stærkeste scener, jeg har set i mit liv: Townes sidder i et et totalt trashet køkken i en trailer og spiller "Waiting round to die", og bag ham sidder en gammel neger, som man bare kan se, har oplevet en masse shit i sit liv. Og han græder, nøj hvor han græder over den sang. Det er barske løjer. Men smukt på en meget værdig måde.

Nu vil jeg gøre rent og høre en Townes-plade helt vildt højt imens.