Hej, Primcillin!

Ja, så er jeg på penicillin igen. Heldigvis er det ikke halsen denne gang. Den arter sig aldeles fint, nu hvor jeg ikke længere har nogen mandler. Næh, det er i den anden ende, det foregår nu. 'Ende' being the operative word her... Jeg vil ikke gå i detaljer, da de er ret klamme, men blot nøjes med at sige, at det, der begyndte som en lillebitte talgknop nu er endt som et pulserende krater af ulækriteter og smerte, som nu skal døøøøø, DØ ved penicillin.

Så. Ikke mere om det.

Da jeg kom ud fra apoteket blev jeg forulempet af Københavns måske sureste kælling. Næst efter Bettina Heltberg fra Politiken, altså. Vores cykler stod parkeret ved siden af hinanden, og normalt kan to personer godt låse deres cykler op samtidig i fredelig sameksistens. Men ikke i dag. "Hvorfor venter du ikke til jeg er færdig?!" snerrede Københavns Sureste Kælling, da jeg ville tage min cykel. "Kan du slet ikke forstå at det er meget nemmere, hvis du bare venter?!" vrissede hun, mens jeg bare stod og var lamslået over at blive talt til som en 3-årig.

Helt ærligt. Det MIG, der har en byld i røven, så hvis der er nogen her, der skal mukke, så er det sgudda mig!!! Det skulle jeg bare have sagt til hende. Men det finder man jo først ud af bagefter. Jeg var lige ved at begynde at håbe, at hun led af en smertefuld sygdom, som man ikke kunne finde nogen kur mod, indtil det gik op for mig, at jeg ikke får det bedre af at andre mennesker har det skidt, og at det må være straf nok for hende at være Københavns Sureste Kælling.

Så nu er jeg altså på penicillin igen. Og Paraghurt. Suk.

I dag har jeg brugt en hel del tid på at ordne mit tøjskab, og det er nu officielt: Jeg har ikke noget tøj. Og nej, det er ikke en Sex And The City agtig undskyldning for at spendere 5.000 på et par bukser - jeg HAR vitterligt ikke noget tøj. Ikke særlig meget i al fald. For da jeg havde lagt alt det tøj op, som jeg ikke kan passe mere, på øverste hylde i skabet, kunne jeg se hvor lidt tøj, jeg egentlig har. Så jeg er nødt til at shoppe en hel masse i New York. Sørme ærgerligt alligevel.

Når jeg kommer hjem, går jeg på Weight Watchers. Det her kan ikke blive ved. Det tøj skal i brug igen, og det skal i brug af mig. Så må min dygtige mor sy mit labre New York tøj ind, når det bliver for småt. Til næste år ved denneher tid kan jeg være i en størrelse 40. There. I've said it.

Billedet er af mig og Ronja, som er Knirkes jaco papegøje. Jeg har passet hende og Goffy, som er en kakadue, her i ugen, mens K Kødgryde (hæ hæ) var i Rom og dangdere den. Det har været totalt hyggeligt. De er så søde, de små åndssvage kræ.

Andrea: Skal vi finde en hirsekolbe til jer, hva? Ska vi det, ska vi det?

Ronja: Hvaaaa?

Andrea: Ha ha ha, åndssvage fugl. (Med Fru Møghe-stemme) Hva siger han, Misse??!

Ronja: Ha ha ha ha. Fuck fuck.

Ha! Det er sgu den moderne udgave af Scener fra et ægteskab! I komedie-versionen, altså.

Hvillket minder mig om, at jeg her til morgen var inde og anmelde den nye David Lynch film. Eller. Jeg så den. Samtlige 3 timer af den. Men jeg forstod ikke en bjælde. Overhovedet. Den er SÅ mærkelig. Men jeg tror ikke, den er decideret dårlig. Bare meget lang og meget underlig. Fuck fuck.