I søndags fik min mormor en blodprop i hjernen, og det er altså grunden til, at jeg ikke liiige er så aktiv herinde, som jeg kunne være. Hun har det vist ok, men det er svært at sige, for hun kan ikke tale. Men hun kan gå og spise selv og sådan, og hun læser Familie Journalen, og hun virker som om, hun er ved godt mod.
Jeg tog derop med det samme, og der om søndagen kunne hun ikke rigtig så meget, men allerede om mandagen kunne hun bruge højre hånd lidt bedre (blodproppen sidder i venstre side, derfor er højre ikke helt på dupperne), og det var lidt tydeligere, om hun mente ja eller nej.
Men fuck, det er svært. Mit humør svinger mere end da jeg var i puberteten. Det ene øjeblik tænker jeg, at det hele nok skal gå, og en time efter kan jeg sidde og tude fordi jeg kommer til at tænke på alt det, der kan gå galt, når et gammelt, svageligt menneske er indlagt. I dag er det jo nærmest livsfarligt for gamle mennesker at blive indlagt.
Men jeg prøver at holde modet oppe, og det går okay med det, sådan da. Jeg skal op til hende igen på søndag, og det glæder jeg mig til. I morgen kommer Mia, Per og Mikkel og spiser frokost. Hjemmelavede tapas, ammenam. I morgen aften skal mig og Knirke til Nine Inch Nails i Vega. Jeg glæder mig til at drikke mig fuld og høre høj musik. Det er vist lige det, jeg trænger til nu.
Nå, men altså: god påske.
Åh, Andrea. Det er jeg ked af at høre. Jeg håber, hun får det godt igen.
SvarSletKære Andrea
SvarSletKed af at høre om din mormor. Men altså, det er jo livets gang. Jeg mistede alle mine bedsteforældre inden jeg var 10 - og har mistet begge mine forældre og to brødre inden for de sidste 15 år. Det sker. Og det er forbandet. Og man lever videre. Og bliver voksen i processen.
Du skal tillade dig at være i de svære følelser. Håb, sørg, græd, vær stille. Og grin og råb og skrig. Men prøv at lade være med at dæmpe det alt for meget med sprut osv.
Ja, ved godt at jeg er træls at høre på - men det er vigtigt. Ikke flygte. Men vær der så meget du kan for hende og vis hende din kærlighed. Så kommer du også stærkere videre i dit eget liv. Det gør helvedes ondt, men det er ikke farligt at miste og sørge, selvom det kan føles som en eksistentiel afgrund, der åbner sig for fødderne. Men når man tør se ned i den, finder man ud af at tingene hænger sammen alligevel. Det tager bare noget tid. Og det er vidunderligt at du har haft så sød og dejlig en mormor så længe - og måske får lov at beholde hende et stykke tid endnu. Husk at være taknemmelig for det.
Nå, slut på påskeprædiken - og god samme! :-)
Kærlig hilsen
Kirsten
Tak tak tak.
SvarSletOg Kirsten, du kan være ganske rolig, jeg dæmper ikke noget som helst. Jeg deler bare ikke alt med alle her på bloggen :) Men tak for de velmenende ord, som jeg sætter stor pris på!