Yay, pesten er ovre!

Nu må jeg så bare døje, at penicillinen i tilgift har nedkæmpet enhver naturligt forekommende bakterieflora i min krop. Bakteriefloraer, som jeg gerne vil have tilbage snarest, tak!

I eftermiddags gik jeg en lang tur på Vestre Kirkegård. Det var perfekt vejr. Solen skinnede og der var vindstille, så man kunne høre alle lydene og lugte træerne. Det er en kæmpe kirkegård, og der er selvfølgelig de nye, velholdte grave med fintrevet perlegrus, som kun er interessante for de pårørende. Men der er også en stor, gammel "afdeling" med gravkamre (hvor SEJT er det ikke! Jeg vil også have et gravkammer, når jeg dør), kæmpestore engle-statuer og kors og efeu og bregner overalt. Jeg elsker at gå rundt derude. Det er svært at forklare hvorfor, men jeg har altid godt kunnet lide at gå tur på kirkegårde. Især de gamle. At man kan stå overfor en gravsten, som et forældrepar har rejst over deres 6 døde børn, hvoraf ingen blev over 1 år, og så læse nederst på stenen »Gud er kærlighed« - ja, jeg føler mig sgu lille i sådan et øjeblik. Og jeg synes, det er lidt rart ind i mellem at blive mindet om, hvem der egentlig bestemmer hér i biksen.

Tidligere på dagen fik jeg en mail fra en retorikstuderende. Han vil gerne tale med mig i forbindelse med en opgave om kvindelige klummeskribenters selvfremstilling.
... Selvfremstilling ligefrem. Gad vidst hvad han vil vide. Om jeg bevidst sorterer i det, jeg skriver om i mine klummer for at give et særligt indtryk af mig selv? Det må det jo næsten være.

Og selvfølgelig gør jeg da det. Det rager da ikke læserne, at jeg er bange for at blive forladt af dem, jeg elsker, eller at jeg blev mobbet som barn og først fik en rigtig veninde i 7. klasse. Eller at jeg ikke har haft en kæreste i 5 år af frygt for at den næste, jeg forelsker mig i skal være en lige så stor psykopat som min seneste kæreste. Eller at jeg aldrig er ensom alene, men kun, når jeg er sammen med andre.

Til gengæld har jeg ingen problemer med at involvere læserne i mit tåbelige forhold til penge, min mangel på rygrad i forhold til træning, antallet af mænd, jeg har været i seng med - eller sådan cirka, da hele moralen i dén klumme var at jeg ikke kunne huske det...

Forskellen for mig ligger i det, der er personligt og det, der er privat. Det personlige er interessant for læseren fordi hun kan genkende sig selv. Og når hun griner af mig og min kejtede opførsel, når jeg møder en mand, som jeg havde glemt at jeg kyssede på for 10 år siden, så griner hun også lidt af sig selv, fordi det kunne have været hende - eller måske har det været hende.

Det private... Ja, det ligger jo i ordet. At det ikke rager andre. I hvert fald ikke andre end mig selv og så de få udvalgte, jeg selv vælger at tale med det om. Det private er heller ikke rart at læse om for andre. Jeg har i hvert fald sjældent lyst til at læse om private ting fra andres liv. Man føler sig som en lurer, uanset om folk selv indviliger i at fortælle om deres skilsmisse, deres sexliv eller den dag, de blev voldtaget af fem negere i Florida. Eller hvad folk ellers finder på at fortælle om.

Hm... Ej, det holder vist ikke helt, denne sondring. For der er givetvis mange, der vil mene, at det jeg gladeligt fortæller om i mine klummer tilhører det private, og at det som jeg opfatter som privat kunne have relevans for andre at læse. Men det er jo også bare min sondring, og det er vel for faen mig, der skal skrive de klummer, og leve med dem bagefter. Pointen er vel bare, at jeg ikke gider involvere andre i de ting, som på en eller anden måde får mig til at fremstå som stakkels eller offer-agtig. Som en god veninde, der engang var så letsindig at skrive en hudløst ærlig artikel om at have lavt selvværd for nyligt sagde: »Skidefedt at være hende med det lave selvværd!« Og det kan man jo godt forstå.

Gad vidst hvad den retorikstuderende kunne få ud af at læse denne blog... Men det får han ikke lov til. Det er privat!