Ode til Anker

I dag har det været en på mange måder bemærkelsesværdig dag. Det hele startede med, at jeg var til møde i min bank. Det var de der 28.000 til skattefar, som jeg ikke lige havde liggende i madrassen. Og så må man jo låne...

Og bedst som jeg sidder der og sveder, så begynder bankdamen at rose mig. »Det går simpelthen så godt med din økonomi, Andrea« siger hun. »Har du ikke lyst til at blive Fordel Plus kunde?« Øøh, jo, det kunne jeg da godt. Så nu er jeg Fordel Plus kunde, og jeg skyndte mig at forhøje indbetalingerne til min pension. Og bestille et Master Card.

Men det mest bemærkelsesværdige var alligevel, at da jeg her til aften skulle op til thai take away'en på Værnedamsvej, ja så mødte jeg simpelthen Anker Jørgensen.

Anker Jørgensen er nok verdens mest fantastiske skabning. Han er lige så nuttet som en kattekilling, især nu hvor han er virkelig gammel og går med stok. Jeg havde lyst til at putte ham i lommen og tage ham med hjem og give ham småkager og portvin.

Måske skyldes min overdrevne affektion, at Anker Jørgensen altid vil være Den Rigtige Statsminister for mig. Jeg ved godt, at han, sådan rent objektivt set, måske ikke har været den bedste statsminister, men han har uden tvivl været den mest folkekære – og så minder han mig bare om min barndom.

Min far har fortalt, at jeg som lille var med ham nede og stemme til et folketingsvalg, og ikke så snart var vi trådt ind i gymnastiksalen på Skansevejens Skole før jeg stolt proklamerede »Vi stemmer på Anker!!!« Og det gjorde vi.

For snart mange år siden lavede jeg et interview med ham. Jeg var rystende nervøs, for ugen forinden var jeg blevet rykket grueligt rundt i spin-manegen af en anden Anker, nemlig Anker Boye fra KL – aka Antikrists grandfætter. Jeg var bare en lille, grøn journalistpraktikant og jeg fik ikke et ben til jorden under Anker Boye interviewet. Bagefter gik jeg hjem og græd i to dage, mens jeg af al kraft prøvede at overdøve stemmen i mit hoved, der sagde, at jeg aldrig ville blive nogen god journalist.

Men så blev det hele meget bedre. For interviewet med Anker Jørgensen gik rigtig godt, og en uge efter fik jeg et håndskrevet kort med solsikker på fra ham, hvor han skrev
»Kære Andrea,
Tak for det meget fine interview, du har lavet. Det var en fornøjelse at tale med dig, og jeg ønsker dig held og lykke med resten af din journalist-uddannelse. Jeg er sikker på, at verden kommer til at høre meget mere til dig i fremtiden.
De varmeste hilsener, Anker«

Jeg har gemt kortet, og jeg tager det af og til frem, hvis den faglige selvtillid skal have et boost. (Jeg har også et brev fra Ritt Bjerregaard, som siger, at det er godt, der er nogen, der hjælper hende med at vise mændene på rette vej, men det er en helt anden historie.) Og jeg tror, at det kort var med til at få mig til at indse, at jeg aldrig bliver nogen god nyhedsjournalist, og at man skal være Antikrist selv for at få skovlen under en mand som Anker Boye, fordi han ikke har nogen sjæl, og dermed er svær at rokke. Og at jeg ikke gider spilde min tid på den slags mennesker, uanset om jeg så får penge for det eller ej.

Og tjek så lige dette fantastiske billede! Det er da tydeligt at se, hvem af disse, der er en vaskeægte landsfader med rødder dybt i den danske arbejderklasse, og hvem der er en pomadiseret hønsetyv. Se på den måde, de hver især holder deres bajer på. Anker har tydeligvis fået sin andel høkerbajere, mens Hønsetyven holder på sin flaske som en nonne på en sømandspik.

Eller hvad med det her billede?! Selv ikke Johnny Cash kunne gøre det her meget bedre. Jo, det er ganske vist. Anker holder. 100 procent!