Vinylsvin

Der findes to slags mennesker. Dem, der kun holder med finderspidserne ude i siden på en vinylplade, og som er meget forsigtige med ikke at ridse den, og som sætter pickup'en meget forsigtigt ned på pladen. Lad os kalde dem vinyl-feinschmeckerne.

Så er der dem, der holder på en vinylplade, som om den var en ostemad. Som klapper hele hånden sammen om pladen, og som ikke bekymrer sig om indercovere og små fine børster til at rense pladen for fnug, men som rask væk lægger pladen ovenpå coveret, og synes det er helt ok at man tørrer fnuller væk med ærmet. Det er vinylsvinene. Og sådan et er jeg.

Jeg synes ikke, der er noget galt i at være et vinylsvin. Det, der kan skabe problemer, er når et vinylsvin og en vinyl-feinschmecker gerne vil leve sammen i nogenlunde fredelig sameksistens. Uha uha. Jeg har prøvet det, og jeg har aldrig følt mig mere i undertal. For det endte med at min daværende, og meget feinschmecker-agtige kæreste, indrettede en særlig hylde med plader, Andrea under ingen omstændigheder må røre ved. Nogensinde! Det holdt jo ikke, det forbud. For nok er jeg et vinylsvin, men jeg kan sgu godt finde ud af at tage den meget særlige Joy Division plade ned, spille den og sætte den på plads igen, så selv ikke den største feinschmecker opdager det!

Det lyder måske meget Hitler-agtigt, men når man kender min ex er det ikke så underligt. Jeg spurgte ham engang, hvad han ville redde først, hvis det brændte - mig eller Skinny Puppy. Hans blik blev fjernt. Måske gik han i hovedet gennem listerne i Record Collector og prøvede at huske, hvad en Andrea, nummereret 1/1, dansk pres, mint condition stod i...

Nå, men altså, det korte af det lange er, at jeg i går fandt endnu et vinylsvin, nemlig Knirke. Det kære væsen. Og hun har været udsat for lignende restriktioner, ikke fra sin kæreste (som aldrig kunne drømme om den slags!) men fra sin veninde, som ligeud sagde »Du ved, jeg holder meget af dig, og hvis der er noget musik, du vil høre, så siger du bare til. Men jeg skifter pladen. For du er et svin med vinylplader!«

Og hvad gør to vinylsvin så, når de finder ud af, at de ikke er det eneste vinylsvin på jorden? De drikker sig naturligvis i hegnet. Det er da klart. Også selv om de bare skulle have været småsnalrede og op og på arbejde næste dag.

Vi burde have lugtet lunten, da vi under middagen på Lé Lé overvejer at komme med en diskret forespørgsel til tjeneren, om det er muligt at få serveret frisk frugt, dyppet i chokolade på hans nøgne, udstrakte krop...

Bagefter har vi megen spas med at forklare vores ældre og super onkel-agtige taxachauffør, at vi skal til emo-koncert, og senere, på Studenterhuset, forulemper vi en bartender-pige ved at sige, at vi gerne vil have vores øl serveret med et smil. (Hun tog det nu heldigvis pænt, og endte med at køre joken lige tilbage i vores fjæs på en meget fin måde. Så kunne vi lære det!)

Koncerten var god, omend en kort fornøjelse, da vi kun så opvarmningsbandet. Som var gode. Og pæne. Og havde masser af tatoveringer. Fnis. For bagefter gik der totalt vinylsvin i den, og det hele endte med, at vi var meget tæt på at tage til fest hos tre kollegie-dudes, der hang og råbte ud af vinduet inde på Regensen, til tonerne af Rage Against The Machine. Men selv et vinylsvin bliver træt, især et gammelt vinylsvin, så vi tog pænt hjem til henholdsvis Vesterbro og Frederiksberg.

Men godt er det nu at have fundet et med-vinylsvin. Og hvis nogen derude ligger inde med originaludgaven af »Sundown« med The Overlords, vil jeg virkelig gerne låne den. Jeg lover at passe på den! Amar!