20 vs. 30

Forleden fik jeg en mail fra min veninde Anna oppe i Stockholm, som virkelig fik min hjerne på overarbejde. Altså på den der »stop, mit hoved flækker, hvis jeg bliver ved med at tænke så meget!« måde. Spørgsmålet lød:

Sig mig engang ... hvordan synes I lige at det er at være i 30’erne? Altså 20’erne funkede for mig, men 30’erne er lidt hårde synes jeg. Hvad siger I? Jeg føler det nogen gange som om jeg er blevet udfordret på et virkeligt højt niveau, som jeg slet ikke er med på ... 20’erne var sgu lidt mere enkelt og ligefremt og sjovt. Men måske er det bare fordi jeg bor i et andet land og skal vænne mig til min nye stamme? Så derfor: hvordan funker det for jer?

Flertalsformen skyldes, at vores veninde Rie også var i modtagerfeltet - men jeg svarede først - HÆ :)

Svar kommer hér:

Hvordan funker 30'erne for mig... Hm... Lige præcis i dag funker det slet ikke. Jeg var til møde i min A-kasse, for selv om jeg arbejder en masse (når jeg gider!) er jeg stadig på supplerende dagpenge, som en sikkerhed, hvis jeg nu skulle blive syg eller gravid eller noget andet forfærdeligt. Og så står man jo listet som arbejdsløs, og dermed tvangsindlagt til at deltage i møder, der er så kedelige, at man har lyst til at lægge panden ned på bordet og tude over det.

Ellers synes jeg faktisk, det går meget fint, her i 30'erne. Jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere glad for den person, jeg er, og jeg stoler mere og mere på mine evner og min værdi som menneske i det hele taget. Det er selvfølgelig langt fra på det niveau, jeg håber, det en dag bliver, men for mig er 30'erne lidt det bedste fra ungdoms- og voksen-lejren. Man kan stadig opføre sig som en idiot, men man har også selvindsigt nok til at indse, hvorfor man gør det. Og vigtigst: man holder nok af sig selv til at tilgive, at man er en idiot.

Men det er jo også forvirrende på den der irriterende pubertetsagtige "vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller" måde. Men med ekstra seriøsitet på... Fordi der er så mange virkelig seriøse ting at tage stilling til. Pludselig er det ikke for sjov, man dater - man dater for at finde en at dele resten af livet med. Og vil man have børn? Og har man overhovedet det rigtige job? Den slags var meget nemmere at skubbe foran sig som gammelt støv på en fejebakke, da jeg var i 20'erne, for man havde jo al tid i verden til at finde ud af det. Men nu, hvor næste runde fødselsdag starter med et 4-tal, er det bare som om, at... At der bare ikke er nok tid til at nå det hele.

Og det er nok det største problem for mig. At vælge. Det har altid været svært for mig, og jeg kan blive helt ked indeni, når jeg tænker på, at det ikke er alt, man kan nå i sit jordiske liv. Det er selvfølgelig pissebanalt, og det er heller ikke nyt for mig på dén måde. Men det er først nu, jeg begynder at kunne mærke, at det er sådan, det er. Og det kan godt være lidt hårdt ind i mellem, synes jeg.

Men så er det, jeg tænker på karma-loven: Det der skal ske, vil ske. Og at vi aldrig forstår den store sammenhæng, når vi er midt i det, der gør os forvirrede. Og at det eneste, vi reelt kan gøre er at hænge på så godt vi kan, og så huske at børste tænder inden vi går i seng.

Dét ville jeg for eksempel aldrig have troet på i 20'erne. Måske er det bedste ved 30'erne i virkeligheden, at man bare bliver bedre til at tro på sit eget bullshit :D

Hvis der er nogen, der har noget at tilføje til emnet, modtages al input i kommentarboksen med kyshånd. Hvem ved, måske bliver det ligefrem til en artikel...