De er bare så flotte...Jeg er ret sikker på, det er det fordi, jeg aldrig måtte få sølvsko, da jeg var barn. Jeg gik i fodformede andedapper med rågummisål. Eller træskostøvler... Det var først, da jeg selv begyndte at tjene penge, at jeg fik alvorligt fine sko, dvs. sko med høj hæl. De var knaldpink, i satin og hælen var vel sølle 3 cm. høj. Men jeg var 13 og havde knoklet for de sko, og jeg elskede dem!
Senere hen fik den kære Dr. Martens has på min sko-fetish noget så eftertrykkeligt. Fra 1991 til 1994 gik jeg ikke i andet end de store, fornuftige støvler. Jeg holder stadig af dem, omend de aldrig bliver brugt. De ligger i en pose på loftet i al deres udtrådte og sølv-spraymalede vælde og minder mig om øl, fisse og hornmusik. Hm... I mit tilfælde har det nok snarere været pot, pik og pogo, men det er en helt anden historie.
I hvert fald rev et besøg i en skobutik i London mig brat ud af den vildfarelse, at en kvinde kan leve lykkeligt med ét par sko. Det var lige inden Buffalo-pesten for alvor brød løs, en pest, der heldigvis aldrig fik tag i mig. Jeg kan huske, jeg forlod butikken med et par sorte 'Mary Janes' med hvide stikninger, et par blonde-espadrillos med snøre hele vejen opad underbenet og et par (for datiden) meget chikke sandaler med firkantet snude, snøre foran og firkantet blokhæl. I dag ville ingen ved deres sansers fulde fem købe dén slags (jo, måske ku' Mary Janes'ene være cool, gad vidst om jeg stadig har dem...) men faktum var i al fald, at min sko-feber var brudt ud igen.
Og den har sådan set raset lige siden. I dag står alle de kære pus linet op ude i gangen og afføder altid et »Hold da op, hvor har du mange sko!«, når folk besøger mig første gang. Det seneste køb foretog jeg i sidste uge hos Friis & Co. på Gammel Kongevej. Et par røde læder-sandaler med kork-kinahæl. De er så fiiine. Selvfølgelig ikke så fine som Manolo Blahniks »Sedarabys«, men lidt har osse ret. Når man nu bare æææælsker sko...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar