9 med pil op

Kan I huske, at jeg for et par uger siden skrev et uddrag fra min gymnasietids Blå Bog? Nu er der dukket endnu mere vraggods op fra min fortid. Bedømmelses-vraggods, altså. For ud af glemslens tåger er nu dukket min karakterbog fra 1. klasse! Vildt, ikke?

Først tænkte jeg, at det ikke kunne passe, for man giver sguda ikke små børn karakterer, men jo, det gjorde man altså dengang. (Ja, det gør man vel i og for sig stadig, bortset fra, at nu bliver alle testet og resultaterne offentliggjort og diskuteret ivrigt i EU. Fandme ikke noget at sige til, hvis ungerne bliver skoletrætte... ) Osse selv om man var 7 år og bare sad og vred kroppen af led for at skrive femtaller og læste »Mette har en sø«, »Se, Søren har en ko« om og om igen, og som sådan ikke havde vildt meget at blive bedømt udfra. Men jo jo, hvis en unge kan holde på en blyant uden at skvatte ned af stolen, så skal der dælme osse sendes besked hjem til de stolte forældre i form af et kanariegult A4 ark i foldet pap, hvor lærerne kan skrive små kommentarer om den intetanende pode.

Men hvad skrev de så, Else og Hugo, som jeg havde til henholdsvis dansk og matematik. (Havde man andre fag i 1. klasse anno 1980???) Og kan man se nogle fællestræk mellem Andrea, 7 år og Andrea, 32 år?

Jo altså, Hugo nøjes med at sige, at jeg klarer mig tilfredsstillende i matematik. Hm. Jeg tror faktisk godt, jeg ville kunne klare de regneopgaver, jeg havde dengang, dvs. at plusse og minusse max tocifrede tal. Og at farve fællesmængden rød med farveblyant, tror jeg osse godt lige, jeg kunne overkomme. Men så sent som for et par timer siden, gik det op for mig, at jeg stadig fucker syvtabellen op, og at jeg er umådeligt taknemmelig for, at min mobiltelefon har en lommeregner...

Elses vidnesbyrd giver derimod et mere tydeligt billede af, hvilken person, jeg ville blive. »Andrea læser og staver godt og sikkert, og hun skriver pæne bogstaver, når hun ikke har for travlt. Hun vil dog hellere snakke end at arbejde«... Tjah... Dén tror jeg bare, vi lader stå.