Tilbageblik

Forleden fandt jeg min Blå Bog fra gymnasiet. Dét var sjovt! Og lidt skræmmende, for jeg kan knap huske halvdelen af dem, jeg gik på årgang med. Men det er immervæk også 14 år siden, jeg gik ud (altså fordi jeg blev student...) så det er vel ikke så underligt. Mere underligt er det dog at læse mine kære klassekammeraters beskrivelse af mig. For der er rigtig meget, der stadig passer – og der er gudskelov også rigtig meget, som ikke gør. Læs bare her (rolig, det er kun et uddrag!)

Navn: Andrea, alias Andy, Psyko

Motto: »Tie me up'n whip me« samt »Fnaaaadhrrrh!«
Øhhh... Jeg var teenager! Teenagere siger mærkelige ting. Og dengang havde vi jo ikke udtryk som herre, nederen og skod...

Sidst set: Rock Nielsen
Dette er et legendarisk, og også riiimelig kikset gå-i-byen-sted i Jomfru Ane Gade, men det var hér alle de langhårede fyre hang ud, og så spillede de rigtig tit »Smells Like Teen Spirit« og »Alive«. Og »Smoke on the Water« og »Black Betty«, men det måtte man jo så finde sig i, hvis man ville headbange med de langhårede fyre...
samt i garderoben med en kop mornkaf og en bolle med paté.
Paté! Helt ærligt! Paté??! Nå, jeg var åbenbart i voksealderen, eller ufatteligt hormonforstyrret.

Kendetegn: Andy dyrker det lagenblege, smålaskede look og forguder Master Fatman mere end sine obligatoriske støvler.
Looket holder stadig, dog uden Doc Martens og Fatman...
Alligevel forsøger hun at forskønne sit ydre med diverse hudplejemidler, og hun døjer ikke uhumskheder som at røre ved stænger i bussen. Hun føler sig i øvrigt stærkt tiltrukket af »smådrenge«, som hun omtaler som »kuvøse-guf«.
Ha ha ha! Det kunne mine veninder have skrevet om mig den dag i dag. Bakterieforskrækket dulle med hang til ungt kød, jo tak!
Vi har endvidere efterhånden lært at leve med, at Andrea elsker at chokere folk med sin påklædning og sin opførsel i det hele taget.
Puha, det var da godt, jeg fik lagt dén uvane af mig. Det er nu så dejlig trygt at være pissehamrende mainstream. Ej ok, måske ikke, men jeg har dog pillet næseringen ud – det var MEGET eksotisk i Aalborg i 1992! – og går i noget pænere tøj. Men det er så vist osse det...

Fremtid: Professor i engelsk eller Prince's elskerinde i smug.
Ja, Prince fik jeg jo aldrig rusket, selv om jeg da altid har haft en sær forkærlighed for mænd i stiletter... Og det er nok meget godt, at jeg aldrig fik dét professorat. Jeg ville bare terrorisere mine studerende og sætte dem til at skrive essays om fistfucking (til hverdag og fest!), trykimprægnerede havemøbler og andre obskure ting.

I øvrigt er bogen et studium værd i sig selv. Skrevet på maskine med synlige rettelser med slettelak (!) og med fotos sirligt klistret ind i margenen. Dengang fandtes internettet slet ikke, så selv om jeg stadig er en sindsforvirret og hormonforstyrret spasser, så ER der trods alt sket en positiv udvikling gennem de seneste 14 år...