Frøken Fumlegøj

Som barn var én af mine yndlingsbøger »Vi har så travlt!« af Richard Scarry, som blandt andet handler om grisen Hr. Fumlegøj, som altid vælter ting, ødelægger ting og i det hele taget er ret klodset. Ham kunne jeg godt lide. Og nu lader det til, at jeg efterhånden kan titulere mig selv Frøken Fumlegøj.

Jeg mener, hvad skal man ellers kalde en person for hvem det lykkes at vælte indover sin cykel mens hun trækker den??! Bare fordi hun skal krydse Øster Farimagsgade OG tale i mobil samtidig... Og som ovenikøbet slår hul på sine bedste jeans. Jeps, rigtigt gættet, jeg har præsteret netop dette i dag.

Pinligt? Nej nej, slet ikke. Jeg er vant til at blamere mig selv offentligt med diverse klodserier, og har efterhånden nået det punkt, hvor jeg ville ønske, jeg havde det på video, så jeg kunne grine med af mig selv.

For det ikke skal være løgn, så blev forhjulet på min cykel ret medtaget af mit styrt, og det sagde en underlig lyd fordi skærmen sad skævt. Jeg hev og flåede i den, men intet skete (det sagde hun også i går, badam tsch), så jeg gik ned til cyklehandleren med den for at få den fikset. Og forestil dig så dette scenario:

Enter Andrea med hul på knæet og mudder på frakken. Enter 16-årig cykelsmedelærling med bumser og apatisk ansigtsudtryk.
- Andrea: »Jeg er væltet på min cykel, og nu sidder forskærmen skævt og laver en underlig lyd, når jeg cykler.«
- 16-årig lærling: tager ganske let fat i forskærm og sætter den på plads uden den mindste anstrengelse eller brug af værktøj. »Sådan...«

Dét var pinligt! Og ja, urkomisk, men kors i røven hvor jeg HADER, når jeg ikke selv kan redde mig ud af situationer, som er opstået pga. min klodsethed. Men siden jeg forsøgte mig med at hænge boghylder op, og som følge deraf blev vækket midt om natten fordi jeg fik samtlige 9 bind af »Gulag Øhavet« ned på mine ben, har jeg holdt mig langt væk fra værktøj og gør-det-selv projekter...