13 december, 2005

La bella Roma

Jo tak, jeg har haft en virkelig fantastisk tur til Rom! Jeg vil ikke trætte dig med alle detaljerne, men bare sige, at jeg har grinet så meget, at jeg har ømme mavemuskler, og at det er længe siden, jeg har hygget mig så meget i så lang tid ad gangen. Tak tøser, for en dejlig, dejlig tur :)

Men altså, man kan jo ikke besøge Rom uden at lægge vejen forbi Peterskirken, og jeg tror, at uanset hvor mange gange, jeg går derind, så vil jeg altid få tårer i øjnene over hvor smukt og grandiost det hele er. Jeg føler mig meget gudfrygtig derinde under kuplen.

Og så kan man jo vinke til paven, hvilket jeg synes er ret stort. Bortset fra, at nu er det jo Den Falske Pave, der regerer. Vi vil ha' Den Rigtige Pave tilbage! Jeg læste i avisen, at Den Falske havde sagt i sin søndagsprædiken, at man bør droppe julegaverne og i stedet nøjes med en enkelt juledekoration for at vise sin tro. Det er der selvfølgelig en masse rigtigt i, men jeg har ham også mistænkt for, at det er fordi han ikke gider stå i kø i Imerco for at få byttet diverse ubrugeligt køkkentøj, som man 1) ikke aner hvad skal bruges til, 2) ikke har plads til, 3) allerede har i forvejen.

Men bortset fra, at det nu er Den Falske, der sidder på flæsket, var alt ved det gamle i Rom. Det var første gang, jeg var der om vinteren, og jeg var lidt overrasket over, hvor afdæmpede folk var i forhold til om sommeren. Men kulden lagde alligevel ikke helt en dæmper på de italienske mænd, som måtte holdes borte fra især selskabets unge, blonde piger, med historier om at vi alle sammen var lesbiske. Hvilket i øvrigt ikke stoppede dem, men affødte et saligt smil og et henført »I loove lesbians. I always wanted to be in between...« efterfulgt af en dybt skeptisk »Why, WHY don't you like men??!«

Og selv om det i længden kan blive en anelse trættende med den slags umådeholdent bejleri, så er der sgu noget lækkert over deres fuldstændige forgabelse og dyrkelse af kvinder. Især de dejlige af dem, der ikke gnider deres skræv uhæmmet opad ens ben og spørger, om man skal have den i rø***, men som bare flirter superfrækt og respektfuldt på samme tid. We looove it :)

8 kommentarer:

  1. Hurra, Andrea er tilbage!

    Det var en laaang dag i går uden et eller andet spydigt indlæg i din blog.

    Når det er sagt, så synes jeg, du skal stramme dig an. Dit rejsebrev fra Rom er altså temmelig konventionelt og forudsigeligt. Har du druknet skarpheden, vittigheden og de ægte nyskabelser i billig Italiensk vin på Den Spanske Trappe?
    Og var I for øvrigt ude at bade i den, eller er du blevet for gammel til den slags? '92 er jo en del år siden.

    Men tillad mig alligevel at slutte med et udødeligt citat fra netop Rom 1992: "Blah, blah, blah" - skal som du ved vrænges med betydeligt eftertryk.

    ;-p

    SvarSlet
  2. Bade i den spanske trappe??? Hvor meget hash røg DU på vores studietur??!

    Og nej, jeg var ikke ude at bade i nogen fontæner, al den stund at jeg er blevet for gammel og for fin til den slags i december måned. Der var 12 grader, og jeg er færdig med at gamble med mit helbred i vildskabens hellige navn.

    Og nej, jeg knaldede heller ikke med nogen italianos i en parkeret Fiat i Villa Borghese. Den slags er jeg nemlig OSSE blevet for gammel og for fin til.

    Så måske er jeg bare blevet så gammel og fin at der ikke er så meget snask at skrive hjem om...

    SvarSlet
  3. Blah, blah, BLAH!

    ;-p

    SvarSlet
  4. Det er et fantastisk udtryk. Jeg havde faktisk helt glemt det. Tænk at han i dag er gift med Maria Hirse. Det er fandme the irony of life :D

    SvarSlet
  5. Forklaring kommer hér: "Blah, blah, blah", var et legendarisk udtryk på Nørresundby Gymnasium, der opstod, da min klassekammerat på vores studietur til Rom fik nok af en af pigerne fra klassen, der altid FØLTE enormt meget og altid var MEGET melankolsk og små-deprim på den dér virkelig belastende teenage-måde, hvor ALLE skal involveres i deres weltschmerz. Hun sad og beklagede sig, hvorefter han med høj, vrængende røst råber "Blah, blah, blah", hvilket jo et eller andet sted er virkelig ondskabsfuldt, men når man er 17, spritstiv og på studietur, og i øvrigt er SÅ træt af at høre om damens problemer, så bliver sådan et udtryk en klassiker instantly.

    Og så er det bare, at jeg synes, at det er så skægt så skægt at tænke på, at selvsamme klassekammerat i dag er gift med Maria Hirse, som jo ved gud er verdensmester i at tude over ALTING i offentlighed...

    SvarSlet
  6. Du glemmer det vel nok vigtigste element i historien.

    Da det legendariske udtryk kom, havde han (altså Hirses gemal) allerede udholdt hendes ævl og kævl og teenage-bekymringer meget, meget længe. Fordi han mente, der var gode chancer for at få et slag fisse ved at spille den forstående, lyttende, følsomme fyr. Det er først, da det efter adskillige timer ved et cafe-bord går op for ham, at der alligevel ikke falder noget af, han rejser sig med ordene: "Blah, blah, BLAH!"

    En instant klassiker indeed!

    SvarSlet
  7. Nåja den blev måske lidt uklar ovenfor.

    Som Andrea har berettet, er han I DAG gift med Depri-Hirse, men det var IKKE hende, der hældte sine bekymringer ud over enhver, der gad lytte, dengang i Rom.

    SÅ skulle det være på plads.

    SvarSlet
  8. Ha ha ha! Jeg havde helt glemt detaljen med den følsomme lytter. Ha ha ha! Det er fandme sjovt!!!

    Hvorfor kan jeg kun huske en trdjedel af det, der skete i gymnasiet?

    Hm... Det ved jeg faktisk godt. Lad bare være med at svare.

    SvarSlet