Mental Floss

Og så sad jeg dér og tudede ...

2012-01-11T23:59:00.000+12:00

... fordi, jeg lige har sagt farvel til Knirke, som flytter til Costa Rica i næste uge. Eller. Ikke farvel, men på gensyn, for jeg skal helt sikkert på besøg i de varme lande og sidde i en havestol med min Macbook Air på skødet og skrive Den Store Danske Roman med en liter White Russian i en gulvspand ved siden af. Ja.

Men for nu er det farvel. Og det er hårdt. Der er så meget, jeg synes, jeg ville sige, men er det nødvendigt? Måske. Så nu skriver jeg det. Bare sådan som det er.

Kære Knirke,

Da jeg mødte dig var jeg helt ny på Woman. Jeg havde en masse forestillinger om, hvordan jeg skulle være for at passe ind. Jeg skulle gå i højere sko, jeg skulle gå mere med nederdel, og jeg skulle endelig huske at bruge lipgloss. Og så skulle jeg huske at sige de rigtige ting, høre det rigtige musik og se de rigtige film. Allerede første dag, da jeg så dig, blev jeg rolig indeni. Du havde din militærgrønne t-shirt med den røde stjerne på, slidte jeans og Doc Martens, og så havde du håndjerns-halskæden på. Du sad med høretelefoner på, men jeg kunne alligevel høre, at du hørte Nine Inch Nails. Jeg elskede dig fra dét sekund.

Vi sad ved siden af hinanden i det frygtelige, åbne kontorlandskab. I begyndelsen sagde vi ikke så meget til hinanden, men ganske langsomt begyndte vi at nærme os hinanden. For første gang i mit liv mødte jeg en kvinde, som var præcis som mig indeni. Som hørte det samme musik, havde et crush på Henry Rollins, som elskede Dick Turpin, og som havde tilbragt størstedelen af sin barndom og ungdom på sit værelse dybt begravet i bøger, og som var mærket for livet af jævnaldrenes mobberier, og som havde præcis den samme følelse, når hun gik ind i et rum fyldt med nye mennesker: de kan ikke lide mig, og jeg passer ikke ind.

Med tiden udviklede vi et nært venskab, og jeg kan helt uden pis sige, at du er det menneske i hele verden, som jeg føler det største åndsfællesskab med. Da jeg var barn var min yndlingsbog en bog, der hed "Hvorfor blæser vinden", og som (surprise!) var en meget pædagogisk forklaring på, hvorfor det blæser. (Jamen, jeg var jo en nørd. Ligesom dig...) En af sidehistorierne i bogen handlede om en lille halv valnøddeskal, som var taget ud i verden for at finde sin anden halvdel, og som til sidst fandt den. Da jeg mødte dig var det som at finde min anden halve valnøddeskal, og tak for det.

Du betyder så meget for mig, og jeg elsker dig så højt. Du er det mest unikke menneske, jeg har mødt i mit liv. Der er ingen som dig, og jeg er et meget lykkeligt og heldigt menneske, fordi du er i mit liv. Tak!

Jeg synes, du er så sej og modig at skille dig af med alt dit lort (undskyld...), sælge lejligheden og flytte til de varme lande. En af grundene til at jeg altid har elsket dig så højt, er din solide integritet. Du lever ikke på autopilot, og det er meget inspirerende midt i en tid fyldt med røvsyge, generiske villakvarterer, hvor folk bliver sammen og i deres job af bekvemmelighed, selv om de ikke er lykkelige og aldrig bliver det dér. Tak!

Tak for al den spas, vi har haft sammen. For viceværten, der er fucked up på stoffer, for drive by fistfucking, lummergoogling og brevene til FIFA om Figos transfer til Vesterbro. Og for alt det andet. Tak for lange, dybe snakke, for Schwimmehalle-dates, for mad, for druk, for smøger, for GUK og for at vise mig, at jeg sagtens kan finde min anden halve valnød, og at jeg har fortjent det.

Jeg tuder for meget til, at jeg kan skrive mere lige nu. Men det var vist også det, der skulle siges nu. Vidunderlige menneske. Jeg elsker dig. God rejse. Vi ses lige pludselig.

Kys og gnub fra din And

Her er alle de blogposts, jeg har skrevet om Knirke i tidens løb. Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er flere, men der er i al fald ikke flere, hvor hun bliver nævnt ved navn. Men de giver vist et meget godt billede af, hvor stor en del af mit hjerte, der står Knirke på.

Har du haft stress?

2012-01-11T13:40:00.000+12:00

Jeg er blevet spurgt af Dansk Journalistforbund, om jeg vil fortælle om dengang, jeg gik ned med stress. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Det er et kæmpe problem i min branche, og det er vigtigt at få fortalt folk, at der er masser af ting, man kan gøre for at tage det i opløbet. Men det kræver at nogen stiller sig op og fortæller om det.

Er du medlem af DJ, har du haft stress, og har du lyst til at fortælle om det? Så skriv fluks til Jonas Thing på jt @ journalistforbundet.dk. Det foregår den 1. februar fra 17 til 19, og det er i København.

Nej, jeg har ikke ubetinget lyst til at fortælle om det i offentlighed. Men jeg gør det, fordi det nytter noget. Og hver gang, jeg taler om det, falder der lidt flere brikker på plads omkring det hele indeni.

Send gerne denne forespørgsel videre! Tak.

Det er alt sammen i attituden

2012-01-07T21:12:00.004+12:00

Forleden gik min vaskemaskine i stykker. Jeg har lejet den - af den altovervejende grund, at når den går i stykker, så ringer jeg til firmaet, og så kommer de med en ny uden så meget fis. Det viste sig så, at den vaskemaskine, jeg fik i stedet for den gamle, var i stykker (!), så jeg ringede til dem, og i dette øjeblik er der således ved at blive monteret vaskemaskine nr. 2 i løbet af få dage. Jeg håber, denne her virker.

Firmaet, jeg lejer hos har valgt konsekvent at kalde deres medarbejdere for Peter, så lad os kalde den første for Peter nr. 1. Han var flink og venlig og virkede som om, han havde godt styr på det. Det hele gik efter planen (bortset fra, at han jo så leverede en maskine, der ikke virkede...), han bad mig om hjælp til nogle ting, vi småsludrede, og stemningen var fin. Han var ude igen efter max et kvarter, "god dag" og hej hej.

Peter nr. 2 lægger ud med at brokke sig højlydt over trapperne, mens han stadig er på vej opad dem. Fjerde sal i en gammel ejendom på Vesterbro - ja, der er langt op, og ja, de er stejle. Hvad havde du selv regnet med? Og bliver de trapper mindre stejle af, at du brokker dig? Nej, vel? Det næste, han brokker sig over, er parkering. Han var nødt til at holde helt ovre i en anden gade! Ja, det er lørdag morgen, hvad havde du regnet med? Jeg havde fået et rigtig dårligt indtryk af ham, allerede inden han havde fået vaskemaskinen over den sidste repos.

Peter nr. 1 beder mig om hjælp til forskellige ting, såsom at få vaskemaskinerne over det ret høje trin, der er op til mit badeværelse. Vandhanen, hvor slangen til maskinen er tilsluttet, er kalket til, så han spørger efter noget tape eller en elastik, han kan holde den sammen med. Han får det ikke til at virke, så han spørger, om jeg gider holde, mens han skifter maskinerne ud. Det vil jeg selvfølgelig gerne, og imens vi står på badeværelset, finder jeg ud af, at hans kollega fik stød forleden, fordi han havde glemt at slå strømmen fra, at han blev gift i sommer og venter en søn, og at han holder med Liverpool. Som sagt er vaskemaskinerne byttet ud og Peter nr. 1 er ude af bulen efter et kvarter.

Peter nr. 2 er 45 minutter om at: styrte bandende op og nedad trapperne to gange, fordi han skal hente værktøj i bilen (værktøj, han fint kunne have lånt af mig, hvis han havde villet) hærge dørtrinnet til badeværelset og klemme sin ene fod (hvis jeg ikke havde insisteret på at hjælpe med at få maskinen over dørtrinnet, havde han nok stået og hærget det endnu...) og oversprøjte sig selv med vand (fordi han afslog min hjælp til at holde slangen knækket) og montere vaskemaskinen.

Nu er han gået, bandende nedad de stejle trapper, på vej til andre kunder, og jeg kan selvfølgelig være ligeglad med, hvordan han vælger at gribe sit arbejde an, men kors i hytten, hvor er der meget food for thought i de to Peter'ers måde at gøre tingene på.

På mit spejl i entreen står der "Lav en god dag", og jeg ved af lang erfaring, at det kan man sagtens. Og at din livskvalitet i vid udstrækning afhænger af din attitude overfor det, du har at arbejde med her i tilværelsen.

Det forudsætter bare, at du

1) Lader være med at brokke dig over ting, du ikke kan gøre noget ved, såsom parkeringsforhold, trappers beskaffenhed, vejret etc.

2) Åbner øjnene for de muligheder, der altid er for at gøre tingene anderledes. Fx bede om hjælp, så du fx slipper for at få klemt foden og blive oversprøjtet med vand, og løbe forgæves op og ned fra fjerde sal. Standse op, tage en dyb indånding og se, at hvis du vender vaskemaskinen om på din sækkevogn (som i øvrigt er fuldautomatisk og sparer dig for trods alt at skulle hive maskinen op på fjerde ved egen kraft), så slipper du for at gå krumrygget. Og så videre og så videre.

Den engelske psykolog Richard Wiseman har forsket i menneskers held i mange år, og hans resultater er tankevækkende. Han har fundet ud af, at vi mennesker skaber vores eget held gennem den måde, vi tænker på. Fx ved at være åbne overfor de muligheder, der er, forvente det bedste og at vende negativt til positivt. Det synes jeg, er så fedt at tænke på, og jeg ville virkelig ønske at brokmåse som Peter nr. 2 ville indse dette. De ville få et så meget sjovere og bedre liv, plus at vi andre ville slippe for at få vores inventar hærget og ikke mindst lytte til deres brok. Er det ikke interessant, at min helhedsoplevelse er bedre omkring en person, som leverer en defekt vaskemaskine, end ham, der leverer en i perfekt stand? Det synes jeg.

Onsdag nat blev jeg ramt af en eller anden form for mavehalløj, som gjorde at jeg missede en deadline og måtte melde fra til et møde torsdag morgen. Torsdag regnede det hele dagen med den der særligt kolde, syndflodsagtige regn, som er så særlig for januar. Jeg havde to møder mere den dag, og da jeg vågnede efter to timers dårlig søvn, lå jeg med min telefon i hånden og var meget tæt på at ringe og aflyse og bruge hele dagen i sengen.

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke aflyste dagen, for det blev en fuldkommen forrygende dag. Jeg efterlyste min ja-hat på Facebook, fandt den med en god og dejlig vens hjælp, trak i regntøjet og cyklede ud i dagen, som bød på ikke mindre end to fantastiske og inspirerende mennesker. Jeg endte faktisk med at cykle næsten 20 kilometer. I regnvejr. Og mørke. Og jeg elskede det. Jeg fik hørt to kapitler i Stephen Frys "Moab is My Washpot", snakket i telefon med min far og blev blæst godt igennem af vinden fra Øresund. Dejligt.

Ja-hatten er ikke nødvendigvis køn, men den får dig fra A til B og videre til C med tørt hår ; )

Nå. Nok om det. Nu vil jeg teste, om den nye vaskemaskine virker. Hvis den ikke gør, vil jeg bede dem om, at det er Peter nr. 1, der kommer med (endnu) en ny ...

Min ven i NYPD

2012-01-05T22:35:00.006+12:00

Kan I huske dengang, jeg boede i New York og fik hugget min taske i Central Park? Der hvor jeg blev kørt downtown i en politibil og fik en megasej politi-ven? (Hvis ikke kan du få genopfrisket hukommelsen her) I dag blev jeg mindet om det, fordi jeg cyklede udad Strandvejen og forbi en politimand, der havde stoppet en eller anden mand i en bil for et eller andet. I dunno. Og så kom jeg bare til at tænke på, hvordan "min" NYPD-politimand mon havde det.

Så jeg googlede ham og fandt ud af, at han gik på pension i april, efter 27 år i tjenesten, og at han har det godt. "I'm living on a golf course and my other hobbies are motorcycling and hunting." Han er flyttet til Denver med sin kone, men jeg kan stadig godt lide at tænke på, at jeg har en ven i NYPD.

Den enevældige hersker, ninja og jetset-dronnings nytårstale

2012-01-01T14:48:00.004+12:00

Dronning Margrethe gør det. Helle Thorning-Schmidt gør det, og som enevældig hersker, ninja og jetset-dronning, gør jeg det selvfølgelig også. Holder en nytårstale. Til forskel fra dronningen og statsministeren har jeg dog valgt dels at holde min fra min seng og at krydre min tale med lidt musik (lidt god musik gør alle mennesker glade, som den kære Gustav Winckler jo sang) – og hvad kunne være mere passende end at vælge de fire numre, jeg havde med på min nytårsaften-playliste hos Clara? 3 numre fra 2011 og 1 nummer, der repræsenterer 2012. Plus et bonus-track.

Nå, ikke mere snak. Here goes:

Kære allesammen,

Tusind tak for et forrygende år. Det har nok været et af de mest kickass år nogensinde i hele mit liv, og det siger immervæk en hel del. Det startede dog ud i den knap så kickass ende, da jeg efter fire måneders sygdom vendte tilbage til mit gamle job. Jeg var stadig stærkt mærket af stress, og jeg kunne lynhurtigt mærke, at det ikke bare var noget, der ville gå over af sig selv, så jeg tog tyren ved hornene og blev freelancer igen. Åh, det var en god beslutning. Det går rigtig fint for det bette verdensfirma. Det er ikke fordi, millionerne ruller ind på kontoen (endnu), men den enevældige hersker er meget glad og tilfreds med opgaverne, deres omfang, og ikke mindst det faktum, at de kan laves i sofaen derhjemme i nattøj og skisokker, hvis det er med dén på.

Og det er det altså ind i mellem. Sådan noget stress er ikke bare lige noget, man kommer sig over så hurtigt, har jeg fundet ud af. Men det går rigtig fint, og jeg har lært at tage de forholdsregler, der nu skal tages i sådan en situation. Og så har jeg lært rigtig meget af det, og så bliver det sådan set ikke meget større, synes jeg.

En af de vigtigste ting, jeg har lært, er hvor mange mennesker, der elsker mig. Jeg skulle åbenbart helt derud, hvor jeg knap nok kunne huske mit eget efternavn, før det for alvor gik op for mig, at jeg har det vildeste heppekor af mennesker i ryggen, som vil gøre alt, og jeg mener ALT for mig. Det er så vildt, og jeg er meget, meget taknemmelig.

Derfor er det første nummer på min playliste Pearl Jam med “Just Breathe”. Dels fordi han synger “I’m a lucky man to count on both hands the ones I love” og fordi det med at trække vejret har været en af de virkelig afgørende grunde til, at jeg er blevet rask. Eller hvad man skal sige, jeg er blevet. Tænk hvilken forskel det kan gøre bare at stoppe op og trække sit vejr helt ned i de yderste lungespidser. Og tænk hvilken forskel det gør, at have dejlige mennesker, der står klar, når lokummet brænder.

Tak! Jeg elsker jer!

Den næste sang i playlisten er “Arlandria” med Foo Fighters, og det er det af flere grunde. For det første fordi, jeg har fået bildt mig selv ind, at Dave Grohl ikke synger ‘Arlandria’, men ‘All Andrea’ i omkvædet, og ja, det er vildt teenageagtigt, men sådan er det bare. 2011 har virkelig stået i Foo Fighters’ tegn. Jeg var i sommerhus i hele maj måned for at skrive bog, og da var den seneste plade lige udkommet, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at den stort set kørte på repeat hele den måned. Sammen med alle de andre plader selvfølgelig. Øj, hvor de søde dyr i haven ved det gule hus på Hesseløvej fik lært at holde af høj musik.

Og ja, jeg skrev jo sådan set den der bog på en måned. Det må jeg jo indrømme, selv om det jo beviser, hvor autistisk struktureret og hvor målrettet, jeg i virkeligheden er, når jeg ellers er motiveret for det. Det kan man jo godt tænke lidt over, og det har jeg selvfølgelig også gjort. Jeg VIL skrive flere bøger, og lur mig, om jeg ikke snart tager mod til mig og gør alvor af den der drøm om at skrive fiktion. Jeg tror godt, jeg tør nu. Nu må vi se.

Jeg sendte mailen med manuskriptet afsted til Anne på Rosinante samme dag som jeg tog tre uger til New York på ferie. Åh, New York altså. Man skal virkelig være sløv i optrækket for ikke at have fattet, at jeg har verdens største crush på den by. Jeg VIL derover igen i 2012!

Den ene af ugerne kom søde, dejlige, skønne Inge over og besøgte mig. Inge var “min” første praktikant på Woman, og jeg oplevede for første gang i mit liv at være sammen med et menneske nonstop i en hel uge uden på noget tidspunkt at have lyst til at rive hovedet af hende. Det har jeg aldrig oplevet før, og det gjorde mig glad. Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget i vejen med, når jeg får nok af mennesker, og er nødt til at være for mig selv for at holde det ud, men det behøver måske ikke være sådan? Måske er det nogen gange de andre, der er noget galt med? Wow, sikke en tankevirksomhed det satte i gang i det bette hoved.

Og så fik jeg prøvet at løbe i Central Park. Det var fuldkommen lige som at være med i en film at løbe rundt om “Jackie’s pond”. I det hele taget var 2011 året, hvor det der med at løbe for alvor er faldet på plads for mig. Jeg har accepteret, at jeg har en fod, som ikke kan løbe længere end 10 kilometer i ét stræk uden at den begynder at gøre ondt. Og at det er fint nok, og at man ikke behøver løbe halv- og helmaraton i tide og utide for at være en rigtig løber. Og at jeg ikke løber af andre grunde end at jeg elsker det.

To dage efter jeg kom hjem fra New York, spillede Foo Fighters i København. ØJ, det var en fed koncert, og helt ærligt, hvis jeg ikke havde haft dét at se frem til, var jeg nok blevet derovre. Jeg var selvfølgelig til koncert med Clara. Min fantastiske med-ninja og partner in crime, som elsker Dave Grohl lige så højt, som jeg gør. Og som jeg har haft mere spas med i 2011 end nogen anden. Vi stod helt oppe foran scenen, så vi næsten kunne røre ved Dave Grohl. Ja, vi skreg. Ja, jeg græd. Hvis Clara var en mand, havde jeg giftet med mig hende pronto!

Nå, onwards, inden det bliver for sentimentalt. For det allerstørste, der skete i år, det var jo, at bogen udkom. Bogen. Åh, hvor er jeg stolt af den. Både fordi den har solgt 1.000 eksemplarer (eller, det ved jeg faktisk ikke, om den har, men ugen inden jul rundede vi 985, så jeg går stærkt ud fra, at vi har rundet 1.000…) og har fået supermeget presse, men mest af alt på grund af folks reaktioner. Jeg er så overvældet over, hvordan den er blevet modtaget. Mails, opringninger, facebook-beskeder i en lind strøm fra mennesker, der griner, græder og sluger bogen, fordi de kan kende sig selv i den, og som er lettede over, at nogen tør sige det, jeg gør.

Min tredje sang for 2011 er Queens “Fat Bottomed Girls”, som er en hyldest til alle kvinder, der har en stor røv. “Fat bottomed girls you make the rockin’ world go ‘round”, synger Freddie Mercury, og den attitude ville jeg ønske, flere af os turde have. Jeg håber virkelig, at jeg med min bog kan puste til folks selvtillid, så de ranker ryggen, skyder deres fænomenale barm frem og går ud i verden som de lækre kællinger, de er, på trods af deller, appelsinhud og flæskearme. Sgu!

Så ja, 2011 var et dejligt år for mig. Jeg var i Rom i en uge med min mor og min søster, hvor vi kom tæt på hinanden på en helt ny måde. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men blot sige, at det var noget med et tilstoppet toilet, et bidet og en stor stak aviser. Og en diskusprolaps i min mors ryg. Men der skal mere til at ødelægge vores gode humør, og vi endte med at have en vildt dejlig tur, som tvang os til at slappe af, hvilket nok i virkeligheden var det, vi alle tre trængte mest til.

Kærligheds-wise var 2011 bestemt ikke det mest actionpacked år i mit liv. Faktisk var der så lidt halløj og hankypanky, at det nærmest kan være lige meget. Jeg havde lige slået mig til tåls med, at det nok var noget stressrelateret ikke at kunne få pulsen op over noget mandfolk, udover når jeg syntes, de var latterlige. Men så slog de sidste måneder af 2011 lige et ordentligt slag med halen, og viste mig, at dén attitude kan jeg godt stikke op hvor solen aldrig skinner. It's complicated, som det hedder i vore dage, af mange forskellige grunde, som jeg ikke vil belemre jer med, men uanset hvad det hele ender med, er det dejligt at gå rundt med en stille buzz af noget lykke i maven. Det er mange, mange år siden, det er sket sidst. Tak for det!

Der skete selvfølgelig også triste ting i 2011. Det meste af det har jeg glemt igen, men to ting skiller sig markant ud. Det første var, da min onkel døde i sommer, alt for tidligt. Han havde lungekræft, og vi sidder vist allesammen tilbage med en følelse af, at det var for tidligt, og at det er uretfærdigt. Sådan som det jo tit er i sådan en situation. Jeg er meget glad for, at jeg måtte sidde hos ham, mens han døde. Det lyder sikkert makabert i nogles ører, men jeg syntes, det var en fin oplevelse. Det samme var hans bisættelse, selv om det var ufattelig hårdt. Men altså. Man kan sige meget dårligt om døden, men der er ikke mange ting, der kan sætte ens eget liv i perspektiv som dén …

En af de sange, jeg helt til allersidst overvejede at tage med på min playliste, er Rosa Lux’ remix af Alberte Windings “Min klub først”. Den hæfter sig på et andet dødsfald, nemlig Kjeld Tolstrup, som døde i marts. Kjeld og jeg havde gennem længere tid talt om, at jeg skulle skrive en biografi om ham i anledning af hans 30 års jubilæum som DJ. Det kom aldrig så vidt. Først blev planerne bremset af, at jeg fik fast job og siden blev syg. Så fik jeg en forlagskontrakt på en anden bog, og Kjeld fik nogle helbredsproblemer, som han lige skulle komme sig over. Men SÅ skulle vi også lave den bog.

Det ville være blevet en fuldkommen forrygende bog, men det skulle ikke være sådan. Og egentlig har han jo heller ikke brug for noget andet eftermæle end det, han allerede har. Noget af det, jeg særlig godt kunne lide ved Kjeld var, at han sagde tingene lige ud. Der blev ikke pakket noget ind, og kunne man ikke lide det, måtte man sgu selv ligge og rode med dét. Men samtidig er han et af de mest omsorgsfulde mennesker, jeg har mødt i mit liv, og det var ikke kun Kjeld, der fik vendt og drejet nogle holdninger og indsigter undervejs i vores snakke.

Nå. Nok om døden og alt det, og lad os i stedet se fremad, kære venner.

Den sidste sang på playlisten er min 2012-sang. Det er “The Mob Goes Wild” med Clutch, et band, jeg desværre først har lært at kende i år, men som jeg til gengæld er blevet supervild med. Det er min 2012-sang fordi jeg selvfølgelig håber, at min bog bliver ved med at sælge, og at jeg bliver booket til foredrag herfra og til dommedag, og fordi det i det hele taget bare er en mega kickass sang. Jeg håber, 2012 bliver et mega kickass år, jeg og vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for at det bliver det.

Tak for et dejligt, dejligt år! Jeg håber, I allesammen får et dejligt 2012 fyldt med grin, gråd, kys, knubs, og alt det andet, der gør livet værd at leve. I er de bedste! TAK.

Gud bevare Danmark!

Noget om min morfar. Og om mig.

2011-12-15T22:30:00.004+12:00

I begyndelsen af december besluttede jeg mig for at sende en historie ind til Juletrauma-bloggen. Det blev postet i fredags, og det handler om min morfar - og om mig og mit forhold til julen. Det er som sådan ikke noget rigtigt juletraume - ikke som nogle af de andre bloggere, der har virkelig seriøse traumer. Men det er en meget kendetegnende historie alligevel, da de fleste af os jo får trigget en masse følelser i julen, som vi resten af året sagtens kan pakke af vejen.

Jeg har tænkt ekstra meget på min morfar de seneste dage. På at jeg savner ham, og at jeg savner mænd som ham. Dem måtte der gerne være flere af. Min mormor og morfar kunne skændes så hele den etageejendom, de boede i, rystede. "Du er så konSERvativ!" kunne min mormor finde på at råbe af ham - og det var meget hårde ord i et ræverødt arbejderhjem. Men fem minutter efter krammede de igen, og min mormor fnisede som en skolepige, når min morfar klemte hende om balderne imens.

Min mormor var ikke altid fair overfor min morfar. Men han elskede hende alligevel, og han kaldte hende "En gammel ørn" med stor, stor kærlighed. Jeg har engang hørt en historie om ørne. At de lever alene i deres territorier i årevis, men at der på et tidspunkt flyver en anden ørn ind i deres territorium. Hvis to ørne af modsat køn mødes, hager de sig fast i hinanden med deres kløer og lader sig falde mod jorden, og i sidste øjeblik giver de slip. Hvis den manøvre glipper, dør de begge. Hvis det går godt, bliver de sammen resten af livet.

Jeg tror, det var sådan, min morfar og mormor havde det. De havde en masse problemer, især i begyndelsen af deres ægteskab, hvor de var tvunget til at bo hver for sig på grund af min morfars arbejde, og hvor de kun så hinanden en dag om ugen. Min mormor passede min morfar, da han blev syg. Det var han i mange, mange år, og det sled min mormor næsten op fysisk og psykisk. Men hun gjorde det, for det havde hun lovet min morfar. Og havde det været omvendt, havde han passet hende. Sådan var det bare.

Nå, men det var jo det juletrauma-blogindlæg, det handlede om. Det er her. Husk at gå ind og læse de andre også på www.juletrauma.dk

Juletrauma blog 9

Jeg har brugt mange timer af mit liv på at forbande julen og al dens væsen. Min aversion mod julen indtrådte, da jeg mistede min morfar. Jeg var 14 år, og han og jeg var meget tæt knyttet til hinanden. På mange måder har min morfar været en meget større faderfigur for mig, end min far nogensinde har været. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, og jeg har aldrig haft særlig megen kontakt med min far gennem min opvækst. Men min morfar hentede mig i skolen på sin cykel, læste højt, fortalte mig om verden, tjekkede at jeg lavede mine lektier, lærte mig at tage levertran og alt det, som en hyggelig morfar skal.

Min morfar var sej. Han var gammel sømand og havde en skonnert tatoveret på den ene arm. Han barberede sig med en ragekniv og lavede skummet i en kop med en børste og et stykke barbersæbe. Så stod han der i sin hvide undertrøje med selerne hængende ned langs siden og grinede af mig, bette skid, der sad på wc’et ved siden af med store øjne og hvinede “pas på, du ikke skærer dig, Morfar!” Den dag i dag er synet af en mand, der barberer sig noget af det absolut mest maskuline, jeg overhovedet kan forestille mig.

Min morfar var en stor mand, der engang havde været i Livgarden, men mange års kræftsygdom tærede voldsomt på ham. Til sidst var han mindre end mig, og da han døde, vejede han knap 40 kilo. Han havde kræft i alle sine knogler, og det var utrolig hårdt at se ham svinde ind på den måde. Jeg sad hos ham, da han døde, og det kan måske lyde voldsomt, at et pige på 14 oplever den slags, men for mig var det helt naturligt. Siden da har jeg siddet ved adskillige andre, når de skulle dø. Heriblandt min mormor, der døde sidste år, og min onkel, der døde tidligere på sommeren. Jeg synes, der er noget utrolig smukt og fredfyldt over det, og det har gjort mig meget afklaret omkring min egen, forhåbentlig fjernt forestående død.

Nå, men det var jo julen, det skulle handle om. I min familie har vi en tradition med, at vi beder bordbøn og læser Juleevangeliet højt hver juleaften. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal opføre os så gudsfromt den ene dag på året, men sådan er det bare. Det var altid min morfar, der læste Juleevangeliet højt, og den første jul uden ham, var det ligesom naturligt, at det var mig, Morfars pige, der skulle læse det i stedet for. Jeg tror, det var der, jeg begyndte at hade julen. Fordi det var helt, helt forkert at stå der uden min morfar og læse det åndssvage juleevangelium højt. Alverden skulle skrives i mandtal, min bare røv.

Siden da har jeg afprøvet mange forskellige måder at holde jul på, både i udlandet og i Danmark, og jeg er nu kommet frem til, at julen er skideligegyldig for mig. Altså sådan virkelig skideligegyldig. Jeg hader den ikke – jeg synes bare, den er ligegyldig. Lidt ligesom Champions League, IKEA eller Skanderborg Festival. Det er fint, det er der, og det er dejligt, folk hygger sig med det, men det ville ikke gøre mig noget, hvis den ikke var der.

Sidste år var så første jul uden min mormor. Det var der, jeg for alvor holdt op med at hade julen og tillagde mig en mere “nå ja, herregud, lad os æde noget and og nogen brandybønner og så fred være med det”-holdning til det hele. Det er meget, meget befriende, skulle jeg hilse og sige. Og sært nok blev min jul pludselig tusind gange federe, selv om der stadig var masser af phoneybaloney med bordbøn, julegaver, der alligevel skal byttes, groteske mængder sul og alt det andet halløj, som førhen fik mit pis i kog.

Jeg holdt juleaften med min mor og min søster i min mors lejlighed i Aalborg, og det var en af de hyggeligste juleaftener nogensinde. Min mor var på arbejde om dagen, så min søster og jeg fes rundt i nattøj og hørte Ramones for fuld udblæsning, mens vi ordnede julemaden og fik en lille skid på i rødvin. Efter vi havde gået om juletræ (og tudet over, at vi savnede min mormor – hendes yndlingssalme var “Dejlig er jorden”, og vi kunne næsten ikke komme igennem den, fordi vi skulle tude. Åh, det var et værre cirkus…) spillede vi Bezzerwizzer og spiste konfekt, og det hele var skidehyggeligt.

Jeg er begyndt at tænke meget over, om det mon er sidste gang, jeg kommer til at holde jul med min mor. Jeg håber selvfølgelig, hun bliver 87 år ligesom min mormor, og vil have sin lange snude i alt lige som hende, men jeg oplever på den anden side også flere og flere, der mister deres forældre alt for tidligt, så når jeg har valgt at holde af julen i stedet for at hade den, er det sgu også lidt af respekt for alle dem, der sidder rundt omkring og ønsker, at de havde en mor at holde jul med.

Men når dét så er sagt, så drømmer jeg stadig om, hvert år, at stikke af til de varme lande og sende min familie et gavekort på en ged hver. Men altså. Hvis det virkelig havde været så vigtigt for mig ikke at holde jul, så havde jeg nok gjort det. Jeg er jo ikke ligefrem typen, der lader mig stoppe af noget.

Så i bund og grund synes jeg jo, det er meget hyggeligt at holde jul. Jeg gør det i al fald stadig. Det er i øvrigt stadig mig, der læser Juleevangeliet højt hver eneste juleaften. Nu kan jeg endda godt læse det højt uden at græde – men jeg savner stadig min morfar.

Rigtig glædelig jul.

Mig og min morfar, julen 1974

"Love goes on forever ..."

Alene vs. ensom

2011-11-18T09:34:00.004+12:00

I går aftes holdt jeg mit tredje foredrag. Det gik godt. Men det sætter jo også gang i en masse tanker og følelser, og bagefter havde jeg en af den slags samtaler, man kommer til at huske mange år frem i tiden. Noget af det, vi talte om, var på forskellen mellem at være alene og at være ensom. Jeg har aldrig følt mig mere ensom end jeg har gjort, når jeg har været i forhold. Selvfølgelig er dét et udslag af, at det ikke var det rigtige parforhold, men siden det gik op for mig, har jeg tit tænkt på, hvor glad jeg er for, at jeg ikke behøver have en kæreste for eksempel. Forstå mig ret, jeg vil gerne have en kæreste, men jeg vil hellere vente ti år mere på, at den rigtige dukker op, end jeg vil finde sammen med en, der er "god nok".

Så kom jeg til at tænke på et citat fra Hunter S. Thompsons "The Proud Highway"

"We are all alone, born alone, die alone, and -- in spite of True Romance magazines -- we shall all someday look back on our lives and see that, in spite of our company, we were alone the whole way. I do not say lonely -- at least, not all the time -- but essentially, and finally, alone. This is what makes your self-respect so important, and I don't see how you can respect yourself if you must look in the hearts and minds of others for your happiness."

Så sådan er det. Jeg synes ikke engang, det er specielt sørgeligt at tænke på. Men jeg har også altid været god til at være alene, og glad for det. Nogle gange lidt for glad for at være alene, men som samtalen i går også mindede mig om, så er der altså noget meget livsbekræftende og dejligt i at kunne lade sit blik hvile i en andens og vide, at man er elsket, respekteret og vigtig for den anden. Især når man har det på præcis samme måde.

Clara Kluk, jeg ELSKER dig af hele mit hjerte. Sgu!

Se selv! Det er jo ikke kun mænd, der bliver mere sexede af at få overskæg.

Hurra for overskæg

2011-11-17T12:25:00.001+12:00

Jeg kan godt lide overskæg. Det har jeg altid kunnet - sikkert fordi min far gennem hele min barndom havde et flot og fyldigt overskæg. Så det var med stor glæde, jeg bød tiltaget om at gro overskæg for velgørenhed velkommen. Men men men. Der er overskæg, og så er der overskæg. I den forbindelse vil jeg gerne lige vise nogle eksempler på gode overskæg og knap så gode overskæg.

1: De virkelig gode overskæg

Det bedste overskæg ever i hele verdenshistorien:

Tom Selleck, mine damer og herrer. Ingen over, når det gælder overskæg!

Burt Reynolds. Også en flot ambassadør for overskægget.

Doctor Phil. En flot mand med et flot overskæg - og så giver han gode krammere og taler med sydstatsaccent. What's not to like?

2: Cykelstyret:

Salvador Dali. Han havde i øvrigt en fårekylling som kæledyr. Fantastisk!

Hr. Skæg. (Som ikke er bror til Bjørn Lomborg...)

John Mogensen. Som ovenikøbet også bærer seler. Alt er godt ved det!

3: De lidt kiksede overskæg

Eroll Flynn. Overskægget mangler fylde og er for tyndt efter min mening. Men point for overhovede at anlægge det!

Vincent Price. Vi er ude i lidt af det samme som med Eroll Flynn, men det er Vincent Price for God's sake!

Jude Law. Ikke helt spot on, men et glimrende eksempel på, at en smuk mand blot bliver pænere af at anlægge overskæg.

4: Det falske overskæg

Ja, det er jo så mig. Med overskæg. Og ja, jeg var fuld.

5: Overskæg på George Clooney

Det fortjener sin egen kategori, da det ikke ville være fair overfor de andre skægbærere ellers.

Ved I hvilken dag, det er i morgen? Det er Have Sex With a Guy With a Moustache Day!

Og husk: You're not a slut if it's for charity.

(Og hvis du nu sidder og tænker over, om du kan lave din egen moustache-wax, så er svaret JA!)

Til sidst skal vi have et stykke med musik fra svenske Mustasch. De har ikke overskæg, men musikken er fed, og det er deres navn også.

Alting er bare bedre i New York ...

2011-11-11T16:23:00.001+12:00

I går aftes brugte jeg fem minutter på at se denne fine, lille film, der beskriver et år i New York.

A Year in New York from Andrew Clancy on Vimeo.

Jeg tudede (selvfølgelig), som jeg så ofte gør, når noget handler om New York, men den ER altså også fin. Men der er også noget andet, som er fint ved New York, og det er deres avis. Da jeg boede derovre havde jeg abonnement på New York Times i weekenden, og jeg oplevede ofte, at jeg slet ikke kom ud af døren om søndagen, fordi der var så meget, jeg skulle læse. Det vil være synd at sige, at det samme er tilfældet med mig og danske aviser.

Og ja, jeg ved godt, at den sammenligning, jeg kommer med nu, er helt vildt unfair. Men alligevel. Når jeg har NYC-hjemve, er det præcis sådan her, det føles. At Danmark er et fladpandet, uintelligent land, og alting, ALTING er bedre i New York.

Mest læste på eb.dk lige nu:

Mest læste på nytimes.com lige nu:

Nej nej, det er ikke fair. Men derfor er alting alligevel meget bedre i New York. Lige i dag i al fald.

Glemmer du ...

2011-10-24T10:40:00.001+12:00

Det gør jeg nemlig ...

Her i weekenden har jeg været i Århus hos Mia, Per og Mikkel. Det var skidehyggeligt, også selv om jeg ikke er helt frisk og på toppen (måske er det Sars? Hvad blev der egentlig af Sars?!)

Men der var noget, der skræmte mig. Helt vildt faktisk. For selv om jeg har boet i Århus i fire år, så kunne jeg stort set ikke finde rundt. Der var store områder af midtbyen, som jeg overhovedet ikke kunne huske, og SÅ meget er der trods alt ikke lavet om siden jeg boede der.

Min hukommelse er i det hele taget totalt fucked up efter jeg har været syg med stress. Jeg troede i starten kun, det var min korttidshukommelse, den var gal med, men det går mere og mere op for mig, at det ikke kun er den. Jeg har simpelthen store, sorte huller i min ellers altid toptunede hukommelse.

Og hvad vil jeg så sige med det? Ikke så meget andet end, at hvis du nu sidder derude og synes, du er lidt for stresset og venter på, det går over af sig selv, så skal du ikke regne med, at det er sådan, det hænger sammen.

Jeg er stadig ikke glad for at bevæge mig ud i større forsamlinger af mennesker, jeg aldrig har mødt. Jeg kan ikke længere holde til fem dage på en sofa et fremmed sted, selv om det er hos mennesker, jeg holder af. Jeg har mere brug for alene-tid, end jeg nogensinde har haft før.

Og så videre.

Det nytter sådan set ikke noget at sidde og tude over det, så det vil jeg prøve at lade være med. Men det er fandme skræmmende, hvad der kan ske, hvis man ikke passer på sig selv. Så det syntes jeg bare lige, jeg ville fortælle dig.

Men men. Jorden drejer stille rundt, og jeg har haft en fantastisk weekend. Og så længe, man kan huske hvilken film "Coming around again" med Carly Simon er fra, gør det måske ikke så meget, at man ikke kan finde rundt i Århus.

Fièvre légère

2011-10-13T08:38:00.001+12:00

Ja, det er så fransk og betyder lampefeber. Tror jeg da nok i hvert fald ...

Jeg har det lige nu. Lampefeber altså. For i morgen udkommer min bog. Bogen. BogEN! Jeg både glæder mig og er nervøs. Mest glæder jeg mig. Eller også er jeg mest nervøs. Det må vi se til i morgen.

Jeg har lavet en facebook-side for bogen: http://www.facebook.com/slutfredmeddinkrop. Med nyhedsbrev og alting. Jow jow.

F.O.F har kontaktet mig om foredrag i marts - en uge inden bogen udkom. Jeg har været i Lorry. På mandag skal jeg i Aftenshowet. På lørdag er der noget med mig i Berlingske Fri. I morgen er der noget med mig i Femina, og jeg skal også i Woman. Plus det løse.

Det er så sindssygt!

Men det er fandeme også en god bog! Og en vigtig bog. Køb den! Hér! http://bit.ly/oWXw94

Vi ses i lampelyset. Eller hvad det hedder ...

Hvad jeg har lært af Steve Jobs

2011-10-06T16:51:00.029+12:00

Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner, er at række ud efter min iPhone for at se, om der er sket noget vigtigt ude i verden. I dag vågnede jeg op til beskeden, at Steve Jobs var død. For nogle var Steve Jobs bare Apples grundlægger og direktør - med andre ord bare en mand, der designede telefoner og computere. De må have haft en meget træls dag i dag ...

Umiddelbart efter offentliggørelsen af hans død, var der 10.000 poster på Twitter, der handlede om Steve Jobs eller Apple i sekundet. 10.000 poster i sekundet! Til sammenligning var der 493 poster i sekundet, der handlede om Michael Jackson, da han døde. Jeg ved ikke, hvor mange statusopdateringer på Facebook, der har handlet om Steve Jobs i dag, men da jeg stod op klokken 6, var der allerede godt fyldt op med "R.I.P Steve" osv. i min newsfeed.

Selv præsident Obama har skrevet om Steve Jobs på sin blog i dag. Han kalder ham bare for Steve, og læs bare her, hvad han skriver om ham:

"Steve was fond of saying that he lived every day like it was his last. Because he did, he transformed our lives, redefined entire industries, and achieved one of the rarest feats in human history: he changed the way each of us sees the world. The world has lost a visionary. And there may be no greater tribute to Steve’s success than the fact that much of the world learned of his passing on a device he invented."

Og han har jo ret. Steve Jobs har i al fald ændret den måde, jeg ser verden på. Jeg blev "Steve Jobs bitch", da jeg købte min første computer i 1995 og lige var begyndt på universitetet. Det var en brugt Macintosh Performa, og det var helt tilfældigt, at det var en Macintosh. Jeg anede intet om computere, og skulle bare bruge én til at skrive opgaver på. Siden da har jeg aldrig så meget som overvejet at købe en pc.

Jeg gider ikke skrive en masse om Apple vs. Alle De Andre, Som Bare Kopierer Apple (Med I Øvrigt Dårligt Resultat), for det er sådan set ikke det, det handler om her. Det, det handler om er, at Steve Jobs formåede at skabe nogle produkter, som man som ejer kom til at holde helt vildt af. Fordi de er flotte. Fordi de er fantastiske at røre ved. Fordi de er brugervenlige, og fordi de i det hele taget er venlige. Jeps, venlige.

Se bare her:

Billedet forestiller en guide til, hvordan man rigger den gratis internetopkobling hos McDonald's til på hhv PC (til venstre) og Mac, og er et glimrende eksempel på, hvor venligt et system, Mac er. Du skal nærmest intet foretage dig selv. (Dette irriterer mange mennesker, der er vant til at arbejde på PC, og som åbenbart finder det voldsomt provokerende, at man ikke kan "gå ind og ændre i dit og dat og dut." Men hvis man ikke har brug den slags i sin hverdag (og hånden på hjertet: hvor mange af os har egentlig det?), er det pisseligegyldigt.)

Nå, men tilbage til Steve og hans visioner. Der er ingen tvivl om, at Steve Jobs var perfektionist i en grad, som må have drevet adskillige mennesker omkring ham til vanvid. Jeg læste et blogindlæg engang skrevet af en grafisk medarbejder hos Apple, der havde siddet i kirken søndag formiddag og var blevet ringet op af Steve Jobs, som bare lige ville påpege, at det første O i "Google" så underligt ud i farven på iPhones skærm. (Google har i øvrigt "Steve Jobs, 1955 - 2011" stående under sin søgebar i dag med et link til Apples hjemmeside. Hvilket også siger noget om, hvor hårdt hans død har ramt...) For nogle år siden udkom der en bog om Steve Jobs hvor alle hans dæmoniske sider blev udbasuneret for fuld udblæsning. Steve Jobs var dominerende, kolerisk og beregnende, og jeg fristes næsten til at sige "ja, selvfølgelig". Du kan ikke nå dertil hvor Steve Jobs nåede ved at være sød, rar og omgængelig overfor alle, du møder. Sådan er det bare. (I øvrigt synes jeg, det siger mere om bogens mærkbart misundelige og forsmåede forfattere at udgive den slags, men det er en helt anden snak...)

I 2005, ikke længe efter at det var blevet offentligt kendt, at Steve Jobs havde kræft i bugspytkirtlen, holdt han den såkaldte commencement speech på Stanford University. Hvis du ikke allerede har set den, så bør du unde dig selv at bruge det kvarter, den varer på at se den. Det er sindssygt rørende. Ikke kun fordi den slags pludselig skinner i et helt andet lys, når taleren nu er død, men fordi det er så simpelt, det han siger. Simpelt og svært på samme tid.

Jeg får fx vand i øjnene, når han siger:

"Keep looking. Don't settle ... You are already naked. There is no reason not to follow your heart."

"Your time is limited so don't waste it living someone else's life ... Have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you want to become. Everything else is secondary."

Kære Steve,
Tak for det alt sammen. For Performaen, som jeg smed ud for et par år siden med en klump i halsen. For iBook'en, som jeg købte i 2001, og som stadig fungerer upåklageligt som stereoanlæg på Beates kaffebar. For MacBook'en, som jeg købte i 2007, og som netop er gået i arv til Bille. For iMac'en, som jeg købte i 2008, og som jeg bruger hver eneste dag, og som jeg stadig bliver glad i låget af at kigge på. For alle de iPods, jeg har købt gennem tiden og foræret væk, når en ny og større kom på markedet. De virker stadig, hver og en (også den, som lå i min cykelkurv en hel uge i sommerregnen...). For min iPhone 3G, som nu er min søsters, for min egen 4'er, som jeg sagtens kan finde på at kysse godnat. For min iPad, der for evigt har ændret min måde at læse bøger og magasiner på, og ikke mindst for den senest tilkomne: den søde, lækre, sprøde MacBook Air 11'', der vejer mindre end en liter mælk, og hvormed jeg har skrevet den bog, som jeg håber, jeg kan ændre bare en lillebitte del af verden med.

Tak for at være en karismatisk og dygtig taler, der altid kunne sætte ting i perspektiv. Og tak for at styrke min tro på, at det ikke er så slemt, at man i en alder af 38 år stadig ikke er settled og stadig ikke ved, hvad man vil, når man bliver voksen.

Tak!

"Bill Cunningham New York"

2011-10-02T08:09:00.001+12:00

Åh, hvor er jeg glad og rørt efter at have set filmen "Bill Cunningham New York" om den 82-årige NY Times fotograf, som må være et af de sødeste, gladeste og mest passionerede mennesker, jeg er stødt på. Og som endda har høj integritet - og som selvfølgelig også er dejligt skør i bolden. Anbefales til alle, der holder af New York og excentriske mennesker. En dejlig, dejlig film!

Når man får tid forærende

2011-09-29T19:52:00.001+12:00

Jeg har fået en hel formiddag forærende i dag, da ham jeg skulle have holdt møde med har barn syg. Jeg tændte min telefon i morges og så sms'en, åbnede vinduet og lå lidt og hørte på fuglene og nød solskinnet, og så besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville rykke min tidsplan frem, men bare nyde, at jeg ikke skulle noget. Og så lavede jeg brunch til mig selv, mens jeg hørte Tom Waits. Dejlig, dejlig formiddag! :)

Mit fuldkommen absurde crush på Eddie Vedder...

2011-08-23T23:41:00.000+12:00

Enhver der kender bare lidt til mig, eller som har læst med i denne blog nogenlunde regelmæssigt ved, at jeg er svært glad for Pearl Jam, og ikke mindst for Eddie Vedder. Her til aften gik det op for mig, at jeg har været dødeligt forelsket i manden siden 1991. Altså i 20 år.

I det store hele synes jeg, at de fleste mennesker bliver mere interessante efterhånden som årene går, og ikke mindst medlemmer af det lækre køn har det med at blive endnu lækrere med alderen, og her er Eddie Vedder bestemt ikke nogen undtagelse. Men så var det jeg så en video fra Pearl Jams allerførste udendørs koncert fra sommeren 1991, hvor Eddie var 26 år gammel. Se på ham! Øj, øj, øj! Ild i øjnene, smidig som en panter og, usj, lige til at spise på et halvt stykke mad:

Men så ser man det her klip, med en ukulelespillende, 46-årig Eddie Vedder, stadig med ild i øjnene og nogle af de pæneste arme jeg nogensinde har set. Og så er det bare, man tænker, at han sikkert også er lækker som 66-årig og 86-årig, og at han nok ikke er den mest tossede, man kan have et crush på. Hvis det altså var sådan, den slags hang sammen.

Jeg er vist bare håbløst forelsket. Suk.

Testing testing

2011-08-04T22:20:00.001+12:00

Jeg har længet gået og ønsket,
at man kunne blogge fra sin telefon. Og selvfølgelig kan man det. Man kan få apps, der laver popcorn, så selvfølgelig kan man også få en app, man kan blogge fra.

Kys kys!

The Facebook 30 Day Song Challenge

2011-06-28T01:53:00.001+12:00

1 ud af 100 "lege" på Facebook er sjove. Det her er en af dem...

Day 01 – Your favourite song

Mazzy Star “Fade Into You”

Smuk, poetisk, syret og lækker.

Day 02 – Your least favourite song

Billy Ray Cyrus “Achy breaky heart”

Verdens dårligste sang overhovedet. Jeg kan SLET ikke holde den ud.

Day 03 – A song that makes you happy

Neil Diamond w. Brian Wilson “Delirious Love”

Jeg ved ikke, om det er koret, teksten eller en blanding af det hele, men jeg kan ALT, når jeg hører den sang. Pure, instant happiness!

Day 04 – A song that makes you sad

Don McLean “Vincent”

Jeg tuder hver gang, han synger det der med “this world was never meant for one as beautiful as you”…

Day 05 – A song that reminds you of someone

Jacques Dutronc “Les Cactus”

Den minder mig om min veninde Mette, som jeg lærte at kende i gymnasiet, og som bor i Kolding, og som jeg desværre derfor ser alt for lidt. Den minder mig om fransk-lektier, om guitarspil, crushes på lækre fyre med langt hår og generel fjollethed. Fnaaadhr!

Day 06 – A song that reminds of you of somewhere

A-ha “Take on me”

Min ældste veninde Mias teenageværelse. Nøj, hvor var vi forelskede i Morten Harket. Det er jeg i øvrigt stadigvæk. Og jeg har til dato aldrig set nogen, der kunne fylde en læderbuks lækrere ud som ham.

Day 07 – A song that reminds you of a certain event
Håkan Hellström "Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg"

Minder mig om mange, mange Håkan Hellström koncerter med min højtelskede søster, Beate.

PS: Alla heter Glenn i Göteborg! (Og flotte fyre med seler får gratis kaffe på Kaffebaren på Amager!)

Day 08 – A song that you know all the words to

R.E.M “It’s the end of the world as we know it”

Da min hjerne fungerer sådan, at jeg kun skal høre en sang 3-4 gange før jeg kan teksten udenad, giver det ikke megen mening at poste en sang, jeg kan teksten til. Hvad der derimod giver mening er at poste en sang, jeg IKKE kender teksten til, til trods for, jeg har hørt den en million gange. Faktisk tror jeg kun det er Michael Stipe og min tidligere kollega Søren McGuire, der kan hele teksten udenad.

Day 09 – A song that you can dance to

Stereo MCs “Step it Up”

Verdens bedste danse-melodi, hvis du spørger mig. To the left. To the right. Og mere behøver man jo sådan set ikke.

Day 10 – A song that makes you fall asleep

Brian Eno “Music for Airports”

Smuk, fin og meget, meget søvndyssende.

Day 11 – A song from your favorite band

Pearl Jam “Yellow Ledbetter”

Min yndlingssang med mit yndlingsband sunget af min yndlingssanger.

Day 12 – A song from a band you hate

ZZ Top “Gimme All Your Lovin’”

Så DØ dog, grimme, bøvede rednecks!

Day 13 – A song that is a guilty pleasure

Bryan Adams “Summer of 69”

Ja ja, i det mindste tør jeg da indrømme det.

Day 14 – A song that no one would expect you to love

Tina Dickow “Sacre Coeur”

Det er meget moderne at hate på Tina Dickow, men jeg har stor respekt for hende, og jeg synes, hun laver fantastisk musik og synger rigtig fedt. So put THAT in your pipe and smoke it.

Day 15 – A song that describes you

Bare neccessities

Tjah. Lidt glad og Baloo-agtig er man vel altid …

Day 16 – A song that you used to love but now hate

Eric Satie “Gymnopédie No.1”

I bund og grund et dejligt lille stykke musik, som jeg dog var så dum at bruge som vækketone i lang tid og derfor associerer med trælse, mørke morgener.

Day 17 – A song that you hear often on the radio

Rosa Lux og Alberte Winding “Min klub først”

Et nummer, der bliver bedre og bedre med tiden.

Day 18 – A song that you wish you heard on the radio

Monty Python “Sit on my face”

Jeg gad bare godt høre P3-værternes oplæg til den …

Day 19 – A song from your favorite album

Einstürzende Neubauten “Redukt”

Nøje afmålte udbrud af raseri, og så på tysk. Ach du lieber.

Day 20 – A song that you listen to when you’re angry

Helmet “In the meantime”

Fantastisk løbemusik!

Day 21 – A song that you listen to when you’re happy

Maria Taylor “Cartoons and forever plans”

Glad med glad på, og så lige lidt Michael Stipe oveni bare for at man lige skal blive lidt mere glad. Overdådigt.

Day 22 – A song that you listen to when you’re sad

Kenneth Thordal “Det er dig, der er stor”

Som at blive trøstet af en rigtig voksen, når alt er dårligt.

Day 23 – A song that you want to play at your wedding

Nina Simone “Feeling Good”

Hvis jeg er rigtig fuld, synger jeg den endda selv. Så er I advaret.

Day 24 – A song that you want to play at your funeral

“Ding Dong The Witch is Dead” fra The Wizard of Oz

Ej, det må I SIMPELTHEN selv ligge og rode med til den tid. Spil hvad I vil, når bare der er fri bar bagefter!

Day 25 – A song that makes you laugh

Bon Jovi “Living on a Prayer”

Uh æh uh æh uhuhu æh! Ej, men kan det blive mere komisk? Minderne fra en særlig nytårsaften, hvor Beate, Sylvia og jeg trashede stuen, mens alle dem fra Saybia, deres manager og deres roadie sad inde i soveværelset og græd, gør heller ikke sangen mindre komisk. (True story. Vi ved stadig ikke, hvad de græd over.)

Day 26 – A song that you can play on an instrument

John Denver “Leaving on a Jetplane”

D,G, A7 FTW!

Day 27 – A song that you wish you could play

Claude Debussy “Clair de Lune”

Det eneste stykke musik, der for alvor får mig til at fortryde, at jeg ikke holdt ved klaverspillet som barn.

Day 28 – A song that makes you feel guilty

The Smiths “Meat is Murder”

Ja ja, Morrissey, jeg ved det godt. Men jeg eeeeelsker bacon!

Day 29 – A song from your childhood

“Kikkassen”

Kickass-børnetv!

Day 30 – Your favourite song at this time last year

Band of Horses “Laredo”

Minder mig om sol, sommer, Roskilde og lange løbeture.

Den der helt særlige tomme følelse ...

2011-06-26T22:40:00.002+12:00

... som man får indeni, når noget er overstået. Kender du den? Selvfølgelig gør du det. Det er den følelse, man havde som lille, når man kom i seng, helt træt, efter en tur i Fårup Sommerland, som man havde glædet sig til i mange, mange dage. Eller når det havde været juleaften eller når sommerferien endelig var slut og man kom i skole og fik sit nye skema og nye skolebøger. (Ja ja, jeg elskede at gå i skole og syntes, sommerferierne var alt for lange...)

Jeg har lige afleveret min bog til min redaktør på Rosinante. Foo Fighters-koncerten er ovre. Jeg er kommet hjem fra New York. Det er så underligt. Ikke fordi, der var noget af det, der skuffede mine forventninger, men fordi det er slut. Og hvad så nu? Jeg trænger til at få noget at brænde for. Noget rigtigt. Noget, der betyder noget - og noget, som jeg selv synes er fedt at beskæftige mig med.

Jeg har mest af alt lyst til at tage tilbage til Mettes sommerhus ved Kalundborg, hvor jeg skrev bogen og give mig til at skrive en ny bog. Der var simpelthen så dejligt. Helt stille og fredeligt og med en masse dyr i haven, høj himmel, blåt vand og marker omkring. Og så ikke så meget andet. Min redaktør, Anne, sagde til mig forleden, at hun var imponeret over, at jeg havde kunnet skrive en hel bog på en måned. Men det havde jeg edderluskeme heller ikke kunnet herinde i København med masser af fristelser og high speed internet til at lokke mig i fordærv.

Men hvad skal jeg skrive om? En ny biografi? Ja, gerne, men om hvem? En roman? Ej, er du sindssyg, det tør jeg da ikke. Eller hvad? Nå. Nu må vi se. Et eller andet sted er der jo også noget fedt i de her "hvad skal jeg stille op med mig selv og mit liv"-øjeblikke. Især når man er sådan en, der altid har fræset afsted som om man havde en raket i røven og haft travlt med at være dygtig og pligtopfyldende.

Og angående bogen, så er min redaktør vild med den. Helt vild faktisk. Men den ER også blevet god. Det er den altså. Jeg tør godt indrømme, at jeg er stolt af mig selv. Den udkommer efter planen den 13. oktober, men måske før. Den kan allerede nu forudbestilles på nettet. Det er simpelthen så syret!

Men altså. Jeg trænger til, at der skal ske noget. Noget nyt. Så det gør der nok lige om lidt.

Hot child in the city

2011-06-08T14:35:00.000+12:00

Ja, undskyld mig, men det er altså umuligt at være die hard Sex and the City-fan uden konstant at blive mindet om replikker fra serien, når man er i New York. I al fald hvis man er mig.

Men altså. Det går rigtig godt herovre. Her er hedebølge, hvilket i dén grad lægger en dæmper på alting. I hvert fald hvis man er mig. I morgen kommer Inge, og der har de lovet op til 36 grader – med luftfugtigheden kommer det til at føles som 40 grader. Yay! (Not…) Heldigvis bliver det køligere allerede fra på lørdag, hvilket altså vil sige 24-25 grader og let overskyet.

Nå, nu er det jo ikke vejrmeldingen for Doggerbanke, Tyske Bugt, Fladengrund og Farvandet vest for Hebriderne det her. Så hvad har jeg lavet? Ikke en skid. Jeg har fået en tatovering, men det tog jo immervæk kun et par timer. Ellers har jeg bare dalret rundt og drukket en farlig masse iskaffe.

Tatoveringen fik jeg i forgårs hos New York Adorned i East Village. Eller, det vil sige, jeg fik den i baglokalet hos deres søster-forretning Love, Adorned, som er en smykkeforretning i Soho, fordi tatoo-biksen er under ombygning. Det anede jeg ikke, så jeg troppede gladeligt op (heldigvis i utrolig god tid) i en butik fyldt med mexikanske håndværkere. Heldigvis var ejeren der og kunne fortælle mig, at jeg skulle nogle blocks væk til Elizabeth Street, til Love, Adorned.

Jeg havde booket tid hos Bart Bingham for flere uger siden, og vi havde mailet frem og tilbage om hvad jeg ville have osv. En orange morgenfrue på venstre håndled. Den er blevet så fin! Jeg havde kigget meget på alle tatovørernes arbejde hos Adorned, men kunne bedst lide Barts, og han har virkelig gjort et flot stykke arbejde! Jeg glæder mig til den er helet, så jeg kan se alle farvenuancerne. Og jo, det gjorde nas, men det gør det jo. Og det er altså ikke værre end at det er til at holde ud.

Hvad har jeg mere lavet? Jo! Jeg har drukket min første egg cream hos Brooklyn Farmacy & Soda Fountain. Det ligger på Henry Street og er vildt hyggeligt. Det er indrettet som en gammeldags “mælkepop”, hvor man kan få de famøse egg cream, som består af mælk, chokolade- eller vaniljesirup og danskvand. Jeg læste om dem i en Jonathan Lethem-roman og har villet smage én lige siden. Den var god!

Det var i lørdags, som var en virkelig god dag. Jeg vågnede tidligt, spiste morgenmad og tog subwayen ud til Clark Street, som er i Brooklyn Heights. Jeg gik hele vejen nedad Henry Street gennem Cobble Hill og Carroll Gardens, op til Bar Tabac på hjørnet af Dean og Smith Street, hvor de har verdens bedste pomfritter. Dem fik jeg dog ingen af den dag, men jeg har tænkt mig at prøve at lokke Inge med derud, for der er skidehyggeligt – og hun er nødt til at smage Egg Cream også.

Så lagde jeg vejen forbi Brooklyn Industries, hvor jeg brugte en mindre formue på t-shirts og en ny taske og så ned til Brooklyn Bridge, hvor jeg sad i næsten to timer og læste på en bænk. Det er nok mit yndlingssted i hele verden. Øj, hvor jeg gerne vil bo der i området engang.

Resten af lørdag aften tilbragte jeg på møntvaskeriet. Det er en noget andet oplevelse end i København, må jeg indrømme. Der er slikautomater og fjernsyn, og det tager al i alt en time at vaske og tørre en vask og koster knap fem dollars. Billigt og effektivt, jæssør.

Og så har jeg prøvet at løbe i Central Park! Det var superfedt. Jeg endte med at løbe næsten 9 kilometer, fordi jeg ikke anede, hvor langt jeg havde løbet før jeg kom hjem. Normalt løber jeg med min RunKeeper-app slået til, og får cues hver kilometer, men da det koster en jetjager at bruge den herovre, havde jeg ikke slået den til. Vejret var perfekt, det var en smuk morgen og jeg var totalt high on life, og badabing havde jeg løbet næsten 9 kilometer.

Det kan jeg så godt mærke i min hæl, så jeg er desværre nok nødt til at tage den med ro hvad løb angår det næste lille stykke tid. Især fordi jeg jo vader rundt herovre (som man jo gør) og er nødt til at tænke på, at foden skal kunne holde til det de næste 12 dage.

Især fordi Inge nu kommer og hun har aldrig været her før. Det bliver så megafedt. Jeg glæder mig helt vildt! Der er en masse af de der turistagtige ting, jeg ikke gider gøre alene, men som jeg gerne vil opleve med hende, tage Staten Island-færgen, cruise rundt om Manhattan, tage op i Empire State Building (eller Rockefeller center, som jeg har planlagt at overbevise hende om at vi skal i stedet, da jeg har været i ESB fem gange), spise cupcakes på Magnolia og se Carries fordør (jep, Inge er også die hard Sex and the City-fan!) og ellers bare dalre rundt og se på folk og på byen. Det er jo faktisk det allerbedste ved at være i New York. Fuck, hvor jeg bare elsker den her by!!!

Jeg har også prøvet at tage svævebanen over East River. Den løber parallelt med Queensboro Bridge, som er et meget fascinerende bygningsværk, og det var ret fedt. Det tager tre minutter og koster et klip på ens metrocard hver vej, så det er ikke fordi, det er nogen bekostelig eller tidskrævende affære. Man kommer af på Roosevelt Island, som mindede mig en lille smule om Ørestaden. På papiret en rigtig smart ide, men i virkeligheden? Nah, not so much. Men turen derover og tilbage var superfed.

Jeg glæder mig til at besøge High Line Park, som er en ny ting her i byen. En del af den gamle højbane til tog er blevet omdannet til park, og det skulle være superfedt. De har lige åbnet anden del, så den går fra 20. til 30 gade, og jeg glæder mig til at se, hvordan der ser ud.

Jeg skal helt sikkert også ind og se Alexander McQueen-udstillingen på Metropolitan Museum. Måske vil Inge med. Ellers gør jeg det, når hun er taget hjem. Ellers gør jeg det i aften. Eller går ind og ser den nye Woody Allen. Eller sætter mig på en café eller på en bænk et sted, hvor der blæser en nogenlunde kølig brise. I går sad jeg to timer i Battery Park og læste. Det er simpelthen den vildeste luksus i hele verden at være tre uger i New York uden at have travlt.

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Hvor jeg dog elsker den her by!

East River får sgu nok ikke noget blåt flag, men fascinerende er det da at kunne dyppe fusserne med udsigt til Empire State Building...

Sådan en udsigt kunne jeg godt blive forfalden til på alle mine løbeture!

Hunts Ln, Brooklyn. Her skal jeg bo, når jeg bliver rig!

Easy like Sunday morning ;)

Katie Cinderellie

2011-05-15T11:43:00.001+12:00

Knap nok havde Waity Katie sagt "I will", før dette billede var at finde overalt på nettet.

Og ja, det er skidesjovt. Problemet er bare, at det er Photoshoppet helt vildt. Så meget, at det overhovedet ikke giver nogen mening – udover at det selvfølgelig altid giver god mening at gøre nar af folk, som af (må man formode) egen fri vilje tager så absurd en hat på som prinsesse Beatrice. Men fred nu være med det. De royale (og især de engelske) har jo en lang, stolt tradition for absurd hovedbeklædning, og Beatrice's hat (eller hvad det nu er ...) tager den jo bare ét skridt videre. Ren evolution.

Jeg grinede, ligesom de fleste andre vel gør, de første mange gange, jeg så billedet, men kom i går pludselig i tanker om, at hov ... Askepot havde da ikke brunt hår i den film? Men det havde prinsen til gengæld. Og jeg kunne i hvert fald huske, at den ene onde stedsøsters kjole i HVERT fald ikke var beige. Google, google, google og Hey presto:

Desuden er Beatrice og Eugenie jo ikke Waity Katies stedsøstre. Og Waity Katie er ikke Askepot. Med mindre man synes, det er Askepot-agtigt at vente ti år på at blive gift med en mand med stadigt vigende hårgrænse selvfølgelig ...

Nå. Nu fik jeg i det mindste lettet mit hjerte, og lad os så igen henlede opmærksomheden på det, det egentlig handler om: Princess Beatrice's hat. Eller hvad det nu er. Jeg synes et eller andet sted, pigebarnet skal have credit for at gøre noget så gennemført. Royal hattemode bliver aldrig det samme mere!

Only in America...

2011-04-15T00:09:00.000+12:00

Jeg møder tit mennesker med en meget nedladende holdning til USA og amerikanere, og vist er der mange dumme, idoktrinerede, fundamentalistiske jubelidioter, der tror, der har patent på sandheden, men der findes edderluskeme også lige så mange cool, begavede mennesker med et nuanceret syn på tilværelsen.

En af dem er Jon Stewart, som jeg elsker højt fordi han er så klog og sjov og modig. Jeg vil ikke sige så meget mere om dén sag, men i stedet bede dig bruge seks minutter af din dag på at se dette klip. Det opsummerer sådan set alt, der er at sige om Dumme, intolerante, latterlige lorteamerikanere VS. Pissecool, begavede og nuancerede amerikanere. Og som jeg skrev på Facebook, da jeg postede den der: "Når jeg bliver verdenshersker, bliver folk som "Doctor" Ablow skudt i hovedet med en bazooka og Jon Stewart bliver vice-verdenshersker!

The Daily Show - Toemageddon 2011 - This Little Piggy Went to Hell
Tags: Daily Show Full Episodes,Political Humor & Satire Blog,The Daily Show on Facebook

Skysovs

2011-04-06T16:32:00.001+12:00

Noget af det, jeg først kaster mig over i Vanity Fair, er deres Proust Questionnaire sidst i magasinet, og nu er jeg sørme også selv begyndt at interviewe folk til magasinet Lime ud fra selvsamme skema. Det er jo i sagens natur kun kendte mennesker, der får lov at udfylde det, men jeg vil også, så here goes:

Hvad eller hvem er den største kærlighed i Deres liv?

Hvad: Ordene. Hvem: Jeg venter stadig

Deres mest fremherskende karaktertræk?

Nysgerrighed

Deres yndlingsnavne?

Esther, Edith.

Hvor og hvornår er De lykkeligst?

Når jeg er opslugt

Hvilke egenskaber sætter De højest hos en mand?

Jeg vil citere Robert Redford, der ramte det lige på kornet: “Humor, skill, wit, sex appeal, in that order”

Hvilke egenskaber sætter De højest hos en kvinde?

Mod, sårbarhed, humor

Hvad er Deres største ødselhed?

Dyre, udenlandske magasiner og fodbade med Panpuri fodsalt, gerne i kombination

Hvad er De stoltest af at have opnået?

At kunne løbe

Hvilke ord eller sætninger overforbruger De mest?

Super

Hvilke ord bryder De Dem mindst om?

Engelske ord og udtryk for noget, vi har ord for på dansk. Fx Key Account Manager, CEO osv.

Hvem er Deres heltinder i det virkelige liv?

Undertrykte kvinder, som gør oprør og bryder fri

Deres heltinder i litteraturen?

Stærke, modige, kloge kvinder, som også tør fucke op og være svage

Hvilket talent ville De gerne være i besiddelse af?

Absolut gehør og at kunne tale flydende italiensk

Hvad kan De bedst lide at foretage Dem?

At rejse. At gå op fra en undergrundsstation i en fremmed by og vide, at det jeg ser om lidt, har jeg aldrig set før.

Hvilken farve holder De mest af?

Rød

Hvilken blomst?

Morgenfrue

Hvilken fugl?

Gråspurven. Jeg bliver glad helt ind i sjælen af dem.

Hvad sætter De mest pris på i et venskab?

Ærlighed

Hvilke fejl er De mest overbærende overfor?

Generthed og distræthed. Hvis man da ellers kan kalde det for fejl.

Hvad er Deres drøm om lykken?

Frihed og et minimum af trælse forpligtelser

Hvad ville være den største ulykke for Dem?

At miste min forstand

Hvor ville De gerne leve?

New York, Rom, København og Bali alt efter humør og årstid

Hvad afskyr De mest af alt?

Løgnagtighed og manipulation

Hvem er Deres foretrukne malere?

Francis Bacon og Edward Hopper

Deres foretrukne lyrikere?

Robert Frost

Hvilken dyd foretrækker De?

Mod

Hvad er Deres største fejl?

Konfliktskyhed. Den har kostet mig dyrt.

Hvilke historiske personer foragter De mest?

Stikkere og værnemagere

Hvilken militær bedrift beundrer De mest?

Gandhis ikke-voldelige oprør

Hvordan ville De helst dø?

Glad, gammel og lykkelig

Har De et motto?

“Everything works out in the end. If it hasn’t worked out, it’s not the end.”

Modella

2011-04-04T23:00:00.001+12:00

Alle mennesker burde bare én gang i deres liv prøve at lægge krop til et professionelt foto-shoot (eller hvordan den slags staves på dansk...). Om ikke andet så for at få sympati med fotomodeller. Jeg har prøvet det nogle gange efterhånden, men jeg vænner mig alligevel aldrig til at se mig selv på fotografens skærm. Og nu skriver jeg noget, som sikkert kan opfattes helt vildt krukket, men ok, here goes: jeg bliver altid skide overrasket over hvor pæn, jeg ser ud.

I dag fik jeg taget billeder til forsiden af min nye bog. Jeg hader virkelig at få taget billeder, og især nu, hvor jeg er sådan lidt vinterblævret og bleg og lidt træt og hjamsk og har rande under øjnene og ja, der er meget i vejen, som man kan høre.

Jeg er heldigvis ret god til at abstrahere fra den slags, når kameraet ruller, fordi Ditte Capion, der tog billederne, er vildt god til at instruere mig, så jeg ikke kommer til at ligne, det, jeg føler mig som: en genert, uattraktiv og ufotogen chubbymås, der burde være blevet derhjemme.

Så da jeg så billederne af mig selv, tænkte jeg "Hold da op, du er faktisk RET pæn" og fik næsten kvalt overdommerens "selv om du har tykke arme og grimme underben og godt lige kunne have trukket maven lidt ind", der uvægerligt fulgte efter. For der skal selvfølgelig lige lidt malurt i, selvfølgelig skal der det. Bare så man ikke kommer for godt i gang med sin høje hat og alt det der.

Nu har jeg siddet og kigget på billederne fra i dag med mine mest milde og uselvkritiske briller på (og det er svært, skal jeg hilse og sige), og jeg har lovet mig selv, at jeg fremover vil bestræbe mig på at lytte mindre til overdommeren, der skælder ud over, at jeg har tykke arme og en stor røv og mere til fakta: at jeg er en ... uha, jeg kan næsten ikke skrive det, men ok, jeg har jo lovet mig selv noget credit ... en meget attraktiv kvinde med en stor røv og tykke arme - for det ene udelukker nemlig ikke det andet. Se selv:

Joan Holloway ain't got shit on me ;)

Det er det billede, jeg har det allesværest med, så derfor er det det, der kommer på her. Kjolen er i øvrigt fra Philosophy Blues Original og skoene er mine egne (og i øvrigt fra Marc Jacobs og et halvt nummer for store nu, hvor jeg er 20 kg. lettere - utroligt at man også taber sig på fødderne...), og det er den fantastiske Anne Deppe, der har stylet mig. Resten af billederne må du vente med at se, men der er både til gården og til gaden, og endda også zebrastriber. Woop woop!

PS: Bogen bliver også helt vildt god.

Juuubiiiiiii!

2011-04-02T23:57:00.005+12:00

Ved du, hvad jeg skal den 1. juni?

These streets will make you feel brand new
Big lights will inspire you

Jeps, jeg skal til New York! I tre uger. Jeg skal bo i min gamle lejlighed hos Carmen, og jeg glæder mig så meget, at jeg næsten ikke kan vente. Men det er jeg jo nødt til.

Indtil da skal jeg jo også lige skrive min bog færdig. Den kommer til at hedde "Slut fred med din krop", og den bliver pissefed. Det er bare sådan noget, jeg ved. På mandag skal der tages billede til forsiden. Jeg var med seje, dygtige, Anne Deppe ude og finde tøj i fredags, og det bliver skidegodt. Jeg er meget fristet til at købe det hele, men tænker så også, at det er dumt, når man lige om lidt skal til shopping heaven, hvor alt koster det halve og udvalget er tyve gange så stort.

Jeg har også fået en ny computer. En lillebitte, sød og nuttet MacBook Air. Sølle 11 tommer er den. Den vejer det samme som en liter mælk. Aww.

Nå. Det var bare lige det, jeg ville sige for nu. Stay tuned for more action! Eller ...

At få noget ud af dagen ...

2011-03-06T11:47:00.000+12:00

Der er noget, der altid har undret mig. Hvorfor skal man partout befinde sig udenfor, når det er godt vejr? Lige siden jeg var helt lille, har en af mine yndlingsdiscipliner været at sidde indenfor og nyde, at det er solskin udenfor. Det har jeg høstet mange kritiske ord for gennem tiden, men jeg har aldrig taget dem seriøst. For er der noget bedre end at ligge indenfor og læse, mens solen bager ned udenfor, og andre mennesker sveder som grise og får røde skuldre, fordi de ikke gider bruge solcreme?

Det er det samme med begrebet "at få noget ud af dagen". Det indbefatter gerne at man står tidligt op i weekenden, og gør ... Ja, jeg ved ikke, hvad man skal gøre, for at få noget ud af dagen - jeg ved bare, at jeg får en hel masse ud af dagen, hvis jeg sover til klokken 11 og bruger resten af dagen på at læse, dimse rundt på nettet, pludre i telefon og den slags. Jeg er sgu så effektiv i min hverdag, at jeg ville føle mig totalt snydt, hvis jeg ikke fik lov at bruge i det mindste noget af min weekend på at lave fuck all og få ondt i lænden af at ligge ned.

Så nu vil jeg liste tilbage på fifaen og begynde på "The Fry Chronicles" (ja ja, min Stephen Fry-obsession er ved at gribe om sig, jeg ved det, men jeg ææææælsker ham bare så højt, ja jeg gør) og nyde, at solen skinner udenfor, og at jeg, trods min efterhånden fremskredne alder, er stort set fri for rynker fordi jeg altid har foretrukket at være indendøre, når solen skinner.

Og hey, jeg har lige sat en vask over og ryddet op i mit iTunes-bibliotek! Senere skal jeg opdatere min hjemmeside. Jeg får totalt meget ud af dagen!

Kender du typen?

2011-02-16T23:14:00.003+12:00

Her til aften har jeg brugt en del timer på at se "Kender du typen" på nettet. Jeg har altid elsket den slags programmer, hvor man får lov at snage i folks hjem og gætte på, om de mon har remoulade eller Dom Pérignon i deres køleskab, og om de spiller Nintendo eller laver Sudoku inden de skal sove.

Og så siger den slags programmer jo bare helt vildt meget om ... ja, om folk og den måde, vi lever på i dag. For eksempel slog det mig meget hårdt, hvor meget tyranni mænd gider finde sig i fra os kvinder. Og hvor latterlige detaljer kvinder går op i, når det gælder boligindretning. Det er sguda helt vildt.

En mand i programmet købte ikke sit tøj selv, eller lavede sin mad selv, men han var så også godt oppe i tresserne. Ikke at det gør det bedre, men så kan man da trods alt skyde skylden på generationsforskellen og alt det der. Men at mænd i trediverne gider finde sig i at blive forvist til kælderen, når de skal se tv, spille Playstation eller drikke øl, det fatter jeg simpelthen ikke. Men ok, det sviner jo i de hvide 30.000 kroners sofaer, der er hentet hjem fra Sydfrankrig efter at familien har måttet sidde på drømmesenge (med blomstrede vattæpper på) i tre år, fordi det skulle være de helt rigtige sofaer, som ingen andre har.

Undskyld mig, men er der et hjørne, jeg kan brække mig i?!

Forleden kom jeg til at smadre en fajance-kop, min moster havde med hjem til mig fra en ferie på Madeira, da jeg var en lille pige. Jeg har passet godt på den i alle årene, og jeg var rigtig sur på mig selv, mens jeg fejede den op og smed den i skraldespanden. Det varede cirka to minutter, for det er jo bare en ting, og den har intet at gøre med, hvor glad jeg er for min moster eller hvor glad hun er for mig, eller noget som helst andet i den retning. Det er faktisk bare en ting mindre, jeg skal flytte på, når jeg en sjælden gang bliver overmandet af trangen til at støve af.

Bagefter kom jeg til at tænke på, hvor få ting, jeg har, som jeg virkelig ville blive ked af at miste. "Hvis huset brændte, hvad ville jeg så tage med mig?" som det gode, gamle spørgsmål lyder. Og sandheden er, at der ikke er en eneste af mine ejendele, jeg ville føle var nødvendige at redde. Jeg har tænkt og tænkt, jeg jeg kan ikke komme på en eneste ting, jeg ville savne, hvis jeg mistede den.

Jeg har nogle arvestykker fra mine bedsteforældre, jeg er glad for, men hvis valget stod mellem at redde min morfars ur og risikere at miste livet, så ville jeg altså spæne min vej uden uret. Det tror jeg sådan set er et valg min morfar bifalder oppe i sin himmel. For alt det vigtige, vi har haft sammen, har jeg jo med mig altid. Ok, det lyder helt vildt frelst og Dalai Lama-agtigt, men det er altså sådan, jeg har det.

Mine møbler er enten nogle jeg har arvet/fået foræret eller fra IKEA. Jeg gider simpelthen ikke bruge mine penge og min energi på at finde spændende, unikke møbler eller GYS! gå på loppemarked. Man skal sidde godt, man skal ligge godt og så har jeg en svaghed for teaktræ. Og for rød. Ellers er der ingen som helst sammenhæng i min boligindretning, udover at jeg synes, jeg bor hyggeligt, og efter hvad jeg kan fornemme på mine gæster, så er de enige. Og så er den potte sgu egentlig ude.

Så derfor er det med stor undren, jeg ser på folks fimsede, sterile og kønsløse hjem, hvor åbenbart røvkedelige kvinder får lov at regere indtil alt matcher i hvidt og beige og løbeskoene står til luftning på den helt rigtige måde i det ryddelige bryggers.

Jeg forstår det ikke. Men der er jo så meget, jeg ikke forstår ... Jeg har altid drømt om at få lov at lave nogle boligreportager fra folks hjem på uanmeldte tidspunkter. Jeg vil gerne se baconfedtfingrene på bordpladen, at Ude & Hjemme ligger øverst i bladbunken, og at der er top på vasketøjskurven.

Men fremfor alt vil jeg gerne se nogle par-hjem, hvor man kan se, der bor to ligeværdige mennesker, og ikke en hysterisk dåse og en kastreret mand, der gladeligt trasker ned i kælderen for at se tv.

Jeg har sagt mit arbejde op

2011-02-02T23:58:00.003+12:00

Jeps, jeg gjorde det sgu! Et eller andet sted har jeg vidst i lang, lang tid, at det var det, der skulle til for at jeg kan få det godt igen, men jeg turde jo ikke. Fordi der er så stor usikkerhed forbundet med at være freelancer og alt det der, og selvfølgelig også fordi jeg én gang før har måtte dreje nøglen om i freelancebiksen pga. dårlige tider.

Enter terapeut. Meget dygtig, grundig terapeut, der (i modsætning til de fleste andre terapeuter, jeg har gået hos før) er fuldkommen umulig at snyde. Mellemregning mellemregning mellemregning, som er kedelige (læs: for private til, jeg vil dele dem her) og ergo => erkendelsen af, at jeg er sådan en for hvem tryghed og sikkerhed er værre end uvished. Sådan i det store hele i al fald.

For der hvor andre føler sig trygge og beskyttede i et fast job, kan jeg ikke rigtig mærke andet end den 'ball and chain', der er om min ene ankel. I begyndelsen kan man abstrahere fra den og har masser af kræfter til at trække den, men så med tiden løber kræfterne ud, og så ... Ja. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men alligevel.

Jeg sagde det i dag til mine to chefer. Jeg var dødnervøs og lige ved at græde, da jeg sagde det, men de tog det rigtig fint. Faktisk tror jeg, de synes, det er fedt at jeg selv tog teten i stedet for bare at lade den køre helt ud med mange flere sygemeldinger og til sidst fyring.

Så nu har vi aftalt, at jeg gør mine ting færdige her i løbet af februar og laver en overlevering til min ene chef, og så fra 1. marts er jeg freelancer. WOO HOOO! Det bliver så stort.

Ja, det er da helt vildt angstprovokerende på nogle måder, men tanken om det andet er mere angstprovokerende. Altså bogstavelig talt. Så det er jo bare sådan, det er nødt til at være. Og det bliver godt. Det bliver så pissegodt!

Jeg får et kontor inde hos firmaet, hvor jeg kan komme og gå som det passer mig, og så kommer jeg selvfølgelig og naturligt nok til at lave en del for dem derinde. Det er helt perfekt. Det er jo ikke skriveopgaverne, jeg er kørt død i, men ansvaret, det forkromede overblik, de faste mødetider, møderne, feberredningerne og alt det andet, der jo er en del af det faste arbejde.

Så jeg kommer stadig til at have kontakt til mine fantastiske kolleger, som jeg ellers ville savne rigtig meget, og jeg slipper for at finde kontorfællesskab med det samme. Så jeg får det bedste fra begge verdener.

Og i morgen kommer min helt nye forlagskontrakt fra Rosinante med posten. Sikke jeg skal hygge mig med den bog i stedet for at skrive på den om aftenen, når jeg har fri fra arbejde, når jeg er træt og burde hvile mig. Og hvis jeg vil, kan jeg bare tage til New York. I en måned, hvis jeg vil. Eller tre eller fem eller tusind! Åh, det bliver så godt.

Og åh, hvor jeg ikke glæder mig til at fortælle det her til min bankdame. Men hun må bare finde sig i det. For det er sådan her, det er nødt til at være. Som min kollega sagde til mig i dag efter jeg havde sagt op, men før det var meldt ud i firmaet: "Du ser så glad ud, Andrea. Har du scoret en kok?" Og hvis man kender mig, ved man, at jeg har set meget glad ud så. (Og nej, jeg har ikke scoret en kok ...)

Så sådan er det, og det er godt. Og det bliver endnu bedre.

Her er en lille melodi at gå til ro på. Jeg hørte den på repeat hele morgenen for at få mod til at sige op. Den er så fin.

"When it's time to get in trouble
we know just what to do"

Det er jo rigtigt. Men heldigvis ved vi også, hvordan vi skal komme ud af uføret igen. Hvis bare man lytter til maven, går det alt sammen. Sov godt.

Lidt mere om hvordan det går, sådan rigtigt ...

2011-01-30T23:49:00.003+12:00

Kan I huske dengang, der ikke var noget internet? Jeg kan huske den allerførste email, jeg sendte. Det var i 1995, jeg var lige begyndt at studere filosofi på Aarhus Universitet og det var til en fyr, jeg havde en affære med, og min ekskæreste hjalp mig med at sende den fra fakultetets computerrum. Meget besynderlig oplevelse.

Første gang, jeg hørte tale om internettet, var nogle år før, da et amerikansk hardcoreband, jeg skulle have været til koncert med på 1000Fryd i Aalborg, havde aflyst deres turné på grund af sygdom. En eller anden havde læst det ”på en computer ude på AUC”, og jeg brugte hele resten af aftenen på at fatte, hvordan dét nu kunne lade sig gøre. Altså at en eller anden ovre i USA skrev noget på sin computer, som en eller anden i Danmark, og så endda i Aalborg (of all godforsaken places!) læste det på sin computer.

Jeg fatter stadig ikke helt hvordan det kan lade sig gøre. Jeg fatter heller ikke, hvordan jeg kan have 6.783 sange på min iPod og stadig have plads til det dobbelte. Eller hvordan et tv virker, eller hvordan et fly kan holde sig i luften. Der er i det hele taget en farlig masse, jeg ikke fatter, men lad nu det ligge.

For i dag er det der med internettet jo en fast del af de flestes hverdag. Så fast at det nærmest ikke engang giver nogen mening at snakke om det. Internettet altså.

Jeg ville ønske, jeg havde haft et internet, da jeg var teenager. Jeg boede meget langt ude på landet og følelsen af afsondrethed lå tungt over mig (*indsæt dramatisk musik her*). Da jeg for snart 10 år siden mødte en af mine bedste veninder, Knirke, var én af de ting, vi bondede over med det samme, netop følelsen af at bo langt ude på landet og drømme om at flytte til København eller måske endda endnu længere væk. Som hun så lakonisk udtrykte det, så var det ”som at glo ind i røven på en ko.”

Vi var begge to outsidere. Læste lidt for meget og især læste vi de forkerte bøger. Hørte noget underligt musik og gik i underligt tøj. Og så havde vi ikke hver vores harem af veninder, vi omgav os med. Vi havde én, max to, veninder, som vi hver især stadig kalder vores bedste. Drenge gad vi ikke, for hvad skulle vi med dem? Tro mig, det var ikke fede tider at være sådan og bo på landet.

Ville jeg ønske, jeg i 1988 kunne gå på nettet og finde Knirke, 15 år på Twitter og følge med i hendes liv? Ja! Knirke ville helt sikkert havde haft en supersjov og vittig blog, hvor hun ville have skrevet om alt det fede musik, hun hørte, så jeg var fri for at sidde oppe hele natten med pegefingeren på tuningknappen på min gehttoblaster for at få den lokalradiokanal til at gå klart igennem, hvor de spillede Jesus & Mary Chain og The Cure, så jeg kunne opdage ny musik.

Men men men. Sådan var det ikke, og det er måske meget godt alt sammen og alt det der. For nu har jeg internettet, og vips væk er følelsen af at være helt alene i hele verden. Følelsen af at sidde og glo ind i røven på en ko venter jeg stadig på skal forsvinde, men jeg har en fornemmelse af, at det er noget, jeg skal arbejde på i fællesskab med min terapeut. Eller måske bare acceptere. Hvad ved jeg.

Men altså. Siden jeg skrev den sidste blog om at have stress og være bange og alt det, er det simpelthen væltet ind med respons. Her, i min inbox, på facebook og ude i virkeligheden (som jeg også er stor fan af, hvis der nu sad nogen derude og undrede sig ...) Det er meget overvældende, og jeg er meget taknemmelig.

Dines the (crazy, funny, cute) infotainer har skrevet et indlæg om sin søster, der gik ned med stress, og om hvordan det er at stå som udenforstående og kigge ind på sammenbruddet. Det er meget sundt for mig at læse, for jeg tænker, at jeg i hvert fald ikke er lige så slem som Dines’ søster, men det er jeg selvfølgelig. Eller var ... Eller er. Eller ... Noget.

Jeg har fået respons fra mennesker (sjovt nok alle sammen kvinder, men lad nu det ligge ...), der har været sygemeldte i flere år med stress. Det fik mig til at tænke mig alvorligt om, for er jeg i virkeligheden klar til at arbejde? På den måde, jeg gør nu? Det svar bøvler jeg stadig med, men der skal nok falde en afgørelse indenfor den nærmeste tid.

For det var ikke travlhed, der fik mig ned med flaget. Det var de forkerte arbejdsopgaver, den forkerte rytme og alt, alt for lidt selverkendelse. Og alt for lidt lytten til drømmene og de virkelig ambitioner.

Stresspsykologer arbejder åbenbart med begrebet ”etisk stress”, som er netop det. ”Hvis du er vegetar og arbejder på Tulip, er det svært for dig at se dig selv i øjnene hver morgen”, som jeg fik det forklaret. Aha. Jow jow. Ser man det.

Så nu er jeg begyndt at se på lejligheder i New York. Og lave skitser til min næste bog (som Rosinante har sagt ja til at udgive, YAY!). Og finde på ideer til foredrag. Und zu weiter. Men det er altsammen i støbeskeen. Der er jo ingen grund til at forcere noget. Tænker jeg.

Jeg ved i hvert fald bare, at noget af det mod, jeg savnede i sidste blogindlæg kom tilbage med 100 km. i timen, og det skyldes i høj grad den respons, jeg har fået. At jeg ikke er alene, og at der er en hel masse mennesker ude i verden, der har det lige som mig, og som kan bruge det, jeg skriver til noget. Og at verden er stor, mægtig og god (undtagen i Egypten, Nordkorea og der, hvor Sarah Palin er) og at det hele nok skal gå.

Det er sgu da helt vildt stort! Tak, mighty internet, og tak til dig, der læser. Uanset om du skriver tilbage eller ej.

Her er en lille video fra dengang, man diskuterede hvad internettet er i fjernsynet. Det er sgu meget sødt og sjovt. Og lad mig i samme åndedrag sende en kærlig tanke til min gamle chef, der i fuld offentlighed proklamerede, at ”internettet, det tror jeg sgu ikke på. Det kommer aldrig til at slå igennem!” Well ...

Noget om hvordan det går. Sådan rigtigt ...

2011-01-13T23:28:00.000+12:00

Det hele startede den morgen, jeg kom ned til min cykel for at køre på arbejde og opdagede, jeg stadig havde natbukser på. Eller – det var nok startet nogle måneder i forvejen, da jeg takkede ja til at blive chef, selv om jeg i virkeligheden aldrig har haft lyst til at blive chef. Eller – måske startede det allerede, da jeg blev færdig på Journalisthøjskolen, eller dengang i gymnasiet, hvor jeg græd over at få 7 til studentereksamen i mundtlig dansk, fordi jeg som den eneste i hele Nordjyllands Amt kom op i et nynorsk digt hvoraf jeg fattede absolut intet? Måske startede det hele, da jeg startede i børnehaveklasse og allerede kunne hele alfabetet? Eller da jeg som toårig kunne alle sangene i Giro 413 udenad?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg blev rigtig, rigtig bange, da jeg stod dernede på gaden i mine natbukser, for hvad var dét nu pludselig for noget? Jeg har aldrig været specielt distræt, glemsom eller kort for hovedet, men det var jeg pludselig blevet. Hvornår? Jeg aner det ikke. Jeg tilskrev det med natbukserne, at jeg i en lang periode havde sovet rigtig dårligt. Jeg vågnede med et spjæt efter en halv time med koldsved i nakken og et tankemylder, der ikke rigtig ville lægge sig. Min telefon blev mere og mere fyldt med huskenoter – huskenoter, jeg sendte til mig selv på mail midt om natten. På jobbet voksede to do-listen ved siden af min computer til længder, hvor punkterne på den til sidst holdt op med at give mening. (Jeg har stadig ikke fået ringet til TK ang PF+JH, for jeg ved simpelthen ikke hvad det drejer sig om ...)

Så jeg gik til lægen. Og bad om sovepiller. For jeg skulle jo bare sove. Bare lige sove tre, måske fire nætter, så ville alt blive godt igen. Min læge er heldigvis en klog og grundig dame, som ikke sådan lige uden videre udskriver piller for dit og dat. Så hun spurgte. Og spurgte, og så gav hun mig et skema for at vurdere, om jeg havde stress.

Da jeg havde udfyldt to tredjedele af skemaet, græd jeg så meget, at jeg knap nok kunne se, hvad der stod på det, men jeg kunne se, at alle krydserne stod i den helt forkerte ende af papiret. Helt derude hvor det var rigtig kritisk. Så det var altså det, det var. Stress.

Jeg har ikke tal på hvor mange artikler, jeg har skrevet om stress igennem tiden, men det er mange. Og det gør jo bare det hele endnu mere ironisk. Men jeg havde – ligesom 99 procent af alle andre, der rammes af stress – aldrig forestillet mig, at det skulle gå ud over mig.

Jeg havde jo tjek på det. Og jeg var dygtig til mit arbejde – og til alt andet for den sags skyld. Og hvis der var nogen, der ikke var en svagpisser, så var det fandenedeme mig, og hvis der var nogen, der kunne klare skærene alene og uden at pive, så var det MIG.

Med løg på. Med store fede lange løg på.

Jeg cyklede ind på kontoret og sygemeldte mig, stadig stortudende, til min direktør. Hun er heldigvis også en klog dame, og hun har selv været ramt af stress, så hun sendte mig bare hjem omgående. I første omgang skulle jeg bare lige holde fri i et par uger, og så ville jeg være klar igen. Troede jeg.

Til al held havde jeg længe forinden planlagt at tage ned til min moster og onkel i deres hus i Spanien. Det var helt perfekt og lige, hvad jeg trængte til: at blive passet af nogle voksne. Jeg lavede ikke andet den uge end at sove og græde og spise god mad. Og så røg jeg en farlig masse cigaretter ude på terrassen. Den trang kom faktisk stort set samtidig med, at jeg blev sygemeldt.

Jeg kan ikke rigtig sige, hvad jeg lavede de næste tre måneder, udover at jeg sov og græd og sov og gik til psykolog og så dvd’er og blev passet af søde mennesker. Når jeg tænker på det, er det ligesom bare en stor, grå tåge, der lettede lige så hurtigt som den lagde sig. Det er meget mærkeligt.

Inde i tågen lærte jeg en hel masse om mig selv og om, hvad jeg kan holde til – og hvad jeg SKAL holde til. For det første lærte jeg, at jeg ikke er uundværlig på mit arbejde. Jeg lærte også, at jeg fremover skal lytte til min mavefornemmelse fremfor min hjernes ambitioner om, hvad der er en fed karriere for mig. Så lærte jeg, at jeg kan knække, og at jeg kan komme helt derud, hvor jeg bare sidder på sengen en hel dag i t-shirt og underbukser og græder, og er nødt til at gå en tur fordi der er knive i køkkenskuffen og sovepiller i medicinkassen og det hele måske i virkeligheden bare ville være meget bedre, hvis jeg ikke var her.

Men jeg lærte også, at selv om der er knive i køkkenskuffen og sovepiller i medicinkassen, så har jeg lyst til at være her, også selv om det hele er svært og uudholdeligt. Og at der står en hel masse mennesker klar til at hjælpe med alle deres kræfter og al deres kærlighed, og hvis ikke det er grund nok til at lade knivene blive i skuffen og pillerne i kassen, så ved jeg ikke, hvad der skulle være grund nok.

Jeg er så småt ved at lære, at det er okay, at der er ting, jeg ikke kan. Eller vil for den sags skyld. At verden ikke går under, hvis jeg ikke har styr på det hele, og at verden sørme også stadig drejer rundt selv om jeg ikke render rundt og er glad altid.

”Det er bare som om, der slet ikke er mere glad tilbage,” var noget af det første, jeg sagde til psykologen. Hvad er der så tilbage? Bange, vred og ensom for eksempel. WHAAAT?! Bange, vred og ensom? Mig?! Der ellers altid er glad og altid lige kan lette stemningen ved at smide en sjov bemærkning? Ja, åbenbart.

Nu sidder du måske og venter på den lykkelige slutning. Det gør jeg sådan set også selv. Der hvor alt går op i en højere enhed og man kommer ud på den anden side som et bedre og klogere menneske, der er glad for, at tingene er som de er og alt det der.

Okay, du kan få lidt: Jeg er tilbage på job. Det er et andet job end det, jeg forlod. Et job, hvor jeg skal skrive og være journalist, sådan helt almindelig opsøgende journalistisk arbejde uden ledelsesansvar eller noget som helst. Det er fantastisk!

Jeg har flere glade timer end triste. Jeg er begyndt at træne igen. Jeg har stort set ingen aftaler i min kalender. Jeg sover om natten, helt af mig selv. Jeg tjekker ikke min email efter arbejde. Jeg er ved at lære at uddelegere. Nogle dage kommer jeg kl. 10 og går kl. 15.30 og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed.

Men jeg er stadig bange. Jeg er bange for, at det igen pludselig skal blive for meget og at jeg knækker. Jeg er bange for, at jeg aldrig vil få min hukommelse tilbage, og at jeg resten af mit liv skal have ting forklaret og gentaget til en grad, som man ellers kun gør overfor små børn og meget gamle mennesker.

Jeg er bange for, at jeg for altid har mistet mit gamle mod til bare at springe ud på den dybe ende og se, hvad der sker. Jeg er bange for, at jeg for evigt er nødt til at vide på forhånd, hvor lang tid ting tager, hvad der præcis kan forventes at ske, hvordan der ser ud og bla bla bla.

Jeg går stadig i terapi, og det skal jeg nok blive ved med et godt stykke tid. Måske bliver jeg aldrig ”mig selv” igen. Måske er jeg endnu mere ”mig selv” nu, end jeg var før? Hvem ved? Så det er altså sådan, det er med mig. Lige nu.

Pas godt på dig selv <3

HÅRH!

2010-08-23T10:03:00.005+12:00

Alive!

Så lang tid, er der alligevel aldrig gået! Det sagde hun også i går ... Men nu har jeg lige afleveret det sidste blog-indlæg til Femina, og så kan det være, der kan komme lidt gang i sagerne her, når jeg ikke skal skrive på den i tide og utide. Ok, det var kun en gang om ugen, men alligevel.

Jeg har ikke skrevet så meget om løberiet og slankeriet her. Jeg har lissom villet holde det lidt adskilt, og det har måske været lidt dumt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det bliver dejligt ikke at skulle dele sin vægt, sine bekymringer og sine sorger med alt og alle hele tiden.

Nå. Men altså. Jeg kommer jo ikke til at løbe maraton i Berlin i år. Det har min fucking latterlige lorte-akillessene sat en stopper for. Det er ikke så meget det, at jeg ikke kommer til at løbe maraton (så slipper man jo immervæk for at løbe 42 km, kan man sige), men jeg SAVNER at løbe. Virkelig!

Jeg er træt, knarvorn, stresset, spiser for meget, sover dårligt og alskens andre dårlige ting fordi jeg ikke må løbe. Og jeg har taget et halvt kilo på de seneste 14 dage. Det holder fandme ikke!!!

I morgen bestiller jeg en tid hos en kinesisk læge, som kan akupunktur. Så skal det latterlige betændelse blive drevet ud med NÅLE! Ha!

Og så har jeg lagt en plan for hele ugen med træning. Der findes jo andre måder at brænde krudt og kalorier af, end ved at løbe. Knirke og jeg var i Kildeskovshallen i sidste uge. Der er superfedt. Både fordi, der både er 50 meter bassin til alle svømmerne, et 25 meter bassin til... ja, well, de andre svømmere, der ikke vil svømme 50 meter pr bane, springbassin og børnebassin (som dog blev lukket, mens vi var der, fordi en af ungerne (må man formode...) sked i vandet.)

Men det ER bare ikke det samme som at løbe. Suk.

Nå. Om ikke andet, er det da rart overhovedet at være nået hertil. Det havde jeg ligodt aldrig troet dengang. Dengang jeg løb/vraltede min første løbetur. Det var for præcis et år siden, minus seks dage. Det var i Frederiksberg Have, og jeg løb 1 minut, gik 5, løb 1, gik 5, løb 1 og gik 5. Nååååh. Tænk engang...

Nu skal jeg nok snart lukke arret, men må jeg ikke, i dette lukkede forum, have lov at sige, at jeg fandengalemig er stolt af mig selv. SGU!

Og som vi alle ved, er der intet som en sang til at beskrive, hvordan man har det, så jeg vil fluks overlade scenen til Nina Simone:

Feeling Good

Birds flying high you know how I feel

Sun in the sky you know how I feel

Breeze driftin' on by you know how I feel

It's a new dawn It's a new day

It's a new life

For me

And I'm feeling good

Fish in the sea you know how I feel

River running free you know how I feel

Blossom on the tree you know how I feel

It's a new dawn

It's a new day

It's a new life

For me

And I'm feeling good

Dragonfly out in the sun you know what I mean, don't you know

Butterflies all havin' fun you know what I mean

Sleep in peace when day is done

That's what I mean

And this old world is a new world

And a bold world

For me

Stars when you shine you know how I feel

Scent of the pine you know how I feel

Oh freedom is mine

And I know how I feel

It's a new dawn
It's a new day
It's a new life
For me
And I'm feeling good

Sæsonen er slut eller Hej Midtvejskrise

2010-06-03T23:42:00.002+12:00

Gud fri mig vel! Tænk at det snart er to måneder siden, jeg har opdateret bloggen her. Stakkels lille blog, så forsømt den bliver.

Det er også bare fordi tiden går så hurtigt. Jeg kan slet ikke følge med. I morges, da jeg var ude at løbe, fik jeg en mega klump i halsen, da jeg så en lille gruppe børnehavebørn komme gående pænt i to rækker med neongule nylonveste på. Der var en lille pige på 3-4 år, som havde lidt problemer med at følge med. "Hvorfor skal det gå så huuuuurtigt?" spurgte hun, og det var der vist ikke rigtig nogen af de voksne, der kunne svare hende på.

Hun kunne sagtens have været mig i den alder. Hun havde i hvert fald samme frisure, og hun havde røde sandaler, ikke ulig dem, jeg selv havde dengang. Og hun har jo ret. Hvorfor i alverden skal det gå så hurtigt? Jeg fatter det heller ikke, og jeg er endda 32 år ældre end hende.

Jeg stoppede min løbetur lige der. Sagtnede farten og gik i adstadigt tempo, mens jeg nød solen og fuglenes kvidren. Ja, jeg tillod endda mig selv den luksus at sætte mig på en bænk og kigge ud over søerne og nyde den sommer, som ikke er kommet ordentligt i gang, men som alligevel snart er slut.

Og så må jeg sgu tilstå, at jeg kneb en tåre. Over tiden, der går, hvad jeg gør med den, og over at den ikke kommer igen.

Da jeg kom tilbage til Oehlenschlægersgade sad der en hjemløs mand udenfor 7-Eleven og spiste salat af en plasticbøtte. "Se hvad jeg har fået af manden i butikken - helt gratis!" sagde han glædestrålende og viste mig sin salat. "Og denne her!" En Marsbar. Og så spiste han sin salat på den måde, man kun gør, når man er rigtig sulten og ikke har fået noget at spise i lang tid.

Så fik jeg jo vildt dårlig samvittighed over at være en snotforkælet tøs, der tuder over at tiden går for stærkt, for hvor må tiden gå langsomt, når man er i hans sko. Eller hvis man har et arbejde, man ikke kan fordrage, er ensom og gammel, eller hvad man kan finde på af ufede scenarier .

Men altså. Jeg synes vitterligt, at tiden går for hurtigt, og selv om jeg har et fantastisk liv, kan jeg godt blive helt trist ved tanken om, om det virkelig bare er dét. Er det alt?

Og nej, det er det selvfølgelig ikke. For det gode ved tiden er jo, at når den gamle er gået, så kommer der en ny igen med det samme. Og så er det op til en selv at fylde noget meningsfyldt i den. Jeg tror helt seriøst, jeg skal til at lave noget frivilligt arbejde, fx med sådan nogen som ham den hjemløse mand i morges. Eller begynde at skrive noget, som virkelig rykker noget i folk, og ikke bare er forbigående, glittet underholdning, og som end ikke kommer hele vejen ind under første lag epidermis.

Måske skal jeg bare chille the fuck out og acceptere, at det er som det er, og at der sikkert er noget, jeg skal lære af det her. Og at det bare er en del af voksen-pakken på lige fod med det at skulle have læsebriller og at få uønsket hårvækst i ansigtet. Måske skal jeg bare acceptere at jeg nu er midaldrene nok til at have en midtvejskrise?

Men for bare lige at svælge i det lidt endnu, vil jeg citere C.V Jørgensens "Sæsonen er slut":

Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted

Tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med.

Det sortner for dine øjne, mens du stirrende står der og ser,

endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager.

Endnu engang til men så heller aldrig mer'.

Vi bringer en anbefaling

2010-04-11T03:16:00.001+12:00

Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg finder en blog, der er værd at læse: En blog, som er sjov, velskrevet, informativ og inspirerende. Sådan en er Anarkistens (ægte) Kogebog, som Knirke var så elskværdig at gøre mig opmærksom på for nylig. Den er super, super fed! Læs den så. Men pas på. Den smitter ... Jeg har fx utrolig meget lyst til at give mig i kast med dem her:

Ammenam!!!

Verdens bedste påskeferie

2010-04-05T05:46:00.001+12:00

Dengang jeg var en purung pige og arbejdede på Woman, jokede min kollega og jeg meget med, at folk, der ikke var single altid havde skidetravlt i påsken - og vi var lidt misundelige. Jeg har haft alt andet end travlt i denne påske, og det har været helt perfekt. Et lille udvalg af det, jeg har bedrevet tiden med:

- Været på Atlas Bar og spise tomatsuppe med Bille, efterfulgt af biografbesøg. "Skyggen" af Roman Polanski. Fed, men liiiidt for lang. Og godt at min karriere som ghostwriter var knap så actionpacked...

- Pudset vinduer. Det var tre år siden sidst, så det var tiltrængt! Og ja, man kan fint pudse vinduer i solskin.

- Spist brunch på det eksotiske Nørrebro med Clara Kluk. Nu med Eskimo fra Hansen Is. Nammenammenam. Men hvorfor, HVORFOR er der ikke syltetøj i midten??!

- Set hele første sæson af The Wire, yo.

- Læst i "What I talk about when I talk about running" af Haruki Murakami. Min helt og min nye bibel!

- Været til halvanden times dejlig, dejlig yoga med vildt sej yogalærer ved navn Jack Davis, der omtaler sin topmave som "my happiness" :)

- Og sidst men ikke mindst har jeg løbet rundt om ALLE søerne! Wuuu huuuuuu!!! Det er første gang, men det er bestemt ikke sidste. Øj øj øj, jeg var stolt bagefter. Så stolt at jeg blev overmandet af en vild trang til at belønne mig selv. Instant gratification, I ved. Så jeg fløj ned i Jysk og købte en MEGA dyne fyldt med de lækreste fjer og dun, der ved nærmere eftersyn viste sig at stamme fra Kina. Så nu ender jeg helt sikkert i helvede. Men jeg har løbet rundt om alle søerne, så jeg er ligeglad med helvede.

Jeg glæder mig til at komme på arbejde. I morgen skal jeg holde mit første morgenmøde med min afdeling som chef. Det er lidt vildt at tænke på, men det skal nok gå. Siger jeg til mig selv.
Og så minder jeg mig selv om disse vise ord, som jeg har hapset direkte fra smukke, kloge Karen Pallisgaards blog, Loveyounista:

Godt jeg løber virkelig langsomt! ...

Æble-elskov

2010-04-03T09:29:00.009+12:00

Sidste søndag blev jeg vækket kl. 8 om morgenen ved at det ringede på min dør. Jeg tænkte, det var en eller anden fulderik, der lavede dørtelefonfis, men nej. Det var min veninde. Hun lød oprevet, og jeg vidste, hun havde været i byen, så jeg tænkte straks en masse frygtelige tanker og beredte mig på det værste.

Det var heldigvis ikke det værste, der var sket, men det var værst nok, skal jeg lige love for. Hendes iPhone var nemlig blevet stjålet! "Jeg ved godt, det er fjollet, men jeg er bare så ked af at den er væk!" betroede hun mig senere på dagen, da hun ringede til mig, fra min gamle Nokia klaptelefon med midlertidigt taletidskort fra 7-Eleven.

Jeg kunne så godt forstå hende. Et par dage inden var jeg selv i Humac for at købe et nyt skin til min egen iPhone. Det gamle var i hårdt plastic, og jeg var pludselig blevet bange for, om det nu beskyttede den godt nok. Natten inden havde jeg nemlig drømt, at jeg tabte telefonen på et stengulv og at der gik en stor flis af glasset. Jeg fortalte ekspedienten om min drøm, og han så på mig med store øjne og sagde: "Det er jo netop det, vi alle er bange for skal ske!" I ramme alvor. Ingen spor af ironi eller noget. Blot god, gammeldags sympati.

Hvis man ikke har en iPhone, har man ingen som helst mulighed for at sætte sig ind i dette her. Det er fuldkommen det samme, som os der ikke har børn. We don't know shit når det kommer til børn. Og vi ser måbende til mens vores venner med børn køber sig fattige i voksiposer, slynger, vikler og alt mulig andet, man ikke aner hvad er, men i virkeligheden er det fuldkommen det samme instinkt, der bliver trigget.

Jo, det er! Apple er nemlig megasmarte. De har på ganske få år fået sådan en som mig, som ellers ikke interesserer sig en skid for elektronik og gadgets, til pludselig at blive Elektronista. Og er det fordi, deres produkter kan mere, end de andre på markedet? Nej da. Er det fordi, deres produkter har et lækkert design? Ja, til dels. Men mest af alt handler det om, at Apple formår at personificere deres produkter - og det går rent ind hos sådan nogen som mig, der ellers ikke giver en skid for elektronik og whatnot.

Tag min MacBook for eksempel. Den har en standby-knap ligesom alle andre laptops har. Men det er ikke bare en grim, grøn, firkantet knap, der blinker som et blinklys. Den blinker i samme interval og på samme måde som et menneskes åndedræt. Det er måske ikke noget, man umiddelbart tænker over - udover at man priser sig lykkelig for, at det netop ikke er en grim, grøn blinklys-feature - men med tiden vil det sagte åndedræt krybe ind i ens hjerte og knytte en meget tæt til MacBook'en. I hvert fald hvis man er en sentimental gammel røv som mig...

Og hvis man, når man logger på, kommer til at skrive den forkerte kode, "ryster den på hovedet" i stedet for at flashe et rødt kryds og en fejlstatus. Og så fremdeles. Det er virkelig godt tænkt. Pludselig er kvinder-og-teknik-barrieren brudt, og vips får man øjnene op for, at man ikke behøver læse manualen, at man virkelig skal være dygtig for at fucke det hele op - og ikke mindst, at backup er noget, der klarer sig selv (tak til Time Machine!).

Jeg har tænkt meget over dette her, for som Apple-discipel møder jeg jo jævnligt en af de salige enfoldige, der ikke forstår meningen, og som klandrer Apples produkter for at være for dyre og for alt mulig andet. Og jeg ved da godt, at jeg kan få en computer, som kan det samme for halvdelen af, hvad jeg har givet for min iMac, at batterilevetiden i både min MacBook og i min iPhone er helt latterligt kort og hvad der ellers er i vejen. Men jeg er ligeglad. Jeg bliver glad af at se på dem. Glad af at røre ved dem, og glad, glad, glad af at bruge dem. Så glad at jeg ikke længere gider argumentere, når jeg møder Mac-hadere. De ved jo ikke bedre.

Min PC på arbejdet har jeg bare lyst til at smadre tre gange om dagen, når den går ned, får virus og skal genstartes og rebootes og hvad den ellers skal. Og så ligner den noget, der er kommet ud af et Kinderæg. Den lyder også sådan, når man klapper den sammen. Herre Jemini!

Som min stakkels veninde skrev om aftenen på Facebook: "Nokia holder bare ikke!!!". Nu har hun heldigvis fået en ny iPhone. Det svarer til, at hendes 4-årige søn havde været forsvundet i et halvt døgn og var fundet i god behold.

Jo, det gør. Hvis du ejer en iPhone, forstår du hvad jeg taler om. Hvis ikke: bare vent til du selv får en. Lige nu venter jeg spændt på at iPad kommer til Danmark. Som en af mine venner forleden konstaterede: "Du er da bare blevet Steve Jobs' lille bitch hva' Andrea? ;-)" hvortil jeg stolt replicerede: "Det har jeg sgudda altid været <3"

Udlængsel

2010-04-02T09:26:00.000+12:00

Suk ... Hvem der dog bare var i New York lige nu.

Store sager ...

2010-03-28T23:15:00.001+12:00

Jeg har en god nyhed og en dårlig nyhed. Lad mig begynde med den dårlige: Jeg har ikke nogen kæreste mere. Og så gider jeg ikke skrive mere om dét, udover at det er hårdt og træls og alt det. And that's the name of that tune.

Den gode nyhed er, at jeg har fået nyt job. Jeg er nemlig blevet chefredaktør på WHERE2GO. Og afdelingsleder for Chili Kultur. Jeg ved ikke rigtig helt, hvad det kommer til at indebære, men jeg glæder mig til at se, hvad det er for noget, det hele.

Det er et led i en større omstrukturering i Chiligroup, som WHERE2GO jo er en del af, og der kommer til at ske rigtig meget nyt derinde. Men det bliver godt, det kan jeg mærke. Og det bliver spændende at prøve at være chef. Eller Overschæfer, som Knirke kalder mig. I følge Anne Knudsen, så får man flottere hår og negle af at være chef, fordi magt øger indholdet af testosteron. Bare vent, om et halvt år har jeg sådan noget hår ligesom i reklamerne. Eller noget...

Det hele er sgu ærlig talt lidt forvirrende og skræmmende lige nu. Men det er også i situationer som denne, at man rykker. Siger jeg til mig selv. Og om ikke andet, har jeg det flotte hår at se frem til!

"Hvad mener du med over the top??!"

En nat bli'r det sommer ...

2010-03-18T23:23:00.000+12:00

I morges, da jeg var ude at løbe, måtte jeg tage handsker og pandebånd af og lyne jakken op. Da jeg cyklede på arbejde, var jeg nødt til at tage mit tørklæde af. Og her til aften, da jeg cyklede hjem fra en middag hos nogle venner, var der så lunt i luften, at der vitterligt ingen tvivl er længere: Det er blevet forår!

Det er meget rart at vide, når nu det meste andet lige nu er vendt på hovedet. Dét vil jeg ikke skrive om nu, men senere. For nu vil jeg bare mindes den dag i april sidste år, hvor jeg tog de her billeder af magnoliatræerne i Central Park. Og en nat, så bliver det sommer. Jeg kan næsten ikke vente.

Dokumania

2010-02-01T21:26:00.001+12:00

Nogle af verdes bedste dokumentarprogrammer bliver produceret af BBC, og det var da også BBC themselves, der stod bag det meste af søndagsunderholdningen hjemme hos mig i går. Den stod i musikkens tegn - den elektroniske musik vel at mærke.

Det første program hedder "The Alchemists of Sound" og handler om BBC's Radiophonic Workshop. Det var blandt andet her, at komponisten Delia Derbyshire komponerede det legendariske tema til Doctor Who, og der blev i det hele taget eksperimenteret og pioneret temmelig voldsomt. Deres arbejdsmetoder og -betingelser minder rigtig meget om dem, Else Marie Pade fortalte mig om, da vi lavede bogen, så det var også sjovt for mig rent faktisk at se optagelser af, hvordan de praktisk gjorde.

Programmet varer en time og er temmelig syret, ikke mindst på grund af ham manden, der rumsterer i baggrunden. Jeg fandt aldrig ud af, hvem han er, men hvis du ved det, må du gerne droppe en kommentar.

Det næste program hedder "Synth Britannia" og tager i nogen grad fat hvor "The Alchemists of Sound" slipper. Det handler, som titlen antyder, om synthesizeren og dens udbredelse i popmusikken. Programmet varer halvanden time og er superfedt og virkelig underholdende. Og der er masser af musik fra min ungdom, og ikke mindst masser af lækkert tøj og ditto hår.

R.I.P

2010-01-28T22:43:00.001+12:00

Hvis jeg skal pege på nogen, der fik mig i gang med at drømme om at leve af at skrive, så må det være Dan Turèll og J.D Salinger. Førstnævnte døde, som vi alle ved, alt for tidligt for snart mange år siden, og den anden døde i går, 91 år gammel.

Jeg opdagede dem begge to da jeg gik i 8. klasse. Selvfølgelig vidste jeg godt hvem Dan Turèll var inden da, men det var først da, at jeg læste noget af ham. Det startede med, at jeg læste et uddrag fra Vangede Billeder i et litteraturleksikon på biblioteket. Jeg var egentlig ved at lave opgave om Blicher, men jeg faldt over passagen om "Vangede Billeder", og gav mig til at læse. Selv om man skulle være helt musestille, grinede jeg højt og inderligt over passagen med Arne, der skød viceværten i røven, så han sprang henover fliserne, og jeg skyndte mig at låne bogen med hjem. Og jeg grinede videre. Øj hvor jeg grinede. Det gør jeg i øvrigt stadig, når jeg læser den.

J.D Salinger opdagede jeg også ved lidt af et tilfælde. Igen var det en opgave i skolen - denne gang om John Lennon. Jeg læste mig frem til, at Lennons morder, Mark David Chapman, havde haft bogen "Catcher in the Rye" i lommen. Dengang hed den "Forbandede ungdom" på dansk, og jeg tænkte, som den bebrillede lille lektieglade nørd, jeg var, at det ikke kunne skade at låne den.

Jeg havde ikke engang læst fem sider af den, før jeg var fuldkommen forelsket i Holden Caulfield. Jeg sad oppe en hel nat på mit værelse og læste, drak kaffe og hørte The Joshua Tree med U2. På bånd. På en ghettoblaster, der vendte båndet af sig selv. Good times! Jeg forestillede mig hvordan han så ud: langlemmet, solbrændt og med sort hår, der faldt ned i øjnene på ham, når han blev vred. Og det var han tit. Faktisk var han næsten ikke andet i dén bog. Åh, jeg var forelsket!

Sidenhen har jeg købt og læst alle Salingers bøger igen og igen. Det er et meget lille forfatterskab, han efterlader sig, og det er da bestemt heller ikke fordi, det altsammen er lige genialt. Men "Catcher in the Rye" holder. Hundrede tusind procent. Jeg tror, jeg vil læse den igen og endnu engang blive svimlende forelsket i Holden Caulfield og hans vrede, sorte pandehår.

2009-kavalkade I

2009-12-21T23:50:00.006+12:00

Mangt en klage er indløbet pr mail om, at jeg opdaterer min blog for sjældent. Så nu vil jeg forsøge at råde bod på det ved at lave en lille kavalkade over året, der gik. For oh hvilket år, jeg har haft! Der er virkelig sket så meget, at jeg somme tider ikke helt kan følge med.

Det vildeste er nok New York. Eller at jeg fik udgivet en bog. En af delene. Men mest New York faktisk. Åh, New York... Lige for tiden kan jeg ikke tænke på den eller se billederne derfra uden at få en klump i halsen. Jeg vil snart derover igen! Så derfor skal dagens 2009-kavalkade dedikeres til verdens bedste by, som jeg elsker umådelig højt, hvis nogen skulle være i tvivl.

8 W121th Street, NY 10027 New York. "Please deliver The New York Times at iron gate, not on stoop". Suk. Weekend, Zabar's kaffe og avis til lang opad formiddagen...

Hvis vejret er godt, kan man drikke kaffe og læse avis i sin egen have. Suk...

... inden man går en lang, lang tur ud i den fine by, hvor der er mange, mange broer...

... der er bygget af Alfons Aaberg!

Eller som bare generelt er superfine.

Man kan også gå en lang, lang tur i Central Park. Især på en dag, hvor himlen er så høj, at man får ondt i maven af bobler.

Åh...

Staten Island færgen. Helt gratis og med fin udsigt...

... især om aftenen!

Besøg er dejligt! Især når det er ens allerbedste mor og Beate, der kommer...

... eller man tager til Boston for at hænge ud med Bille.

Det er bestemt heller ikke at kimse af, når Knirke Knipsevorn kommer på besøg med Det Onde Øje.

Heller ikke selv om, det meste, man så af hende, var det her.

Og det her...

Og det her <3

Og med munden fuld af pizzaslice i The Village.

Der kommer endnu en kavalkade i morgen. Det bliver SÅ sjovt, unger!

5 stjerner

2009-11-15T23:46:00.000+12:00

Så har jeg også prøvet det... At vågne op og se en bog, jeg har skrevet, anmeldt helt vildt godt i en avis. Det er edderluskeme dejligt, skulle jeg hilse at sige!!!

Det var såmænd Jyllands-Posten, der var så flink at give mig hele fem stjerner og jeg skyndte mig selvfølgelig at finde den fine anmelder, Jakob Levinsen, på Facebook og sige mange tak for dem. De reddede da lige min dag :)

Som om det ikke var nok, fremhævede selvsamme hr. Levinsen også bogen i Kulturguiden på P2 i lørdags. "En helt glimrende biografi". Sikke dog!

Og så var det jo også i fredags at jeg hold reception. Sikke et mægtigt gilde altså. Det var SÅ hyggeligt! Jeg fik så mange gaver og blomster, at jeg nu har en buket i hvert rum, ligesom dronningen. Det kunne jeg ærlig talt godt blive forfalden til.

Else Marie kom også, og det var rigtig dejligt, at hun orkede. Og jeg holdt tale uden at dø, så alt var godt.

Tænk engang så glad man kan blive af fem stjerner :)

Indbydelse

2009-11-04T22:43:00.001+12:00

Fredag den 13. november
udkommer min bog om Else Marie Pade

Det skal fejres, og du skal være med!

Jeg holder reception på ISOLA på Israels Plads fra kl. 17. Kl. 20 bliver pøblen lukket ind, men baren har åbent til 05, og der er happy hour fra kl. 20. Der vil være gratis øl og vin til de første, der melder deres ankomst.

Det vil også være muligt at købe et eksemplar af bogen formedelst 250 kr. Signering er gratis :)

Man må gerne tage sin kæreste, veninde, fætter eller kollega med, og hvis man er rigtig sød, sender man en mail til (andreabak snabela gmail punktum com) og siger, man kommer. Det bli'r hyggeligt!!!

Bus Stop Boxer

2009-11-04T22:34:00.000+12:00

Jeg er holdt op med at give mine blogindlæg retvisende navne. Fra nu af sætter jeg min iPod på shuffle, og den første sang den lander på, får lov at navngive blogindlægget. Dette blogindlægs navn er en Eels-sang. Så ved I det.

Nå. Men altså. Det går skidegodt. Jeg er superglad for mit nye arbejde og savner slet ikke at være en "fri fugl", som man siger i freelanceverdenen. Søde, sjove og dygtige kolleger, fede opgaver, masser af frihed og ikke mindst en kantine, som både kan servere flæskesteg og fiskesuppe af ordentlig kvalitet. Nam nam.

Kontoret ligger lige overfor politigården, og hvis man nu fx var en lummergøj, kunne man måske godt have fået den tanke, at der godt kunne svanse en velhængt, uniformsklædt ungersvend forbi i ny og næ, men ak. De er særdeles midaldrende og trinde i det, de betjente, jeg indtil videre har set. Men søde, jow jow.

Det eneste dårlige ved mit nye arbejde er, at vi ikke har Hawaii stole!

Jeg er også begyndt at blogge for Femina. Jeg har sågar fået min egen undermenu... Og mere er der vist ikke at sige om dét, udover at det går som det skal: nedad og fremad. Weeee haaaa.

Now playing: "Bigmouth Strikes Again"

2009-09-29T01:54:00.000+12:00

Ja, undskyld, men jeg anede altså ikke lige, hvad jeg ellers skulle kalde det her indlæg. Det handler nemlig om mange forskellige ting. Men én ting ad gangen.

Det vildeste, der er sket siden sidst, er nok at jeg har fået fast arbejde. Jæssør, jeg skal til at være lønslave igen, og det glæder jeg mig til! På mandag starter jeg som journalist på Where2Go, og det er superfedt. Jeg er så småt ved at komme overens med følelsen af, at "nå, så smider du håndklædet i ringen og lader storkapitalen vinde", og i stedet holde fokus på alt det gode, der er i det. Jeg er så træt, helt ind i mine gamle, skøre knogler over at skulle bruge al min energi på at sælge ideer til sure, finanskriseramte redaktører - energi som jeg kommer til at kunne bruge 100% på mit marathon-projekt. Dejligt!

Jeg er ikke for fin til at indrømme, at det er gået støt nedad bakke med biksen dette år. Faktisk har jeg kun lige tjent det samme beløb, jeg har faste udgifter for om måneden - før skat. Det holder jo ikke... Så jeg kommer til at sove SÅ godt om natten nu! Og jeg glæder mig til kun at skulle koncentrere mig om at være journalist, og ikke sælger, selvpromovatør og løvetæmmer!

Hvad er der mere sket? Jo! Der er kommet udgivelsesdato for Else Marie Pade-bogen: 25. november! Det bliver fedt. Jeg har lige afleveret korrektur til min redaktør. Det er sådan en fin bog, synes jeg. Det må man da godt sige om sit eget produkt, ikke? Det gør jeg i hvert fald :)

Og så har jeg været i Paris. En uge med kæresten. Total kysse- og croissant-ferie. Vi hyggede os helt vildt - så meget, at jeg var seriøst bange for, at jeg havde taget på, da jeg kom hjem. Men nej, jeg havde tabt fire kilo fedt og taget et halvt kilo muskler på! Men jeg var også ude at løbe to gange, mens vi var der, og vi vandrede jo rundt som gnuer på savannen, som man nu gør, når man er på ferie.

Men det var bare sådan en god tur. Åh altså <3

Jeg havde byttet lejlighed med en fransker, som var i min lejlighed i sommer, mens jeg var i sommerhus. Hans lejlighed ligger i Belleville, som er området lige mellem Montmartre og Marais, og der var superfedt. Vi havde udsigt over hele Paris fra soveværelset, og Eiffeltårnet. Åh det var så fint! Vi var selvfølgelig på Louvre, Musee D'Orsay og i Pompidou-centret, som man jo skal, og så tog vi en sightseeing-bus ud til Eiffeltårnet og op ad Champs Elysees osv, bare så vi fik det set. Der er jo rimelig røvsygt derude. Næh, vi ville jo hellere nifle rundt i de små gader i latinerkvarteret og Marais og drikke kaffe og spise moules frites, og så ville jeg selvfølgelig også ud på Pere-Lachaise kirkegården og se Jim Morrisons grav. Som var røvsyg. Men resten af kirkegården var superfed og som taget ud af en gyserfilm. Jeg skal nok lægge billederne på flickr senere.

Det går også rigtig fint med mit løbeprojekt. Nu er jeg oppe på at løbe i hele 7 minutter! Hvad skal det dog ikke ende med ;)

Er der sket mere? Bum bum... Det er der sikker, men lige nu kan jeg kun tænke på én ting: MAD!!! Jeg er sulten hele tiden, synes jeg, hvilket er underligt, for jeg skal spise hver anden time. Selvfølgelig ikke store måltider, men jeg synes ikke, jeg foretager mig andet end at æde. I går aftes lavede jeg hakkedrenge til mig selv! Jeg plejer ellers ALDRIG at spise den slags, men jeg stod nede i Føtex og kiggede på deres bøffer, men blev enig med mig selv om, at det fandme var for ulæks at købe en ribeye fra en ikke-økologisk ko, der var opdrættet og slagtet i Tyskland, og nøjedes så med hakkebøf. Med rødløg og champignon-snask, søde kartofler og blomkål og broccoli. Øj det var godt. Lige nu kunne jeg SÅ godt spise en ornlig syg steak med hvidløgssmør og bagt kartoffel til. Måske bliver man en mand af at begynde at løbe???!

Homo-teorien

2009-09-04T14:23:00.000+12:00

En af de film, jeg var allergladest for som purung pige, var Top Gun. NØØØØJ jeg syntes, den var fantastisk. Og nej, jeg var ikke, som de fleste andre i klassen, forelsket i Tom Cruise, men i IceMan, som naturligvis blev spillet af Val Kilmer.

Dengang så jeg ikke de homoerotiske undertoner, og hvis jeg gjorde ignorerede jeg dem, nøjagtig ligesom jeg hårdnakket nægtede at lytte til rygterne om, at George Michael var homo. (Jeg tror i øvrigt stadig ikke helt på det...)

I dag ved vi bedre, og her er traileren til Top Gun, sådan som den virkelig skulle have været:

Den altid skarpsindige Quentin Tarantino havde selvfølgelig regnet den ud allerede i halvfemserne:

Dansuenza!

2009-09-02T20:48:00.001+12:00

Svar fra DSB

2009-08-27T03:35:00.008+12:00

Ak ja, om ikke andet har jeg da prøvet at være en sur kælling, der skriver lige så sure mails til DSB...

Kære Andrea Bak,
Tak for din henvendelse fra den 18. august. Det er korrekt at det er forbudt at cykle på perronen af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg må medgive at lokomotivførerens bemærkning ikke var nødvendig, og ikke i orden. Derfor har jeg sendt din mail videre til medarbejderens daglige leder, der vil blive taget en snak med den pågældende medarbejder, da DSB ikke ønsker denne for for uheldig opførsel overfor vores kunder. Sagen vil blive behandlet internt i DSB.
Vi takker dig fordi du tog dig tid til at skrive til os, og jeg skal naturligvis beklage de gener du havde denne dag.
Med venlig hilsen
DSB Kundecenter

Onde venner

2009-08-24T23:40:00.001+12:00

Så sad man lige og spiste en makrelmad, da man fik en mail fra Knirke, der ligger syg derhjemme og åbenbart havde sat sig for at spolere alle andres dag også. Følgende billede var vedhæftet:

Billedet havde hun, meget misledende, valgt at døbe ammenam.jpg, så jeg åbnede det i god tro. Og blev mødt af dette rædsomme syn. "Hvad er det, han har i bukserne?" skrev jeg, hvorefter jeg trak i land igen: "Nej vent, det vil jeg faktisk ikke vide..."

To sekunder efter kom svaret:

LARS LØKKE HAR EN KÆMPESTOR PIK! EN MEGA DILLER! ET ORDENTLIGT JERN!

Suk...

Apropos indlægget i går...

2009-08-23T21:34:00.000+12:00

... så handlede kronikken i dagens Politiken om "Modstandsbevægelsen mod Pia Ks besættelse", og jeg blev totalt glad, da jeg læste den. Right up my alley, du! Læs den her: http://politiken.dk/debat/kroniker/article772382.ece

Jeg er i gang med at se "Operation Valkyrie", der bygger på en sand historie om et desværre mislykket attentat på Hitler. Mod Hitler? Whatever, de prøver at slå ham ihjel og kuppe magten, men som vi alle ved, lykkedes det desværre ikke. Den er nu meget spændende alligevel, så farvel igen og god søndag!

Tænk engang ...

2009-08-22T08:42:00.000+12:00

Hvis nogen for 15 år siden havde fortalt mig, at jeg en dag ville sidde og nikke anerkendende, mens jeg læste et debatindlæg af Uffe Ellemann, ville jeg ikke have troet på dem. Men det er faktisk lige sket, nemlig da jeg læste dette her:
http://www.berlingske.dk/article/20090821/kommentarer/90821149/

Jeg ved ikke, hvad der går af folk i de her dage. Forbyd burkaer, forbyd kamphunde, forbyd fanden og hans pumpestok. Til gengæld er det helt ok at tæske folk med knipler, når de udviser civil ulydighed mod nogle meget uciviliserede gerninger. Hvad fanden sker der?!

Forbud virker jo skidegodt. Det kan man se uanset hvor man vender hovedet hen. Det er forbudt at tage stoffer, så det er der selvfølgelig ingen, der gør. Det er også forbudt at køre for stærkt, så det er der selvfølgelig heller ingen, der gør. Forbud er sateme vejen frem. Weee ha!

Mens vi er ved det, så synes jeg, vi skal forbyde de der nye cykelhjelme, der er forklædt som bøllehatte og kasketter. Og Crocs og Ugg-støvler! Jeg synes nemlig, det er grimt, og det er meget kvindeundertrykkende at gå i noget grimt. Sådan dér!

For nylig, da jeg var ude hos Else Marie Pade, sagde hun noget meget tankevækkende: "Tiden lige nu minder meget om tiden lige inden Anden Verdenskrig" ...

Det har jeg tænkt rigtig meget over siden da. For hvordan var det lige at Hitler markedsførte sine syge ideer overfor folk? Det var noget med, at folk var på røven og så var der pludselig en gruppe mennesker, man kunne svine til, så man havde noget at stå sammen om. Og da krigen var forbi, havde SS og Gestapo også bare gjort som de havde fået besked på, nøjagtig ligesom politifolkene, der gennemtævede folk udenfor Brorsonskirken.

Heldigvis var der nogen dengang under krigen, der havde nosser og retfærdighedssans nok til at stå imod alt det syge og betændte, der bredte sig, og som turde gøre oprør. Og jeg kan love jer for, at det er der stadig. I hvert fald så længe, jeg har noget at skulle have sagt. Men hvem ved? Måske bliver det en dag forbudt at være uenig med Pia Kjærsgaard ...

We're looking for stopping power!

2009-08-21T20:51:00.002+12:00

Denneher film er sjov, hvis man godt kan lide at fnise ad folk i reklamebranchen. Og hvem kan ikke det?

EMBED-Creating A Stop Sign - Watch more free videos

Hæ hæ hæ ...

You've got a friend

2009-08-13T10:17:00.000+12:00

Når verden er af lave og regeringen beordrer dem, der skulle passe på os allesammen til at gøre grimme ting ved dem, de burde passe på, er det rart at slå hovedet fra og se på noget smukt. Som for eksempel hende her, som kan et og andet med sand. Så fint!

Noget om at løbe og meget andet

2009-08-12T08:37:00.000+12:00

Fordelen ved at opdatere sin blog en gang om måneden er, at så spilder man ikke tiden med dét. Ulempen er så, at man godt kan komme til at tænke, at når man alligevel er i gang med at sjofle den, kan man lige så godt blive ved, og så bare i stedet skrive en eller anden åndet statusopdatering på Facebook, om at man har lavet frikadeller eller har set en grævling, eller hvad der ellers er sket af rystende kedeligt nyt i ens liv.

Men i dag er der sket to ting, jeg gerne vil dele ud af på bloggen. Den første handler om hvor små sko mennesker kan gå i. Nu så jeg godt nok ikke hans fødder, men føreren af det s-tog, jeg skulle have været med i dag, må have nogenlunde samme størrelse fødder som en Barbiedukke. Men for at begynde med begyndelsen: Jeg havde været ude hos Else Marie Pade i Charlottenlund, og som sædvanlig løb tiden fra os, og pludselig måtte jeg styrte ud af døren for at nå til møde hos IN kl 15. Jeg var cyklet derud og havde egentlig også planlagt at cykle hjem, men da det pludselig skulle gå tjept, var jeg nødt til at tage min cykel med i s-toget.

Jeg stiller mig på perronen og gør klar til at stige ombord, men opdager hurtigt, at der ikke er plads til cyklen i cykel-kupeen. Jeg begynder at gå op til den anden ende af toget, men jeg har ikke taget mange skridt, før togføreren begynder at lukke dørene. Jeg vil jo rigtig gerne med det tog, så jeg sætter mig op på cyklen og kører ned mod den anden ende af toget, på den øde perron. Jeg ser togføreren stå med hovedet ude af vinduet og tænker, at han nok skal vente, men da jeg trykker på knappen for at komme ind, sker der intet. "Havde du nu trukket cyklen, var du kommet med," siger han. "Hvad?!" spørger jeg, overbevist om at det er en joke. Det er det ikke. "Havde du trukket, var du kommet med. Man må ikke cykle på perronen," siger han og sætter toget i gang. Det sidste, jeg ser af toget, er et piktogram på døren med to hænder, der former et hjerte og teksten "Vis hensyn - det smitter". Men det gælder åbenbart kun for passagererne og ikke de ansatte ...

Sådan en latterlig nar! DSB kan se frem til en ualmindeligt syrlig og spidsrøvet mail fra mig i morgen, og så håber jeg i øvrigt at den togfører kommer til at døje voldsomt med både hæmorrider og rejsningsbesvær. Hvis han da ikke allerede gør det, hvilket man jo kunne fristes til at tro med den opførsel, han lægger for dagen.

Nå. Fuck ham. For forinden havde jeg jo som sagt været ude hos Else Marie Pade for at få hendes rettelser til bogen. Men hun havde ikke nogen! Hun var bare glad for resultatet og syntes, det var så flot, så flot, og så drak vi kaffe og spiste kage, og så gik jeg op efter frokost og jordbær, og så drak vi mere kaffe og pludselig var der gået fire timer. Så nu er bogen simpelthen færdig! Jeg mangler lige at ordne de sidste billeder til den, og så ryger den i trykken. Jeg ved ikke endnu, hvornår den skal udkomme, men det bliver inden bogmessen midt i november. Jeg er så spændt på at se det færdige resultat! Og så håber jeg selvfølgelig, den bliver årets julegavehit ;)

Udover det har jeg holdt lidt ferie. Eller ... Arbejdsferie nok i virkeligheden. Men det var hyggeligt! Først var jeg hos min far og så lidt hos mine svigerforældre og så til sidst en lille uge i sommerhus med min mor og søster. Det var her, jeg mødte føromtalte grævling. Mage til fornærmet kræ skal man lede længe efter. Men sød var den, jow jow.

Jeg mødte grævlingen på en 11 kilometer lang gåtur, jeg havde forvildet mig ud på, men som jeg kun nåede 8 af, fordi min kære mor mente, det var uforsvarligt for sådan en ung, spinkel pige som mig at gå alene rundt i Stenbjerg Klitplantage efter mørkets frembrud, så hun startede Poloen og kørte ud efter mig. (Men så kunne vi heldigvis også lige nå et slaw Bezzerwizzer inden sengetid.)

Årsagen til al den aktivitet er, at jeg har besluttet mig for at løbe Berlin Marathon næste år. Jeps. Jeg har simpelthen besluttet mig for, at jeg i løbet af et år vil træne mig op fra well below zero til at løbe et marathon. Det skal jeg selvfølgelig ikke gøre på egen hånd, men med hjælp fra kloge mennesker med forstand på den slags. Og så skal jeg skrive om det i FEMINA. Jeg skal derud på fredag til møde, hvor vi skal tale om, hvordan vi skal gribe det an rent journalistisk, men overordnet set er alt på plads. Jeg skal bare se at have røven i sving. Og fusserne. Først skal jeg have et par nye løbesko. Dem jeg har, er tussegamle, og jeg vil have sådan et par Nike-sko, man kan koble til sin iPod. Eller hvad det er, man kan med den ... Jeg så bare noget med et æble på, og så var jeg jo solgt.

OG NU HAR JEG OGSÅ FÅET OMVENDT MIN SØSTER TIL MAC!!! Hun har ellers altid været en pc-pige, men oppe i sommerhuset gik hendes pc død, og jeg foreslog hende selvfølgelig at få en Mac. Hun var lidt skeptisk, men så tog vi ind til Fona i Thisted, hvor ekspedienten Tim og jeg udsatte hende for et så moderat fysisk pres, at hun til sidst købte en MacBook Pro. Som hun nu elsker højt og inderligt. Selvfølgelig. Han sagde i øvrigt til mig, da vi gik: "Hvis du vil have nyt job, kan du bare starte som Mac-sælger her hos os!" Gnæk gnæk. Han skulle bare vide, at jeg er i Æblets vold og slet ikke har nogen egen vilje i dén sammenhæng.

Hvilket leder mig til at skrive lidt om min nye kærlighed, iPhonen. Åh, hvor er jeg glad for den. Den lå og ventede på mig, da jeg kom hjem fra New York, og HELVEDE OG PATTER, hvor jeg elsker den lille lort. Den kan jo ALT!!! Jeg er sikker på, man kunne åbne en bajer med den, hvis man altså nænnede, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg har til gengæld investeret formuer i covers og film til skærmen, så den ikke får ridser, og en særlig mikrofiberklud til at pudse den i. Åh, den er så fin. Me loooooooves!

Nå, men tilbage til det med løberiet. For lige nu er min mand, Eddie Izzard, i gang med at løbe Storbritannien rundt, et marathon om dagen. Han løber simpelthen et marathonløb hver dag, og har kun en fridag pr uge. Og han gør det for velgørenhed. Det er sgudda rørende! Han har kun trænet til at løbe marathon i fem uger, og selv om det på alle måder er et sindssygt projekt, som på ingen måder kan være sundt, udover for Sport Reliefs pengekasse, er det sgu ret inspirerende. Man kan følge ham på Twitter, og der er rigtig, rigtig mange af hans followers, der er begyndt at løbe, efter han gik i gang for knap tre uger siden. Og nu vil jeg også!

Men først vil jeg i seng. Og så vil jeg drømme, at en elefant med tyndskid tømmer sin tarm ud i hovedet på ham togføreren fra i dag ...

Et vedkommende interview

2009-07-15T21:40:00.002+12:00

Åh altså, jeg havde sgudda helt glemt dette her fantastiske "interview" fra Lex & Klatten, indtil Jacob mindede mig om det i lørdags. Vi holdt parmiddag (ja vi gjorde, og det er jeg ikke bange for at indrømme), og når man holder parmiddag med Bille & Jacob og Knirke & Rolsted, så bliver man fuld. Man bliver så fuld, at man ikke kan huske ret meget fra det sidste af morgenen, og alt i alt konsumerede fem flasker vin, 15 øl og to flasker sprut. Så det gik på ingen måder stille for sig. Knirke havde Carla med, den lille fjollede hundesnude, og hun lå på sofaen og forsøgte at sove, og så mere og mere indigneret ud, efterhånden som aftenen skred frem. Åh, det var sjoooovt!

Og så var det jo, jeg blev mindet om detteher. Simpelthen!

"Det tilgiver jeg aldrig mig selv for..." Ha ha ha, det er genialt!

Hjemme igen

2009-06-16T15:55:00.001+12:00

Ja, det har jeg jo trods alt været et par uger nu. Utroligt som tiden går... Sagde den gamle dame. Jeg landede den 2. om morgenen, og så kom René og hentede mig. Det var dejligt at se ham igen, den lille spidskål. Vi tog næsten direkte op i sommerhuset, og da jeg gik i seng om aftenen, havde jeg været vågen i over 36 timer. Så jeg var noget groggy.

Det er dejligt at være tilbage. Og det var meget dejligt at være oppe i den friske Vesterhavsluft.

Nu er alt tilbage til det gamle. Det er helt underligt. Jeg er kommet på plads i lejligheden igen, og er tilbage på kontoret. Så nu er det næsten som om, jeg aldrig har været afsted.

Jeg har købt en iPhone! Og den er så fiiiiiin! Jeg elsker den. Også selv om den kan holde batteri sådan cirka et halvt minut. To minutter, hvis man ikke fimler rundt med den hele tiden. Hvilket man gør. Jeg gør i al fald.

Jeg har ikke haft den længe nok til at have fundet en masse fede apps til den. Jeg har kun gmail, wikipedia, google earth osv. og så det der kugle-labyrintspil, jeg var så glad for i børnehaven. Og så er der jo alle de sædvanlige apps derpå.

Jeg blev lige gjort opmærksom på denne liste i dag, over ting som folk gerne vil have på deres iPhones. Et stegetermometer (!) fx. Og en barbermaskine osv. Personligt vil jeg gerne have en Sodastream-app. Eller en Henry Rollins app. Så kunne man lige trykke på Henry Rollins-ikonet, og så kom han lige ud af telefonen. Ammenam.

Er der ellers sket noget? Hm. Vist ikke rigtigt.

Jo for helvede!!! Min redaktør på Gyldendal har læst mit manus, og hun er glad. Så det er jeg også. Hun havde selvfølgelig nogle rettelser, men det var virkelig i småtingsafdelingen, i forhold til de skrækscenarier, jeg havde i hovedet. Så jeg er også glad.

Nå. Jeg kan virkelig ikke finde på mere at skrive lige nu. Det kommer nok en dag, når fornuften vender tilbage, som Thomas Helmig siger.

Og så skal I forresten ikke snydes for dette svenske mesterværk, jeg har haft på hjernen i døgndrift i mange dage nu. Det er den rene ynk. En catchy ynk, men dog en ynk.

Sidste nat i NYC

2009-05-31T20:41:00.000+12:00

... i hvert fald i denne omgang.

Jeg har lige pakket. Fuck jeg har meget lort. Også selv om Knirke var sød at tage en shitload af mit shit med hjem. Nå. Jeg havde jo også meget med herover, så det give jo sig selv. Jeg har aldrig kunne begrænse mig med særlig meget.

Bogen er færdig nu. Jeg mangler bare at skrive et forord. Det kan jeg gøre i morgen. Lige nu er jeg for træt til det.

Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem nu. René kommer og henter mig i lufthavnen, og så tager vi hjem til ham med mine ting og derfra direkte op til Stenbjerg. Åh, Vesterhav, jeg har savnet dig. Og den friske luft. Dejligt dejligt.

Men det er sgu også vemodigt. I forgårs aftes gik jeg en lang, lang tur, og jeg kom sådan til at græde, da jeg kom ned for enden af Central Park og så alle lysene. Det her er fandme en fed by, som kravler ind under huden på en. Og en by, som er så nem at elske og nem at hade på samme tid.

Jeg gider ikke skrive mere nu. Her er 30 grader varmt, jeg er sulten og træt og knarvorn, så jeg vil lade R.E.M forklare, hvordan jeg har det. Vi ses i Danmark, røvhuller!

Jim Carrey og David Letterman...

2009-05-16T01:29:00.000+12:00

... er to af mine absolutte yndlingsmennesker her i verden, og hvorfor de er det, er denne Top 1o et strålende eksempel på. Se klippet helt til ende - det er fantastisk morsomt!

Madøre

2009-05-14T18:22:00.001+12:00

Jeg har lige haft besøg af min veninde Kristine i en uge. Det var pissehyggeligt og sjovt. Hun havde aldrig været her før, så vi var på sightseeing, i Brooklyn og få ordnet negle (med fint resultat!) og på shopping. Herligt. Vi var også på Foodwalk i Greenwich Village, og det kan anbefales! Nøj hvor vi rullede afsted, da det var ovre. Nam nam nam.

Lige for lidt siden så jeg så et billede på facebook af en dansk hotdog. En ristet hotter med agurker og rå løg, og en Cocio. Årh JÆR sådan en skal jeg have, når jeg kommer hjem. For selv om man kan få ALT her i New York, kan man ikke få det. Udover det vil jeg også have:

- en rugbrødsmad med ryegost, agurk, radiser og purløg
- en kartoffelmad med små, nye danske kartofler
- jordbær med fløde
- nyrøget makrel oppe fra røgeriet i Vorupør
- en smørstegt rødspættefilet
- en rugbrødsmad med mørk pålægchokolade og banan

Altså ikke på én gang, vel...

På mandag kommer Knirke. Hun har heller aldrig været her før. Good times!!!

Hvad er der ellers sket? Jo, forsiden til Else Marie Pade-bogen er gået i orden. Den bliver så fin! Jeg blev helt lykkelig, da jeg så den. Og jeg mangler kun et par kapitler i bogen, så er jeg færdig. YAY!!! Jeg købte fluks en iPhone til mig selv som belønning, men den ligger hjemme hos René og venter på mig. Somme tider kan jeg få helt dårlig samvittighed, fordi jeg synes, jeg glæder mig til at se den mere end ham.

Og så har jeg fået hovedpine i vildskab. Træls! Jeg missede drinks og spas i går aftes på den konto og har sovet hele dagen i dag, uden at det er gået væk. Så nu drikker jeg en liter vand mere og går en lang tur rundt om Central Park. Så kan det være, det går over.

Inden jeg går, vil jeg lige henlede opmærksomheden på denne hjemmeside med de mest fantastiske fotos af bygninger i New York. Hvis man ikke havde lyst til at gå en tur før, får man det i al fald, når man har kigget lidt på den :)

Andreas mini-guide til New York

2009-05-03T13:49:00.007+12:00

Denne liste er efterhånden røget ud til en del venner og bekendte, der skal på besøg i verdens bedste by. Så hvorfor ikke dele den med endnu flere? tænkte jeg. Så værsgod, her er alt det, jeg synes, du skal se i New York.

Guidebøger etc.
For det første er det godt at forberede sig lidt hjemmefra, synes jeg. Køb et par guidebøger, eller lån dem på biblioteket og læs lidt i dem. Jeg kan godt lide Time Out og Lonely Planet, for de har også nogle lidt mere utradtionelle forslag.

En rigtig god investering er den lille lommebog fra Moleskine, som udover at have et super overskueligt by- og subway-kort i et aldeles handy lommeformat, også udmærker sig ved, at man selv udfylder den. Smart, når man kommer tilbage og gerne vil gense forskellige ting. Eller når ens venner skal have gode tips. De har alle tre bøger i Politikens Boghal på Rådhuspladsen.

Hjemmesiden City Search er super god. Den fungerer lidt som AOK, og her kan man finde New Yorkernes egne favoritter, og hele tiden holde sig up to date med hvad der er godt.

Ellers er der også New York Magazine og Time Out New York til salg i kioskerne herovre, og Village Voice gratis i de røde bokse på gaden. New York Times om fredagen har også en masse listings.

Google maps er også et dejligt redskab når man skal finde vej i NY. Især fordi new yorkere ikke rigtig opererer med husnumre, når de skal sige en adresse til fx taxachauffører. Man bruger cross-streets, fx "Lexington Avenue between 55th and 54th" (Bloomingdales) Her kan man også få anvisninger til hvordan man lettest kommer frem og tilbage til fods eller med offentlig transport, eller i bil hvis man er modig og har masser af penge og tålmodighed til parkering.

Sightseeing
Den bedste måde at se New York på, er helt klart til fods. Men skal man hurtigt rundt, er subwayen genial. Og nej, den er ikke farlig overhovedet! Faktisk er en tur i subwayen en rigtig god måde at opleve new yorkerne på. Det er meget fascinerende at se på folk og deres forskelligheder, og ikke mindst særheder. Hvis du på forhånd ved, du skal bruge subwayen meget, er et umlimited Metrocard det billigste. Det fås for forskellige perioder, helt op til en måneds gyldighed. Ellers er der de normale Metrocards, som fungerer som et klippekort. Er man flere, kan man bruge det samme kort, men har man et unlimited kort, er det kun én, der kan bruge det.

Der er flere sightseeingbusser, som jo altid er en god idé, hvis man fx har travlt eller bare vil have et hurtigt overblik. De fleste af dem koster omkring 25-35 dollars, og nogle af dem har ture, der varer over flere dage, så man kan kan stå af og på ved de seværdigheder, man vil se.

Er man ikke til de kommercielle sightseeing-busser, kan jeg anbefale en tur med M1 bybussen. Den kører hele vejen ned gennem Manhattan langs Broadway og 5th Avenue, og man kommer forbi Wall Street, NY Public Library, Empire State Building, Times Square, Central Park, Museum Mile osv, men der er selvfølgelig ikke nogen guide med. (Jeg har kun taget den oppe fra mig selv på W 121th St., så jeg ved ikke, hvilken vej, den kører, når den skal nordpå igen, men de fleste gader i NYC er ensrettede, så tjek det, inden du sætter dig ombord.) En bustur koster 2 dollars, og har man ikke metrocard kan man kun betale med 1dollar mønter, som er noget nær umulige at opdrive, da folk hader dem som pesten. Så køb hellere et Metrocard – kan købes i automater på alle subway-stationer.

Jeg kan helt klart anbefale Circle Lines bådtur rundt om Manhattan. Det er en SUPERFED måde at se byen på, og man kommer hjem med kameraet propfyldt af totalt postkort-agtige billeder. Jeg tog den lange tur, der går hele vejen rundt om Manhattan og varer 3 timer, men der er også andre, der ikke tager så lang tid. De går kun rundt om sydspidsen, ved Battery Park, og jeg syntes, det var meget fascinerende at se den vilde skov helt oppe nordpå, som kontrast til skyskraberne sydpå. Husk at sætte jer i venstre side af båden, da den sejler sydom Manhattan, og det fedeste er at sidde i den side, der vender ind mod byen.

New York City Pass er klart værd at tjekke ud, hvis I ved at I skal rundt og se mange museer etc, da man så får en ret god rabat. Det inkluderer enten en tur med Circle Lines eller til Frihedsgudinden/Ellis Island, men vælg den første, da den er dyrere end Frihedsgudinden.

Hvis I vælger en af de guidede sighseeing-busture, er der som regel inkluderet ture til Frihedsgudinden og Ellis Island. Personligt synes jeg, at man sagtans kan nøjes med at se Frihedsgudinden på afstand (man har i øvrigt ikke kunnet komme helt op i statuen siden 9-11), men Ellis Island er virkelig en oplevelse!

Er I rigtig i spare-mode, tager I Staten Island færgen, der er gratis, og sejler lige forbi Frihedsgudinden. Der går også en gratis Water Taxi fra Pier 11/Wall Street Pier til den nye IKEA i Red Hook. Hvis I skulle få lyst til köttbullar :)

Det midlertidige 9-11 Memorial museum, der ligger på Liberty Street, lige ved siden af Ground Zero, i den ende der ligger ved Church Street er som sagt kun en midlertidig udstilling, men ikke desto mindre utrolig gribende. Jeg fik i al fald vandet en del høns derinde.

Museer er der masser af i New York. Hvis I kun gider/har tid til ét, så vælg MoMa. Det er SÅ fedt, og deres restaurant i kælderen er rigtig fin. Metropolitan Museum er megastort og flot, og har masser af andet end kunst. Deres rooftop bar er et besøg værd i sig selv – det er et fantastisk syn der venter en deroppe, fordi man er i samme højde som trækronerne. Ellers er der Guggenheim, som er så smuk så smuk, Whitney Museum og The Frick Museum, som også er moderne kunst.

Empire State Building på en skyfri dag er et must. Det er først deroppe på toppen, man egentlig fatter hvor fantastisk en by, man er i, synes jeg. De fleste tager derop om dagen, men jeg synes næsten, det er flottere om aftenen. Men man kan selvfølgelig også bare gøre begge dele – det er to meget forskellige oplevelser. En anden mulighed for at se New York fra oven er at tage op i Rockefeller Center Det har jeg aldrig prøvet, men det ligger lige i nærheden af Empire State Building, så udsigten er vel nogenlunde den samme. Bortset fra at man jo der kan se over til Empire State Building... Det koster det samme, så der er ingen forskel dér, men da der ofte er lang kø til ESB var det måske en idé at tjekke det andet ud? Dog vil jeg sige, at det går utrolig hurtigt selv om køen er lang.

Husk at der er sikkerhedstjek til både Empire State Building og Frihedsgudinden/Ellis Island, og de er lige så skrappe som i lufthavnen!

Manhattan
På trods af sin i grunden ret ringe størrelse er Manhattan virkelig varieret hvad angår de forskellige boligkvarterers udseende, beboere osv. De sjoveste er The Village, TriBeCa, SoHo, Chinatown og Little Italy. Bleecker Street går gennem flere af de fede områder, og er en rigtig dejlig gade, synes jeg. Masser af liv og masser af gode shoppingmuligheder. I weekenden forvandler den sig til noget nær Jomfru Ane Gade – i hvert fald om sommeren – og det er ret skægt at opleve.

Central Park er et must, men undgå for guds skyld hestevognene. De er alt for dyre og slet ikke sjove i forhold til, hvad man får ud af det. Svindel og humbug! Cykeltaxaerne har jeg aldrig prøvet, men jeg har det lidt sådan, at hvis man kan bruge sine fødder, er det helt klart den bedste måde at se parken på. På de fleste kort over New York er de største "seværdigheder" i parken indtegnet. Mine favoritter er Jacqueline Onassis Reservoir og Turtle Pond (på grund af skildpadderne, som jeg kan få timer til at gå med at kigge på ).

Jeg bor i Harlem, og det får de fleste danskere til at spærre øjnene op i rædsel. Det er en skam, for her er dejligt. Jeg ved at mange af sightseeing-busserne kører herop, men jeg ved også at guiderne ikke aner en dyt om Harlem. Har I mod på det, kan jeg anbefale jer at tage en af Neal Shoemaker's guidede gåture i Harlem. Fx hans gospel-tur, der starter med en gudstjeneste i Canaan Baptist Church (hvor man kommer forrest i køen, som er LANG! Ikke alle turister kommer ind, men dem der er med Neal gør), efterfulgt af en guidet rundtur i Harlem, som bestemt kan anbefales.

Efter den omgang er I sikkert sultne, og hvis I er RIGTIG møgsultne, kan jeg anbefale et besøg på Sylvia's (Malcolm X Boulevard ved 128. gade) eller Amy Ruth's (116. gade mellem Malcolm X Boulevard og Adam Clayton Powell), hvor dere serveres god gammeldaws soul food i rigelige mængder. Dvs pandekager, æg og bacon osv.

Er man mere til det lette, kan man besøge Il Caffe Latte på Malcolm X Boulevard mellem 119. og 120. gade (på vestsiden af gaden), som er en helt ny café, som udmærker sig ved et højt og utrolig venligt serviceniveau, dejlig mad, der endda er sundt, og til rimelige priser. Og så er der hyggeligt!

Society Coffee på 8th Ave ved 114th. Hyggelig café med god mad. Der kan være lidt proppet og nogle af servitricerne er lettere irriterende. Men i det store hele et godt sted.

Gran Piatta D'Oro på 5th Ave. ved 117th. Italiensk restaurant med udendørsservering om sommeren. Super hyggeligt og billigt i forhold til kvaliteten og at det er sådan lidt halv-posh.

Chez Lucienne på hjørnet af Malcolm X Boulevard og 125th. Ny fransk restaurant med SUPER mad til utrolig lave priser. Vildt godt sted!

Brooklyn
Hvis du er i NYC for første gang eller har meget lidt tid, er en tur til Brooklyn nok ikke øverst på to do-listen, men hvis du har fået nok (eller måske ligefrem for meget?) af Manhattans mylder, er det bare om at hoppe på et tog og tage til Brooklyn. Eller endnu bedre: gå over Brooklyn Bridge.

Den er så fin så fin, synes jeg, men pas for guds skyld på at holde jer indenfor fodgængernes halvdel, da den anden halvdel tilhører cyklisterne, der for de flestes vedkommende er de rene fartdjævle, der bestemt ikke ser med milde øjne på turister. Brooklyn er KÆMPE (jeg mener at have læst, at hvis man fjernede Manhattan fra kortet, ville Brooklyn stadig være USAs største by. Eller noget i den stil), og jeg har bestemt ikke været overalt. Men jeg vil alligevel gerne fremhæve nogle af områderne.

Lige på den anden side af broen, ligger Grimaldis (Old Fulton St, helt nede ved vandet) en visit. Et ægte italiensk pizzasted, hvor der er crowded og travlt, men det er fedt fordi det er så autentisk. Ovnen bliver renset i 30-40 min. hver dag mellem 16 og 18 – til gengæld er der aldrig så mange på det tidspunkt. Er I mere sultne, eller har I mere lyst til is, ligger Brooklyn Ice cream factory lige ved siden af. Ikke så langt derfra, på Columbia Heights ved Cranberry Street, er det perfekte sted at se Manhattans sydspids efter mørkets frembrud (næst efter Staten Island-færgen). På vejen derop (ja, det går opad ...) kommer man forbi en lille park, der er dedikeret til hundeluftning, og hvor man godt kan falde lidt i staver, hvis man er glad for hunde.

Hvis jeg skulle bo i Brooklyn, ville jeg bo i Cobble Hill, Caroll Gardens eller Boerum Hill - altså den del af byen, som ligger mellem motorvejen, 4th Ave. og Atlantic Ave. Der er superhyggeligt, roligt og der er masser af gode cafeer og restauranter. Og der er næsten ingen turister (sagde turisten). Jeg holder meget af Bar Tabac, som ligger på hjørnet af Smith og Dean St., lige ved Bergen St. subway station, hvor jeg somme tider tager hen for at skrive.

Prospect Park er dejlig. Stor, mere velholdt og ikke så overrendt som Central Park. Og hvis du alligevel er i området, kan jeg anbefale en visit på Tom's Restaurant, i al fald hvis du vil føle dig som en del af en Woody Allen-film (og ikke er ræd for at stå i kø for at få bord). De har den bedste morgenmad, og kommer man tidligt, er det perfekt at daske over i parken med en bog bagefter (så man kan bøvse af i fred ...). Brooklyn Museum ligger lige i nærheden, og der kan man snildt bruge en hel dag eller to, hvis man skal se det hele. Men det er der jo ingen, der siger, man skal.

Coney Island har jeg kun været udenfor sæsonen, men det var alligevel superfedt fordi det ligger ved havet. Nathan’s Hotdogs er ikke værd at skrive hjem om, men man skal næsten prøve dem, når man er der. Og uanset om man spiser der, er tavlen over den årlige ædedolke-konkurrence meget fascinerende – på en lettere klam måde.

Gode spisesteder på Manhattan

OBS: Spisesteder åbner og lukker hurtigt i NYC, så tjek at stederne her stadig findes, før du begiver dig ud på en lang vandring. Eller find dine egne yndlingssteder. En god tommelfingerregel er: fyldt op med mennesker = godt, især hvis det ligger lidt væk fra store turistmål. Står der en og vinker dig indenfor, er det med at løbe væk i en fart.

Palma på Cornelia Street er den perfekte restaurant til en romantisk date. Om sommeren kan man sidde udenfor i gårdhaven. Meget dejligt. Og god mad!

La Mela i Little Italy er et legendarisk New Yorker-sted, og det er lidt ligesom at være med i Godfather - på den gode måde. Deres Family Style menuer er fremragende og billige. Man får mad i obskøne mængder, men desværre er det næsten umuligt ikke at falde for fristelsen til at købe mange retter. Ummenum!

Casimir (Avenue B mellem 6th og 7th), fransk bistro-mad, utrolig hyggelig restaurant med ditto gårdhave.

CamaJe, (Macdougal St. mellem Bleecker og W. Houston St), også fransk-agtig mad, super lækkert (især deres kammuslinger!) og absolut ikke dyrt. Stedet er lille og indrettet som en dagligstue, fx er der en stor sofagruppe, hvor man kan flade ud og nyde en kop te eller noget andet lækkert.

The Boat House Café i Central Park. Nogle gange er det bare fedt at stå ved, at man er turist og så er det hyggeligt at sidde og spise, mens man ser ud over søen. Det er en god idé at bestille bord, hvis man vil sidde indenfor i restauranten, men ellers har de også en terasse helt nede ved vandet, hvor man kan få det som amerikanerne kalder en let anretning, men som består af ost, kiks og frugt i så rigelige mængder, at fire ikke alt for sultne damer sagtens kan dele med velbehag. De har også dybstegte blæksprutteringe osv, men osteanretningen er den bedste. Perfekt til et glas vin i solen. Der er tit kø i godt vejr, men folk bliver heldigvis ikke hængende så længe ad gangen. Og er man kun sig selv, er folk søde til at dele, hvis de har en ledig plads ved bordet. Det kan man redde sig en god snak på, skal jeg hilse og sige.

I Little Italy, på hjørnet af Spring og Mott street ligger Lombardi's som siges at være byens ældste pizzasted. De har de bedste pizzaer, jeg har smagt.

Flea Market, (Ave A, mellem St. Marks Place og E 9th St), et sted, der minder lidt om Propps på Nørrebro. Sådan med en masse gamle møbler og sårn. De har rigtig god brunch der.

Epistrophy, (Mott St., mellem Spring St. og Kenmare St.), super hyggeligt sted, også lidt Propps-agtigt. Jeg kan anbefale deres oste- og pålægs arrangementer fremfor deres varme mad, som ikke er noget særligt.

Spice Cove, (6th St, mellem 1st og 2nd Ave), indisk mad. Meget lækkert og et superhyggeligt, lillebitte, travlt sted. Det er lidt ligesom at gå ind i et hul i væggen.

Clinton Street Baking Company på Clinton St. ved East Houston har en fabelagtig brunch hver dag, med pandekager, muffins osv. Et hyggeligt, lille sted, hvor der altid er mange mennesker, så kom i god tid væbnet med tålmodighed.

Hvis man kan lide sushi, er der to steder, jeg kan anbefale. Det ene er Sushi Samba, som har flere restauranter i byen. Det er sådan liiiidt storbysmart med DJs og balfaldera i weekenderne, men restauranten på 7th Avenue ved Bleecker Street har også en dejlig tagterrasse, og deres sushi er suveræn. Og billig med danske sushi-øjne.

Er man til det mere low key, er der Tomoe Sushi i Thompson Street, mellem West Houston og Bleecker Street. I weekenderne om aftenen er der proppet, og jeg er faktisk ikke engang sikker på, man kan bestille bord der. Men til frokost er der altid plads, især på hverdage. Det ser lidt skummelt ud udefra, men frygt ej: det har i mange år været et af byens bedste sushi-steder!

Tao har noget meget dejlig asiatisk mad, og hvis man er heldig kan man spise sammen med en berømthed. Den ligger på 58. gade mellem Madison og Park Avenue.

Diners
Man kan ikke tage til New York uden at besøge en diner, synes jeg. Min favorit er Lexington Candy Shop, som ligger på Lexington Ave. ved 83th St. Deres turkey club sandwich er rigtig god.

Der er også Comfort Diner på hhv 23. og 45. gade. De er meget berømte og har en god standard.

Seinfeld-fans skal næsten besøge Tom's Diner, som man ser så meget af i serien. Den ligger på Broadway ved 112th St. og deres mad er glimrende.

Kan man lide burgere, er Big Nicks på Broadway ved 77th St et must. Stedet har døgnåbent og der er altid masser af folk derinde, så man kan være helt sikker på at alting er friskt, også selv om de har det sindssygeste menukort, jeg nogensinde har set.

Te-saloner
Alice’s Teacup, som ligger flere stedet i byen, er bygget over Alice i Eventyrland. Totalt hyggeligt og har megalækre cupcakes (faktisk bedre end Magnolias...). Har også virkelig god brunch i weekenden, og en High Tea til hverdag. Kom sulten!

Symapthy for The Kettle, (St. Marks Place, mellem 1st Ave og Ave A), en lillebitte, hyggelig te-salon med et imponerende udvalg af superlækker te.

Drikkepenge
Drikkepenge, eller tips, er en vigtig del af de ansattes indkomst, og jeg synes, man skal tippe dem godt, for de får virkelig ikke en skid i løn. Minimum er 10 procent, som jeg dog kun synes, man skal give, hvis man er blevet dårligt behandlet.

Det er lidt svært at hitte rede i, hvem man skal give drikkepenge, men som hovedregel skal man tippe tjenere/servitricer, bartendere, taxachauffører, "bell boys" på hoteller og frisører/negledamer/massører. Man tipper ikke på McDonald's osv, Starbucks eller andre steder hvor man køber kaffe el.lign to go (har de en krukke på disken, kan jeg godt finde på at smide mine mønter deri, eller en dollar hvis jeg har spenderbuksen på). Folk er heldigvis meget åbne omkring dette her, så er man i tvivl kan man bare spørge "Do I tip you?" og man kan godt regne med at få et ærligt svar.

Shopping
Jeg er jo egentlig ikke den store shoppetrold, så powershopperne skal nok lede andetsteds efter virkelig gode tips. Men her er nogle butikker, jeg godt kan lide:

Stella Dallas, (Thompson St., mellem Bleecker og 3rd St.), Vintagetøj i super kvalitet, ægte Jackie O-stil og fede festkjoler.

Physical Graffiti, (St Marks Pl., mellem 1st St og Ave A), mere vintagetøj.

Andy’s Chee-Pees, (Broadway, mellem 3rd og 4th St), endnu mere genbrugstøj. Ikke så perfekt kvalitet som Stella Dallas, dog.

Other Worldly Waxes, (7th St, mellem Ave A og 1st Ave), candle-therapy, røgelse, clairvoyance og olier.

East Village Books, (St Marks Pl., mellem 1st St og Ave A), bøger i bunker, rækker og stabler. Helt ufattelig sød betjening.

Dean & Deluca, (Broadway, ved Prince St), et mekka for madører. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg så deres osteafdeling...

Love Saves The Day, (2nd Ave, ved 7th St), Originale tegneserier, tøj, figurer etc. Masser af ting at kigge på, og at huske tilbage på. (Det var her Madonna arbejdede i "Desperately Seeking Susan")

St. Mark’s Bookshop, (3rd Ave, mellem 21st og 22nd St), bøger, bøger, bøger.

Other Music, (E 4th St, nær Broadway), en rigtig god musikforretning, som der, underligt nok, ikke er særlig mange af i New York.

Powershoppere vil nok ikke behøve at blive guidet til Macy's, Bloomingdales osv. men prøv også Filene's Basement, der ligger på Union Square og Broadway ved 80. gade. Her går mine shoppeglade venner i al fald altid amok fordi alting er så billigt – også designervarer.

Overfor Filene's på Broadway ligger Zabar's (Broadway ved 80th St), som er et jødisk supermarked med ALT indenfor kosher-mad og delikatesser. De har masser af frisklavet take-out mad, som man kan tage med over i parken og spise til frokost, og i den lille butik ved siden af sælger de suppe, sandwiches, kaffe osv.

Spillesteder
er der masser af i New York! Tag the Village Voice, som står gratis rundt om på gaden og kig. Man kan gå til koncert hver aften, og det er billigt! Et rigtig godt sted er The Bowery Ballroom.

Er man til jazz bør man ikke snyde sig selv for et besøg på Saint Nick's jazz pub i Harlem. Her er livemusik hver aften, og hver lørdag spiller den lokale legende Arlene Talley med div. forskellige unge kunstnere, der tilbeder den aldrende diva på en meget sød måde. Deres sæt starter kl 20 og fortsætter til midnat, hvor African Night overtager. Det er et stort tilløbsstykke, og da der hverken er entre eller nogen, der holder styr på, hvor mange mennesker, der er i lokalet, bliver der altid propfyldt omkring kl. 1. Det kan være temmelig rædsomt, men hvis man kommer i god tid, dvs inden 22, kan man få et bord, som man dog skal betale 3 dollars for pr snude. Men bartenderne kommer ned og tager ens ordrer ved bordet, så med lidt held og en stærk blære, kan man undgå at blive trådt i nakken – før man skal ud igen altså... Klubben er en legende indenfor jazz, og her har alle de store optrådt, uden undtagelse. Jeg elsker at komme der! Den ligger på 149. gade ved St. Nicholas Avenue, og den nemmeste måde er helt klart at tage en taxa derop. Den slags er i øvrigt vildt billigt her i byen.

Sex And The City
Man kan næsten ikke sige New York uden at sige Sex and the City, og at gå rundt her er lidt som at være statist i serien. Her er nogle af de steder, der har været med i serien, og som fans helt sikkert vil synes er sjove at se.

Magnolia Bakery, hvor Carrie og Miranda spiser de nu verdensberømte cupcakes ligger på Bleecker Street ved 11th St. Det kræver sin søde tand at klemme en kage ned, men de smager virkelig godt, på en meget overdådig måde. Er man ikke til tyk glasur, kan man prøve deres banana cream pie, som dog også trækker tænder ud – man kan i hvert fald ikke spise en hel bøtte selv! Jeg overhørte en dag en mand, der stod og spiste af den samme banana cream pie-bøtte som sin ven/kæreste/banana cream pie med-addict skrige "Oh my GOD this is better than an orgasm!", hvortil jeg storlatrende sagde "Well, that's coz you're a guy". Et rigtigt Sex and the City-moment n'est-ce pas?

I følge serien bor Carrie på East 73rd Street nr. 245. Den adresse findes ikke i virkeligheden. Det gør til gengæld 66 Perry Street (mellem 4th St og Bleecker), hvor alle scener med det berømte trappetrin er optaget. Et must-see for enhver Sex And The City-fan! Folk i huset er dog blevet ret trætte af turister, så nu er der kommet en kæde op for trappen, så man må nøjes med at stå foran den.

Hvis du gerne vil se det galleri hvor Charlotte arbejdede, så er det Louis K. Meisel Gallery på Prince Street nr. 141, du skal finde. Grunden til at Charlotte holdt op med at arbejde der var i øvrigt at galleriet begyndte at forlange ublu summer for at der måtte filmes der.

Patricia Field var hende, der klædte damerne på i serien, og hendes butik, der ligger på Bowery mellem Houston og Bleecker St. er helt klart et besøg værd.

God tur til verdens bedste by!

En eftermiddag hos NYPD

2009-05-02T22:45:00.001+12:00

Så har man prøvet det med... At køre gennem New York i en ægte NYPD-politibil. Og blive gloet på af folk som om, man var en forbryder. Det var meget spændende, men hold kæft hvor er der lidt benplads på sådan et bagsæde.

Nå. Jeg må hellere starte fra begyndelsen. Jeg gik en tur i Central Park, og pludselig skulle jeg tisse. Så jeg fandt et toilet, hængte min taske på krogen på døren og begyndte mit forehavende. Pludselig ser jeg min taske forsvinde op over døren. Jeg råber op og håber, der er nogen, der hører det og stopper tyven, alt imens jeg får tisset af i en fart og stormer ud af døren. Vedkommende er væk, og der er ikke et øje. Jeg står der uden noget som helst, udover mine nøgler og min amerikanske mobil, som jeg heldigvis har haft i lommen. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, så jeg skynder mig hjem og finder nummeret på mit lokale politi-precinct, og får at vide, at jeg bare kan komme op til dem og anmelde det.

Jeg skynder mig derop, og er selvfølgelig helt rundt på gulvet, da jeg ankommer. Jeg bliver mødt af en utrolig sur, rødmosset fedberg, der sågar spiser en donut(!), som tvært siger, at jeg skal tage ned til Central Park og anmelde det. Jeg forklarer ham, at jeg er fra Danmark og ikke anede, der var en politistation i Central Park, og at jeg i øvrigt havde fået at vide af hans kollega i telefonen, at det var ok, jeg kom derhen og anmeldte det. Dybt suk fra rødmosset fedberg, der møjsommeligt rejser sig for at finde det skema, jeg skal udfylde.

Da jeg har udfyldt det, taler han med sin kollega om hvad der skal ske, og jeg får at vide, at jeg vil blive kørt ned til Central Park, da indholdet i min taske åbenbart har for høj værdi til at de bare kan ordne det deroppe. Så jeg skal simpelthen med downtown og afhøres. Vældig spændende altsammen.

Så jeg bliver kørt afsted i politibil (dog uden blink og sirener) til politistationen i Central Park, hvor jeg bliver præsenteret for Detective Irrizary, en midaldrende mand, der tydeligvis har været et totalt hunk, da han var ung, og nu ligner en mellemting mellem Andy Sipowicz og Tony Soprano. Lettere overvægtig på midten, lidt tynd i toppen, stor guldring på ringfingeren, dufter af sådan noget barbervand, som han sikkert putter i håret hver morgen, og med en gammeldaws revolver med hvidt skæfte i et leopardplettet hylster i bæltet. Jeg elskede ham på stedet!

Vi kommer ind på hans kontor, som ser fuldkommen ud som på film. "You want coffee?" spørger han, og jeg takker ja. "It's been on there for a few hours, but you look tough" siger han og hælder knaldsort kaffe op i et styrofoam krus. Og så bliver jeg afhørt om hvor det fandt sted, hvad der var i tasken og fremfor alt om jeg så hånden, der tog tasken. Det gjorde jeg ikke. "I had business to attend to" siger jeg. Det syntes Detective Irrizary var ret sjovt.

Mens Detective Irrizary googler tingene på min liste, så han kan skrive værdien af dem i rapporten, udfolder følgende dialog sig:

"So Denmark... That's not Amsterdam, is it?"
"No, not really."
"... with all that crazy sex?"
"No, but we have that in Denmark for sure."
"Yeah, I thought so. But here it's illegal you know. We used to have a lot of street prostitution, but not anymore. Instead of giving them money, they just give them lots of drinks... So why didn't you call 911 when this happened?"
"Because I thought 911 was for emergencies. This is all replacable stuff. Nothing happened to me."
"Yeah, but still you could have called 911."
"Really? People call 911 for this?! I think I'd be pretty pissed off if I'd been stabbed or raped and some girl blocked the line because her bag had been stolen..."
"That's coz you're European. New Yorkers call 911 for all kinds of stuff. I once had a guy call 911 coz his foot got stuck in a toilet."
"What? How..."
"I know, I know, crazy stuff. But in this case you really could have called 911, being foreign and all. You want more coffee? A sandwich maybe? We have all kinds of sandwiches here. No? Guess I shouldn't have said that thing about the coffee being on there for so long, huh?"

Han var totalt sej :) Og flink.

"Do you know your way home from here?"
"Yeah sure!" (Jeg skulle sgu heller ikke nyde noget af flere ture i politibil!)
"I'm sorry we had to meet like this. Here's my card. Remember, you've got a friend in New York, kid!"

Hårh! Sejt!

Skyer af ord, jeg har skrevet

2009-04-29T03:00:00.000+12:00

En nat blir' det sommer

2009-04-27T23:46:00.002+12:00

Ja, det skal jeg da lige love for! 30 grader var det i går. I dag var der 28 grader og i morgen skulle der blive 32 grader. Jeg ved ikke med jer, men inde i mit hoved er det bare helt, helt forkert med så høje temperaturer sidst i april. Dejligt, jovist, men ikke desto mindre sindssygt!

Nu er der snart kun en måned til jeg skal tilbage til Danmark. Jeg giiiiider ikke! Jeg er bare så glad for at være her. Jeg er super krea- og produktiv og glad og fuld af overskud. Så er det da klart, man ikke gider tilbage igen. Men der er jo ingen, der siger, jeg ikke kan tage herover igen. Så det gør jeg nok. I morgen skal jeg sende min ansøgning om forlængelse af mit visum afsted. Så må vi se, hvad de siger til det.

Jeg har set at Twitter søger en kommunikationsmedarbejder. I San Francisco. Det gad jeg eddermame godt... Men nu må vi se. Lah di dah.

I torsdags tog jeg op til Boston, som var superfed. Jeg tog bussen, hvilket var noget af en oplevelse. Jeg kom nemlig til at sidde ved siden af en mand med Tourettes Syndrom. Jeg har lige læst "Motherless Brooklyn" af Jonathan Lethem, som handler om en privatdetektiv med Tourettes, og han har virkelig researchet til bunds, så så snart min stakkels sidemand vinkede til et vejskilt første gang, var jeg klar over, at det nok var derfor, han opførte sig så underligt.

Det blev værre og værre efterhånden som turen skred frem. Han vinkede til alle skilte, vi kørte forbi - sådan et rigtigt buschauffør-vink, og så sad han og foldede en stak servietter meget nydeligt, når han da ikke sad og mumlede ned i dem. Stakkels mand altså. Det var så synd for ham...

Det lod til at blive værre, hvis jeg talte til ham (for eksempel bød jeg ham en pastil, hvorefter han rejste sig op og udstødte et højt råb), så jeg sad bare med min iPod og prøvede at lade være med at glo. Men det var sgu rimelig komisk at se på, selv om jeg egentlig mest syntes, det var synd for ham. Han var på min alder og en rimelig pæn fyr at se på, men så havde han bare de der massive tics.

Da vi passerede The Massachusetts Turnpike, som nærmest er ét stort skilt, blev hans tics så voldsomme, at han gav mig en flad hånd lige i venstre tinding. SLAM! Det arme menneske var jo ved at dø af flovhed, og sad der med sine servietter og mumlede "sorry, sorry", men jeg sagde, det var okay og at jeg lige havde læst om Tourettes i en bog, og at jeg godt var klar over, at det ikke var med vilje. Men jeg kunne jo lige så godt have været en afstumpet fyr, der til nød kan læse en note om Brøndby på tekst-tv, som havde pandet ham én. Stakkels mand altså. Jeg skrev bogens titel og forfatteren ned til ham og fortalte ham, at den er ved at blive filmatiseret med Edward Norton i hovedrollen. "Måske det kan skabe bevågenhed om din sygdom" sagde jeg. Så foldede han lige en serviet mere...

Så det var noget af en tur derop, må man sige. Resten af torsdagen fladede jeg bare ud på hotellet. Gik i karbad, så en film, tog en lur, spiste cashewnødder til 9 dollars fra minibaren, og gik ud og spiste lobster ravioli om aftenen. Nam! De kan bare det der med seafood i Boston.

Næste dag kom min ven Bille hen på hotellet og spiste morgenmad med mig. Hilton-morgenmad er yum skulle jeg hilse og sige fra os begge to. Meningen var egentlig at han ville være stået af her i New York og tage bussen op til Boston, hvor han skulle til efter-bryllups-fest, men det måtte han ikke for flyselskabet, med mindre han betalte en masse penge for det. Ellers ville de annullere hans hjemrejse. Grådige røvhuller. Så jeg tog til Boston, og det er jeg glad for, for det var sgu en dejlig by! Da vi havde rippet buffeten gik vi en tur langs The Freedom Trail, ned langs Newbury Street, som er shoppinggaden og den mest smagfulde sådanne, jeg har set i mit liv. Måske lige bortset fra den i Reykjavik. Bagefter tog vi ud til Jamaica Plains, som er sådan lidt Vesterbro-agtigt og pissefedt, og derfra tog vi toget ud til Harvard. Der var så fint så fint over det hele, og jeg fik købt den nye Mary Gaitskill-bog i en boghandel derude. Når jeg bliver voksen, vil jeg være lige så sej som hende. Så var det blevet aften og vi var sultne og trætte, så vi tog toget tilbage til byen og spiste dejlig kinøjsermad i Chinatown. Vi spillede også MegaBucks Lottery, men jeg vandt ikke noget. Der var ellers 150 millioner dollars i puljen. Men hvad skal man dog i grunden med så mange penge? Godt jeg ikke vandt...

Lørdag stenede jeg bare totalt. Jeg havde ellers sat mig for at jeg skulle på sightseeing med The Duck Trail, som er et amfibiekøretøj, så man både kører på gaderne og sejler på The Charlie. Men der var alt udsolgt, så det må blive en anden gang. Jeg var begyndt at vandre mod The Museum of Science, som jeg havde hørt meget godt om, men da jeg havde gået i næsten en time, opdagede jeg, at jeg var gået den stik modsatte vej af hvad jeg skulle, og mine nye sandaler gnavede frygteligt, så jeg gik i Macy's og købte et par Havaianas flip-flops, en avis og en stor iste, og så lagde jeg mig på græsset i Boston Common og nød solen.

Og så toget hjem kl 17. Det var en meget bedre tur end busturen derop, og det var ikke på grund af ham med Tourettes. Det var bare en flottere tur, og så er det altså lidt federe at køre i tog. Især fordi konduktøren, som var en gammel hyggelig mand, kom ind og underholdt om de forskellige byer, vi kørte igennem. Så nu ved jeg en hel masse om New England. I ka' bare spørge :)

Jeg er i øvrigt nødt til at tage på en rigtig rundtur i New England engang. Med alle de John Irving-bøger jeg har slugt, så er det altså et must.

I går mødtes jeg med Knirkes veninde Myre, som er herovre på studietur. Hun er teater-lystekniker og er her for at se en masse teater og musicals. Hun havde skaffet gratis billetter til en preview på en forestilling med David Hyde Pierce, som nogle vil genkende som Niles fra "Frasier". Det var en rigtig sjov forestilling og bagefter gik vi på bar. Og drak lige lidt mere, end det egentlig var meningen, men bartenderen var skidegod til Cosmos, så hvad kan man gøre? På fredag skal vi derned igen!

I dag har jeg ryddet op, vasket tøj, skrevet, været til yoga og igen glemt at købe kaffefiltre. Godt jeg ikke også er løbet tør for wc-papir. Ellers havde jeg været nødt til at bruge en t-shirt som kaffefilter, og det er altså liiiidt ulækkert. (Det er noget, jeg har set i en film). Og nu sidder jeg her og skriver blog, mens jeg prøver på at holde mig vågen nok til at skrive færdig.

Færdig!

I seng med mig. Godnat, verden! :)

De fine nye sandaler, som jeg stadig elsker, til trods for at mine fødder stadig er smadrede efter at have gået dem til...

De daw så læng læng sin...

2009-04-16T13:58:00.004+12:00

... eller hvad det nu hedder.

Hej hej! Det er mig, der har bloggen her, og det er hundrede år siden, jeg har skrevet noget - jeg ved det godt. Men der sker så meget hele tiden, og hver aften er jeg helt træt og glemmer at jeg ville skrive en post. Men nu gør jeg det. 1, 2, 3 NU!

Nå, men altså siden sidst, hvor jeg netop var blevet fru Morrissey, er der sket en masse. Jeg har haft besøg af min mor og søster i en uge, og det var fab! Så hyggeligt og sjovt. Bare på med turisthatten og derud af. Vi var både i Empire State Building, på Ellis Island (hvor jeg kom til at tude), på guidet gåtur i Harlem, til gospel-gudstjeneste palmesøndag og op 9-11 Memorial museet, hvor jeg også tudede. Sikke en masse tuderi. Og så var vi en tur på Saint Nicks Jazz Pub, hvilket altid er sjovt. Dog havde søsteren og jeg været på til gay night på Chelsea Hotel's Star Lounge natten før (don't ask!), og bartenderen der var alt andet end karrig med sprutten, så jeg var en smule wobbly. Men det gik nu fint. Udover det hyggede vi bare og spiste masser af kage. Herligt :)

Og så har jeg været til en hemmelig gig med Eddie Izzard på et lille teater i Bleecker Street! Det blev kun annonceret på Twitter, og hvis jeg ikke havde logget på 10 minutter efter, han havde skrevet det, var jeg aldrig kommet ind, for der er kun plads til 200. Og jeg kom til at sidde allerforrest lige foran scenen. Så nu er jeg ikke længere fru Morrissey, men fru Izzard. Jeps.

Hvad er der ellers sket? Bum bum. Jo, min nye ven Jane fra Zimbabwe har lige fået asyl! Det er så fedt. Hun har ventet i 20 år på at blive legal, så det er helt fantastisk. Jeg tudede, da jeg fik det at vide. Sikke meget tuderi...

Og så er jeg begyndt at gå til yoga. I søndags mødte jeg min yogalærer i Central Park sammen med Yoko Ono. Hun underviser åbenbart en masse rige damer på Upper West Side i deres private hjem - jeg øjnede straks en historie, men den gik ikke, da damerne kræver stor diskretion. Det er åbenbart meget privat at dyrke yoga.

Jeg er også begyndt at svømme oppe på YMCA her i Harlem. Man SKAL have badehætte på. The horror, the horror...

Men så bliver mit nye hår i det mindste ikke ødelagt af klorvand. Jeg var ved frisøren i dag. Mudhoney hedder salonen. Det kunne jeg, gamle grunge-øg, naturligvis ikke stå for. Så nu er jeg fin og mange dollars fattigere. Inklusiv tips. Jeg var nødt til at spørge den i øvrigt både sjove, lækre og dygtige frisør-mand "Do I tip you?" hvortil han svarede "Yes darling, and a hundred percent because you are fabulous and so am I!" Så tippede jeg ham 30 procent, den fryns :)

Hvad mere? Hm. Jo, det var jo påske. Det er en big deal her i Harlem. Påske søndag var jeg til brunch hos Carmen, min land lady og amerikanske mor, der havde disket op med alskens lækkerier. Og så hyggede vi os med at kigge ud af vinduet på alle de fine damer, der skulle i kirke på den anden side af Malcolm X Boulevard. Jeg siger dig, der var pelse og hatte og diamanter for alle pengene!

Nu kan jeg ikke finde på mere at skrive, så hej hej igen. Men inden jeg skrupskrider, skal I lige have et klip med min mand, den geniale komiker Eddie Izzard, der taler om hvorfor det er federe at gå i kirke i Harlem:

Cake or death?

This is a poo shop! Everything here is made of poo!

Til sidst får I lige et billede af min nye ægtemand på scenen i Bleecker Street, sammen med Kevin Spacey, der skriver på Twitter på scenen fra sin Blackberry. Ak ja. Moderne tider.

Fru Morrissey

2009-03-26T03:31:00.004+12:00

Det er mig. Vi er nemlig blevet gift, mig og Morrissey. Langt om længe. Det var et herligt bryllup, fuld af glade mennesker og høj musik, og balfaldera. Midt i det hele tog han skjorten af og smed den ud til gæsterne, og det har han ellers ikke gjort i mange år. Det var herligt - han var virkelig tilbage i sin gamle form.

Brylluppet blev holdt i det smukkeste, gamle teater i Philadelphia. Åh, det var sådan en god aften altså. Siden da har vi ikke set noget til hinanden, men jeg hører hans plader uafbrudt. Vi har et meget lykkeligt ægteskab, synes jeg.

Og Philadelphia var en dejlig by. Sådan på en meget nuttet og "ok, nu har jeg været her et døgn, nu vil jeg gerne hjem igen"-agtig måde. Men jeg tror, at hvis jeg skulle bo her permanent, ville jeg nok godt bo der. Eller... Ej, det gad jeg sgu nok alligevel ikke.

Mens jeg var der, gik det op for mig, hvor hurtigt man (eller jeg i hvert fald) falder ind i sine omgivelser. Søndag aften efter koncerten... jeg mener brylluppet ... gik jeg på jagt efter noget aftensmad. Og jeg mener, det var søndag aften, klokken var 23, så måske var det ikke så underligt, at der ikke var noget, der havde åbent. Men jeg var SÅ forarget. Helt ærligt! Og jeg blev helt forbavset over at der ikke var nogen, der skubbede på fortovet, at bilerne holdt tilbage for en, når man skulle over vejen, og at folk stod pænt og ventede på grøn mand (eller hvid man, som det jo er herovre), og ikke bare løb ud og ind mellem bilerne for at komme over gaden.

Det gik op for mig, at jeg har udviklet det, jeg kalder New Yorker Zen. Selvfølgelig er jeg ikke helt på højde med de rigtige New Yorkere, som kan sove i subwayen, mens de står op (!), eller læser New York Times, mens de passerer Times Square med en kop kaffe og hører iPod (!!!), men alligevel. Det stresser mig ikke mere, at der er cirkuslignende tilstande omkring mig - faktisk tværtimod. Og således er jeg nu begyndt at gå på café, når jeg skal skrive. Det er helt forrygende effektivt faktisk. Jo højere musik, jo flere mennesker, jo bedre. Helt skørt.

Nå. Hvad er der ellers at fortælle. Bum bum. Nåh jo, jeg skal fortælle om de famøse Philadelphia steak sandwiches! Som jeg stadig lider under indtaget af. For i Philadelphia findes to steder, der konkurrerer om at lave de bedste sandwiches, og om hvem der egentlig opfandt dem. Det sidste er lidt fjollet, for en steak sandwich består af et flute, som fyldes med oksekød af shawarma-typen (altså strimler, ikke en steak som sådan) og ost. Og så kan man få løg, champignoner, jalapenos osv på, hvis man vil det. Så det er som sådan ikke nogen stor opfindelse, men ok.

Det ene sted hedder Geno's og det andet hedder Pat's, og de ligger lige overfor hinanden. Uh oh, tal om italienerne mod irerne. Geno's er orange og sådan lidt McDonalds agtigt og fyldt med billeder af kendte, der spiser sandwiches, mens Pat's er mere pølsevognsagtig og low key. Jeg tænkte, at jeg da var nødt til at smage begge to for at kunne vurdere hvilken der var bedst. Og da jeg stort set aldrig spiser oksekød, var det en rigtig dum beslutnting. Der er nemlig rigtig, rigtig meget kød i sådan en sandwich. Så jeg kunne i princippet lige så godt have fået en mursten i min sandwich. Og så taler vi ikke mere om det...

Jeg ankom med Greyhound-bussen søndag kl 13 og skulle afsted igen mandag kl 16, så jeg kunne jo snildt nå at spise to. Og valget på min Philly cheese steak sandwich-debut faldt på Pat's, da køen til Geno's var længere end den til Empire State Building på en lun, skyfri forårsdag med god sigtbarhed.

At bestille en sandwich er noget af en kunstart fandt jeg ud af. Jeg havde forberedt mig godt hjemmefra, og vidste at når det bliver ens tur ved lugen, er det om at oppe sig. "An American with" siger man fx, og slammer sine 7,50 dollars ned på disken, hvis man er rigtig sej. Det betyder, at man skal have American Cheese på og løg. Ellers kan man få Cheese Whizz (et aldeles rædsomt flydende osteprodukt, der også bruges til at besudle pomfritter med) eller Provolone på. To sekunder efter får man sin sandwich, og hvis man vil have sodavand eller pomfritter, skal man hen i en anden kø. Så det optimale er at være to om at købe. Tre hvis man også vil have et bord.

Nå men. Jeg smagte Pat's om søndagen og Geno's om mandagen. (Og nej, jeg har ingen billeder, for søndag havde jeg glemt mit kamera på værelset, og netop som jeg skulle forevige min sandwich om mandagen, løb det tør for batteri...) Geno's var klart bedst! Brødet var bedre og kødet smagte af mere. Så Geno's vinder her. Men ok, i virkeligheden burde jeg have smagt begge samme dag, for mandag var der ikke et øje nogen af stederne. Men så var jeg faldet død om af proteinchok, og jeg skulle jo giftes om aftenen. Med Morrissey. Åh Morrissey. Som jo i øvrigt er die hard vegetar og sikkert ville tage det meget ilde op, hvis han fandt ud af, jeg havde spist en halv ko få timer før vores bryllup. Godt han ikke kan læse dansk...

Jeg ligger billeder på Flickr om lidt :)

Siden sidst...

2009-03-21T01:55:00.006+12:00

Ja ja, I brokker jer, og jeg skal nok skrive noget nu. Men jeg har egentlig ikke rigtig oplevet så meget, der er værd at blogge om. Eller har jeg? Lad mig se...

Jeg har haft tømmermænd igen. Dem fik jeg efter jeg var på St. Nick's Pub i sidste weekend, sammen med Jane, der er fra Zimbabwe, og som jeg har mødt gennem Carmen. Der var African Night og drinks til 7 dollars, men til sidst var der så mange mennesker, at vi begge to fik klaustrofobi, og så tog vi altså hjem. Men det var rigtig fedt, og hun er helt vildt sød og sej. Hun har oplevet SÅ meget, både i Zimbabwe og som asylansøger herovre - det er helt vildt. Hun får endelig svar på sin ansøgning i slutningen af måneden - efter at have boet og arbejdet i USA i 10 år. Det er åbenbart ikke kun i Danmark, at vi kan finde ud af at behandle asylansøgere som lort.

Ellers har jeg arbejdet. Som en flittig lille hest. Pruuuuh! Det har ellers stået lidt sløjt til med bogen, men nu er der hul igennem, og det er fedt. Så fedt at jeg kl. 20 opdagede, jeg havde arbejdet 12 timer i træk - kun afbrudt af et par telefonsamtaler og en enkelt gyngetur (jeg kan ikke gøre for det!!! Jeg kan ikke lade den være, når jeg ved, den bare hænger lige udenfor i haven. Jeg må melde mig ind i Anonyme Gyngere...) men SÅ måtte jeg også godt få en burger til aftensmad, ja.

Hvad mere? Nåh ja, i sidste weekend, om søndagen, hvor jeg havde tømmermænd, gik jeg en lang tur, og kom bla. forbi en af de mange Psychics der er herovre. Der stod, det kostede 10 dollars, så jeg gik indenfor. Men det var for én hånd. Hvis man ville have begge hænder læst, kostede det 25 dollars, men så fik man også noget at vide om fremtiden... Og så gik det ellers løs. Jeg skulle virkelig bide mig selv i kinden for ikke at dø af grin. Men nu ved jeg, at der er to mennesker, der er imod mig - en mand og en kvinde, og manden har stjålet min signatur. (WTF?!) Den rare dame tilbød at løfte forbandelsen ved at meditere for mig i 9 dage, men jeg takkede nej, da det sikkert ville have kostet en formue. Men så gav hun mig en krystal og sagde, at den ville hjælpe, og så skulle jeg sove i hvidt nattøj. Jow jow. Men så var jeg også aldeles opløftet bagefter :)

På søndag tager jeg til Philadelphia og besøger Morrissey. Det glæder jeg mig til!

Pyha, jeg har lige set "Ghandi", så jeg er helt træt af at vræle. Jeg har altid gerne villet se den færdig, efter vi så den i skolen - desværre kom jeg til at kaste op lige netop som de marcherer ud til havet, og så blev jeg sendt hjem, og har aldrig fået set den færdig. Før nu. Sikke en sød lille non-violent fyr, altså. Ham kunne I sgu lære noget af, Blekingegade-typer. Og alle jer andre voldelige svin. Jeg mener, voldelige skattebasser...

I morgen tidlig tror jeg, jeg vil invitere mig selv ud på morgenmad (mest fordi min indkøbstur i dag aldrig blev til noget...) Og hey! Syrenen i haven er sprunget ud!

Mit nye mantra. Tak, Sir Richard Attenborough!

Finansgrisen

2009-03-10T14:54:00.006+12:00

Åh, jeg er så træt af at høre om den. Og jeg bor endda i et land nu, hvor der virkelig er noget om grisesnakken. Det er bare så... forkælet på en eller anden måde. For let's face it, krisen er jo ikke større end at de fleste af os klarer os fint. Vi er bare nødt til at skære ned på fladskærme og alt det andet overflods-dillerdaller, vi er blevet vant til er en del af et værdigt liv.

Så jeg er sgu enig med statsmedisterfruen i, at det er noget psykologisk. Tænk engang. Og lur mig, om der ikke sidder en masse fiffige forretningsfolk rundt omkring og øjner chancen for en rask lille forårsrengøring i budgettet, og så lige skyde skylden på finansgrisen? Jeg tror det.

Derfor var min glæde og moro stor, da jeg forleden læste dette indlæg af Patricia Marx i The New Yorker. Hun har lige præcis fanget det, jeg mener - og det endda utrolig elegant og ikke mindst sjovt. Enjoy!

Memo from the C.E.O.

by Patricia Marx, March 9, 2009

It is with deep regret that we inform you of certain cost-cutting measures that will be taken in the coming days so that we can remain competitive. But first some good news. We are happy to report that Bring Your Child to Work Day has been renamed Bring Your Child to Do Work Day. We hope you will contribute unstintingly to the Gummy Bears Overtime Fund.

Now for the harsh realities. We will no longer be serving complimentary cold cuts and soda on Cold Cuts and Soda Day. Stairs will go up, but not down. Please do not use the fire extinguisher unless there is no water in the toilets. Anyone wishing to put out a medium-to-large fire must first fill out form X34J (if in stock). Mr. Johnson and Mr. Green, you will be sharing a desk chair, although you may keep separate desks. With regard to our annual retreat, spouses of non-management employees will be considered luggage. The letters “K,” “Q,” and “Z” are costly and should be used sparingly. Anyone who would like to volunteer for the human weather-stripping experiment, contact Nan Newberg. Also, as of next Wednesday, there will be no Wednesdays.

A number of you have asked about the employee-suggested programs that were implemented last year. While we were all heartened by their popularity—yay, associate assistants!—most of them will be suspended. These include: Kitten Appreciation Moment, Say Hello Day, and the Mandatory Toilet Paper in the Rest Rooms Policy. We are particularly saddened that elevator privileges for housekeeping will once again be on a pay-to-play basis. In order to maintain company morale, however, the mojito fountain in the executive lounge will continue to operate as usual.

The “Don’t Leave Your Coffee Cups on Joan Fulenwider’s Desk: It’s Not a Trash Can (Well, It Kind of Is!)” rule will remain in place, although, as of next week, Ms. Fulenwider will not. We are all sad to see Ms. Fulenwider go, but can we agree that this is a blessing in disguise, since, clearly, it is now or never for her as far as starting a family goes? Good luck, Joan, and kindly return the stapler on your way out.

Mr. Pepall, every day is now casual Friday for you. In fact, you don’t even have to bother getting out of bed. If time is money, mazel tov—you are now a rich man.

To those of you in Quality Control: As indicated by the new sign in your rest room, employees must wash their hands before not returning to work. If you don’t understand what that means, ask Mr. Pepall.

It has come to our attention that certain persons feel that executive-compensation packages have been unduly awarded. Management has zero tolerance for negativity. Moreover, now is not the time to play “the blame game.” In days like these, we must tighten our belts and be team players. Note: Anyone who received a signing bonus will be required to return it, posthaste, with interest. In fairness, senior V.P.s were asked to give back the income from last year’s exercised options, but they concluded that the calculation would be difficult and onerous.

Finally, we’d like to announce, with tremendous relief, that once Mr. Pepall and the folks in Quality Control go (and after Mr. Sonnenfeld is replaced with voice mail) no further layoffs are foreseen this quarter. From now on, however, we will operate as a “Stage 2 Company.” Anyone wishing to retain his or her job must therefore: (1) obtain an updated photo I.D. (available through Mr. Pepall) and (2) furnish your own salary.

Reminder to members of the Stage 2 Planning Committee: Please let us know whether you prefer swordfish or steak, aisle or window, silver or gold.

We believe these adjustments will result in a stronger, more resilient company. Just think: If every employee could give us merely half of his or her life savings, we would be on the road to a “solution mode”! So let’s put the bad times behind us and all move forward, except for the following persons (see attached).
Have a nice day.

"If time is money, mazel tov—you are now a rich man." Åh, det er så sjovt!!! :)

Har du kysset din finansgris i dag?

Tømmerbasse

2009-03-08T22:12:00.001+12:00

Det er mig. Med tømmermænd og det hele. Eller, det vil sige, jeg havde tømmermænd i morges, da jeg vågnede - selvfølgelig alt for tidligt, lige som alle andre gamle mennesker med tømmermænd. Ak og ve.

Jeg var ude med en venindes veninde, Sofie, som er herovre med sit arbejde i et par uger. Vi havde aldrig mødt hinanden før, men vi klikkede smaddergodt, og endte med at blive temmelig overrislede. Det var sjovt! Vi var på Sushi Samba (kendt fra Sex & the City), og på Pastis (kendt fra Sex & the City) og på et par andre barer, der bestemt ikke er kendt fra noget som helst, men øllerne var billige! (Jeg skylder måske at sige, at det ikke var planen at tage SATC-ruten - det skete bare. Og jeg er ligeglad, hvis I ikke tror på mig!)

Efter en lang gåtur i støvregn - jeg ELSKER det!!! - en burger, cola og adskillige timers "Heroes", er jeg nu kureret. Et bad og så i seng, og så er jeg klar til en ny uge i morgen. Hammertime!

Der var supergodt vejr i går - sol og 21 grader. Så jeg tog tyren ved hornene og gik i haven, armeret med arbejdshandsker, rive og sorte sække. Og så fik jeg ellers fjernet 10 sorte sække med kattepis-stinkende blade. Absolut ikke kendt fra Sex & the City, men nu er der så fint så fint, og blomsterne kan komme frem. I samråd med Danmarks bedste havebrevkasse, som findes på MissGreens World, overrislede jeg jorden med vand og eddike for at tage lugten. Og så skrubbede jeg da også lige fliserne med det bagefter, ja jeg gjorde så. En hård, men også underligt tilfredsstillende oplevelse. Tænk at man skulle tage helt til New York for at opdage glæderne ved havearbejde.

Jeg skal have plantet noget derude, men nu vil jeg først og fremmest lige se, hvad der kommer op rundt omkring, og så er det nok også bedst at vente en uges tid eller to. De har lovet 7 grader senere på ugen, så jeg tør ikke putte en hel masse i jorden, hvis nu det hele bare dør fordi der er for koldt.

I nat gik vi over til sommertid. Det hedder Daylight Savings. Fjollet altså. At spare på dagslyset, mener jeg.

Jeg vil have forår NU!!!

2009-03-04T16:22:00.002+12:00

Nu blev der sagt!!! Fat det så, vejrguder. Spasser-vejrguder. Vi er i marts måned nu!

Nå. Det bliver nok forår snart. 15 grader har de lovet i weekenden. Det bliver dejligt. Lige nu er her minusgrader og sne, og så blæser det så sindssygt, at det føles meget koldere, når man går ud. I går var jeg fx ude og gå en lang tur - den første i lang, lang tid - og da jeg kom hjem, var jeg stivfrossen. Ikke engang et bad kunne tø mig op, og i nat frøs jeg så meget, at jeg vågnede flere gange. Spasserfrost altså. Og spasserfyr, der aldrig virker. Spasser, spasser, spasser!

Det eneste, der virkelig muntrer mig op for tiden, er Adam Savage fra Mythbusters. Jeg følger ham på Twitter, og ikke alene skriver han nogle vildt fine updates - han lægger behind the scenes billeder ud i sit fotoalbum fra optagelserne. Det er sjovt!

"The Blue Angels Rule! What an incredible flight!!! Here's the pic you all morbidly expected. Oh yeah."

"wait till you see this high speed shot. Hyneman is a frigging machine."

Det er alt for længe siden, jeg har skrevet butyl på en huskeseddel...

Jeg elsker, elsker, elsker...

2009-02-28T22:38:00.000+12:00

... denneher reklame!

Åh pyha...

2009-02-26T23:12:00.000+12:00

Den trak sgu tænder ud, den omgang. Og hvor har jeg været sølle og ynkværdig. Det er godt, jeg bor lige mellem Mickeys Funeral Service og Owens Funeral Home! Men nu er det værste ovre, og feberen er officielt okay her til aften. Den har ellers gerne villet være for høj, men det lader til, den er faldet helt til ro nu.

Jeg har været udenfor i dag, i Fairway og købe ind - de har en øko-afdeling, der får Egefeld til at ligne en svagbørnskoloni, og endda til rimelige priser! - og på posthuset og sådan. Det var dejligt at komme ud, må jeg indrømme. Jeg lavede dejlig indisk kylling i skarp sovs med brune ris og blomkål og grønne bønner, selv om Carmen var forbi med hjemmelavet black bean soup tidligere. Jeg tror, jeg stiller den i fryseren - jeg synes ikke, jeg magter mere suppe lige nu.

Jeg gik ned til den Fairway, der ligger på Broadway, men den her i Harlem er meget bedre, fandt jeg ud af. Selv om den er så stor, at jeg for vild i deres kølerum første gang jeg var der. Jeps, kølerum. Det der med at opbevare kød, ost, fisk etc. i kølemontrer, nej nej, de har simpelthen et RUM på størrelse med Føtex kun med kølevarer. Der er så også kølevarer i montrer ude i selve supermarkedet - jeg har endnu ikke gennemskuet hvad forskellen er. Men det er crazy, siger jeg, CRAZY!

Og det mest crazy er, at man bare kan få alt muligt, bare sådan lige der i supermarkedet. Ting som man i Danmark skal i fire forskellige dyre helsekostbutikker for at finde. Kefir fx. Jeg har kun set Kefir ét sted i København, og det er i Egefeld, og der koster en lille bøtte over 25 kroner. I Fairway har de fire forskellige mærker af drikke-kefir, nogle med frugt osv. Til 4 dollars pr liter. Jeg åbner sgu en Fairway, når jeg kommer hjem!

Nå, det er virkelig småt med nyhederne, kan I nok høre, siden jeg skriver så meget om min seneste tur i et supermarked. Men der kommer forhåbentlig mere spas at skrive om, når jeg genoptager min karriere som medlem af de levendes land.

Forresten, så har jeg lige købt sådan en t-shirt her til Knirkes hund, så nu vil jeg også have en Obama-trøje...

Så har man også prøvet det...

2009-02-23T21:40:00.000+12:00

... at være ved lægen i New York. Sikke et gedemarked altså... Ham Obama får sgu travlt, hvis han skal have fikset hele det sundhedsvæsen. Good luck to you, Mister President, siger jeg bare.

Men jeg må jo hellere starte med begyndelsen. Jeg kunne godt mærke allerede fredag, inden jeg skulle afsted til koncert, at jeg ikke var på toppen, men jeg skulle jo afsted. Hele koncerten sad jeg og småfrøs, og da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg mærke, den var gal. Feber, ondt i brystet og hovedpine, og siden da er det bare blevet værre og værre. I dag besluttede jeg mig så for at tage til lægen, og det viser sig så, at jeg har halsbetændelse. Eller et eller andet i den stil. Det fik jeg faktisk aldrig rigtig svar på, men jeg fik en recept på en 10 dages penicillinkur og besked på at komme tilbage, hvis jeg ikke havde fået det bedre indenfor 2-3 dage.

Hvis jeg nogensinde har undret mig over, hvorfor man kan få så meget forskellig håndkøbsmedicin herovre, så ved jeg hvorfor nu. Fordi det er et sandt helvede at komme til en læge. Og så var jeg endda heldig at komme til hurtigt. Kun halvanden time ventede jeg. Hurra for dyr rejsesygeforsikring hos Tryg!

Mens jeg sad der i venteværelset med feber og prøvede at udfylde de milliarder af skemaer, de havde givet mig, var jeg lige ved at opgive ævred og tage tilbage til Danmark. Det er nu engang bedst at være syg, når der er nogen til at hjælpe en. Men da jeg kom hjem, var Carmen her, og havde lavet suppe til mig, og hun sagde "Tag noget på fødderne, og drik noget varm te og gå i seng", og så fik jeg det straks meget bedre. Sjovt så lidt, der skal til engang i mellem. Det burde man tænke noget mere over.

Nu har jeg tudet til "Kramer vs. Kramer" og drukket varm te med honning, og taget min anden penicillinpille, så nu vil jeg gå i seng for alvor. Og glæde mig over, at jeg bor i et land, hvor det ikke koster 1100 kr. for at gå til lægen.

Ja ja, jeg skal nok...

2009-02-20T23:50:00.001+12:00

... skrive noget. Jeg ved godt, det er hundrede år siden, jeg har skrevet noget. Eller sådan noget i den stil. Men jeg har haft travlt. Med at skrive og med at have besøg af Bille og Jacob. Det sidste har været klart det sjoveste, for vi har både været i genbrugsbutikker i Brooklyn og på quilt-udstilling og på MoMa. Og i Bloomingdales, men det tæller ikke, for jeg købte ikke noget. Jo vent, jeg købte en ny mascara. Og en foundation. Men det er jo næsten det samme som ingenting.

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg ikke er på ferie, og alting virker ikke nyt og underligt længere, og jeg er så småt ved at vænne mig til, at jeg kan se spidsen af Empire State Building, når jeg skal ud og handle.

Jeg har det godt! Og jeg er glad for at bo i Harlem. Man er selvfølgelig lidt bleg heroppe, da der stadig er langt flest sorte, men det volder mig ikke de store problemer, og jeg synes generelt folk er søde. Især hvis man smiler først. Det er i hvert fald det helt rigtige sted at være lige nu, føler jeg, med alt hvad der sker politisk osv. Folk her virker som om, de er vant til at passe på hinanden i hårde tider, og med Obama er der kommet en helt ny form for håb, og en tro på at det gode nok skal sejre. Så jeg synes, jeg har det rigtig dejligt her, trods mit hvide skind.

Her til aften var jeg til koncert med Antony and the Johnsons. Fantastisk!!! Alle der skal ind og se ham i København, kan bare godt begynde at glæde sig!

Jeg er træt. Jeg sov ikke særlig godt i nat, da fyret spassede ud nede i kælderen og insisterede på at lave sauna i min lejlighed, og samtidig lyde som 40 lokomotiver. Klokken 3 overvandt jeg min angst for gyserfilm-nedgangen til kælderen og gik derned og slog det fra. Eller, det vil sige, jeg spænede derned og spænede op igen, og da jeg kom i seng, var jeg så adrenalin-rushed, at jeg var nødt til at drikke et glas mælk og se et halvt afsnit af Sex & the City for at falde til ro igen. Fjollet altså. I morgen kommer der en og ordner det. Han var her også for 14 dage siden, så ham og jeg når nok at blive fine venner undervejs.

Inden jeg kaster mig på puden, får I lige en lille sang med Antony, optaget af svensk tv. Det var mens han stadig bare var en lillebitte stjerne. Jeg så ham på Loppen på samme turné, og mindre end et år efter spillede han igen på Vega. Og nu spiller han i Falkoner salen. Og to aftener i træk i Town Hall i New York. Flot, flot, flot! Det gode er, at han ikke har mistet noget af det særlige, der er ved ham. Stemmen er selvfølgelig fantastisk, men han er også stadig... quirky. Her til aften forærede han fx en fra publikum en flise fra sit køkken, pakket ind i en t-shirt fra hans første skuespil fra 1989, og en fransk bog, han havde klistret en sommerfuglevinge ind i. Og så hans tøj. Han er trans, men insisterer på at klæde sig som en midaldrende bibliotekar ved navn Bente. I fløjsbukser og træsko og hele molevitten. Han er sød. Og fin.

Nyd ham og hans flotte stemme, og hav det nu lisså dejligt!

Forresten...

2009-02-13T22:45:00.000+12:00

Ikke for noget. Bare fordi...

Åh nej...

2009-02-13T22:10:00.001+12:00

Jeg har opdaget Netflix.com. Det er en side, hvor man kan se leje alle de film, man vil for ca 50 kr. om måneden. De bliver sendt med posten, og når man har set den, smider man dvd'en i postkassen, og så sender de den næste på listen med det samme. Man kan have dem lige så længe, man vil, så der er ingen Blockbuster-bøder eller noget. Men det bedste er, at der er en hel masse film på siden, som man kan se nu og her på sin computer. Gratis! Jeg har lige set The Visitor, som var vildt god, og som jeg altid gerne har villet se. Om lidt vil jeg se Deliverance, som jeg godt nok har set masser af gange før, men som altid er et gensyn værd. Squeal like a pig, boy! Eller også skal jeg se Dog Day Afternoon med Al Pacino? Eller Man on Wire? Hm. Måske skulle jeg starte med at ræse hen efter noget is først. Det her kunne vist godt gå hen og blive en lang nat.

Udover det er der ikke sket en skid siden sidst. Vejret har været rædsomt med stormvejr og det hele og, så jeg har bare siddet inde og arbejdet. Jeg var kun lige udenfor på trappen i morges og hente avisen. Jep, jeg er begyndt at abonnere på New York Times. Som jeg skrev til min ven Thomas i dag, så er mit liv stadig totalt surrealistisk. Men måske det bliver hverdag en dag?

Nå. Cherry Garcia here I come!

Morrissey, Morrissey, Morrissey!!!

2009-02-11T17:42:00.003+12:00

Enhver der kender mig og min musiksmag ved, at jeg ELSKER Morrissey, og ikke mindst at gå til koncert med ham. Han udgiver en ny plade her snart, og spiller selvfølgelig også i New York. Men kan man få billetter? Nej man kan da ej. Men så er det godt, man kan få billetter til koncerten i Philadelphia den 22. marts. Eller... Man kan købe dem for 75 dollars stykket. Og det har jeg gjort!

Så søndag den 22. marts tager jeg toget til Philadelphia for at se Morrissey om aftenen, og for at spise en Philly Cheese steak sandwich ikke mindst. Jeg har booket værelse på et Bed & Breakfast (jeg får værelset med vægmaleriet, ha ha!!!) i nærheden af koncerten, for det sidste tog hjem til New York går kl. 00.15, og det er jo ikke sikkert, han er færdig med at spille der. Så er jeg også fri for at rende rundt i Philadelphia midt om natten efter en taxa...

Det glæder jeg mig rigtig meget til!

I dag var jeg nede og træne for første gang i mit nye fitnesscenter. Og jeg har således mødt verdens ondeste mand. Ok næsten... Han hedder Eric og arbejder som træner i New York Sports Clubs på 5th Avenue, og det er hans skyld at jeg ikke kan løfte mine arme op over hovedet uden at det gør skideondt. Jeg så godt hans luskede smil, da jeg satte kryds i nej ud for feltet "Do you have any injuries or medical conditions", men nu havde jeg jo betalt for mit medlemskab, og det ville også se så dumt ud at begynde at rende væk. Så jeg led og svedte og prøvede ikke at lade mig mærke med noget. "You're not at all like a girl!" udbrød han overrasket flere gange. Amerikanske piger har åbenbart meget svært ved at stå med en elastik om foden og strække armene op over hovedet, eller lave benpres uden at overstrække knæene... Jeg mente ikke, det kunne være så svært, men til det svarede han bare tørt "Oh, you'd be surprised". Ak ja.

Der er jo mange af de der NYSC klubber. Der er en anden her i nærheden, som har dampbad. Uh la la. Det skal blive godt! I morgen aften skal jeg til yoga. Jeg havde ellers en prøvetime hos Bikram Yoga forleden, som dog slet ikke var mig. Altså som i OVERHOVEDET ikke mig. Det kaldes også Hot Yoga, fordi der er 40 grader (no shit!) i salen, og så tonser man ellers løs. Som om, det ikke var varmt nok at lave yoga i forvejen. De er sgu skøre i hovedet! Så nej. Det var ikke mig, uanset hvor hipt det så ellers er lige nu.

Har jeg husket at prale med vejret? Der har været 18 grader i dag, og solskin. Så jeg har haft sengetøj ude og tørre på snoren, og så sad jeg lidt i solen med min kaffe og snakkede med mit egern. Jeg må finde et navn til den. Egern DD måske? Eller Egon. Eller Joey, efter Joey Ramone. Måske.

Simba

2009-02-10T17:41:00.001+12:00

I dag blev min moster og onkels hund aflivet. Min mor fortalte det i telefonen, mens jeg gik en tur nede i Central Park, og så gik jeg ellers der og tudede. Det er så sørgeligt. Men sådan er det, når man er en gammel hund, der ikke kan mere. Så må man op i hundehimlen og slappe af og spise leverpostej og tisse på lygtepæle og snuse til hundenumser. Nåh, lille Simba altså. Han var noget helt særligt. Jeg ved godt at alle siger sådan om lige netop deres hundesnude, men ham her VAR altså... Ja.

Sov godt, lille skat.

Reklame

2009-02-09T21:28:00.000+12:00

Jeg har lige opdaget at min yngste søster også blogger. Og det gør hun godt. Læs selv her.

Obama på alle kanaler

2009-02-09T21:16:00.001+12:00

Obama har lige holdt sin første pressekonference, og det var selvfølgelig på alle kanaler. Han er så mega sej og klog, og han siger ikke alt det sædvanlige bavl, politikere ellers siger. Flere gange sagde han ligeud, at det ville han gerne vente med at svare på, til han var i stand til at give et bedre svar. Det er da nye toner. Og forfriskende. Men 98 procent af gangene svarede han bare pissefedt. Ih. Yes we can. Sgu!

Udover det er der ikke sket en skid i dag. Jeg har bare arbejdet og arbejdet. Og så har jeg fået et egern! Altså, den bor ude i haven, ikke? Den er mega sød og vildt nysgerrig. Jeg har heldigvis lige købt en stor pose mandler, som den fik nogen af, og da den var færdig, satte den sig på solbænken og kiggede ind af vinduet. Nåååh :)

Nu vil jeg se noget Sex and the City. Sgu.

En helt vildt dejlig søndag :)

2009-02-08T21:00:00.002+12:00

Jeg vågnede tidligt, og da jeg sad med min morgenkaffe, konstaterede jeg, at jeg var nødt til at købe noget andet kaffe, end det der stod her, da jeg kom. Hele ugen har jeg drukket pissedårlig kaffe hver morgen og tænkt "puha, denne her kaffe er godtnok dårlig..." Så jeg gik ned til Zabar's og købte et pund MEGA god nyristet, nymalet kaffe til 40 kroner, og Sunday Times.

Så gik jeg ind og så The Wrestler med Mickey Rourke. Vær søde allesammen og gå ind og se den film!!! Uh, den er god. Og hvis han ikke vinder en Oscar, er der ingen retfærdighed til her i verden. Så er det fandme sagt. Jeg havde en klump i halsen hele filmen, og selv om jeg indrømmer, at jeg er en tudefrans, så er den altså virkelig rørende. Og med en masse paralleller til Mickey Rourkes eget liv. Usj, den var god altså.

Der er så mange gode film lige nu, på grund af ham der Oscar. Jeg VIL se Benjamin Button, Milk, Revolutionary Road, Slumdog Millionaire og Coraline. Men så er det godt, jeg har så mange aftener og der er så mange biografer her i byen. Store, fine, popcornlugtende biografer med underligt slik. Men med gode sæder og megameget benplads, og hvor folk rent faktisk holder kæft under filmen. Herligt.

Biografen jeg var i i dag, ligger i Chelsea, New Yorks homokvarter nr. 1. Hvorfor har jeg aldrig været der før? Vejret har været skidegodt i dag, med høj sol og 14 grader, så der vrimlede med veltrimmede mænd i shorts og tanktops. Jeg er da ligeglad med, om de er gay as pink suede - fine er de dælme at se på.

I det hele taget bruger jeg oceaner af tid på at se på folk. Jeg købte en sandwich hos Zabar's, som jeg sad og spiste i solen lige midt på Broadway, hvor der vrimler med folk. På under et kvarter så jeg: en gammel mand, der gik tur med sin lige så gamle, fede kat i en snor, en gammel inder med hvidt fuldskæg og hvid turban i komplet Harlem Globetrotters outfit, der rendte og spillede med en basketball, og en kineser der gik og spiste mayonnaise ud af et glas med en ske...

Nå. Jeg har unfinished business med avisen og mine cupcakes fra i går, og så en lille glad kop kaffe til. Ammenam :)

At vandre efter cupcakes

2009-02-07T18:41:00.000+12:00

Det har jeg gjort i dag. Hele vejen fra 121. gade til Bleecker Street, hvor Magnolia Bakery ligger. Her skulle jeg så stå i kø en halv time for overhovedet at komme ind i butikken, og da jeg kom hjem (med subwayen!!!) var jeg alt for træt til at spise dem. Typisk. Men de står i køleskabet og venter på, jeg bliver lækkersulten i morgen, og får trang til at bombe mit tarmsystem tilbage til stenalderen. Jeg tror, de putter narko i dem...

I morgen tror jeg, jeg vil i biffen. Der går så mange gode film, men jeg mangler nu lidt min biografmakker!

Udover det er der ikke sket så meget i dag. Jeg har bare gået ned langs Lexington Avenue, som er klart den fedeste på Upper East Side - hvis man ikke behøver have parken på den ene side.

Der er lidt billeder på Flickr, hvis nogen skulle have lyst til at kigge :)

Danish hygge

2009-02-06T15:48:00.000+12:00

Jeg har haft det meget bedre i dag, thank you very much. Jeg har sovet det meste af dagen, men her til eftermiddag besluttede jeg mig for at tage på en lille udflugt. Til IKEA. Som ligger i Red Hook, Brooklyn. Det er sådan et sted, man ser i gangsterfilm, hvor de tager ud og skyder folk og dumper dem i floden. No shit. Og så i mørke. Tror I lige, jeg gik med rank ryg og faste skridt, da jeg var kommet af subwayen? Jo tak.

Det var så fjollet, for der går gratis shuttlebusser frem og tilbage fra subwayen, fandt jeg ud af, da jeg endelig nåede frem. Men ok, så fik jeg da også set Red Hook by night, og undersiden af motorvejsbroen ved Gowanus Expressway.

Og jeg fik købt stearinlys!!! For 38 dollars stearinlys, yessir! Og 4 små potteplanter i hvide potter. Som René tørt konstaterede, da jeg fortalte ham, at man ikke kan købe stearinlys nogen steder herovre: "De KAN bare ikke lide hygge!". Jeg ved ikke, om det er det, eller hvad det er, men det er i al fald fuldkommen umuligt at opdrive et ærligt, uparfumeret bloklys i almindelige butikker herovre. Og hvis man finder dem, koster de 10 dollars stykket. Næh nej, lad mig få et Fenomen bloklys til 1,99 i stedet, og mange af dem! Så nu er her hyggeligt :)

Jeg kan i øvrigt berette, at IKEA ser ens ud uanset hvor i verden, man er. Den i Brooklyn ligner i al fald til forveksling både den i Gentofte, Taastrup, Århus og Malmö. Og man kan få köttbullar i cafeteriet. Det fik jeg godt nok ikke, for det er bare ikke det samme uden Beate eller Knirke. Lidt hjemve har jeg altså...

Apropos hjemve, så blev jeg i dag gjort opmærksom på hjemmesiden www.hjemve.dk hvor man kan købe øllebrødspulver, fastelavnstønder, carbamidcreme, bearnaisesovs og jeg ved ikke hvad fra Danmark. Det er meget godt at vide, hvis jeg pludselig skulle få trang. Ellers er der jo altid köttbullarne i IKEA...

Hurra for amerikansk håndkøbsmedicin!

2009-02-05T12:41:00.000+12:00

Jeg vågnede i morges kl. 5 og der var ingen tvivl: influeeeeeenza. Øv. Det var ellers en god dag i går. Jeg spiste morgenmad med min moster og onkel, og fik sendt dem godt afsted til lufthavnen, og så gik jeg ellers en megalang tur. 85 blocks - det er fandemer langt! Jeg gik hele vejen ned langs Central Park, og ved 60. gade gik jeg ud til Queensboro Bridge, som er for vild at se på. Det ligner noget, en eller anden 8-årig har bygget i sin fars garage af gamle brædder og søm. Den er så fin :) Bagefter gik jeg ned til New York Public Library ved 42. gade, og da jeg kom hjem var jeg både træt, sulten og gennemkold. I dag har der været -10 grader, og det var der sikkert også i går. Men fint, fint solskin, man bliver helt glad af.

Jeg ved ikke, om det var de mange timer i det kolde vejr, om jeg er blevet smittet, eller det er post-rejse-stress, men influenza har jeg i al fald fået. Det er lidt træls at være så langt væk fra dem, der kan pylre om en, når man er syg, men det gode er, at der er så meget godt skod-tv, at fyret har virket hele dagen, og at man kan købe alverdens remedier i håndkøb herovre. Så nu har jeg både Alka-Seltzer Plus og NyQuil. Især de sidste er gode. Man tager bare to og så går man ud som et lys. Hurra :)

Og hurra for at de sender 3 afsnit af Seinfeld og 3 afsnit af Friends bagefter. Og add mig så på Skype for fanden!!! (missandreabak)

Dazed and confused

2009-02-02T15:38:00.001+12:00

Så er anden landet, ja. Det var en god tur, bortset fra at jeg nær var kommet for sent til flyet, fordi jeg VILLE sige farvel til min søster, som sad fast i en dum metro, der ikke kørte. Dumme metro! Men jeg kom halsende efter det andet "last call for passenger Andrea Bak flying Scandinavial Airlines to Newark", og fik onde øjne fra alle i kabinen. Men jeg var da bare ligeglad, æv bæv. Eller... Jeg lod i hvert fald som om.

Jeg var helt smadret, da jeg ankom, men det lykkedes mig at holde mig vågen til kl. 21 (altså kl. 3 dansk tid) takket være Superbowl finalen - især reklamerne var værd at holde sig vågne for, sjovt nok. Men ok, når firmaerne betaler 3 millioner dollars pr. minut, er det også meget smart, at det er noget folk gider se. Især denneher var skæg. (Hm... Efter at have genset den, går det op for mig, at jeg virkelig VAR meget træt i går...)

Min land-lady, Carmen, havde været så sød at stille hjemmelavet suppe, muffins og andet godt frem til mig, og fylde lidt i køleskabet, så jeg kunne koncentrere mig om at pakke ud og slappe af. Hun er totalt sød. Lille, glad negerdame, som er gift med en tysk mand, som jeg mødte her til aften, da jeg spiste middag hos dem, sammen med nogle af deres venner. Det var lidt ligesom at være med i en Woody Allen-film, men på en god måde. Jeg var helt bange for at sige noget, men det er nok kun her i begyndelsen. Hvis jeg kender mig selv ret, sidder jeg og kloger den om en uge. Hæ hæ.

Der var den sjoveste mand, som er professor i litteratur, og han kom hen til mig, helt seriøs, da han hørte, jeg var fra Danmark, og jeg tænkte straks "Åh nej, han vil tale om Muhammed-tegninger eller Kierkegaard", men så sagde han, at han lige havde opdaget Laid Back, og om jeg vidste noget om dem (!) Jeg skulle sådan passe på ikke at grine af den rare mand, men så snakkede vi lidt om det og Lars von Trier, og om hvordan europæere typisk ser på amerikanere. Det var en ret god aften, synes jeg.

Min lejlighed er rigtig fin, og meget New York-agtig. Vandet smager af klor og er lidt gråligt, gulvet ryster lidt, når subwayen kører forbi, og fyret lever sit eget liv, så der hhv. er artisk og tropisk klima, og min mobil har kun signal i køkkenet og badeværelset. Men her er fiiiiint. Jeg skal nok blive rigtig glad for det, når jeg er faldet mere på plads og ikke savner René så meget mere. If ever...

I dag mødtes jeg med min moster og onkel nede på deres hotel på Central Park South - vi var ude og spise frokost, og så ville de i Bloomingdales, men det orkede jeg ikke, så jeg tog hjem og gik en lang tur i mit nye hood. Her er sgu fedt altså. Jeg glæder mig til at lære det hele bedre at kende, og få en masse insider-tips fra Carmen og hendes familie.

I morgen skal vi også ses, for de tager hjem til Danmark igen onsdag. Jeg vil prøve at lokke dem herop - de skal da se mit fine palads :)

I mellemtiden vil jeg sove sove sove, men inden da vil jeg lytte til Thomas Dybdahls fantastiske sang om New York. Jeg tror, jeg ved hvordan han har det.

One Day You'll Dance For Me New York City
Dazed and confused
but most of all battered and bruised
I came with a dream
shared by more than a few it seems

Fall asleep now, New York City
I need to rest my eyes
someday I'll rise, New York City
one day you'll dance for me

Fall back
it's been a long day but we're still on track
embrace the fierce reality
or wither away in sentimentality

Fall asleep now, New York City
I need to rest my eyes
someday I'll rise, New York City
one day you'll dance for me

Godnat og sov godt allesammen!

Rejsefeber

2009-01-28T08:53:00.000+12:00

Åh altså. Alting går op i hat og briller for tiden. Eller... To do lister så lange som Langeland, og det er fandme langt. Og alt det man skal huske inden det bliver søndag. Men jeg glæder mig. Og jeg har heldigvis gode, dejlige mennesker til at hjælpe.

I dag var mig og Knirke i IKEA for at købe en seng og et garderobe-aggregat og nogle småting
til lejligheden, så den kan blive indflytningsklar. Det var helt underligt ikke at fylde vognen med stearinlys og dillerdaller, men kun købe det nødvendige. Men det kan altså lade sig gøre. Mental note to self...

I morgen kommer min søs og hjælper mig med at pakke ned og hænge lamper op. Det er typisk. Jeg har boet her i fire et halvt år, og det er først, når der skal flytte nogle nye ind, at det bliver gjort.

Udover det har jeg haft en skidegod weekend. Jeg tog til Ålleren lørdag formiddag, rimelig stegt efter en vildt fed fest fredag. Tak til alle, der kom og fuldede sig og sagde farvel! Familiemiddagen var også rigtig vellykket og hyggelig, til trods for visse familiemedlemmers sygelige trang til at besudle aftenen med håndbold. Om jeg begriber hvad fanden der er så fedt ved håndbold... Nå. Hul i det. Det var hyggeligt alligevel, og jeg fik drillet min far ved at sige "det handler ikke om at vinde, men om at være med". Det er det sjoveste i hele verden at sige til sportstosser.

Søndag kom min veninde Rie og hendes lille Julius ned og spiste frokost, og bagefter tog vi op til min mormor og spiste flæskesteg. Den gamle ørn altså. Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg har set hende.

Mandag tog min mor og jeg i Aalborg Zoo, og det var VILDT fedt!!! Tag derud, hvis du får chancen. Virkelig! De har fået det fedeste isbjørne-anlæg, hvor man kan komme helt tæt på isbjørnene - altså der er glas imellem - men jeg har sgu aldrig stået så tæt på en isbjørn før. Det var virkelig vildt.

Nå ja, forresten, så har jeg i dag underskrevet min kontrakt med Gyldendal! Jeg har nu et ISBN nummer! :)

Nu vil jeg sove. Eller måske vil jeg lige hygge mig lidt med at putte nogle dvd'er i den mappe, jeg købte i IKEA i dag.

Hæ hæ...

2009-01-23T01:57:00.000+12:00

Klik på billederne for at se dem i stort - det er sjooooovt! :)

Tummelumsen

2009-01-19T10:39:00.000+12:00

Åh gud fri mig vel, om 13 dage er jeg i New York. Det betyder, at jeg kun har lige knap 2 uger til at få styr på... ja på alt for meget faktisk. Helt stresset oveni hovedet er jeg sommetider. Og tudevorn fordi jeg ikke han holde tanken ud om at skulle sige farvel til René. Jeg skal bare tænke på, hvordan det bliver at gå op ad trappen alene, mens han står dernede. Tuuuuuud! Måske skulle man samle en afskeds-komité bestående af nogle flere mennesker, og så skåle i champagne, bare for lissom at gøre det lidt festligere. Anyone?

I øvrigt holder jeg en lille soiré på fredag nede på kontoret fra kl. 18.30. Der er ingen mad, men masser af vin (helt præcist 25 liter, som jeg i mit ansigts sved har transporteret tværs gennem Vesterbro på min cykel, jow jow...) og der vil også være saltstænger og måske grønsagsstave og misodip, hvis det skal være med den på. Smid en kommentar herunder, eller send en mail til andreabak (snabel-a) gmail.com, hvis du vil med.

Und jetzt: Schlafen. Gut und lange. Ja.

Nyt job

2009-01-13T22:14:00.002+12:00

Det er ikke så tit, jeg føler mig fristet til at søge et fast job, men det her kunne jeg nu godt tænke mig...

600.000 kr for at snorkle rundt på en tropeø i et halvt år? Jo tak!

En nat bliver det sommer

2009-01-13T11:03:00.003+12:00

Ok, først skal du trykke her og skrue rigtig højt op for lyden på din computer. Så skal du forestille dig, at klokken er 6 om morgenen. Men der er ikke mørkt og koldt udenfor - der er lunt og lyst og fuglene kvidrer, og der kommer solstråler ind ad sprækkerne i dit gardin. Og så skal du huske på, at der kun er tre måneder til at dette scenarie bliver til virkelighed.

Er det ikke fedt?!

I nat sov jeg ad røvens til og blev vækket konstant af nogle rigtig grimme mareridt, der popper op nu og da, og klokken 6-7 stykker var jeg nødt til at lette på rullegardinet og åbne vinduet for at få noget frisk luft. Og så så jeg den. En stor, rund, blodappelsinfarvet sol, der langsomt sneg sig op over hustagene. Luften duftede anderledes, sådan lidt af jord, men også lidt sødt og mildt. Og så gik det op for mig, at lige om lidt er det forår! Om ganske kort tid begynder erantisserne at titte frem, og så ved vi jo godt hvad klokken er slået.

Jeg lukkede vinduet men lod gardinet være rullet op, og så lagde jeg mig med hovedet i fodenden, så jeg kunne følge solen helt op på himlen. Så stod jeg selv op. Og hele dagen har jeg været helt glad og med sommerfugle i maven. For lige pludselig en nat, så bliver det sommer.

Godt nytår!

2009-01-04T22:24:00.001+12:00

Jeg er taknemmelig over at have en dejlig kæreste, som elsker mig uanset hvordan jeg ser ud, hvor strid jeg er, og hvilke skøre påfund, jeg udsætter ham for.

Jeg er taknemmelig over at have en fantastisk familie og nogle dejlige, begavede og sjove søskende

Jeg er taknemmlig over mine gode venner, som bakker mig op og holder af mig, og at der hele tiden kommer nye til

Jeg er taknemmelig over at have et arbejde, jeg elsker og er god til

Jeg er taknemmelig over, at det hele er gået i orden med New York, og at jeg snart skal afsted

Jeg er taknemmelig over at være helt vildt privilegeret på alle mulige måder, hvilket denne video her til morgen har gjort mig meget bevidst om: http://www.berlingske.dk/article/20090103/medium/90102096/

Godt nytår!

Tilføjelse: Jeg er taknemmelig over, at jeg ikke har det som mine mange facebook-venner, der er ved at få spat af at være sammen med deres børn, og glæder sig til at komme på arbejde. Muarharharhar!

Møbler søges + noget om julen

2008-12-27T08:11:00.000+12:00

Sagen er jo den, at jeg pr 1. februar skal fremleje min lejlighed til 3 venlige mennesker, og så kommer jeg til at mangle en seng og et eller andet til tøjopbevaring. Det billigste kommer til at koste sammenlagt 500,- i Ikea, og selv om det jo ikke er meget, så er det alligevel fjollet at give 500 spæn for noget, der i princippet kun skal bruges i 4 måneder. Synes jeg. Der er jo så meget andet herligt, man kan spendere 500 kr på, hvis du spørger mig.

Så hvis du ligger inde med en enkeltseng/boxmadras/sovesofa og en kommode/tøjskab, som jeg må få eller låne i 4 måneder, så sig frem. Jeg skal nok selv hente det! Dog kun i Storkøbenhavn.

På forhånd tak og alt det jazz :)

Bortset fra det, så har det jo været jul. Det har været hyggeligt, og jeg er traditionen tro forædt i svin og glad for atter at være hjemme i København. Jeg har fået nogle gode julegaver:

René:
Sennheiser høretelefoner
2 fribilletter til Cinemaxx

Mor:
"Undtagelsen", Christian Jungersen
"Hundehoved", Morten Ramsland

Mia:
Moleskine notesbog
Fyldepen

Mormor:
500 kr i et par hjemmestrikkede sokker <3

Moster & co.:
1000 kr
Den nye Liza Marklund
Pedicure-sæt

Beate:
"Den sorte linje", Jean-Christophe Grangé + den nye af ham

Far & co.:
Føntørrer

Så det var en herlig høst. Jeg kørte med Bille og Jacob hjem i dag, og det var hyggeligt - og dejligt at komme hjem i en ruf. Nu ligger jeg bare på fifaen og ser film. Som om, jeg ikke har lavet andet i ferien. Ak og ve.

Adios, assholes!

2008-12-22T22:32:00.001+12:00

Jeg skrider på juleferie nu, og jeg tager IKKE computeren med :-O

Nix. Jeg gider ikke. Jeg vil bare æde konfekt og læse og være ligeglad med alt og alle. Også dig! ;-p

GOD JUL!