Og så sad jeg dér og tudede ...

... fordi, jeg lige har sagt farvel til Knirke, som flytter til Costa Rica i næste uge. Eller. Ikke farvel, men på gensyn, for jeg skal helt sikkert på besøg i de varme lande og sidde i en havestol med min Macbook Air på skødet og skrive Den Store Danske Roman med en liter White Russian i en gulvspand ved siden af. Ja.

Men for nu er det farvel. Og det er hårdt. Der er så meget, jeg synes, jeg ville sige, men er det nødvendigt? Måske. Så nu skriver jeg det. Bare sådan som det er.

Kære Knirke,

Da jeg mødte dig var jeg helt ny på Woman. Jeg havde en masse forestillinger om, hvordan jeg skulle være for at passe ind. Jeg skulle gå i højere sko, jeg skulle gå mere med nederdel, og jeg skulle endelig huske at bruge lipgloss. Og så skulle jeg huske at sige de rigtige ting, høre det rigtige musik og se de rigtige film. Allerede første dag, da jeg så dig, blev jeg rolig indeni. Du havde din militærgrønne t-shirt med den røde stjerne på, slidte jeans og Doc Martens, og så havde du håndjerns-halskæden på. Du sad med høretelefoner på, men jeg kunne alligevel høre, at du hørte Nine Inch Nails. Jeg elskede dig fra dét sekund.

Vi sad ved siden af hinanden i det frygtelige, åbne kontorlandskab. I begyndelsen sagde vi ikke så meget til hinanden, men ganske langsomt begyndte vi at nærme os hinanden. For første gang i mit liv mødte jeg en kvinde, som var præcis som mig indeni. Som hørte det samme musik, havde et crush på Henry Rollins, som elskede Dick Turpin, og som havde tilbragt størstedelen af sin barndom og ungdom på sit værelse dybt begravet i bøger, og som var mærket for livet af jævnaldrenes mobberier, og som havde præcis den samme følelse, når hun gik ind i et rum fyldt med nye mennesker: de kan ikke lide mig, og jeg passer ikke ind.

Med tiden udviklede vi et nært venskab, og jeg kan helt uden pis sige, at du er det menneske i hele verden, som jeg føler det største åndsfællesskab med. Da jeg var barn var min yndlingsbog en bog, der hed "Hvorfor blæser vinden", og som (surprise!) var en meget pædagogisk forklaring på, hvorfor det blæser. (Jamen, jeg var jo en nørd. Ligesom dig...) En af sidehistorierne i bogen handlede om en lille halv valnøddeskal, som var taget ud i verden for at finde sin anden halvdel, og som til sidst fandt den. Da jeg mødte dig var det som at finde min anden halve valnøddeskal, og tak for det.

Du betyder så meget for mig, og jeg elsker dig så højt. Du er det mest unikke menneske, jeg har mødt i mit liv. Der er ingen som dig, og jeg er et meget lykkeligt og heldigt menneske, fordi du er i mit liv. Tak!

Jeg synes, du er så sej og modig at skille dig af med alt dit lort (undskyld...), sælge lejligheden og flytte til de varme lande. En af grundene til at jeg altid har elsket dig så højt, er din solide integritet. Du lever ikke på autopilot, og det er meget inspirerende midt i en tid fyldt med røvsyge, generiske villakvarterer, hvor folk bliver sammen og i deres job af bekvemmelighed, selv om de ikke er lykkelige og aldrig bliver det dér. Tak!

Tak for al den spas, vi har haft sammen. For viceværten, der er fucked up på stoffer, for drive by fistfucking, lummergoogling og brevene til FIFA om Figos transfer til Vesterbro. Og for alt det andet. Tak for lange, dybe snakke, for Schwimmehalle-dates, for mad, for druk, for smøger, for GUK og for at vise mig, at jeg sagtens kan finde min anden halve valnød, og at jeg har fortjent det.

Jeg tuder for meget til, at jeg kan skrive mere lige nu. Men det var vist også det, der skulle siges nu. Vidunderlige menneske. Jeg elsker dig. God rejse. Vi ses lige pludselig.

Kys og gnub fra din And

Her er alle de blogposts, jeg har skrevet om Knirke i tidens løb. Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er flere, men der er i al fald ikke flere, hvor hun bliver nævnt ved navn. Men de giver vist et meget godt billede af, hvor stor en del af mit hjerte, der står Knirke på.

Har du haft stress?

Jeg er blevet spurgt af Dansk Journalistforbund, om jeg vil fortælle om dengang, jeg gik ned med stress. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Det er et kæmpe problem i min branche, og det er vigtigt at få fortalt folk, at der er masser af ting, man kan gøre for at tage det i opløbet. Men det kræver at nogen stiller sig op og fortæller om det.

Er du medlem af DJ, har du haft stress, og har du lyst til at fortælle om det? Så skriv fluks til Jonas Thing på jt @ journalistforbundet.dk. Det foregår den 1. februar fra 17 til 19, og det er i København.

Nej, jeg har ikke ubetinget lyst til at fortælle om det i offentlighed. Men jeg gør det, fordi det nytter noget. Og hver gang, jeg taler om det, falder der lidt flere brikker på plads omkring det hele indeni.

Send gerne denne forespørgsel videre! Tak.

Det er alt sammen i attituden

Forleden gik min vaskemaskine i stykker. Jeg har lejet den - af den altovervejende grund, at når den går i stykker, så ringer jeg til firmaet, og så kommer de med en ny uden så meget fis. Det viste sig så, at den vaskemaskine, jeg fik i stedet for den gamle, var i stykker (!), så jeg ringede til dem, og i dette øjeblik er der således ved at blive monteret vaskemaskine nr. 2 i løbet af få dage. Jeg håber, denne her virker.

Firmaet, jeg lejer hos har valgt konsekvent at kalde deres medarbejdere for Peter, så lad os kalde den første for Peter nr. 1. Han var flink og venlig og virkede som om, han havde godt styr på det. Det hele gik efter planen (bortset fra, at han jo så leverede en maskine, der ikke virkede...), han bad mig om hjælp til nogle ting, vi småsludrede, og stemningen var fin. Han var ude igen efter max et kvarter, "god dag" og hej hej.

Peter nr. 2 lægger ud med at brokke sig højlydt over trapperne, mens han stadig er på vej opad dem. Fjerde sal i en gammel ejendom på Vesterbro - ja, der er langt op, og ja, de er stejle. Hvad havde du selv regnet med? Og bliver de trapper mindre stejle af, at du brokker dig? Nej, vel? Det næste, han brokker sig over, er parkering. Han var nødt til at holde helt ovre i en anden gade! Ja, det er lørdag morgen, hvad havde du regnet med? Jeg havde fået et rigtig dårligt indtryk af ham, allerede inden han havde fået vaskemaskinen over den sidste repos.

Peter nr. 1 beder mig om hjælp til forskellige ting, såsom at få vaskemaskinerne over det ret høje trin, der er op til mit badeværelse. Vandhanen, hvor slangen til maskinen er tilsluttet, er kalket til, så han spørger efter noget tape eller en elastik, han kan holde den sammen med. Han får det ikke til at virke, så han spørger, om jeg gider holde, mens han skifter maskinerne ud. Det vil jeg selvfølgelig gerne, og imens vi står på badeværelset, finder jeg ud af, at hans kollega fik stød forleden, fordi han havde glemt at slå strømmen fra, at han blev gift i sommer og venter en søn, og at han holder med Liverpool. Som sagt er vaskemaskinerne byttet ud og Peter nr. 1 er ude af bulen efter et kvarter.

Peter nr. 2 er 45 minutter om at: styrte bandende op og nedad trapperne to gange, fordi han skal hente værktøj i bilen (værktøj, han fint kunne have lånt af mig, hvis han havde villet) hærge dørtrinnet til badeværelset og klemme sin ene fod (hvis jeg ikke havde insisteret på at hjælpe med at få maskinen over dørtrinnet, havde han nok stået og hærget det endnu...) og oversprøjte sig selv med vand (fordi han afslog min hjælp til at holde slangen knækket) og montere vaskemaskinen.

Nu er han gået, bandende nedad de stejle trapper, på vej til andre kunder, og jeg kan selvfølgelig være ligeglad med, hvordan han vælger at gribe sit arbejde an, men kors i hytten, hvor er der meget food for thought i de to Peter'ers måde at gøre tingene på.

På mit spejl i entreen står der "Lav en god dag", og jeg ved af lang erfaring, at det kan man sagtens. Og at din livskvalitet i vid udstrækning afhænger af din attitude overfor det, du har at arbejde med her i tilværelsen.

Det forudsætter bare, at du

1) Lader være med at brokke dig over ting, du ikke kan gøre noget ved, såsom parkeringsforhold, trappers beskaffenhed, vejret etc.

2) Åbner øjnene for de muligheder, der altid er for at gøre tingene anderledes. Fx bede om hjælp, så du fx slipper for at få klemt foden og blive oversprøjtet med vand, og løbe forgæves op og ned fra fjerde sal. Standse op, tage en dyb indånding og se, at hvis du vender vaskemaskinen om på din sækkevogn (som i øvrigt er fuldautomatisk og sparer dig for trods alt at skulle hive maskinen op på fjerde ved egen kraft), så slipper du for at gå krumrygget. Og så videre og så videre.

Den engelske psykolog Richard Wiseman har forsket i menneskers held i mange år, og hans resultater er tankevækkende. Han har fundet ud af, at vi mennesker skaber vores eget held gennem den måde, vi tænker på. Fx ved at være åbne overfor de muligheder, der er, forvente det bedste og at vende negativt til positivt. Det synes jeg, er så fedt at tænke på, og jeg ville virkelig ønske at brokmåse som Peter nr. 2 ville indse dette. De ville få et så meget sjovere og bedre liv, plus at vi andre ville slippe for at få vores inventar hærget og ikke mindst lytte til deres brok. Er det ikke interessant, at min helhedsoplevelse er bedre omkring en person, som leverer en defekt vaskemaskine, end ham, der leverer en i perfekt stand? Det synes jeg.

Onsdag nat blev jeg ramt af en eller anden form for mavehalløj, som gjorde at jeg missede en deadline og måtte melde fra til et møde torsdag morgen. Torsdag regnede det hele dagen med den der særligt kolde, syndflodsagtige regn, som er så særlig for januar. Jeg havde to møder mere den dag, og da jeg vågnede efter to timers dårlig søvn, lå jeg med min telefon i hånden og var meget tæt på at ringe og aflyse og bruge hele dagen i sengen.

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke aflyste dagen, for det blev en fuldkommen forrygende dag. Jeg efterlyste min ja-hat på Facebook, fandt den med en god og dejlig vens hjælp, trak i regntøjet og cyklede ud i dagen, som bød på ikke mindre end to fantastiske og inspirerende mennesker. Jeg endte faktisk med at cykle næsten 20 kilometer. I regnvejr. Og mørke. Og jeg elskede det. Jeg fik hørt to kapitler i Stephen Frys "Moab is My Washpot", snakket i telefon med min far og blev blæst godt igennem af vinden fra Øresund. Dejligt.

Ja-hatten er ikke nødvendigvis køn, men den får dig fra A til B og videre til C med tørt hår ; ) 

Nå. Nok om det. Nu vil jeg teste, om den nye vaskemaskine virker. Hvis den ikke gør, vil jeg bede dem om, at det er Peter nr. 1, der kommer med (endnu) en ny ...

Min ven i NYPD

Kan I huske dengang, jeg boede i New York og fik hugget min taske i Central Park? Der hvor jeg blev kørt downtown i en politibil og fik en megasej politi-ven? (Hvis ikke kan du få genopfrisket hukommelsen her) I dag blev jeg mindet om det, fordi jeg cyklede udad Strandvejen og forbi en politimand, der havde stoppet en eller anden mand i en bil for et eller andet. I dunno. Og så kom jeg bare til at tænke på, hvordan "min" NYPD-politimand mon havde det.

Så jeg googlede ham og fandt ud af, at han gik på pension i april, efter 27 år i tjenesten, og at han har det godt. "I'm living on a golf course and my other hobbies are motorcycling and hunting." Han er flyttet til Denver med sin kone, men jeg kan stadig godt lide at tænke på, at jeg har en ven i NYPD.

Den enevældige hersker, ninja og jetset-dronnings nytårstale

Dronning Margrethe gør det. Helle Thorning-Schmidt gør det, og som enevældig hersker, ninja og jetset-dronning, gør jeg det selvfølgelig også. Holder en nytårstale. Til forskel fra dronningen og statsministeren har jeg dog valgt dels at holde min fra min seng og at krydre min tale med lidt musik (lidt god musik gør alle mennesker glade, som den kære Gustav Winckler jo sang) – og hvad kunne være mere passende end at vælge de fire numre, jeg havde med på min nytårsaften-playliste hos Clara? 3 numre fra 2011 og 1 nummer, der repræsenterer 2012. Plus et bonus-track.

Nå, ikke mere snak. Here goes: 

Kære allesammen,

Tusind tak for et forrygende år. Det har nok været et af de mest kickass år nogensinde i hele mit liv, og det siger immervæk en hel del. Det startede dog ud i den knap så kickass ende, da jeg efter fire måneders sygdom vendte tilbage til mit gamle job. Jeg var stadig stærkt mærket af stress, og jeg kunne lynhurtigt mærke, at det ikke bare var noget, der ville gå over af sig selv, så jeg tog tyren ved hornene og blev freelancer igen. Åh, det var en god beslutning. Det går rigtig fint for det bette verdensfirma. Det er ikke fordi, millionerne ruller ind på kontoen (endnu), men den enevældige hersker er meget glad og tilfreds med opgaverne, deres omfang, og ikke mindst det faktum, at de kan laves i sofaen derhjemme i nattøj og skisokker, hvis det er med dén på.

Og det er det altså ind i mellem. Sådan noget stress er ikke bare lige noget, man kommer sig over så hurtigt, har jeg fundet ud af. Men det går rigtig fint, og jeg har lært at tage de forholdsregler, der nu skal tages i sådan en situation. Og så har jeg lært rigtig meget af det, og så bliver det sådan set ikke meget større, synes jeg. 

En af de vigtigste ting, jeg har lært, er hvor mange mennesker, der elsker mig. Jeg skulle åbenbart helt derud, hvor jeg knap nok kunne huske mit eget efternavn, før det for alvor gik op for mig, at jeg har det vildeste heppekor af mennesker i ryggen, som vil gøre alt, og jeg mener ALT for mig. Det er så vildt, og jeg er meget, meget taknemmelig.

Derfor er det første nummer på min playliste Pearl Jam med “Just Breathe”. Dels fordi han synger “I’m a lucky man to count on both hands the ones I love” og fordi det med at trække vejret har været en af de virkelig afgørende grunde til, at jeg er blevet rask. Eller hvad man skal sige, jeg er blevet. Tænk hvilken forskel det kan gøre bare at stoppe op og trække sit vejr helt ned i de yderste lungespidser. Og tænk hvilken forskel det gør, at have dejlige mennesker, der står klar, når lokummet brænder.




Tak! Jeg elsker jer!

Den næste sang i playlisten er “Arlandria” med Foo Fighters, og det er det af flere grunde. For det første fordi, jeg har fået bildt mig selv ind, at Dave Grohl ikke synger ‘Arlandria’, men ‘All Andrea’ i omkvædet, og ja, det er vildt teenageagtigt, men sådan er det bare. 2011 har virkelig stået i Foo Fighters’ tegn. Jeg var i sommerhus i hele maj måned for at skrive bog, og da var den seneste plade lige udkommet, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at den stort set kørte på repeat hele den måned. Sammen med alle de andre plader selvfølgelig. Øj, hvor de søde dyr i haven ved det gule hus på Hesseløvej fik lært at holde af høj musik.

Og ja, jeg skrev jo sådan set den der bog på en måned. Det må jeg jo indrømme, selv om det jo beviser, hvor autistisk struktureret og hvor målrettet, jeg i virkeligheden er, når jeg ellers er motiveret for det. Det kan man jo godt tænke lidt over, og det har jeg selvfølgelig også gjort. Jeg VIL skrive flere bøger, og lur mig, om jeg ikke snart tager mod til mig og gør alvor af den der drøm om at skrive fiktion. Jeg tror godt, jeg tør nu. Nu må vi se.

Jeg sendte mailen med manuskriptet afsted til Anne på Rosinante samme dag som jeg tog tre uger til New York på ferie. Åh, New York altså. Man skal virkelig være sløv i optrækket for ikke at have fattet, at jeg har verdens største crush på den by. Jeg VIL derover igen i 2012!



Den ene af ugerne kom søde, dejlige, skønne Inge over og besøgte mig. Inge var “min” første praktikant på Woman, og jeg oplevede for første gang i mit liv at være sammen med et menneske nonstop i en hel uge uden på noget tidspunkt at have lyst til at rive hovedet af hende. Det har jeg aldrig oplevet før, og det gjorde mig glad. Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget i vejen med, når jeg får nok af mennesker, og er nødt til at være for mig selv for at holde det ud, men det behøver måske ikke være sådan? Måske er det nogen gange de andre, der er noget galt med? Wow, sikke en tankevirksomhed det satte i gang i det bette hoved.

Og så fik jeg prøvet at løbe i Central Park. Det var fuldkommen lige som at være med i en film at løbe rundt om “Jackie’s pond”. I det hele taget var 2011 året, hvor det der med at løbe for alvor er faldet på plads for mig. Jeg har accepteret, at jeg har en fod, som ikke kan løbe længere end 10 kilometer i ét stræk uden at den begynder at gøre ondt. Og at det er fint nok, og at man ikke behøver løbe halv- og helmaraton i tide og utide for at være en rigtig løber. Og at jeg ikke løber af andre grunde end at jeg elsker det.

To dage efter jeg kom hjem fra New York, spillede Foo Fighters i København. ØJ, det var en fed koncert, og helt ærligt, hvis jeg ikke havde haft dét at se frem til, var jeg nok blevet derovre. Jeg var selvfølgelig til koncert med Clara. Min fantastiske med-ninja og partner in crime, som elsker Dave Grohl lige så højt, som jeg gør. Og som jeg har haft mere spas med i 2011 end nogen anden. Vi stod helt oppe foran scenen, så vi næsten kunne røre ved Dave Grohl. Ja, vi skreg. Ja, jeg græd. Hvis Clara var en mand, havde jeg giftet med mig hende pronto! 

Nå, onwards, inden det bliver for sentimentalt. For det allerstørste, der skete i år, det var jo, at bogen udkom. Bogen. Åh, hvor er jeg stolt af den. Både fordi den har solgt 1.000 eksemplarer (eller, det ved jeg faktisk ikke, om den har, men ugen inden jul rundede vi 985, så jeg går stærkt ud fra, at vi har rundet 1.000…) og har fået supermeget presse, men mest af alt på grund af folks reaktioner. Jeg er så overvældet over, hvordan den er blevet modtaget. Mails, opringninger, facebook-beskeder i en lind strøm fra mennesker, der griner, græder og sluger bogen, fordi de kan kende sig selv i den, og som er lettede over, at nogen tør sige det, jeg gør.

Min tredje sang for 2011 er Queens “Fat Bottomed Girls”, som er en hyldest til alle kvinder, der har en stor røv. “Fat bottomed girls you make the rockin’ world go ‘round”, synger Freddie Mercury, og den attitude ville jeg ønske, flere af os turde have. Jeg håber virkelig, at jeg med min bog kan puste til folks selvtillid, så de ranker ryggen, skyder deres fænomenale barm frem og går ud i verden som de lækre kællinger, de er, på trods af deller, appelsinhud og flæskearme. Sgu!



Så ja, 2011 var et dejligt år for mig. Jeg var i Rom i en uge med min mor og min søster, hvor vi kom tæt på hinanden på en helt ny måde. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men blot sige, at det var noget med et tilstoppet toilet, et bidet og en stor stak aviser. Og en diskusprolaps i min mors ryg. Men der skal mere til at ødelægge vores gode humør, og vi endte med at have en vildt dejlig tur, som tvang os til at slappe af, hvilket nok i virkeligheden var det, vi alle tre trængte mest til.

Kærligheds-wise var 2011 bestemt ikke det mest actionpacked år i mit liv. Faktisk var der så lidt halløj og hankypanky, at det nærmest kan være lige meget. Jeg havde lige slået mig til tåls med, at det nok var noget stressrelateret ikke at kunne få pulsen op over noget mandfolk, udover når jeg syntes, de var latterlige. Men så slog de sidste måneder af 2011 lige et ordentligt slag med halen, og viste mig, at dén attitude kan jeg godt stikke op hvor solen aldrig skinner. It's complicated, som det hedder i vore dage, af mange forskellige grunde, som jeg ikke vil belemre jer med, men uanset hvad det hele ender med, er det dejligt at gå rundt med en stille buzz af noget lykke i maven. Det er mange, mange år siden, det er sket sidst. Tak for det!

Der skete selvfølgelig også triste ting i 2011. Det meste af det har jeg glemt igen, men to ting skiller sig markant ud. Det første var, da min onkel døde i sommer, alt for tidligt. Han havde lungekræft, og vi sidder vist allesammen tilbage med en følelse af, at det var for tidligt, og at det er uretfærdigt. Sådan som det jo tit er i sådan en situation. Jeg er meget glad for, at jeg måtte sidde hos ham, mens han døde. Det lyder sikkert makabert i nogles ører, men jeg syntes, det var en fin oplevelse. Det samme var hans bisættelse, selv om det var ufattelig hårdt. Men altså. Man kan sige meget dårligt om døden, men der er ikke mange ting, der kan sætte ens eget liv i perspektiv som dén …

En af de sange, jeg helt til allersidst overvejede at tage med på min playliste, er Rosa Lux’ remix af Alberte Windings “Min klub først”. Den hæfter sig på et andet dødsfald, nemlig Kjeld Tolstrup, som døde i marts. Kjeld og jeg havde gennem længere tid talt om, at jeg skulle skrive en biografi om ham i anledning af hans 30 års jubilæum som DJ. Det kom aldrig så vidt. Først blev planerne bremset af, at jeg fik fast job og siden blev syg. Så fik jeg en forlagskontrakt på en anden bog, og Kjeld fik nogle helbredsproblemer, som han lige skulle komme sig over. Men SÅ skulle vi også lave den bog.

Det ville være blevet en fuldkommen forrygende bog, men det skulle ikke være sådan. Og egentlig har han jo heller ikke brug for noget andet eftermæle end det, han allerede har. Noget af det, jeg særlig godt kunne lide ved Kjeld var, at han sagde tingene lige ud. Der blev ikke pakket noget ind, og kunne man ikke lide det, måtte man sgu selv ligge og rode med dét. Men samtidig er han et af de mest omsorgsfulde mennesker, jeg har mødt i mit liv, og det var ikke kun Kjeld, der fik vendt og drejet nogle holdninger og indsigter undervejs i vores snakke.



Nå. Nok om døden og alt det, og lad os i stedet se fremad, kære venner.

Den sidste sang på playlisten er min 2012-sang. Det er “The Mob Goes Wild” med Clutch, et band, jeg desværre først har lært at kende i år, men som jeg til gengæld er blevet supervild med. Det er min 2012-sang fordi jeg selvfølgelig håber, at min bog bliver ved med at sælge, og at jeg bliver booket til foredrag herfra og til dommedag, og fordi det i det hele taget bare er en mega kickass sang. Jeg håber, 2012 bliver et mega kickass år, jeg og vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for at det bliver det.



Tak for et dejligt, dejligt år! Jeg håber, I allesammen får et dejligt 2012 fyldt med grin, gråd, kys, knubs, og alt det andet, der gør livet værd at leve. I er de bedste! TAK.

Gud bevare Danmark!