06 oktober, 2012

Noget om Stenbjerg

Jeg har længe villet skrive noget om Stenbjerg. Det er der, min mors sommerhus er, og hvor jeg stikker af til, så snart jeg kan se mit snit til det. Huset er gammelt og kun opvarmet med en brændeovn, så man kan kun være der om sommeren. Jeg glæder mig til at komme derop igen.
Det er først indenfor de senere år, at det sådan for alvor er gået op for mig, hvor meget Stenbjerg betyder for mig. Et er alle somrene, jeg har tilbragt deroppe i fuldkommen fri og uovervåget leg med min søster, men noget andet er, at det er der, mine rødder er. Nogle af dem i al fald. Både min morfar og mormor er opvokset der, og som barn morede jeg mig altid meget over, at jeg var i familie med stort set alle, der ligger begravet på den lille kirkegård. På den kirkegård ligger min mormor og morfar begravet i dag, og min mor har for mange år siden købt gravstedet ved siden af deres, og jeg ved også, hvordan hendes gravsten skal se ud og hvilke salmer, hun vil have sunget til begravelsen.

Min mormor og morfars grav
Det er bare sådan, vi er i vores familie. Døden - det er sgu ikke noget, vi er bange for at snakke om. En del af den opfattelse stammer helt sikkert fra min mormor. Hendes far var fisker (som de fleste mænd i Stenbjerg og omegn) og kirkebetjent, så det var ham, der gravede gravene, kastede dem til og den slags. En overgang var der ikke noget kapel, så de døde stod i mine oldeforældres bryggers. Min mormor og hendes søskende (de var 11 i alt), hjalp somme tider til med at grave grave, og når de legede, legede de begravelse. Så lavede de gravsteder, hvor de begravede små pinde, satte blomster omkring og sang salmer og bad Fadervor. Siden da har døden ligesom bare været noget, man måtte tage med som en del af livet, og jeg er jeg utrolig glad for at være vokset op i en familie, der har så pragmatisk en tilgang til noget, der kan være så tabubelagt og svært.

Men altså. Jeg ved rigtig, rigtig meget om min mors familie. Så meget, at jeg virkelig burde sætte mig ned og skrive en slægtshistorie. Den ville blive både sjov og rørende og skræmmende. Måske gør jeg det en dag. Nu må vi se.
Min morfars forældre, Elvine og Christen Trab Christensen. De byggede det hus, vi har som sommerhus i dag, på Stenbjerg Kirke Vej nummer 74.

Fra dengang, der stadig var erhvervsfiskeri i Stenbjerg
På mit køleskab hænger et billede af mig som barn. Mig som rædselsslagent barn. Min morfar var netop trådt ud af billedet, og selv om han ikke var mere end et morfarskridt væk, var jeg altså døden nær af skræk. Jeg sad nemlig helt oppe på skulderen af “figuren”. Figuren var en gammel gallionsfigur fra et skib, som stod udenfor maleren Jens Søndergaards hus, der ligger mellem Stenbjerg og Vorupør. Den står der for øvrigt endnu, figuren, bortset fra, at den nu er blevet vendt, så den står med front ud mod vejen. Dengang stod den med fronten mod syd. I dag vender den mod vest, ud mod havet. Det er egentlig også mest passende for en gallionsfigur.
Min morfars far, Christen Trab.
Som barn havde min søster og jeg en leg, som gik ud på, at når vi passerede gallionsfiguren i bilen på vej over for at handle hos købmand Hillgaard i Vorupør, så gjaldt det om at råbe “figuren!”, netop som vi passerede den gule gallionsfigur. Så det gjaldt i sagens natur at tiltuske sig forsædet, da man så ville passere figuren før den, der sad på bagsæet. Og hvis man sad på bagsædet var ens eneste chance, at den på forsædet glemte, at man skulle sige “figuren”. Men det glemte den på forsædet aldrig.
Min søster er også med på føromtalte billede, trygt omsvøbt af vores far, som i dagens anledning har forbinding om fingeren. Jeg havde nemlig fået en lommekniv af min morfar, som syntes, det var på tide, at jeg fik en lommekniv, og som forklarede mig, at jeg kun måtte få den, hvis jeg lovede altid at snitte væk fra mig selv, og i det hele taget opføre mig fornuftigt med den. Det lovede jeg. Men min far, det kære væsen, syntes alligevel, jeg burde have en mere praktisk instruktion udi at benytte lommekniven. Det endte, ikke overraskende, hvis man kender min far, med at han skar en dyb flænge i fingeren og måtte til lægen i Hundborg og have den syet.
Min morfars mor, Elvine, der røgter får i klitterne.
Lommekniven har jeg endnu. Den er helt rustet fast i skæftet, og er fuldkommen ubrugelig i dag, men jeg nænner ikke at smide den ud. Jeg fik lov at skære fisk ud sammen med min morfar med den. Fandt den lille grønne galdeblære indeni torsken, som, hvis der gik hul på den, ville ødelægge hele fisken med dens grønne indhold. Skar øjet op og fandt den lille, perlemorsagtige plade, der sidder derinde, leveren, rognen, og en sjælden gang i mellem en hel, lille fisk, som torsken havde spist.
Min morfar ordnede fiskene ved en kasse med et spækbræt på ude på græsset. En dag skulle vi ordne ål, og det var noget af det bedste: min morfar bankede et søm i ålen og trak skindet af med en tang. En af ålene slap væk, og vi fandt den dagen efter, langt væk fra huset. Den havde vandret i græsset. Om aftenen fik vi stegte ål, og jeg forsøgte at holde trit med de voksne, der lagde ålebenene rundt om tallerkenen for at se, hvem der kunne spise mest. Til sidst brækkede jeg mig. Jeg har aldrig spist stegt ål siden.

Fra venstre: Min morfar, Christen, hans lillesøster Gerda og deres lillebror Arne. Arne er 91 og bor på Amager, og laver selv mad hver dag.

En aften fik vi kogt torsk, hvilket altid har været en af mine absolutte livretter. Jeg fik et stort fiskeben galt i min lille hals, og kan stadig huske fornemmelsen af at være ved at blive kvalt. Igen måtte vi lynhurtigt afsted til lægen i Hundborg, der jog en træspatel ned i gabet på mig. Det hjalp, og jeg er stadig utrolig glad for kogt torsk.
Det her er vores sommerhus. Det er min morfars barndomshjem, og min oldefar har selv lavet stenene, det er bygget af. Det er ret vildt. Min morfar var den ældste af tre børn. Min morfar hed Christen, og det hed alle de ældste sønner i den familie, lige indtil han og min mormor valgte at kalde deres ældste søn for Tage. Min morfar hed Christen Bak Christensen. Hans far hed Christen Trab Christensen. Hans far hed Christen Bach Christensen. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Bach blev til Bak, men jeg mener, min morfar engang har fortalt, at han fik det lavet om under krigen, fordi han ikke ville have et tyskernavn.

Min tipoldemor, Beate.
Min tipoldefar, altså Christen Bach, var gift med Beate. Det er hende, min søster er opkaldt efter. Hun er på min alder på billedet, så det er ret tydeligt, at det ikke var noget liv i sus og dus at være fiskerkone. Fiskene skulle hentes ved havet i trækurve, der blev båret på ryggen ligesom en rygsæk, men meget større, og med smalle reb i stedet for stropper. Fodtøjet var håndsnittede træsko med halm i og i uvejr fiskede de i lærredstøj, der blev malet med bej for at blive vandtæt. Fiskerne landede deres fisk på stranden, og de fleste veje i Stenbjerg er opkaldt efter de gamle fiskerbåde. Ebenezer. Lykkens Håb. Den slags navne. Der er kun joller tilbage i Stenbjerg nu. Der er ganske få fiskerbåde tilbage i Vorupør, men ellers er det kun fiskerne i Thorup Strand, der lander deres fisk på stranden i dag.

Beate, og senere Farbror Jens' hus
Beate boede i et gult hus ovre på Istrupvejen. Det er på vej ind i skoven, og ligger lige opad den gamle redningsvej. Der er så fint. Jeg elsker at gå eller løbe i det område. Beate havde en søn, der hed Jens. I daglig tale kaldet Farbror Jens. Farbror Jens blev aldrig gift. Han gjorde vistnok haneben til min mormors mor, længe før hun mødte min oldefar, men det blev aldrig rigtig til noget. Og så blev Farbror Jens eneboer, og boede i sit barndomshjem til sin død. Han stod op og spiste sin aftensmad ved køkkenbordet, havde sand på gulvet, og når han fik øjenbetændelse badede han øjnene i sprit. Det var lige indtil min mormor sagde til ham, at det måtte han altså ikke, for det kunne man blive blind af. Så begyndte han at bade dem i kamillete i stedet for. Når min mor og hendes søskende kom på besøg, skulle de have et stykke sukker. Det var i en rusten dåse på en hylde over slagbænken. Nogle gange var det kandis, en sjælden gang var det rigtig bolsjer, men oftest var det bare almindelige sukkerknalder. Min morfar fortalte mig om engang, da Farbror Jens var blevet rigtig gammel og ikke rigtig kunne se mere (måske på grund af for meget baden øjne i sprit), var der kommet en hugorm ind i huset, men Farbror Jens havde troet, det var en pind og havde smidt den ud af døren. Uden at blive bidt.

Hugorme var noget nær min værste skræk (dem og så at falde hele den lange vej ned fra figuren), da jeg var barn. Noget af det skyldtes helt sikkert historien om Pandekagemanden. Pandekagemanden boede i Pandekagehuset, og historien om ham var, at han var blevet bidt af en hugorm og var blevet lam i benene. Så Pandekagemanden fik lavet et stort vindue i Pandekagehusets gavl, så han kunne ligge og kigge ud på de ganske få forbipasserende på Istrupvejen. I virkeligheden havde Pandekagemanden nok haft polio som barn. I dag er det store vindue muret til og Pandekagemanden er forlængst død. Og nej, jeg ved ikke, hvorfor han blev kaldt for Pandekagemanden.
Pandekagehuset som det ser ud i dag

Min mormor var i særdeleshed glad for skoven. Som ung gad hun aldrig til stranden, sikkert fordi den mindede hende om hårdt slid og slæb, men hun cyklede gerne over i skoven med en bog. Jeg elsker havet, men jeg kan også sagtens forstå min mormor. Vi har plukket utrolig mange blåbær og samlet utrolig mange kantareller i den skov, og som små fiskede min søster og jeg skaller og små ørreder i åen, der flyder igennem. Åen munder ud i Ovesø, og jeg har tænkt nogle af mit livs vigtigste tanker ved den sø. Så den har stor betydning for mig. Jeg elsker det store vandspejl, de høje skrænter omkring den, køerne, fiskehejrerne - det altsammen. 

Men mest af alt elsker jeg nok Vesterhavet. Uden det, havde jeg ikke været her, for det er det hav, der har været min families levebrød i mange, mange generationer. Jeg har formentlig set solen gå ned i Vesterhavet flere hundrede gange i mit liv, men jeg bliver aldrig træt af det. Jeg har lært at svømme i Vesterhavet, og kan man det, så kan man bade overalt. Jeg er blevet skuffet hver gang, jeg har stået overfor andre have, for ingen have kan måle sig med Vesterhavet. Eller “Det store hav”, som min søster og jeg kaldte det som små. Og var der noget, man skulle passe på, så var det, at det store hav ikke kom og tog én. Det gjorde det somme tider, mest med de tyske turister, som ikke forstod, hvordan man passede på, men bare padlede ud i små gummibåde med små, dumme årer, der ikke kunne en skid. Eller som svømmede udad, eller gjorde andre dumme ting.


Gravsten fra druknede fiskere, fra den gamle kirkegård i Vorupør

Strømmen er stærk i Vesterhavet, og gennem tiden er mange skibe gået på grund og mange, mange fiskere er druknet. Som fiskerkone vidste man aldrig, om man så sin mand i live igen, når han tog på havet. Ved stranden i Stenbjeg - og i Vorupør og mange andre steder på kysten - er der et stort trækors ved stranden, som blev brugt som markør til fiskerne. Der blev hængt en slags balloner op, som fiskerne kunne se ude fra havet. En ballon betød, at der var uvejr på vej. To balloner betød, at man skulle søge nærmeste havn, og tre balloner betød, at brændingen var så voldsom, at de skulle blive ude, da båden ellers ville blive knust.

Min mormors far, Niels Bonde, er nr. 3 fra højre. En flot fyr, synes jeg.

Min oldefar Niels var redningsmand. Han var en af de mænd, der roede ud i redningsbåden, når der var skibe i havsnød. Jeg har set båden. Den er udstillet i redningshuset nede ved stranden. Jeg får tårer i øjnene af deres mod. Og den vilje og den styrke, det har krævet at ro så stor og tung en båd ud gennem uvejret og de høje bølger for at redde nogen, de måske overhovedet ikke anede hvem var. Uden at få en skid for det.
Det her er kroen i Stenbjerg. Den ejede min morfars søster Gerda og hendes mand i mange år. Det er faktisk blevet et rigtig okay sted at spise igen, hvis du lige skulle komme på de kanter. Min mormors familie var indre missionske, men de afveg fra normerne ved, at de gerne måtte spille Sorteper og Uno, og ved at de gerne måtte gå til bal på kroen, for hverken min oldefar eller oldemor kunne se hvordan Vorherre skulle kunne have ondt af, at vi mennesker danser og har det morsomt. Deres Faster Mette, som boede lige overfor kroen, var dog af en anden opfattelse, så når de skulle til bal, måtte de snige sig hele vejen bagom Faster Mettes hus og indad bagdøren på kroen. 

Min mormor og morfar. Et smukt par.

Min mormor havde en stor æske med gamle billeder, som jeg elskede at høre hende fortælle om. Et af billederne forestillede en ung mand, som min mormor åbenbart havde været kæreste med før min morfar. Og et andet af billederne forestillede min morfar på en strand sammen med en ung pige i badedragt, som tydeligvis ikke var min mormor. Min morfar var ni år ældre end min mormor, og de var begge voksne mennesker, da de blev kærester, men da jeg var barn, syntes jeg, det var virkelig underligt, at de havde haft andre kærester end hinanden. 

Dette er min mormors morbror, Christian. Morbror Christian boede nede ved kroen, og han cyklede ned til æ haw hver eneste dag helt indtil han døde, højt oppe i firserne. Morbror Christian er et af de sødeste og mildeste mennesker, jeg har mødt. Han havde let til tårer, samtidig med, at han var et rigtigt mandfolk, der gik med ulden undertrøje og træsko året rundt. Min mor har et fantastisk billede af Morbror Christian, der hjælper min toårige søster med at få sko på. Jeg skal nok affotografere det næste gang, jeg er i Aalborg, så I kan se det.

Stenbjerg Landingsplads.

Morbror Christians og min oldemors mor hed Else, og hun var tosset. Nogle gange truede hun med, at hun ville gå ud i laden og hænge sig, og hendes mand svarede til sidst bare, at hun nu måtte sørge for at finde en strik, der kunne holde. Så gik Else gerne rundt ude i klitterne en hel nat og kom tilbage og var gennemblødt af regn. Min mormor har fortalt om, hvordan hun vrantent spurgte, hvad de ville, når de kom på besøg, hvortil morfaderen bare sagde “Hold din kæft, Else, og giv æ bar’ en mel’mad.” Min oldemor blev en slags reservemor for Morbror Christian. Deres bror gik en vinter gennem isen på en dam og blev gennemblødt af iskoldt vand, og i stedet for at lade ham komme ind og skifte tøj, sendte Else ham til havet efter garn i frostvejr, så han fik lungebetændelse og døde. Inden han døde sagde han til min oldemor: “Hvis bare du havde været her Mariane, så havde jeg overlevet.” Puha. Sikke et liv.
Min oldemor og oldefar yderst til venstre og min mormor yderst til højre. 
Min mor står helt ude i nederste højre hjørne.
Min oldemor, Mariane, som var gift med Niels og fik 11 børn, fik i øvrigt tyfus som barn. Hun var stadig kun et barn, da hun kom ud at tjene, og det på en gård, hvor de ikke fik mad. Så Mariane skulle selv have mad med hjemmefra, heriblandt æg, der jo naturligvis ikke kunne holde sig. Så hun fik tyfus. 


"Sneglehuset", som min mormor er vokset op i, og som min mor boede i en stor del af sin barndom.

Jeg har allerede nævnt Jens Søndergaard. Hans billeder elsker jeg. Krøyer var i Stenbjerg og male en overgang, men det slår slet ikke Jens Søndergaards billeder. Der er en vildskab og en råhed over landskabet i Thy, som Krøyer slet ikke fangede, eller opfattede, men som Jens Søndergaard har helt styr på. Jeg synes, det er noget af det mest fascinerende ved Stenbjerg, og Thy for den sags skyld. Det hele er så flot, når man først ser det, men lige nedenunder er alt det andet. Hugormene, hestehullerne, strømmen, stormen, det store hav. Det, der forvitrer alting, så man skal male sit hus og sine vinduer i tide og utide, og som gør det umuligt at holde en prydhave fx. Men hvad skal man også med sådan en, når man har lyng og marehalm og Kongens knapper lige udenfor døren?

I flere år tilbragte en tysk kunstner ved navn Käthe Lassen somrene i Stenbjerg. Hun har malet rigtig mange i min familie, blandt andet dette billede. Det er min morfars mormor i midten, omgivet af nogle af sine mange børn.

Min morfars mormor og morfar. Man kan godt se, det er den samme kvinde, Käthe Lassen har malet ovenfor. Jeg synes simpelthen, de er så smukke begge to. Dem gad jeg godt at have kendt.

Det var lidt om Stenbjerg. Her har jeg rod, herfra min verden går, som det hedder i sangen. Og når jeg ind i mellem bliver ramt af tungsind og usikkerhed på, om jeg kan klare det her liv, så tænker jeg, at jeg er udsprunget af mennesker, som hver dag har slæbt 40 kilo fisk på ryggen i trækurve, og så er det jeg tænker, at selvfølgelig kan jeg det.



Måske skal jeg virkelig skrive den slægtshistorie engang ...



Det koster i øvrigt kun 60 kroner om året at være medlem af Foreningen til bevarelse af Stenbjerg Landingsplads.

7 kommentarer:

  1. Jeg vil gerne reservere et eksemplar af den bog!!! Kunne slet ikke rive mig løs fra den her fortælling, og jeg har tårer i øjnene, mens jeg skvulper rundt i egne og dine minder. Bedsteforældre er det smukkeste i verden og det er vestjyske fiskere også.

    Nå, du har slet ikke tid til at læse mere kommentarfelt, du har en bog, der skal skrives!!!!

    (ellllsker billederne!)

    SvarSlet
  2. Hvor er det bare fantastisk fortalt, og fine, fine billeder!

    SvarSlet
  3. Anonym5:44 PM

    Ja, det skal du, Andrea. Ikke bare måske :)
    Dejlig dejlig historie. Skriv ned og del.

    Med en mor, der er død, og en familie, der er gået i opløsning og ikke ret meget historie, så ville jeg ønske, at der havde været en, der skrev ned engang.

    Gitte K

    SvarSlet
  4. Du må virkelig gerne skrive den slægtshistorie, tak. Du skriver jo fantastisk, og her er da virkelig noget at skrive om!

    SvarSlet
  5. Anonym7:05 AM

    Hej
    Virkelig godt skrevet. Er selv fra Stenbjerg og har stadig stor tilknytning da min mor og storebror stadig bor der. Min familie på min mors side stammer også fra Stenbjerg og kender mange af de navne du nævner, rigtigt sjovt:) og ja skriv da endelig en bog jeg køber den gerne. Velskrevet! Trine

    SvarSlet
  6. frode william poulsen11:05 PM

    godt skrevet niels peter Poulsen var min morfar som var sødster til elvina

    SvarSlet