30 januar, 2011

Lidt mere om hvordan det går, sådan rigtigt ...

Kan I huske dengang, der ikke var noget internet? Jeg kan huske den allerførste email, jeg sendte. Det var i 1995, jeg var lige begyndt at studere filosofi på Aarhus Universitet og det var til en fyr, jeg havde en affære med, og min ekskæreste hjalp mig med at sende den fra fakultetets computerrum. Meget besynderlig oplevelse.

Første gang, jeg hørte tale om internettet, var nogle år før, da et amerikansk hardcoreband, jeg skulle have været til koncert med på 1000Fryd i Aalborg, havde aflyst deres turné på grund af sygdom. En eller anden havde læst det ”på en computer ude på AUC”, og jeg brugte hele resten af aftenen på at fatte, hvordan dét nu kunne lade sig gøre. Altså at en eller anden ovre i USA skrev noget på sin computer, som en eller anden i Danmark, og så endda i Aalborg (of all godforsaken places!) læste det på sin computer.

Jeg fatter stadig ikke helt hvordan det kan lade sig gøre. Jeg fatter heller ikke, hvordan jeg kan have 6.783 sange på min iPod og stadig have plads til det dobbelte. Eller hvordan et tv virker, eller hvordan et fly kan holde sig i luften. Der er i det hele taget en farlig masse, jeg ikke fatter, men lad nu det ligge.

For i dag er det der med internettet jo en fast del af de flestes hverdag. Så fast at det nærmest ikke engang giver nogen mening at snakke om det. Internettet altså.

Jeg ville ønske, jeg havde haft et internet, da jeg var teenager. Jeg boede meget langt ude på landet og følelsen af afsondrethed lå tungt over mig (*indsæt dramatisk musik her*). Da jeg for snart 10 år siden mødte en af mine bedste veninder, Knirke, var én af de ting, vi bondede over med det samme, netop følelsen af at bo langt ude på landet og drømme om at flytte til København eller måske endda endnu længere væk. Som hun så lakonisk udtrykte det, så var det ”som at glo ind i røven på en ko.”

Vi var begge to outsidere. Læste lidt for meget og især læste vi de forkerte bøger. Hørte noget underligt musik og gik i underligt tøj. Og så havde vi ikke hver vores harem af veninder, vi omgav os med. Vi havde én, max to, veninder, som vi hver især stadig kalder vores bedste. Drenge gad vi ikke, for hvad skulle vi med dem? Tro mig, det var ikke fede tider at være sådan og bo på landet.
Ville jeg ønske, jeg i 1988 kunne gå på nettet og finde Knirke, 15 år på Twitter og følge med i hendes liv? Ja! Knirke ville helt sikkert havde haft en supersjov og vittig blog, hvor hun ville have skrevet om alt det fede musik, hun hørte, så jeg var fri for at sidde oppe hele natten med pegefingeren på tuningknappen på min gehttoblaster for at få den lokalradiokanal til at gå klart igennem, hvor de spillede Jesus & Mary Chain og The Cure, så jeg kunne opdage ny musik.

Men men men. Sådan var det ikke, og det er måske meget godt alt sammen og alt det der. For nu har jeg internettet, og vips væk er følelsen af at være helt alene i hele verden. Følelsen af at sidde og glo ind i røven på en ko venter jeg stadig på skal forsvinde, men jeg har en fornemmelse af, at det er noget, jeg skal arbejde på i fællesskab med min terapeut. Eller måske bare acceptere. Hvad ved jeg.

Men altså. Siden jeg skrev den sidste blog om at have stress og være bange og alt det, er det simpelthen væltet ind med respons. Her, i min inbox, på facebook og ude i virkeligheden (som jeg også er stor fan af, hvis der nu sad nogen derude og undrede sig ...) Det er meget overvældende, og jeg er meget taknemmelig.

Dines the (crazy, funny, cute) infotainer har skrevet et indlæg om sin søster, der gik ned med stress, og om hvordan det er at stå som udenforstående og kigge ind på sammenbruddet. Det er meget sundt for mig at læse, for jeg tænker, at jeg i hvert fald ikke er lige så slem som Dines’ søster, men det er jeg selvfølgelig. Eller var ... Eller er. Eller ... Noget.

Jeg har fået respons fra mennesker (sjovt nok alle sammen kvinder, men lad nu det ligge ...), der har været sygemeldte i flere år med stress. Det fik mig til at tænke mig alvorligt om, for er jeg i virkeligheden klar til at arbejde? På den måde, jeg gør nu? Det svar bøvler jeg stadig med, men der skal nok falde en afgørelse indenfor den nærmeste tid.

For det var ikke travlhed, der fik mig ned med flaget. Det var de forkerte arbejdsopgaver, den forkerte rytme og alt, alt for lidt selverkendelse. Og alt for lidt lytten til drømmene og de virkelig ambitioner.

Stresspsykologer arbejder åbenbart med begrebet ”etisk stress”, som er netop det. ”Hvis du er vegetar og arbejder på Tulip, er det svært for dig at se dig selv i øjnene hver morgen”, som jeg fik det forklaret. Aha. Jow jow. Ser man det.

Så nu er jeg begyndt at se på lejligheder i New York. Og lave skitser til min næste bog (som Rosinante har sagt ja til at udgive, YAY!). Og finde på ideer til foredrag. Und zu weiter. Men det er altsammen i støbeskeen. Der er jo ingen grund til at forcere noget. Tænker jeg.

Jeg ved i hvert fald bare, at noget af det mod, jeg savnede i sidste blogindlæg kom tilbage med 100 km. i timen, og det skyldes i høj grad den respons, jeg har fået. At jeg ikke er alene, og at der er en hel masse mennesker ude i verden, der har det lige som mig, og som kan bruge det, jeg skriver til noget. Og at verden er stor, mægtig og god (undtagen i Egypten, Nordkorea og der, hvor Sarah Palin er) og at det hele nok skal gå.

Det er sgu da helt vildt stort! Tak, mighty internet, og tak til dig, der læser. Uanset om du skriver tilbage eller ej.

Her er en lille video fra dengang, man diskuterede hvad internettet er i fjernsynet. Det er sgu meget sødt og sjovt. Og lad mig i samme åndedrag sende en kærlig tanke til min gamle chef, der i fuld offentlighed proklamerede, at ”internettet, det tror jeg sgu ikke på. Det kommer aldrig til at slå igennem!” Well ...

13 januar, 2011

Noget om hvordan det går. Sådan rigtigt ...

Det hele startede den morgen, jeg kom ned til min cykel for at køre på arbejde og opdagede, jeg stadig havde natbukser på. Eller – det var nok startet nogle måneder i forvejen, da jeg takkede ja til at blive chef, selv om jeg i virkeligheden aldrig har haft lyst til at blive chef. Eller – måske startede det allerede, da jeg blev færdig på Journalisthøjskolen, eller dengang i gymnasiet, hvor jeg græd over at få 7 til studentereksamen i mundtlig dansk, fordi jeg som den eneste i hele Nordjyllands Amt kom op i et nynorsk digt hvoraf jeg fattede absolut intet? Måske startede det hele, da jeg startede i børnehaveklasse og allerede kunne hele alfabetet? Eller da jeg som toårig kunne alle sangene i Giro 413 udenad?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg blev rigtig, rigtig bange, da jeg stod dernede på gaden i mine natbukser, for hvad var dét nu pludselig for noget? Jeg har aldrig været specielt distræt, glemsom eller kort for hovedet, men det var jeg pludselig blevet. Hvornår? Jeg aner det ikke. Jeg tilskrev det med natbukserne, at jeg i en lang periode havde sovet rigtig dårligt. Jeg vågnede med et spjæt efter en halv time med koldsved i nakken og et tankemylder, der ikke rigtig ville lægge sig. Min telefon blev mere og mere fyldt med huskenoter – huskenoter, jeg sendte til mig selv på mail midt om natten. På jobbet voksede to do-listen ved siden af min computer til længder, hvor punkterne på den til sidst holdt op med at give mening. (Jeg har stadig ikke fået ringet til TK ang PF+JH, for jeg ved simpelthen ikke hvad det drejer sig om ...)

Så jeg gik til lægen. Og bad om sovepiller. For jeg skulle jo bare sove. Bare lige sove tre, måske fire nætter, så ville alt blive godt igen. Min læge er heldigvis en klog og grundig dame, som ikke sådan lige uden videre udskriver piller for dit og dat. Så hun spurgte. Og spurgte, og så gav hun mig et skema for at vurdere, om jeg havde stress.

Da jeg havde udfyldt to tredjedele af skemaet, græd jeg så meget, at jeg knap nok kunne se, hvad der stod på det, men jeg kunne se, at alle krydserne stod i den helt forkerte ende af papiret. Helt derude hvor det var rigtig kritisk. Så det var altså det, det var. Stress.

Jeg har ikke tal på hvor mange artikler, jeg har skrevet om stress igennem tiden, men det er mange. Og det gør jo bare det hele endnu mere ironisk. Men jeg havde – ligesom 99 procent af alle andre, der rammes af stress – aldrig forestillet mig, at det skulle gå ud over mig.

Jeg havde jo tjek på det. Og jeg var dygtig til mit arbejde – og til alt andet for den sags skyld. Og hvis der var nogen, der ikke var en svagpisser, så var det fandenedeme mig, og hvis der var nogen, der kunne klare skærene alene og uden at pive, så var det MIG.

Med løg på. Med store fede lange løg på.

Jeg cyklede ind på kontoret og sygemeldte mig, stadig stortudende, til min direktør. Hun er heldigvis også en klog dame, og hun har selv været ramt af stress, så hun sendte mig bare hjem omgående. I første omgang skulle jeg bare lige holde fri i et par uger, og så ville jeg være klar igen. Troede jeg.

Til al held havde jeg længe forinden planlagt at tage ned til min moster og onkel i deres hus i Spanien. Det var helt perfekt og lige, hvad jeg trængte til: at blive passet af nogle voksne. Jeg lavede ikke andet den uge end at sove og græde og spise god mad. Og så røg jeg en farlig masse cigaretter ude på terrassen. Den trang kom faktisk stort set samtidig med, at jeg blev sygemeldt.

Jeg kan ikke rigtig sige, hvad jeg lavede de næste tre måneder, udover at jeg sov og græd og sov og gik til psykolog og så dvd’er og blev passet af søde mennesker. Når jeg tænker på det, er det ligesom bare en stor, grå tåge, der lettede lige så hurtigt som den lagde sig. Det er meget mærkeligt.

Inde i tågen lærte jeg en hel masse om mig selv og om, hvad jeg kan holde til – og hvad jeg SKAL holde til. For det første lærte jeg, at jeg ikke er uundværlig på mit arbejde. Jeg lærte også, at jeg fremover skal lytte til min mavefornemmelse fremfor min hjernes ambitioner om, hvad der er en fed karriere for mig. Så lærte jeg, at jeg kan knække, og at jeg kan komme helt derud, hvor jeg bare sidder på sengen en hel dag i t-shirt og underbukser og græder, og er nødt til at gå en tur fordi der er knive i køkkenskuffen og sovepiller i medicinkassen og det hele måske i virkeligheden bare ville være meget bedre, hvis jeg ikke var her.

Men jeg lærte også, at selv om der er knive i køkkenskuffen og sovepiller i medicinkassen, så har jeg lyst til at være her, også selv om det hele er svært og uudholdeligt. Og at der står en hel masse mennesker klar til at hjælpe med alle deres kræfter og al deres kærlighed, og hvis ikke det er grund nok til at lade knivene blive i skuffen og pillerne i kassen, så ved jeg ikke, hvad der skulle være grund nok.

Jeg er så småt ved at lære, at det er okay, at der er ting, jeg ikke kan. Eller vil for den sags skyld. At verden ikke går under, hvis jeg ikke har styr på det hele, og at verden sørme også stadig drejer rundt selv om jeg ikke render rundt og er glad altid.

”Det er bare som om, der slet ikke er mere glad tilbage,” var noget af det første, jeg sagde til psykologen. Hvad er der så tilbage? Bange, vred og ensom for eksempel. WHAAAT?! Bange, vred og ensom? Mig?! Der ellers altid er glad og altid lige kan lette stemningen ved at smide en sjov bemærkning? Ja, åbenbart.

Nu sidder du måske og venter på den lykkelige slutning. Det gør jeg sådan set også selv. Der hvor alt går op i en højere enhed og man kommer ud på den anden side som et bedre og klogere menneske, der er glad for, at tingene er som de er og alt det der.

Okay, du kan få lidt: Jeg er tilbage på job. Det er et andet job end det, jeg forlod. Et job, hvor jeg skal skrive og være journalist, sådan helt almindelig opsøgende journalistisk arbejde uden ledelsesansvar eller noget som helst. Det er fantastisk!

Jeg har flere glade timer end triste. Jeg er begyndt at træne igen. Jeg har stort set ingen aftaler i min kalender. Jeg sover om natten, helt af mig selv. Jeg tjekker ikke min email efter arbejde. Jeg er ved at lære at uddelegere. Nogle dage kommer jeg kl. 10 og går kl. 15.30 og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed.

Men jeg er stadig bange. Jeg er bange for, at det igen pludselig skal blive for meget og at jeg knækker. Jeg er bange for, at jeg aldrig vil få min hukommelse tilbage, og at jeg resten af mit liv skal have ting forklaret og gentaget til en grad, som man ellers kun gør overfor små børn og meget gamle mennesker.

Jeg er bange for, at jeg for altid har mistet mit gamle mod til bare at springe ud på den dybe ende og se, hvad der sker. Jeg er bange for, at jeg for evigt er nødt til at vide på forhånd, hvor lang tid ting tager, hvad der præcis kan forventes at ske, hvordan der ser ud og bla bla bla.

Jeg går stadig i terapi, og det skal jeg nok blive ved med et godt stykke tid. Måske bliver jeg aldrig ”mig selv” igen. Måske er jeg endnu mere ”mig selv” nu, end jeg var før? Hvem ved? Så det er altså sådan, det er med mig. Lige nu.

Pas godt på dig selv <3