Fordelen ved at opdatere sin blog en gang om måneden er, at så spilder man ikke tiden med dét. Ulempen er så, at man godt kan komme til at tænke, at når man alligevel er i gang med at sjofle den, kan man lige så godt blive ved, og så bare i stedet skrive en eller anden åndet statusopdatering på Facebook, om at man har lavet frikadeller eller har set en grævling, eller hvad der ellers er sket af rystende kedeligt nyt i ens liv.
Men i dag er der sket to ting, jeg gerne vil dele ud af på bloggen. Den første handler om hvor små sko mennesker kan gå i. Nu så jeg godt nok ikke hans fødder, men føreren af det s-tog, jeg skulle have været med i dag, må have nogenlunde samme størrelse fødder som en Barbiedukke. Men for at begynde med begyndelsen: Jeg havde været ude hos Else Marie Pade i Charlottenlund, og som sædvanlig løb tiden fra os, og pludselig måtte jeg styrte ud af døren for at nå til møde hos IN kl 15. Jeg var cyklet derud og havde egentlig også planlagt at cykle hjem, men da det pludselig skulle gå tjept, var jeg nødt til at tage min cykel med i s-toget.
Jeg stiller mig på perronen og gør klar til at stige ombord, men opdager hurtigt, at der ikke er plads til cyklen i cykel-kupeen. Jeg begynder at gå op til den anden ende af toget, men jeg har ikke taget mange skridt, før togføreren begynder at lukke dørene. Jeg vil jo rigtig gerne med det tog, så jeg sætter mig op på cyklen og kører ned mod den anden ende af toget, på den øde perron. Jeg ser togføreren stå med hovedet ude af vinduet og tænker, at han nok skal vente, men da jeg trykker på knappen for at komme ind, sker der intet. "Havde du nu trukket cyklen, var du kommet med," siger han. "Hvad?!" spørger jeg, overbevist om at det er en joke. Det er det ikke. "Havde du trukket, var du kommet med. Man må ikke cykle på perronen," siger han og sætter toget i gang. Det sidste, jeg ser af toget, er et piktogram på døren med to hænder, der former et hjerte og teksten "Vis hensyn - det smitter". Men det gælder åbenbart kun for passagererne og ikke de ansatte ...
Sådan en latterlig nar! DSB kan se frem til en ualmindeligt syrlig og spidsrøvet mail fra mig i morgen, og så håber jeg i øvrigt at den togfører kommer til at døje voldsomt med både hæmorrider og rejsningsbesvær. Hvis han da ikke allerede gør det, hvilket man jo kunne fristes til at tro med den opførsel, han lægger for dagen.
Nå. Fuck ham. For forinden havde jeg jo som sagt været ude hos Else Marie Pade for at få hendes rettelser til bogen. Men hun havde ikke nogen! Hun var bare glad for resultatet og syntes, det var så flot, så flot, og så drak vi kaffe og spiste kage, og så gik jeg op efter frokost og jordbær, og så drak vi mere kaffe og pludselig var der gået fire timer. Så nu er bogen simpelthen færdig! Jeg mangler lige at ordne de sidste billeder til den, og så ryger den i trykken. Jeg ved ikke endnu, hvornår den skal udkomme, men det bliver inden bogmessen midt i november. Jeg er så spændt på at se det færdige resultat! Og så håber jeg selvfølgelig, den bliver årets julegavehit ;)
Udover det har jeg holdt lidt ferie. Eller ... Arbejdsferie nok i virkeligheden. Men det var hyggeligt! Først var jeg hos min far og så lidt hos mine svigerforældre og så til sidst en lille uge i sommerhus med min mor og søster. Det var her, jeg mødte føromtalte grævling. Mage til fornærmet kræ skal man lede længe efter. Men sød var den, jow jow.
Jeg mødte grævlingen på en 11 kilometer lang gåtur, jeg havde forvildet mig ud på, men som jeg kun nåede 8 af, fordi min kære mor mente, det var uforsvarligt for sådan en ung, spinkel pige som mig at gå alene rundt i Stenbjerg Klitplantage efter mørkets frembrud, så hun startede Poloen og kørte ud efter mig. (Men så kunne vi heldigvis også lige nå et slaw Bezzerwizzer inden sengetid.)
Årsagen til al den aktivitet er, at jeg har besluttet mig for at løbe Berlin Marathon næste år. Jeps. Jeg har simpelthen besluttet mig for, at jeg i løbet af et år vil træne mig op fra well below zero til at løbe et marathon. Det skal jeg selvfølgelig ikke gøre på egen hånd, men med hjælp fra kloge mennesker med forstand på den slags. Og så skal jeg skrive om det i FEMINA. Jeg skal derud på fredag til møde, hvor vi skal tale om, hvordan vi skal gribe det an rent journalistisk, men overordnet set er alt på plads. Jeg skal bare se at have røven i sving. Og fusserne. Først skal jeg have et par nye løbesko. Dem jeg har, er tussegamle, og jeg vil have sådan et par Nike-sko, man kan koble til sin iPod. Eller hvad det er, man kan med den ... Jeg så bare noget med et æble på, og så var jeg jo solgt.
OG NU HAR JEG OGSÅ FÅET OMVENDT MIN SØSTER TIL MAC!!! Hun har ellers altid været en pc-pige, men oppe i sommerhuset gik hendes pc død, og jeg foreslog hende selvfølgelig at få en Mac. Hun var lidt skeptisk, men så tog vi ind til Fona i Thisted, hvor ekspedienten Tim og jeg udsatte hende for et så moderat fysisk pres, at hun til sidst købte en MacBook Pro. Som hun nu elsker højt og inderligt. Selvfølgelig. Han sagde i øvrigt til mig, da vi gik: "Hvis du vil have nyt job, kan du bare starte som Mac-sælger her hos os!" Gnæk gnæk. Han skulle bare vide, at jeg er i Æblets vold og slet ikke har nogen egen vilje i dén sammenhæng.
Hvilket leder mig til at skrive lidt om min nye kærlighed, iPhonen. Åh, hvor er jeg glad for den. Den lå og ventede på mig, da jeg kom hjem fra New York, og HELVEDE OG PATTER, hvor jeg elsker den lille lort. Den kan jo ALT!!! Jeg er sikker på, man kunne åbne en bajer med den, hvis man altså nænnede, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg har til gengæld investeret formuer i covers og film til skærmen, så den ikke får ridser, og en særlig mikrofiberklud til at pudse den i. Åh, den er så fin. Me loooooooves!
Nå, men tilbage til det med løberiet. For lige nu er min mand,
Eddie Izzard, i gang med at løbe Storbritannien rundt, et marathon om dagen. Han løber simpelthen et marathonløb hver dag, og har kun en fridag pr uge. Og han gør det for velgørenhed. Det er sgudda rørende! Han har kun trænet til at løbe marathon i fem uger, og selv om det på alle måder er et sindssygt projekt, som på ingen måder kan være sundt, udover for
Sport Reliefs pengekasse, er det sgu ret inspirerende. Man kan
følge ham på Twitter, og der er rigtig, rigtig mange af hans followers, der er begyndt at løbe, efter han gik i gang for knap tre uger siden. Og nu vil jeg også!
Men først vil jeg i seng. Og så vil jeg drømme, at en elefant med tyndskid tømmer sin tarm ud i hovedet på ham togføreren fra i dag ...
