Skyer af ord, jeg har skrevet

En nat blir' det sommer

Ja, det skal jeg da lige love for! 30 grader var det i går. I dag var der 28 grader og i morgen skulle der blive 32 grader. Jeg ved ikke med jer, men inde i mit hoved er det bare helt, helt forkert med så høje temperaturer sidst i april. Dejligt, jovist, men ikke desto mindre sindssygt!

Nu er der snart kun en måned til jeg skal tilbage til Danmark. Jeg giiiiider ikke! Jeg er bare så glad for at være her. Jeg er super krea- og produktiv og glad og fuld af overskud. Så er det da klart, man ikke gider tilbage igen. Men der er jo ingen, der siger, jeg ikke kan tage herover igen. Så det gør jeg nok. I morgen skal jeg sende min ansøgning om forlængelse af mit visum afsted. Så må vi se, hvad de siger til det.

Jeg har set at Twitter søger en kommunikationsmedarbejder. I San Francisco. Det gad jeg eddermame godt... Men nu må vi se. Lah di dah.

I torsdags tog jeg op til Boston, som var superfed. Jeg tog bussen, hvilket var noget af en oplevelse. Jeg kom nemlig til at sidde ved siden af en mand med Tourettes Syndrom. Jeg har lige læst "Motherless Brooklyn" af Jonathan Lethem, som handler om en privatdetektiv med Tourettes, og han har virkelig researchet til bunds, så så snart min stakkels sidemand vinkede til et vejskilt første gang, var jeg klar over, at det nok var derfor, han opførte sig så underligt.

Det blev værre og værre efterhånden som turen skred frem. Han vinkede til alle skilte, vi kørte forbi - sådan et rigtigt buschauffør-vink, og så sad han og foldede en stak servietter meget nydeligt, når han da ikke sad og mumlede ned i dem. Stakkels mand altså. Det var så synd for ham...

Det lod til at blive værre, hvis jeg talte til ham (for eksempel bød jeg ham en pastil, hvorefter han rejste sig op og udstødte et højt råb), så jeg sad bare med min iPod og prøvede at lade være med at glo. Men det var sgu rimelig komisk at se på, selv om jeg egentlig mest syntes, det var synd for ham. Han var på min alder og en rimelig pæn fyr at se på, men så havde han bare de der massive tics.

Da vi passerede The Massachusetts Turnpike, som nærmest er ét stort skilt, blev hans tics så voldsomme, at han gav mig en flad hånd lige i venstre tinding. SLAM! Det arme menneske var jo ved at dø af flovhed, og sad der med sine servietter og mumlede "sorry, sorry", men jeg sagde, det var okay og at jeg lige havde læst om Tourettes i en bog, og at jeg godt var klar over, at det ikke var med vilje. Men jeg kunne jo lige så godt have været en afstumpet fyr, der til nød kan læse en note om Brøndby på tekst-tv, som havde pandet ham én. Stakkels mand altså. Jeg skrev bogens titel og forfatteren ned til ham og fortalte ham, at den er ved at blive filmatiseret med Edward Norton i hovedrollen. "Måske det kan skabe bevågenhed om din sygdom" sagde jeg. Så foldede han lige en serviet mere...

Så det var noget af en tur derop, må man sige. Resten af torsdagen fladede jeg bare ud på hotellet. Gik i karbad, så en film, tog en lur, spiste cashewnødder til 9 dollars fra minibaren, og gik ud og spiste lobster ravioli om aftenen. Nam! De kan bare det der med seafood i Boston.

Næste dag kom min ven Bille hen på hotellet og spiste morgenmad med mig. Hilton-morgenmad er yum skulle jeg hilse og sige fra os begge to. Meningen var egentlig at han ville være stået af her i New York og tage bussen op til Boston, hvor han skulle til efter-bryllups-fest, men det måtte han ikke for flyselskabet, med mindre han betalte en masse penge for det. Ellers ville de annullere hans hjemrejse. Grådige røvhuller. Så jeg tog til Boston, og det er jeg glad for, for det var sgu en dejlig by! Da vi havde rippet buffeten gik vi en tur langs The Freedom Trail, ned langs Newbury Street, som er shoppinggaden og den mest smagfulde sådanne, jeg har set i mit liv. Måske lige bortset fra den i Reykjavik. Bagefter tog vi ud til Jamaica Plains, som er sådan lidt Vesterbro-agtigt og pissefedt, og derfra tog vi toget ud til Harvard. Der var så fint så fint over det hele, og jeg fik købt den nye Mary Gaitskill-bog i en boghandel derude. Når jeg bliver voksen, vil jeg være lige så sej som hende. Så var det blevet aften og vi var sultne og trætte, så vi tog toget tilbage til byen og spiste dejlig kinøjsermad i Chinatown. Vi spillede også MegaBucks Lottery, men jeg vandt ikke noget. Der var ellers 150 millioner dollars i puljen. Men hvad skal man dog i grunden med så mange penge? Godt jeg ikke vandt...

Lørdag stenede jeg bare totalt. Jeg havde ellers sat mig for at jeg skulle på sightseeing med The Duck Trail, som er et amfibiekøretøj, så man både kører på gaderne og sejler på The Charlie. Men der var alt udsolgt, så det må blive en anden gang. Jeg var begyndt at vandre mod The Museum of Science, som jeg havde hørt meget godt om, men da jeg havde gået i næsten en time, opdagede jeg, at jeg var gået den stik modsatte vej af hvad jeg skulle, og mine nye sandaler gnavede frygteligt, så jeg gik i Macy's og købte et par Havaianas flip-flops, en avis og en stor iste, og så lagde jeg mig på græsset i Boston Common og nød solen.

Og så toget hjem kl 17. Det var en meget bedre tur end busturen derop, og det var ikke på grund af ham med Tourettes. Det var bare en flottere tur, og så er det altså lidt federe at køre i tog. Især fordi konduktøren, som var en gammel hyggelig mand, kom ind og underholdt om de forskellige byer, vi kørte igennem. Så nu ved jeg en hel masse om New England. I ka' bare spørge :)

Jeg er i øvrigt nødt til at tage på en rigtig rundtur i New England engang. Med alle de John Irving-bøger jeg har slugt, så er det altså et must.

I går mødtes jeg med Knirkes veninde Myre, som er herovre på studietur. Hun er teater-lystekniker og er her for at se en masse teater og musicals. Hun havde skaffet gratis billetter til en preview på en forestilling med David Hyde Pierce, som nogle vil genkende som Niles fra "Frasier". Det var en rigtig sjov forestilling og bagefter gik vi på bar. Og drak lige lidt mere, end det egentlig var meningen, men bartenderen var skidegod til Cosmos, så hvad kan man gøre? På fredag skal vi derned igen!

I dag har jeg ryddet op, vasket tøj, skrevet, været til yoga og igen glemt at købe kaffefiltre. Godt jeg ikke også er løbet tør for wc-papir. Ellers havde jeg været nødt til at bruge en t-shirt som kaffefilter, og det er altså liiiidt ulækkert. (Det er noget, jeg har set i en film). Og nu sidder jeg her og skriver blog, mens jeg prøver på at holde mig vågen nok til at skrive færdig.

Færdig!

I seng med mig. Godnat, verden! :)

De fine nye sandaler, som jeg stadig elsker, til trods for at mine fødder stadig er smadrede efter at have gået dem til...

De daw så læng læng sin...

... eller hvad det nu hedder.

Hej hej! Det er mig, der har bloggen her, og det er hundrede år siden, jeg har skrevet noget - jeg ved det godt. Men der sker så meget hele tiden, og hver aften er jeg helt træt og glemmer at jeg ville skrive en post. Men nu gør jeg det. 1, 2, 3 NU!

Nå, men altså siden sidst, hvor jeg netop var blevet fru Morrissey, er der sket en masse. Jeg har haft besøg af min mor og søster i en uge, og det var fab! Så hyggeligt og sjovt. Bare på med turisthatten og derud af. Vi var både i Empire State Building, på Ellis Island (hvor jeg kom til at tude), på guidet gåtur i Harlem, til gospel-gudstjeneste palmesøndag og op 9-11 Memorial museet, hvor jeg også tudede. Sikke en masse tuderi. Og så var vi en tur på Saint Nicks Jazz Pub, hvilket altid er sjovt. Dog havde søsteren og jeg været på til gay night på Chelsea Hotel's Star Lounge natten før (don't ask!), og bartenderen der var alt andet end karrig med sprutten, så jeg var en smule wobbly. Men det gik nu fint. Udover det hyggede vi bare og spiste masser af kage. Herligt :)

Og så har jeg været til en hemmelig gig med Eddie Izzard på et lille teater i Bleecker Street! Det blev kun annonceret på Twitter, og hvis jeg ikke havde logget på 10 minutter efter, han havde skrevet det, var jeg aldrig kommet ind, for der er kun plads til 200. Og jeg kom til at sidde allerforrest lige foran scenen. Så nu er jeg ikke længere fru Morrissey, men fru Izzard. Jeps.

Hvad er der ellers sket? Bum bum. Jo, min nye ven Jane fra Zimbabwe har lige fået asyl! Det er så fedt. Hun har ventet i 20 år på at blive legal, så det er helt fantastisk. Jeg tudede, da jeg fik det at vide. Sikke meget tuderi...

Og så er jeg begyndt at gå til yoga. I søndags mødte jeg min yogalærer i Central Park sammen med Yoko Ono. Hun underviser åbenbart en masse rige damer på Upper West Side i deres private hjem - jeg øjnede straks en historie, men den gik ikke, da damerne kræver stor diskretion. Det er åbenbart meget privat at dyrke yoga.

Jeg er også begyndt at svømme oppe på YMCA her i Harlem. Man SKAL have badehætte på. The horror, the horror...

Men så bliver mit nye hår i det mindste ikke ødelagt af klorvand. Jeg var ved frisøren i dag. Mudhoney hedder salonen. Det kunne jeg, gamle grunge-øg, naturligvis ikke stå for. Så nu er jeg fin og mange dollars fattigere. Inklusiv tips. Jeg var nødt til at spørge den i øvrigt både sjove, lækre og dygtige frisør-mand "Do I tip you?" hvortil han svarede "Yes darling, and a hundred percent because you are fabulous and so am I!" Så tippede jeg ham 30 procent, den fryns :)

Hvad mere? Hm. Jo, det var jo påske. Det er en big deal her i Harlem. Påske søndag var jeg til brunch hos Carmen, min land lady og amerikanske mor, der havde disket op med alskens lækkerier. Og så hyggede vi os med at kigge ud af vinduet på alle de fine damer, der skulle i kirke på den anden side af Malcolm X Boulevard. Jeg siger dig, der var pelse og hatte og diamanter for alle pengene!

Nu kan jeg ikke finde på mere at skrive, så hej hej igen. Men inden jeg skrupskrider, skal I lige have et klip med min mand, den geniale komiker Eddie Izzard, der taler om hvorfor det er federe at gå i kirke i Harlem:



Cake or death?



This is a poo shop! Everything here is made of poo!



Til sidst får I lige et billede af min nye ægtemand på scenen i Bleecker Street, sammen med Kevin Spacey, der skriver på Twitter på scenen fra sin Blackberry. Ak ja. Moderne tider.