Fru Morrissey

Det er mig. Vi er nemlig blevet gift, mig og Morrissey. Langt om længe. Det var et herligt bryllup, fuld af glade mennesker og høj musik, og balfaldera. Midt i det hele tog han skjorten af og smed den ud til gæsterne, og det har han ellers ikke gjort i mange år. Det var herligt - han var virkelig tilbage i sin gamle form.

Brylluppet blev holdt i det smukkeste, gamle teater i Philadelphia. Åh, det var sådan en god aften altså. Siden da har vi ikke set noget til hinanden, men jeg hører hans plader uafbrudt. Vi har et meget lykkeligt ægteskab, synes jeg.

Og Philadelphia var en dejlig by. Sådan på en meget nuttet og "ok, nu har jeg været her et døgn, nu vil jeg gerne hjem igen"-agtig måde. Men jeg tror, at hvis jeg skulle bo her permanent, ville jeg nok godt bo der. Eller... Ej, det gad jeg sgu nok alligevel ikke.

Mens jeg var der, gik det op for mig, hvor hurtigt man (eller jeg i hvert fald) falder ind i sine omgivelser. Søndag aften efter koncerten... jeg mener brylluppet ... gik jeg på jagt efter noget aftensmad. Og jeg mener, det var søndag aften, klokken var 23, så måske var det ikke så underligt, at der ikke var noget, der havde åbent. Men jeg var SÅ forarget. Helt ærligt! Og jeg blev helt forbavset over at der ikke var nogen, der skubbede på fortovet, at bilerne holdt tilbage for en, når man skulle over vejen, og at folk stod pænt og ventede på grøn mand (eller hvid man, som det jo er herovre), og ikke bare løb ud og ind mellem bilerne for at komme over gaden.

Det gik op for mig, at jeg har udviklet det, jeg kalder New Yorker Zen. Selvfølgelig er jeg ikke helt på højde med de rigtige New Yorkere, som kan sove i subwayen, mens de står op (!), eller læser New York Times, mens de passerer Times Square med en kop kaffe og hører iPod (!!!), men alligevel. Det stresser mig ikke mere, at der er cirkuslignende tilstande omkring mig - faktisk tværtimod. Og således er jeg nu begyndt at gå på café, når jeg skal skrive. Det er helt forrygende effektivt faktisk. Jo højere musik, jo flere mennesker, jo bedre. Helt skørt.

Nå. Hvad er der ellers at fortælle. Bum bum. Nåh jo, jeg skal fortælle om de famøse Philadelphia steak sandwiches! Som jeg stadig lider under indtaget af. For i Philadelphia findes to steder, der konkurrerer om at lave de bedste sandwiches, og om hvem der egentlig opfandt dem. Det sidste er lidt fjollet, for en steak sandwich består af et flute, som fyldes med oksekød af shawarma-typen (altså strimler, ikke en steak som sådan) og ost. Og så kan man få løg, champignoner, jalapenos osv på, hvis man vil det. Så det er som sådan ikke nogen stor opfindelse, men ok.

Det ene sted hedder Geno's og det andet hedder Pat's, og de ligger lige overfor hinanden. Uh oh, tal om italienerne mod irerne. Geno's er orange og sådan lidt McDonalds agtigt og fyldt med billeder af kendte, der spiser sandwiches, mens Pat's er mere pølsevognsagtig og low key. Jeg tænkte, at jeg da var nødt til at smage begge to for at kunne vurdere hvilken der var bedst. Og da jeg stort set aldrig spiser oksekød, var det en rigtig dum beslutnting. Der er nemlig rigtig, rigtig meget kød i sådan en sandwich. Så jeg kunne i princippet lige så godt have fået en mursten i min sandwich. Og så taler vi ikke mere om det...

Jeg ankom med Greyhound-bussen søndag kl 13 og skulle afsted igen mandag kl 16, så jeg kunne jo snildt nå at spise to. Og valget på min Philly cheese steak sandwich-debut faldt på Pat's, da køen til Geno's var længere end den til Empire State Building på en lun, skyfri forårsdag med god sigtbarhed.

At bestille en sandwich er noget af en kunstart fandt jeg ud af. Jeg havde forberedt mig godt hjemmefra, og vidste at når det bliver ens tur ved lugen, er det om at oppe sig. "An American with" siger man fx, og slammer sine 7,50 dollars ned på disken, hvis man er rigtig sej. Det betyder, at man skal have American Cheese på og løg. Ellers kan man få Cheese Whizz (et aldeles rædsomt flydende osteprodukt, der også bruges til at besudle pomfritter med) eller Provolone på. To sekunder efter får man sin sandwich, og hvis man vil have sodavand eller pomfritter, skal man hen i en anden kø. Så det optimale er at være to om at købe. Tre hvis man også vil have et bord.

Nå men. Jeg smagte Pat's om søndagen og Geno's om mandagen. (Og nej, jeg har ingen billeder, for søndag havde jeg glemt mit kamera på værelset, og netop som jeg skulle forevige min sandwich om mandagen, løb det tør for batteri...) Geno's var klart bedst! Brødet var bedre og kødet smagte af mere. Så Geno's vinder her. Men ok, i virkeligheden burde jeg have smagt begge samme dag, for mandag var der ikke et øje nogen af stederne. Men så var jeg faldet død om af proteinchok, og jeg skulle jo giftes om aftenen. Med Morrissey. Åh Morrissey. Som jo i øvrigt er die hard vegetar og sikkert ville tage det meget ilde op, hvis han fandt ud af, jeg havde spist en halv ko få timer før vores bryllup. Godt han ikke kan læse dansk...

Jeg ligger billeder på Flickr om lidt :)

Siden sidst...

Ja ja, I brokker jer, og jeg skal nok skrive noget nu. Men jeg har egentlig ikke rigtig oplevet så meget, der er værd at blogge om. Eller har jeg? Lad mig se...

Jeg har haft tømmermænd igen. Dem fik jeg efter jeg var på St. Nick's Pub i sidste weekend, sammen med Jane, der er fra Zimbabwe, og som jeg har mødt gennem Carmen. Der var African Night og drinks til 7 dollars, men til sidst var der så mange mennesker, at vi begge to fik klaustrofobi, og så tog vi altså hjem. Men det var rigtig fedt, og hun er helt vildt sød og sej. Hun har oplevet SÅ meget, både i Zimbabwe og som asylansøger herovre - det er helt vildt. Hun får endelig svar på sin ansøgning i slutningen af måneden - efter at have boet og arbejdet i USA i 10 år. Det er åbenbart ikke kun i Danmark, at vi kan finde ud af at behandle asylansøgere som lort.

Ellers har jeg arbejdet. Som en flittig lille hest. Pruuuuh! Det har ellers stået lidt sløjt til med bogen, men nu er der hul igennem, og det er fedt. Så fedt at jeg kl. 20 opdagede, jeg havde arbejdet 12 timer i træk - kun afbrudt af et par telefonsamtaler og en enkelt gyngetur (jeg kan ikke gøre for det!!! Jeg kan ikke lade den være, når jeg ved, den bare hænger lige udenfor i haven. Jeg må melde mig ind i Anonyme Gyngere...) men SÅ måtte jeg også godt få en burger til aftensmad, ja.

Hvad mere? Nåh ja, i sidste weekend, om søndagen, hvor jeg havde tømmermænd, gik jeg en lang tur, og kom bla. forbi en af de mange Psychics der er herovre. Der stod, det kostede 10 dollars, så jeg gik indenfor. Men det var for én hånd. Hvis man ville have begge hænder læst, kostede det 25 dollars, men så fik man også noget at vide om fremtiden... Og så gik det ellers løs. Jeg skulle virkelig bide mig selv i kinden for ikke at dø af grin. Men nu ved jeg, at der er to mennesker, der er imod mig - en mand og en kvinde, og manden har stjålet min signatur. (WTF?!) Den rare dame tilbød at løfte forbandelsen ved at meditere for mig i 9 dage, men jeg takkede nej, da det sikkert ville have kostet en formue. Men så gav hun mig en krystal og sagde, at den ville hjælpe, og så skulle jeg sove i hvidt nattøj. Jow jow. Men så var jeg også aldeles opløftet bagefter :)

På søndag tager jeg til Philadelphia og besøger Morrissey. Det glæder jeg mig til!

Pyha, jeg har lige set "Ghandi", så jeg er helt træt af at vræle. Jeg har altid gerne villet se den færdig, efter vi så den i skolen - desværre kom jeg til at kaste op lige netop som de marcherer ud til havet, og så blev jeg sendt hjem, og har aldrig fået set den færdig. Før nu. Sikke en sød lille non-violent fyr, altså. Ham kunne I sgu lære noget af, Blekingegade-typer. Og alle jer andre voldelige svin. Jeg mener, voldelige skattebasser...

I morgen tidlig tror jeg, jeg vil invitere mig selv ud på morgenmad (mest fordi min indkøbstur i dag aldrig blev til noget...) Og hey! Syrenen i haven er sprunget ud!

Mit nye mantra. Tak, Sir Richard Attenborough!

Finansgrisen

Åh, jeg er så træt af at høre om den. Og jeg bor endda i et land nu, hvor der virkelig er noget om grisesnakken. Det er bare så... forkælet på en eller anden måde. For let's face it, krisen er jo ikke større end at de fleste af os klarer os fint. Vi er bare nødt til at skære ned på fladskærme og alt det andet overflods-dillerdaller, vi er blevet vant til er en del af et værdigt liv.

Så jeg er sgu enig med statsmedisterfruen i, at det er noget psykologisk. Tænk engang. Og lur mig, om der ikke sidder en masse fiffige forretningsfolk rundt omkring og øjner chancen for en rask lille forårsrengøring i budgettet, og så lige skyde skylden på finansgrisen? Jeg tror det.

Derfor var min glæde og moro stor, da jeg forleden læste dette indlæg af Patricia Marx i The New Yorker. Hun har lige præcis fanget det, jeg mener - og det endda utrolig elegant og ikke mindst sjovt. Enjoy!


Memo from the C.E.O.

by Patricia Marx, March 9, 2009

It is with deep regret that we inform you of certain cost-cutting measures that will be taken in the coming days so that we can remain competitive. But first some good news. We are happy to report that Bring Your Child to Work Day has been renamed Bring Your Child to Do Work Day. We hope you will contribute unstintingly to the Gummy Bears Overtime Fund.

Now for the harsh realities. We will no longer be serving complimentary cold cuts and soda on Cold Cuts and Soda Day. Stairs will go up, but not down. Please do not use the fire extinguisher unless there is no water in the toilets. Anyone wishing to put out a medium-to-large fire must first fill out form X34J (if in stock). Mr. Johnson and Mr. Green, you will be sharing a desk chair, although you may keep separate desks. With regard to our annual retreat, spouses of non-management employees will be considered luggage. The letters “K,” “Q,” and “Z” are costly and should be used sparingly. Anyone who would like to volunteer for the human weather-stripping experiment, contact Nan Newberg. Also, as of next Wednesday, there will be no Wednesdays.

A number of you have asked about the employee-suggested programs that were implemented last year. While we were all heartened by their popularity—yay, associate assistants!—most of them will be suspended. These include: Kitten Appreciation Moment, Say Hello Day, and the Mandatory Toilet Paper in the Rest Rooms Policy. We are particularly saddened that elevator privileges for housekeeping will once again be on a pay-to-play basis. In order to maintain company morale, however, the mojito fountain in the executive lounge will continue to operate as usual.

The “Don’t Leave Your Coffee Cups on Joan Fulenwider’s Desk: It’s Not a Trash Can (Well, It Kind of Is!)” rule will remain in place, although, as of next week, Ms. Fulenwider will not. We are all sad to see Ms. Fulenwider go, but can we agree that this is a blessing in disguise, since, clearly, it is now or never for her as far as starting a family goes? Good luck, Joan, and kindly return the stapler on your way out.

Mr. Pepall, every day is now casual Friday for you. In fact, you don’t even have to bother getting out of bed. If time is money, mazel tov—you are now a rich man.

To those of you in Quality Control: As indicated by the new sign in your rest room, employees must wash their hands before not returning to work. If you don’t understand what that means, ask Mr. Pepall.

It has come to our attention that certain persons feel that executive-compensation packages have been unduly awarded. Management has zero tolerance for negativity. Moreover, now is not the time to play “the blame game.” In days like these, we must tighten our belts and be team players. Note: Anyone who received a signing bonus will be required to return it, posthaste, with interest. In fairness, senior V.P.s were asked to give back the income from last year’s exercised options, but they concluded that the calculation would be difficult and onerous.

Finally, we’d like to announce, with tremendous relief, that once Mr. Pepall and the folks in Quality Control go (and after Mr. Sonnenfeld is replaced with voice mail) no further layoffs are foreseen this quarter. From now on, however, we will operate as a “Stage 2 Company.” Anyone wishing to retain his or her job must therefore: (1) obtain an updated photo I.D. (available through Mr. Pepall) and (2) furnish your own salary.

Reminder to members of the Stage 2 Planning Committee: Please let us know whether you prefer swordfish or steak, aisle or window, silver or gold.

We believe these adjustments will result in a stronger, more resilient company. Just think: If every employee could give us merely half of his or her life savings, we would be on the road to a “solution mode”! So let’s put the bad times behind us and all move forward, except for the following persons (see attached).
Have a nice day.


"If time is money, mazel tov—you are now a rich man." Åh, det er så sjovt!!! :)

Har du kysset din finansgris i dag?

Tømmerbasse

Det er mig. Med tømmermænd og det hele. Eller, det vil sige, jeg havde tømmermænd i morges, da jeg vågnede - selvfølgelig alt for tidligt, lige som alle andre gamle mennesker med tømmermænd. Ak og ve.

Jeg var ude med en venindes veninde, Sofie, som er herovre med sit arbejde i et par uger. Vi havde aldrig mødt hinanden før, men vi klikkede smaddergodt, og endte med at blive temmelig overrislede. Det var sjovt! Vi var på Sushi Samba (kendt fra Sex & the City), og på Pastis (kendt fra Sex & the City) og på et par andre barer, der bestemt ikke er kendt fra noget som helst, men øllerne var billige! (Jeg skylder måske at sige, at det ikke var planen at tage SATC-ruten - det skete bare. Og jeg er ligeglad, hvis I ikke tror på mig!)

Efter en lang gåtur i støvregn - jeg ELSKER det!!! - en burger, cola og adskillige timers "Heroes", er jeg nu kureret. Et bad og så i seng, og så er jeg klar til en ny uge i morgen. Hammertime!

Der var supergodt vejr i går - sol og 21 grader. Så jeg tog tyren ved hornene og gik i haven, armeret med arbejdshandsker, rive og sorte sække. Og så fik jeg ellers fjernet 10 sorte sække med kattepis-stinkende blade. Absolut ikke kendt fra Sex & the City, men nu er der så fint så fint, og blomsterne kan komme frem. I samråd med Danmarks bedste havebrevkasse, som findes på MissGreens World, overrislede jeg jorden med vand og eddike for at tage lugten. Og så skrubbede jeg da også lige fliserne med det bagefter, ja jeg gjorde så. En hård, men også underligt tilfredsstillende oplevelse. Tænk at man skulle tage helt til New York for at opdage glæderne ved havearbejde.

Jeg skal have plantet noget derude, men nu vil jeg først og fremmest lige se, hvad der kommer op rundt omkring, og så er det nok også bedst at vente en uges tid eller to. De har lovet 7 grader senere på ugen, så jeg tør ikke putte en hel masse i jorden, hvis nu det hele bare dør fordi der er for koldt.

I nat gik vi over til sommertid. Det hedder Daylight Savings. Fjollet altså. At spare på dagslyset, mener jeg.

Jeg vil have forår NU!!!

Nu blev der sagt!!! Fat det så, vejrguder. Spasser-vejrguder. Vi er i marts måned nu!

Nå. Det bliver nok forår snart. 15 grader har de lovet i weekenden. Det bliver dejligt. Lige nu er her minusgrader og sne, og så blæser det så sindssygt, at det føles meget koldere, når man går ud. I går var jeg fx ude og gå en lang tur - den første i lang, lang tid - og da jeg kom hjem, var jeg stivfrossen. Ikke engang et bad kunne tø mig op, og i nat frøs jeg så meget, at jeg vågnede flere gange. Spasserfrost altså. Og spasserfyr, der aldrig virker. Spasser, spasser, spasser!

Det eneste, der virkelig muntrer mig op for tiden, er Adam Savage fra Mythbusters. Jeg følger ham på Twitter, og ikke alene skriver han nogle vildt fine updates - han lægger behind the scenes billeder ud i sit fotoalbum fra optagelserne. Det er sjovt!

"The Blue Angels Rule! What an incredible flight!!! Here's the pic you all morbidly expected. Oh yeah."

"wait till you see this high speed shot. Hyneman is a frigging machine."


Det er alt for længe siden, jeg har skrevet butyl på en huskeseddel...