30 november, 2006

Homosex, yessir!

Jeg har ikke engang fået set "Casino Royale" endnu, men jeg glæder mig allerede til den næste Bond-film. Daniel Craig har nemlig sagt i et interview, at han sagtens kan forestille sig James Bond involveret i nogle homo-erotiske sexscener. Og at han ikke har noget imod at smide alt tøjet.

Må jeg i den forbindelse have lov at tilføje:

JA TAK!

Jeg vil gerne foreslå Clive Owen til den ærefulde rolle som den nye Bond-babe. Årh, det ku' være så seeeejt! "Shaken, not stirred." Fnis...




PS: Jeg har ikke glemt mit løfte om at shake noget sammen af alle de gode forslag fra fødselsdags-bloggen. Der har bare været så meget på det sidste. Noget med min mor og noget næseblod, der ikke ville stoppe og en indlæggelse. Alt er heldigvis vel igen, så det kommer, det kommer. ("Det gør juleaften og de små hår i røven også," som bonden sagde...)

23 november, 2006

Jeg, et distræt fjols

Nogle gange kan jeg bare være jordens mest distræte fjols. Som fx for lidt siden, da telefonen ringede. Jeg var fuldkommen opslugt af at skrive, og min første tanke var egentlig bare, at lade den gå på svareren, men jeg tog den alligevel. Og ligesom i Trivial Pursuit, så skal man altid følge sin første indskydelse.

Det var en tidligere kollega, som jeg ikke har talt med i årevis. Jeg var meget desorienteret - hvad fanden ville han? Vi havde en meget kort og lettere kedelig affære for maaaange år siden, men jeg troede, det var gemt og glemt. Og da han så begynder at udspørge mig om mine planer for i morgen, bliver jeg endnu mere forvirret. Vil han på date? Hvad sker der?!

Efter en lang og sikkert pinligt detaljeret udredning af mine planer for weekenden - i min distræte hjerne havde jeg glemt at det er torsdag og ikke fredag... - smider han bomben:

"Så du har ikke tid til at komme til jobsamtale?"

Doh!

Selvfølgelig er det derfor, han ringer. Om jobbet som reporter på Politikens iByen tillæg. Et superfedt job, som jeg ville være perfekt til. Og så sidder jeg der og er distræt og aner ikke hvilken dag, det er. Skideflot, Andrea!

Men altså. Jeg har aldrig været en af de smarte, og nu er det sikkert for sent at blive det. Hvis det altså var det, man ville. Jeg vil bare allerhelst ind på Filmskolen. Og sove i ske med Henry Rollins hver nat. Men hver ting til sin tid. Og nu skal jeg bare have overstået samtalen i morgen uden at komme for sent, fare vild på vejen, bive kørt ned, falde ned af stolen, blæse en snotboble, eller foreslå et tema om fistfucking...

22 november, 2006

Et år med bloggen

... »Men vær vis på, at der både vil forekomme pusseløjerlige indfald grænsende til det platte, indigneret samfundskritik og gemen, grøntskummende galde over livets forpulede råddenskab i al almindelighed...«

Sådan skrev jeg for præcis et år siden. Og jeg fik ret, gjorde jeg. Med andre ord:

Iiiii daaaag er det bloggens fødselsdag, hurra hurra hurraaaa!


I dagens glade anledning vil jeg gerne takke bloggens (indrømmet) begrænsede, men dog stærkt engagerede læserskare, ved at kaste mig ud i et dristigt projekt: ØNSKEBLOG, et helt nyt koncept.

Reglerne er enkle: Skriv et forslag til et emne, jeg skal behandle på bloggen. Man må kun ønske et, og jeg kan se de slettede indlæg, så vælg med omhu, da det er det første, der gælder. (Med mindre nummer to, tre, fire etc. er nemmere. Jeg er hård og uretfærdig. Lev med det...)

Ønsker modtages indtil ugens udgang eller sådan der omkring, og der er ingen præmier (Jeg gentager: Jeg er hård og uretfærdig. Lev med det!), udover selvfølgelig morskaben i at læse mine ubehjælpsomme forsøg på at skrive et nogenlunde fornuftigt indlæg ud fra emnerne P-tærter, slamsuger, taskenspilleri, haikudigte, opbagt sovs med klumper og propylalkohol.

Sæt i gang!

15 november, 2006

Kinky... og kikset?

Der er åbnet en ny butik i min gade. Det er der egentlig ikke noget nyt i, for det sker jævnligt. Men de indledende øvelser til åbningen af denne butik fangede hurtigt min interesse, da der blev sat korsetter og tårnhøje lak-stiletter op i vinduet. "Åh endelig noget kink midt i alt det smarte" tænkte jeg. Indtil jeg i går så butikkens navn: "Snullerpigen"

Snullerpigen??!!

Er det bare mig, eller lugter navnet Snullerpigen ikke bare lidt for meget af skisokker, Matador-mix og holden i hånd under tæppet på soafen om søndagen?

Men der findes selvfølgelig allerede butikker til Femme Fatales, Agent Provocateurs, Pandoraer og hvad har vi. Og det beroliger mig da lidt, at Snullerpigerne også trænger til lidt kink...

12 november, 2006

Ja ja, jeg ved det godt...

... jeg forsømmer bloggen. Jeg forsømmer mine venner, jeg forsømmer mit arbejde og jeg forsømmer mine sengetider.

Nej, jeg har ikke fået en kæreste. Desværre. Jeg er bare gået i gang med at samle The Unseen University. Damn, det er en hyggelig bette tidsrøver, jeg der har fået nallerne i. Det er lissom at sætte livet på pause og så trykke på start igen lige efter, bortset fra at der er gået fire timer, man har ondt i ryggen og ens fingre er limet sammen. Men så laver jeg da ingen ulykker så længe...

Okay, det er kun særligt udvalgte, der bliver forsømt. Fx besøgte jeg smukke Sally i sidste uge – se hende lige i den I Love Elvis-bodystocking (eller hvad dælen sådan en hedder), jeg har givet hende! Er hun ikke fin?! Det var hende, der skulle have den AC/DC sparkedragt, jeg viste for efterhånden lang tid siden her på bloggen. Sort babytøj holder!

Jeg er næsten færdig med ansøgningen til Filmskolen. Der er lige nogen folk med insider-info, der skal læse det hele igennem og komme med kommentarer, og så skal jeg indbetale 500 kroner, sikkert en hjælp til Mogens Rukovs smøg-forbrug, når han skal læse alle ansøgningerne igennem. Der er ansøgningsfrist den 1. december, og så er det ellers bare med at krydse fingre for, at de indkalder mig til prøver og samtaler. Kryds fingre, pleeeease! Det ku' være så fedt. Bortset fra det med S.U, men det går nok. Hvorfor er der ikke en datingportal, der hedder www.sugardaddy.dk?

06 november, 2006

Der lugter af kattepis i min lejlighed...

Og jeg har ikke engang en kat. Det kommer inde fra naboens lejlighed, sammen med lugten af brændte krebinetter og gammelt skrald.

Jeg er efterårs- og post-druk deprim fra forrige weekend. Det er fandme skidt, når ens tømmermænd varer en hel uge...

01 november, 2006

At genoptage sin fortid

Det sker så sjældent, men når det sker kan det være en næsten hellig oplevelse. Sådan en havde jeg i eftermiddags, lige midt i Politikens Boghal. Jeg snusede rundt, som jeg altid gør, da mit blik pludselig faldt på "The Unseen University Cut-out Book". Først tænkte jeg ikke videre over det, men var mere interesseret i en bog om hvordan man hjernevasker folk. Den slags er jo altid nyttigt. Men så stod jeg pludselig foran den bog igen, og så gik tandhjulene ellers lige så stille i gang inde i mit hoved. Navnet Terry Pratchett sagde mig noget, men The Unseen University pillede også ved noget genkendelse. Og da jeg læste ordet Discworld i forordet faldt tiøren endelig.

For The Unseen University var, for at forsimple det lidt, Hogwarts meget lang tid før, der var noget, der hed Hogwarts. Og pludselig kunne jeg huske det hele. Turen til Edinburgh i 1989, hvor jeg lige havde læst Ringenes Herre, Den Uendelige Historie og Shamran op til flere gange og var sulten efter nogt nyt. Så gik jeg ind i en boghandel og spurgte, på mit skolepige-engelsk, om de havde noget, der mindede om det, og så gik jeg derfra med to bøger i Discworld-serien.

En hurtig update for dem, der ikke kender den, eller havde glemt alt om den ligesom mig: Discworld er navnet på en tallerkenformede verden, der er placeret på skjoldet af en skildpadde. Der findes byen Ankh-Morpok, hvor troldmands-skolen The Unseen University ligger.

Tænk at jeg kunne glemme det! Den eneste undskyldning, jeg kan komme på er, at bøgerne måske har været lovlig svære at komme igennem for mig på det tidspunkt, plus at jeg kort tid efter begyndte på gymnasiet og fik nogle lidt andre prioriteter end at læse fantasy-bøger. Men i dag, hvor jeg har genoptaget både genren og vanen med at læse en bog om ugen, kan jeg slet ikke vente med at genopdage Discworld. Og yay!, der er næsten 40 bøger i serien! Det er jo læsestof nok til mange år. Jeg vil fluks gå i gang med at erhverve mig de første i serien, nu hvor Harry Potter kun mangler et enkelt år på Hogwarts, og hvor jeg efterhånden har læst Ringenes Herre 15 gange, hvis det ellers kan gøre det.

Og så skal jeg jo have samlet The Unseen University, men først skal jeg have fat i en særlig kniv (sådan en skalpel-agtig én), en skæreplade, en metal-lineal og den rigtige type lim. Jeg forudser at det bliver et omsiggribende projekt af temmelig eremit-agtig karakter. Til gengæld har jeg et fuldkomment ubrugelig papirslot, når jeg er færdig...