Præmie-fryns!

Så sad man der i nattøj, og pludselig blev man ringet op og spurgt om man kunne tage til Paris på mandag for at interviewe Charlotte Gainsbourg. Jooo, det ku' da sikkert sagtens lade sig gøre :)

Jeg hader søndage mere end mandage...

Trudging slowly over wet sand
Back to the bench where your clothes were stolen
This is the coastal town
That they forgot to close down
Armageddon - come armageddon!
Come, armageddon! come!

Everyday is like Sunday
Everyday is silent and grey

Hide on the promenade
Etch a postcard :
How I dearly wish I was not here
In the seaside town
...that they forgot to bomb
Come, come, come - nuclear bomb

Everyday is like Sunday
Everyday is silent and grey

Trudging back over pebbles and sand
And a strange dust lands on your hands
and on your face...

Everyday is like Sunday
Win yourself a cheap tray
Share some greased tea with me
Everyday is silent and grey

Morrissey

Skillevejen

Ja ja, vi kan jo lissågodt blive i druk- og hor-genren lidt endnu. For forleden sendte Pernille mig dette helt igennem fantastiske billede, som er taget lige i det afgørende øjeblik, som jeg har valgt at kalde Skillevejen. Du ved, det tidspunkt, hvor man afgør med sig selv, om man skal bruge resten af natten på at snave en eller anden i gulvet, eller man skal spise 4 hotdogs og gå hjem i seng. Billedet her viser vist med al tydelighed, hvad jeg valgte, selv om jeg nu er ret sikker på, at det er en leverpostejmad, jeg sidder med.

Og selv om det jo altid er meget hyggeligt at blive snavet i gulvet, så tænker jeg alligevel, når jeg kigger ekstra grundigt på billedet, at jeg faktisk er ret glad for, at det er mig, der sidder med leverpostejmaden, og ikke med bh'en ude af blusen som hende bagved...

Vinylsvin

Der findes to slags mennesker. Dem, der kun holder med finderspidserne ude i siden på en vinylplade, og som er meget forsigtige med ikke at ridse den, og som sætter pickup'en meget forsigtigt ned på pladen. Lad os kalde dem vinyl-feinschmeckerne.

Så er der dem, der holder på en vinylplade, som om den var en ostemad. Som klapper hele hånden sammen om pladen, og som ikke bekymrer sig om indercovere og små fine børster til at rense pladen for fnug, men som rask væk lægger pladen ovenpå coveret, og synes det er helt ok at man tørrer fnuller væk med ærmet. Det er vinylsvinene. Og sådan et er jeg.

Jeg synes ikke, der er noget galt i at være et vinylsvin. Det, der kan skabe problemer, er når et vinylsvin og en vinyl-feinschmecker gerne vil leve sammen i nogenlunde fredelig sameksistens. Uha uha. Jeg har prøvet det, og jeg har aldrig følt mig mere i undertal. For det endte med at min daværende, og meget feinschmecker-agtige kæreste, indrettede en særlig hylde med plader, Andrea under ingen omstændigheder må røre ved. Nogensinde! Det holdt jo ikke, det forbud. For nok er jeg et vinylsvin, men jeg kan sgu godt finde ud af at tage den meget særlige Joy Division plade ned, spille den og sætte den på plads igen, så selv ikke den største feinschmecker opdager det!

Det lyder måske meget Hitler-agtigt, men når man kender min ex er det ikke så underligt. Jeg spurgte ham engang, hvad han ville redde først, hvis det brændte - mig eller Skinny Puppy. Hans blik blev fjernt. Måske gik han i hovedet gennem listerne i Record Collector og prøvede at huske, hvad en Andrea, nummereret 1/1, dansk pres, mint condition stod i...

Nå, men altså, det korte af det lange er, at jeg i går fandt endnu et vinylsvin, nemlig Knirke. Det kære væsen. Og hun har været udsat for lignende restriktioner, ikke fra sin kæreste (som aldrig kunne drømme om den slags!) men fra sin veninde, som ligeud sagde »Du ved, jeg holder meget af dig, og hvis der er noget musik, du vil høre, så siger du bare til. Men jeg skifter pladen. For du er et svin med vinylplader!«

Og hvad gør to vinylsvin så, når de finder ud af, at de ikke er det eneste vinylsvin på jorden? De drikker sig naturligvis i hegnet. Det er da klart. Også selv om de bare skulle have været småsnalrede og op og på arbejde næste dag.

Vi burde have lugtet lunten, da vi under middagen på Lé Lé overvejer at komme med en diskret forespørgsel til tjeneren, om det er muligt at få serveret frisk frugt, dyppet i chokolade på hans nøgne, udstrakte krop...

Bagefter har vi megen spas med at forklare vores ældre og super onkel-agtige taxachauffør, at vi skal til emo-koncert, og senere, på Studenterhuset, forulemper vi en bartender-pige ved at sige, at vi gerne vil have vores øl serveret med et smil. (Hun tog det nu heldigvis pænt, og endte med at køre joken lige tilbage i vores fjæs på en meget fin måde. Så kunne vi lære det!)

Koncerten var god, omend en kort fornøjelse, da vi kun så opvarmningsbandet. Som var gode. Og pæne. Og havde masser af tatoveringer. Fnis. For bagefter gik der totalt vinylsvin i den, og det hele endte med, at vi var meget tæt på at tage til fest hos tre kollegie-dudes, der hang og råbte ud af vinduet inde på Regensen, til tonerne af Rage Against The Machine. Men selv et vinylsvin bliver træt, især et gammelt vinylsvin, så vi tog pænt hjem til henholdsvis Vesterbro og Frederiksberg.

Men godt er det nu at have fundet et med-vinylsvin. Og hvis nogen derude ligger inde med originaludgaven af »Sundown« med The Overlords, vil jeg virkelig gerne låne den. Jeg lover at passe på den! Amar!

Dobbeltgænger?

Man siger jo, at alle har en dobbeltgænger, og jeg kender faktisk én, som engang mødte sin ude i Kvickly ved Nørrebros Runddel. De hed endda det samme. Ret syret...

Jeg har aldrig mødt min, så jeg er stadig skeptisk. Og jeg må tilstå, at jeg ikke er blevet mindre skeptisk efter at have stiftet bekendtskab med hjemmesiden myheritage.com. Den kan efter sigende præcisere for én, hvem man ligner, både af kendte og ukendte, som lægger deres billeder ind i deres database. Altså, de kendte gør det nok næppe selv, men det er for så vidt sagen uvedkommende.

Glad og intetanende gik jeg i gang med at uploade mit billede på siden, meget spændt på, hvem jeg mon ville ligne. Jeg har engang fået at vide, at jeg lignede Lars Ulrich, angiveligt fordi, vi begge »har så meget kind«... Jeg mødte engang en svensker, som bestemt mente, jeg var en svensk popsangerinde ved navn Idde Schultz. Men han var osse fuld. Min søster og vores veninde Sylvia synes, jeg ligner forsangeren fra Butthole Surfers, når jeg er fuld, og så var der en gammel mand i Filippinerne, som mente, jeg lignede Jomfru Maria, men derudover har jeg aldrig fået at vide, at jeg lignede nogen kendte.

Nå, men jeg smider dette vellignende foto ind i maskinen, og den regner. Og kommer op med følgende:

Der er 71% match med Ashley Olsen. Altså hende den ene af de der tvillinger, der var med i den der rædsomme serie, der kørte på Tv Danmark i årtier. Hendes tvilling kommer ikke op. Meget mystisk. Man skulle jo ellers tro, at de to ligner hinanden meget.

Der er osse 71% match med Molly Ringwald. Og 70% med Elizabeth Hurley. Så nævner den en masse navne, jeg ikke kender, bortset fra, at jeg er ret sikker på, at Justine Henin-Hardenne er tennisspiller. Der er åbenbart 66% match med Ashlee Simpson, 64% med Gemma Ward og ditto med Hilary Duff.

Hm... Den nævner hverken Lars Ulrich, Idde Schultz, Jomfru Maria eller ham fra Butthole Surfers. Meget mystisk.

Man bliver opfordret til at uploade endnu et billede, for at se, hvilke kendisser, der optræder mere end en gang, så jeg gentager processen.

Og nu ligner jeg pludselig Ofra Haza! 64% match. Wow... Og der er 63% match med Chuck Palahniuk, som er ham, der skrev »Fight Club«. I det hele taget er der match med ret mange mænd i anden omgang. Blandt andet er der 63% match med Peter Fonda, og 61% med Bollywood-skuespilleren Zayed Khan, og 57% med Billy Boyd, der spiller Pippin i »Ringenes Herre«.

Der er åbenbart også match med Juliette Lewis (60%) og Bette Davis (57%), men det, der undrer mig allermest, er at nobelpristageren William Henry Bragg dukker op, angiveligt fordi, der er 58% match mellem hans og mit ansigt.

Jeg kigger længe på hans billede, og må gentagne gange slå fast, at jeg ikke rigtig kan se nogen lighed. Udover det alvorlige blik og den velplejede moustache, selvfølgelig...

Fis i en hornlygte, siger jeg bare! Men sjovt, jow jow...

Mere om dyr med tøj på...

For et par uger siden harcelerede jeg her på bloggen over hundeejere, der ifører deres kræ usmageligt tøj. Og i samme ombæring fortalte jeg om en lille hund, jeg kender, som altid er pænt klædt på. Beviset er her. Hunden er Karla, og hun er så street i sin hættetrøje, at der kun findes ét ord, der dækker det: respekt!

20 vs. 30

Forleden fik jeg en mail fra min veninde Anna oppe i Stockholm, som virkelig fik min hjerne på overarbejde. Altså på den der »stop, mit hoved flækker, hvis jeg bliver ved med at tænke så meget!« måde. Spørgsmålet lød:

Sig mig engang ... hvordan synes I lige at det er at være i 30’erne? Altså 20’erne funkede for mig, men 30’erne er lidt hårde synes jeg. Hvad siger I? Jeg føler det nogen gange som om jeg er blevet udfordret på et virkeligt højt niveau, som jeg slet ikke er med på ... 20’erne var sgu lidt mere enkelt og ligefremt og sjovt. Men måske er det bare fordi jeg bor i et andet land og skal vænne mig til min nye stamme? Så derfor: hvordan funker det for jer?

Flertalsformen skyldes, at vores veninde Rie også var i modtagerfeltet - men jeg svarede først - HÆ :)

Svar kommer hér:

Hvordan funker 30'erne for mig... Hm... Lige præcis i dag funker det slet ikke. Jeg var til møde i min A-kasse, for selv om jeg arbejder en masse (når jeg gider!) er jeg stadig på supplerende dagpenge, som en sikkerhed, hvis jeg nu skulle blive syg eller gravid eller noget andet forfærdeligt. Og så står man jo listet som arbejdsløs, og dermed tvangsindlagt til at deltage i møder, der er så kedelige, at man har lyst til at lægge panden ned på bordet og tude over det.

Ellers synes jeg faktisk, det går meget fint, her i 30'erne. Jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere glad for den person, jeg er, og jeg stoler mere og mere på mine evner og min værdi som menneske i det hele taget. Det er selvfølgelig langt fra på det niveau, jeg håber, det en dag bliver, men for mig er 30'erne lidt det bedste fra ungdoms- og voksen-lejren. Man kan stadig opføre sig som en idiot, men man har også selvindsigt nok til at indse, hvorfor man gør det. Og vigtigst: man holder nok af sig selv til at tilgive, at man er en idiot.

Men det er jo også forvirrende på den der irriterende pubertetsagtige "vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller" måde. Men med ekstra seriøsitet på... Fordi der er så mange virkelig seriøse ting at tage stilling til. Pludselig er det ikke for sjov, man dater - man dater for at finde en at dele resten af livet med. Og vil man have børn? Og har man overhovedet det rigtige job? Den slags var meget nemmere at skubbe foran sig som gammelt støv på en fejebakke, da jeg var i 20'erne, for man havde jo al tid i verden til at finde ud af det. Men nu, hvor næste runde fødselsdag starter med et 4-tal, er det bare som om, at... At der bare ikke er nok tid til at nå det hele.

Og det er nok det største problem for mig. At vælge. Det har altid været svært for mig, og jeg kan blive helt ked indeni, når jeg tænker på, at det ikke er alt, man kan nå i sit jordiske liv. Det er selvfølgelig pissebanalt, og det er heller ikke nyt for mig på dén måde. Men det er først nu, jeg begynder at kunne mærke, at det er sådan, det er. Og det kan godt være lidt hårdt ind i mellem, synes jeg.

Men så er det, jeg tænker på karma-loven: Det der skal ske, vil ske. Og at vi aldrig forstår den store sammenhæng, når vi er midt i det, der gør os forvirrede. Og at det eneste, vi reelt kan gøre er at hænge på så godt vi kan, og så huske at børste tænder inden vi går i seng.

Dét ville jeg for eksempel aldrig have troet på i 20'erne. Måske er det bedste ved 30'erne i virkeligheden, at man bare bliver bedre til at tro på sit eget bullshit :D

Hvis der er nogen, der har noget at tilføje til emnet, modtages al input i kommentarboksen med kyshånd. Hvem ved, måske bliver det ligefrem til en artikel...

Solskins-kuller

Er jeg den eneste her, som ikke gider arbejde, når det er godt vejr? Jeg mener, nu har vi siddet inde og vansmægtet i kulde og gråvejr i en evighed, så er det vel heller ikke for meget forlangt at vi får lov at rende ud i det fri og blive solskoldede, vel?

Jeg har jo en utrolig fleksibel og lydhør arbejdsgiver (mig selv), og jeg tog konsekvensen af min dovenskab i dag og lagde mig på min søsters græsplæne og faldt i søvn, mens hun gjorde klar til grill med to af vores venner. På et tidspunkt i Twin Peaks siger Agent Cooper »There's nothing like urinating in free air!«, og det er fuldkommen det samme med en middagslur. Den er bare bedst i solen. Ah!

Og man bliver sgu lidt kulret af den sol, synes jeg. Især hvis man drikker øl mens man sidder i den. Vores samtale udviklede sig i al fald ret mystisk efterhånden som aftenen skred frem. Hér er et brudstykke af samtalen:

...

Andrea: Tænk hvis vi fire strandede på en øde ø uden mad, så ville det være svært at afgøre, hvem af os, der skulle ædes.

Sylvia: Jeg kunne sgu aldrig æde nogen af jer!

Beate: Jeg kunne godt finde på at æde Morten, men ikke Andrea eller Sylvia. Jeg ville være for meget i sorg til overhovedet at være sulten!

Andrea: Det ville være ret svært at trøstepise, hvis det eneste, man kunne få var ens venner...

Morten: Jeg kunne æde hvem som helst, hvis det var et spørgsmål om overlevelse.

Sylvia: Du kunne sguda ikke æde din egen søster!

Morten: Jo, hvis man vaskede hende først...

Andrea: Jeg tror at inderlåret eller det inderste af overarmen kunne smage ret godt. Især hvis man marinerede det først. Jeg tror også, man kunne lave en hæderlig steg af et af mine lår... Hvad er der? Jeg har faktisk tænkt meget over det her!

Ak...

Jeg fik lige denne kædebrevs-mail fra min 20-årige kusine. Og så kom jeg til at tænke på, hvor stor forskel der er på piger i den alder og på mig. Og på hvor glad, jeg er for, at de dage er ovre, hvor jeg kunne sætte flueben ved de fleste punkter på listen...

Subject: WHEN WE GIRLS DRINK TOO MUCH............

1. WE HAVE ABSOLUTELY NO IDEA WHERE OUR PURSE IS.

2. WE BELIEVE THAT DANCING WITH OUR ARMS OVERHEAD AND WIGGLING OUR BUTT
WHILE YELLING "WOO-HOO!" IS TRULY THE SEXIEST DANCE MOVE AROUND.

3. WE'VE SUDDENLY DECIDED THAT WE WANT TO KICK SOMEONE'S ASS AND HONESTLY
BELIEVE WE COULD DO IT TOO.

4. IN OUR LAST TRIP TO PEE, WE REALIZE THAT WE NOW LOOK MORE LIKE A
HOMELESS HOOKER RATHER THAN THE GODDESS WE WERE JUST FOUR HOURS AGO

5. WE START CRYING AND TELLING EVERYONE WE SEE THAT WE LOVE THEM SOOOOO
MUCH.

6. WE GET EXTREMELY EXCITED AND JUMP UP AND DOWN EVERY TIME A NEW SONG
PLAY'S BECAUSE "OH MY GOD! I LOVE THIS SONG!"

7. WE'VE FOUND A DEEPER/SPIRITUAL SIDE TO THE GEEK SITTING NEXT TO US.

8. WE'VE SUDDENLY TAKEN UP SMOKING AND BECOME REALLY GOOD AT IT.

9. WE YELL AT THE BARTENDER, WHO WE BELIEVE CHEATED US BY GIVING US JUST
ORANGE JUICE, BUT THAT'S JUST BECAUSE WE CAN NO LONGER TASTE THE VODKA.

10. WE THINK WE ARE IN BED, BUT OUR PILLOW FEELS STRANGELY LIKE THE BATHROOM
FLOOR

11. WE FAIL TO NOTICE THAT THE TOILET LID'S DOWN WHEN WE SIT ON IT.

12. WE TAKE OUR SHOES OFF BECAUSE WE BELIEVE IT'S THEIR FAULT THAT WE'RE
HAVING PROBLEMS WALKING STRAIGHT.

SEND THIS ALONG TO ALL THE GIRLS YOU KNOW WHO LIKE TO HAVE FUN. MAKE THEM
LAUGH AT THEMSELVES LIKE YOU PROBABLY DID....SADLY, MANY ARE TRUE!!

Jeg ved godt at jeg burde redigere i teksten, så det hele ikke stod med småt, men gæs hvad: Jeg gider ikke! Jeg vil ud i solen. NU!

Sådan...

... ankommer rigtige prinsesser standsmæssigt til Århus! Og de sidder naturligvis ikke på forsædet, nej nej, de ligger ned på bagsædet med en dyne i ryggen og synger med på 80'erhits, iført sej solbrille.

Bilen er en Volvo 1800 og ejeren er min ven Henrik, som også skulle til barnedåb i weekenden, og som jeg på mest skamløse vis nassede et lift af. På turen derover var vi 3 i bilen, og jeg indtog bagsædet i fin stil mens d'herrer på forsædet styrede bilen og iPod'en. Dét var hyg! …

»Spil nu noget Adam Ant!!!«