31 marts, 2006

Dårlig træning...

Hvis jeg fik penge for hver gang, jeg stak mig selv en lam undskyldning for ikke at træne, ville jeg være en ganske holden kvinde i dag. Jeg har simpelthen ikke tal på alle de gange, jeg har undslået mig med fx.
- "jeg har for travlt"
- "jeg er for træt"
- "vejret er dårligt"
- "det er den dumme spinning-træner"
- "der er for mange i svømmehallen nu"
- "jeg gør det i morgen"
og så videre...

Du kender dem jo godt. Og måske netop fordi trænings-dovenskab er så alment udbredt, og dog alligevel behæftet med en skamfølelse på højde med Arvesynden, er det så UFATTELIGT befriende at finde ud af, at andre mennesker har det på samme måde. Jeg blev i hvert fald både glad og lettet, og jeg grinede højt, da jeg fik denne mail fra min veninde forleden:


"Vil seriøst snart overveje at forlade denne arbejdsplads og gå ud og købe mig en
sports-bh og tage hjem og se "Drabet" (jaja, lidt selvmodsigende, men jeg har jo
ikke sportstøjet med, så jeg kan jo desværre ikke sporte i dag). Fornyede mit
træningskort i september og har ligesom ikke været der endnu. Men sidste måned
købte jeg lækkert nyt sportstøj og en fed sportstaske - og det hele står hjemme
i skabet. Med priserne på endnu ..."


Nu har jeg faktisk indgået en pagt med en anden veninde: På mandag! SÅ giver vi den en skalle. Væk med pizza, øl, smøger og anden skørlevned og på med spinningskoen og op i stående mellemtakt med hård belastning. Så skal I eddermame se løjer - bikinisæsonen kan bare komme an, for så er mor hér toptunet og fit for...

Ej, vent lige... Hvorfor skal det være det ene ELLER det andet? Hvorfor kan man ikke bare lave en kombi? Jeg er helt enig med Anders Matthesen. Som han synger i »Fleksible Askese«:


Det var min tanke, jeg sku’ være slank en dag,
jeg mener lissom ham der Nik fra det der Nik og Jay,
når han ta’r trøjen af.
Jeg skal være ribbet som Brad Pitt, superfit for fight,
Sprite light og ingen fedt, det bli’r lidt for sejt.
Når kosten er på plads, ska’ den ha’ gas,
så jeg vil købe gode
børnearbejder-fremstillede, hårdtpumpede løbesko
med komprimeret luft i sålen, så er jeg kørende,
5 liter vand om dagen og så en spurter rundt om Søerne.
Så ska’ I se, så får jeg langsomt lortet under kontrol,
får vaskebræt igen som dengang jeg var 12.
Hvis jeg ikke går kold, men holder ved, så kan det lade sig gøre,
stadig være stram i betrækket, når man fylder 40.
Vil se på kroppen som mit tempel,
det’ derfor jeg må træne hårdt og bane vejen med et godt eksempel
på hvad man kan kapere, hvis man virkelig fokuserer.
… hov, er det en pizzaslice, der ligger dér?!

Yeee haaa, jeg er vild med det møg,
en nummer 22 med bacon og uden løg på.
Jooo tak, jeg elsker at fedte rundt i ost og peperoni, for du ved at jeg er til det.
Yeee haaa, jeg kan godt la’ vær,
jeg gider bare ikke lige nu og lige her, så
jooo tak, tre stykker til, jeg kan sgu stoppe lisså tosset, jeg vil.

(Indsæt selv vers om smøger...)

Holdt, hold op, stop, stands og tøv en kende,
det her askese-pis er skruen uden ende.
Man kan vende bøtten og stramme op så tosset man vil,
det’ bare nye krykker, som man støtter sig til.
For går det godt, så får man blot en ny afhængighed,
en ny og farligere last, nemlig forfængelighed.
Det holder heller ikke, hvis ikke man holder hvad man lovede,
så hellere helt og holdent holde op med at holde op med noget.
Jeg må kunne leve lige i midten,
og balancere elegant på kanten af baljen uden at falde i den.
For hver gang, jeg har været på kur som mor plejer,
ender jeg i Grøften med fjordrejer og store bajere.
Så nøglen må være at nyde livets glæder uden straks at gå amok,
fuck, det ku’ være æder at få lortet lagt i rammer uden at straffe sig selv,
men det ku’ være, man først sku’ ta’ og vinke kaffen farvel.
… jeg tror bare, det er nemmere uden koffein!

Fra nu af vil jeg skrive »Dovne i sofa - husk slik« i min kalender, ligesom jeg skriver »Svømme«, »19.00, bio med Lone, husk billetter 45 min. før«

Fordi det ene er lige så vigtigt som det andet. Basta! Blev der sagt.

29 marts, 2006

Hæ!

26 marts, 2006

Så er det dælme nu!

Det er forår! Nej, jeg er ikke blevet hjerneskadet – jeg mener det faktisk helt seriøst. Og jeg er fucking ligeglad med hvad de siger i vejrudsigten, eller at der er gråt og vådt og trist udenfor mit vindue. Jeg VED at foråret er lige om hjørnet.

Fordi: De to sidste nætter er jeg først kommet i seng klokken 4.30, og der er fuglene begyndt at kvidre. På den der måde, som de KUN gør om sommeren. Du ved, sådan helt glade og overstadige på en måde som kan være en virkelig prøvelse for ens humør, når man er fuld og træt og nu bare gerne vil sove lidt.

Sådan har de altså ikke pippet før i år. Og jeg er helt sikker på, at det er fordi, de ved, at der lige om lidt bliver solskin og dejlig varmt. Godt at jeg i går fik købt et par nye, fede solbriller – kæmpestore og knaldrøde – så jeg kan være helt parat...

Og pleeeeeease, ingen fugle-influnza jokes, tak! :)

22 marts, 2006

Optisk bedrag

Næste gang, jeg skal have malet, så vil jeg gøre det sådan her! Det kan da ikke være så svært...

Tak til søde og pæne Lone for linket :)

21 marts, 2006

Noget om kattegrus...

I går så jeg Jens Rohde i Prima, og som den gunslingin' Gonzo-journalist, jeg i virkeligheden er, fulgte jeg efter ham – i smug naturligvis. Og jeg kan hermed forsikre jer allesammen om, at manden er komplet idiot. Det er ikke bare noget, han spiller, når han er i tv, han har vitterligt ikke andet end varm luft mellem ørerne. Bevis: Manden stopper foran hylden med kattegrus. Rådvildheden breder sig i de stirrende øjne. Uha, det er svært. Der er jo hele TO forskellige slags at vælge i mellem. Så han griber resolut mobilen og ringer op for at spørge om det skal være den slags, der klumper, eller bare det almindelige.

Så er spørgsmålet bare, om Jens Rohde ringede til sin kone eller til Statsministeren...

18 marts, 2006

Onkel Danny, 60 år

I morgen ville Dan Turèll være fyldt 60 år. Hurra hurra hurra og så det lange...

Jeg kan tydeligt huske den dag, de sagde i Radioavisen at han var død. Jeg tror, jeg tudede i en time eller sådan noget i den retning. Og så skyndte jeg mig ud og købte en masse af hans bøger, inden de blev sat op i pris.

Faktisk føler jeg mig lidt forpligtet til at hylde ham meget mere her på bloggen, for er der nogen, der har kildret min skrivelyst under tæerne gennem tiden, så er det ham. Men som jeg lige har skrevet i en mail til Pernille:

Sidder og bøvler med en masse arbejde, jeg burde have lavet for længst, og tænker på en anden sang med ham, som er passende for MIN sindsstemning pt.: "Jeg skulle have været taxachauffør"...

Indrømmet, det er et lidt sølle citat at slutte af på. Så her kommer et, som bare er et blandt utallige guldkorn, men som er blandt mine yndlings, og som jeg tit tænker på, når hjernen går i fladspind over et eller andet, som dybest set er ligegyldigt:

»Jeg gør alting til ingenting og får alting igen. Jeg gør ingenting til alting og får ingenting igen.«

16 marts, 2006

Hvis bare det var så let...

Gik rundt og hørte en Nancy Sinatra-cd i dag, og kom til at lytte til én af teksterne. Og så døde jeg næsten af grin. Læs selv:

Wishin' and Hopin' and thinkin' and prayin'
Plannin' and dreamin' each night of his charms
That won't get you into his arms
So if you're looking to find love you can share
All you gotta do is hold him
And kiss him and love him
And show him that you care
Show him that you care just for him
Do the things he likes to do
Wear your hair just for him
Girl, you won't get him wishin' and a-hopin'
Thinkin' and a-prayin'
Just wishin' and hopin' and thinkin' and prayin'
Plannin' and dreamin' his kisses will start
That won't get you into his heart
So if you're thinkin' of havin' true lovin'
All you've gotta do is hold him and kiss him
And squeeze him and love him
Do it, and after you do you will be his

Er det bare mig, eller er det ikke som om, der bare mangler helt vildt meget info i den tekst? Jeg mener, hvis det virkelig bare var så simpelt, så var vi mange, der kunne spare os selv for et hav af blind dates, barberings-knopper og sms-booty-calls lørdag nat...

15 marts, 2006

Når jeg bliver voksen...

... vil jeg have en Fiat 500. Med soltag! Det er verdens fedeste bil, og så er den ovenikøbet også hyggelig at se på.


Og som man kan se, er den også god at transportere æsler i. Og hvornår har man ikke brug for dét??!


12 marts, 2006

Tove Ditlevsen

I denne måned er det 30 år siden Tove Ditlevsen begik selvmord, efterladende et afskedsbrev hvori hun skrev, at det var bedre at sørge over hendes liv end hendes død...

Jeg har lige siddet og set et portrætprogram om hende på DR2, og jeg blev igen mindet om, hvor meget, jeg holder af hendes digte og romaner. Jeg var 12 år, da jeg ved et tilfælde faldt over »Blinkende Lygter« i min mors bogreol, og selv om der var meget, jeg ikke fattede af det hun skrev, så blev jeg alligevel dybt berørt af det. Og jeg forstod, på min egen pubertetsagtige og provins-beskyttede facon, at livet er en rutschebane-tur, og at man er nødt til at tage både op- og nedture med lige stor appetit.

Få har som hun, med så stor ærlighed og indføling, beskrevet det at være menneske på en måde, som rammer lige i hjertet. Og det faktum, at jeg jævnligt kan genlæse hendes blide, melodiske og på overfladen små-naive digte og gang på gang finde nye klange og fortolkningsmåder, længsler og smertepunkter, viser at stor kunst ikke nødvendigvis behøver være fortænkt og svært fatteligt.

Jeg får lyst til at tænde en smøg, sætte mig i vinduet og kigge ud over Vesterbro, mens jeg sender Tove en kærlig tanke. Jeg håber, hun er lykkelig i sin himmel, og at hun, når hun kigger ned på alle os, som jævnligt fælder en tåre over hendes smukke poesi, tænker, at det trods alt ikke var alt i hendes jordiske liv, der var forspildt.

Og så lige one for the road. Eller to faktisk. Jeg kunne ikke vælge hvilket, der er mit yndlings, så I får dem begge to.

Og det var en nat
Og det var en nat som denne,
en nordisk og fjern og ung,
og stjernerne så så kloge ud,
og månen var gul og tung.

Og det var den allerførste.
Hvor mange kom efter ham?
Jeg bøjede hovedet under hans blik,
forvirret af fryd og skam.

Og hundrede pigeromaner
lå gemt i mit lukkede skød:
så glemte de tid, så glemte de sted,
og synden var sort og sød.

Og hjertet var stille og bange,
og vindene lagde sig blidt,
og hvert lille blad, og hvert lille græs
skælvede ganske lidt.

Men kulden gled stumt gennem skoven,
og vindene blæste igen:
»Så glemte de tid, så glemte de sted«
– så fandt hun en anden ven.

Hos en eller anden blev jeg,
sådan som det ofte sker.
Mit hjerte ligger på alfarvej,
jeg bruger det ikke mer.

Det var i en nat som denne,
og jeg var vel sytten år –
ligger endnu i det høje græs,
min kærligheds røde skår?



Blinkende lygter
I barndommens lange og dunkle nat,
brænder små blinkende lygter.
Som spor af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed,
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led,
har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær,
som en tåre der skælver i rummet.
Kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat,
brænder din barnlige lykke.
Du søgte den siden, men fik kun fat,
dens flakkende sensommerskygge.

Din tro du tog med dig så langt af led,
for det var det første og sidste.
Nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.

Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig.
For dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.

(Fra »Blinkende Lygter«, 1947)

09 marts, 2006

Bar røv og viklers...

Nej, dette er ikke endnu et forsøg på at genoplive gamle gloser, men et stykke videnskabelig dokumentation for, at jeg ikke er så aparte som nogen måske går rundt og tror. Sagen er nemlig, at jeg og en af mine veninder (som også er freelance-journalist, men som jeg, grundet sagens lidt følsomme natur, ikke vil røbe navnet på) er store fans af barrøvs-interviewet.

Ofte har vi ringet intetanende kilder op og interviewet dem om dette og hint, og de kære væsener har pludret lystigt, ganske uvidende om, at der i den anden ende af røret sad en splitternøgen person.

Dette fortalte jeg en anden freelance-journalist-veninde, som syntes at det var meget mystisk, og hun er ikke den eneste, der har sat spørgsmålstegn ved, om det nu også er i orden at interviewe folk, når man har bar røv.

Jeg synes, det er helt okay. Faktisk synes jeg, det er lidt hyggeligt. Og min medsammensvorne udi kunsten at barrøvs-interviewe sendte mig i dag dette link, som beviser, at vi ikke er de eneste, der arbejder i bar røv.

08 marts, 2006

Åndsforsnoskede amøber!!!

I dag var jeg på biblioteket for at tale et alvordsord med dem om den rykker, jeg fik forleden. Der stod, at jeg ikke havde afleveret »Tintin i Amerika« til tiden, hvilket jeg uheldigvis ikke kan bevise er forkert, eftersom jeg har smidt afleveringskvitteringen ud. Bibliotekaren så på mig og sagde »Jamen, det kan jo være, den ligger i skoletasken...« mens han smilede skælmsk. »Det tror jeg ikke,« svarede jeg. »Det er mange år siden, jeg gik ud af skolen!«

Hrmf! Som om man NOGENSINDE bliver for gammel til at læse Tintin!!!


Tak til Pernille :)

07 marts, 2006

9 med pil op

Kan I huske, at jeg for et par uger siden skrev et uddrag fra min gymnasietids Blå Bog? Nu er der dukket endnu mere vraggods op fra min fortid. Bedømmelses-vraggods, altså. For ud af glemslens tåger er nu dukket min karakterbog fra 1. klasse! Vildt, ikke?

Først tænkte jeg, at det ikke kunne passe, for man giver sguda ikke små børn karakterer, men jo, det gjorde man altså dengang. (Ja, det gør man vel i og for sig stadig, bortset fra, at nu bliver alle testet og resultaterne offentliggjort og diskuteret ivrigt i EU. Fandme ikke noget at sige til, hvis ungerne bliver skoletrætte... ) Osse selv om man var 7 år og bare sad og vred kroppen af led for at skrive femtaller og læste »Mette har en sø«, »Se, Søren har en ko« om og om igen, og som sådan ikke havde vildt meget at blive bedømt udfra. Men jo jo, hvis en unge kan holde på en blyant uden at skvatte ned af stolen, så skal der dælme osse sendes besked hjem til de stolte forældre i form af et kanariegult A4 ark i foldet pap, hvor lærerne kan skrive små kommentarer om den intetanende pode.

Men hvad skrev de så, Else og Hugo, som jeg havde til henholdsvis dansk og matematik. (Havde man andre fag i 1. klasse anno 1980???) Og kan man se nogle fællestræk mellem Andrea, 7 år og Andrea, 32 år?

Jo altså, Hugo nøjes med at sige, at jeg klarer mig tilfredsstillende i matematik. Hm. Jeg tror faktisk godt, jeg ville kunne klare de regneopgaver, jeg havde dengang, dvs. at plusse og minusse max tocifrede tal. Og at farve fællesmængden rød med farveblyant, tror jeg osse godt lige, jeg kunne overkomme. Men så sent som for et par timer siden, gik det op for mig, at jeg stadig fucker syvtabellen op, og at jeg er umådeligt taknemmelig for, at min mobiltelefon har en lommeregner...

Elses vidnesbyrd giver derimod et mere tydeligt billede af, hvilken person, jeg ville blive. »Andrea læser og staver godt og sikkert, og hun skriver pæne bogstaver, når hun ikke har for travlt. Hun vil dog hellere snakke end at arbejde«... Tjah... Dén tror jeg bare, vi lader stå.

06 marts, 2006

Sløie Tiider?

Her til aften så jeg i Deadline en eller anden uniformsklædt mand fra Forsvarsakademiet, der udtalte sig om Irans nukleare forhold, og midt i det hele, ganske cool og upåvirket, hører jeg følgende ord undslippe hans smalle læber:

ihvorvel

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes nu, det er så fornøjeligt, når den slags indtræffer. Og så endda i televisionen. Ikke så snart man vender hovedet bort for at hellige sig en stille syssel såsom stramaj, førend alskens nymodens vendinger som cool, nederen, deft, chill og lange løg har besudlet vort kære modersmål noget så vederstyggeligt...

Ja ja, manden er lige så militær som lommelygten i »Terkel i knibe«, så der er ingen, der synes, det er SÅ underligt, hvis han bruger ord som ihvorvel. Jeg synes faktisk at Bikstok og andre sprogfornyere burde bruge det, og andre gamle danske ord, noget mere. De kunne jo passende starte med:

Vindbøjtel
Lurendrejer
Futmælk
Galocher
Sporenstregs
Rigtignok
Vaskomat

Find selv på flere!

05 marts, 2006

Hjemme igen...

... og heeeelt nede i gear. Ikke engang 27 ulæste mails, sure breve fra min bankrådgiver, rykkere fra biblioteket og påmindelser om, at mine supplerende dagpenge bliver tilbageholdt, indtil jeg skriftligt redegør for, hvorfor jeg udeblev fra et møde i A-kassen kan få mit pis i kog.

Irriterende, ikke?

Men jo, det er sgu rart at være hjemme i civilisationen igen...