Mig som 80-årig

Den vågne læser vil vide, at jeg nærer en dyb bekymring for, hvordan jeg dog skal klare mig, når jeg bliver gammel og får (endnu mere) appelsinhud og (endnu længere) hængebryster.

Men så får man af og til en mail med et vedhæftet billede, der vender alle bekymringer til en klokkeklar positivisme. Detteher er ét af dem :)

Når jeg bliver gammel vil jeg gå i farvestrålende tøj, ryge kæmpe cigarer og bare sidde i min døråbning på Cuba og flirte med de unge, solbrændte mænd, der svanser forbi. Jeg vil sove til klokken 12 hver dag og leve af Karen Wollf småkager og portvin, og jeg vil være så skideligeglad med om jeg dør om fem minutter, for jeg vil dø i visheden om, at jeg er den mest cool dame, der nogensinde har levet, og at jeg har gramset på livet til det skammede sig.

Tak til dig, der sendte mig billedet. Du har lige reddet min dag!

Jeg er altså ikke nogen taber...

... bare fordi, jeg godt kan lide at gå alene i biffen! Eller gå på café. Eller tage i sommerhus. Eller til New York. Eller fordi jeg i det hele taget godt kan lide at være alene.

Nå, men det var bare det, jeg ville sige, hej hej!

... Oooog dog. For det skulle da ligne mig dårligt, om jeg ikke kunne spinde en liden ende over dét :)

Her til aften har jeg fx været inde og se »A History of Violence« alene. Jeg skulle have set den sammen med en anden, men blev dumpet (ganske udramatisk i øvrigt) et par timer før, og efter et enkelt forsøg på at hijacke en ny makker, gik jeg ind og så den alene.

Det er absolut ikke første gang, jeg har været i biffen alene. Og jeg elsker det! Ja ja, jeg kan også godt lide at gå i biffen med andre, men somme tider er det altså meget rart at se film helt uden afbrydelser, såsom »hvem er ham dér?«, »Eeeej, hvor er hun bare streng« og »Uuuuh!!!!«
Bevares, jeg er ikke den, der tier stille altid under film, hvis jeg da vel at mærke har en at se dem med – det er jo en smule åndet at sidde og udspørge sin totalt fremmede sidemand om små spidsfindigheder i plottet, som man ikke liiige har fanget – men det har nu altså sin charme at sidde helt alene i mørket og fordøje en film i fred og ro. (Især en film med Viggo Mortensen. AmmeNAM i trussen, hvor er han læks...)

Inden filmen gik jeg på café og spiste en sandwich, hvilket også var meget hyggeligt. (Især når man har det nyeste Q magazine med et langt interview med Dave Grohl...)

Violin, violin, skulle man tro, men nej. For det er som om, at verden endnu ikke har vænnet sig til mennesker, der færdes alene i visse sammenhænge. Ingen løfter et øjenbryn, hvis man stiger på en bus alene, eller går alene i Føtex. Eller hvis man lejer film alene i Blockbuster. Men når man siger i et biograf-billetsalg, at man skal have én billet, så er det lige før, de langer et par Fontex og et glas vand ud gennem lugen sammen med billetten.

(Og du skulle have set som sidemanden på caféen gloede, da der ikke kom nogen og så på, at jeg spiste min sandwich. Men dén detalje klarede han så i fin stil, må jeg sige. Jeg havde næsten lyst til at sige til ham »Du skal ikke have ondt af mig – det er min egen skyld at jeg ikke har nogen venner, jeg er nemlig ikke så nøjeregnende med min personlige hygiejne...«)

Men nu er det så, at Center for Mentalhygiejne og Almen Velfærds kundeservice træder til dagens fif: For det er ikke alle biografer, hvor solo-gængere mødes med ynk og nysgerrige blikke.

De bedste steder at gå alene i biffen er helt klart Filmhuset, Gloria og Vester Vov Vov. Ja, man kan nærmest sige, at det ligefrem et tegn på intellektuelt overskud at komme der uden påhæng, sådan lidt »Jeg er den eneste i min omgangskreds, der elsker Panserkrydseren Potemkin«-agtigt.

Grand, Empire, Dagmar og Metropol (som før hed Palladium, men som nu har skiftet navn, uvist af hvilken grund. Den eneste ændring er, at man ikke længere må ryge i foyeren...) er også nogenlunde okay at færdes i alene, mens Palads, Cinemaxx og Imperial er helt og aldeles uegnede til den form for adfærd.

Så ved du det. Og du ved også, at næste gang, du ser en, der går i biffen alene, er det ikke partout fordi vedkommende er en venneløs stakkel, der lugter af fodsved...

PS:
Husk også at der også er regler for, hvilken slags slik, det er okay at medbringe i de forskellige biografer – hvis det da overhovedet er okay at spise slik... I Filmhuset bliver det fx anset som en lille smule plebejerisk at spise slik under filmene, men en lille pose Delight Nødder (som selvfølgelig skal åbnes inden filmen starter, og som det er fuldstændig forbudt at rasle med mens filmen kører) er acceptabelt, mens Skumbananer og Chokolade Flipper er helt bandlyst.
Og i Vester Vov Vov kan man købe kaffe og cookies i foyeren, og de har flysæder med tilhørende borde, så man ikke behøver have det hele i skødet eller på gulvet. Niiice...

Søndag med tømmermænd...

Er jeg den eneste hér, der ændrer personlighed, når jeg har tømmermænd? Altså som i 100% split personality!

Fra at være et nogenlunde sammenhængende og fornuftigt menneske, går jeg til at være en pjevset, selvmedlidende fumlegænger, der ikke kan træffe en selvstændig beslutning om andet end hvad, der skal stoppes i hovedet af mad og dårligt tv...

Ikke nok med at jeg opfører mig som en zombie på Valium – min smag for, hvad der er acceptabelt indenfor mad og tv ændrer sig også radikalt.

Lige nu ser jeg fx »Top 100 Worst Videos Ever” på Vh1, og det er så rædderligt, at jeg under normale omstændigheder aldrig ville byde mine sarte sanser den slags slam. Men i dag virker det helt logisk at sidde og glo på videoer med Billy Ray Cyrus, Kriss Kross, Bros og Lionel Ritchie... Måske har det faktum, at min fjernbetjening er blevet væk, og at jeg ikke føler, at jeg har livskraft til at rejse mig og skifte kanal, noget med sagen at gøre.
Og dog... Jeg sidder jo hér og skriver dette, så det er nok bare en dårlig undskyldning. Nogle af videoerne er faktisk slet ikke så ringe endda. Jeg har fx altid haft en svaghed for Rick Astley og Wham!, og at »Venus« med Bananarama ryger med i dén kavalkade er jo en decideret hån!

Så er der det med maden: Hvornår opstår der ellers et akut behov for at spise noget med naturtarm og uudviklede fostre??! Men altså, pølser og røræg skal der til for at kurere denne syge. Og kakaomælk. Det ER sguda langt ude...

Men hvad har så forårsaget denne tilstand af menneskelig sump?

Jo, altså:
I fredags var jeg til koncert med Kenneth Thordal på Rust. Det var en SUPER fed koncert. It’s official: I’m a fan!!! Hvis du ikke allerede kender hans musik, så gør dig selv den tjeneste at købe hans plader. Han har udgivet to, og jeg synes, du skal købe den seneste, »Skåret ud i pap«, hvis du er for nærig til at købe begge to. Det er dansksproget rock med vid og bid, og det minder ikke om noget andet musik, jeg kender, og desuden er sammenligninger af dén slags totalt åndede, så det gider jeg ikke engang rode mig ud i. Pointen er bare: Se nu at få købt de plader, ikke!
(Hm, jeg er åbenbart ikke mere ramt af øl-influenza, end at jeg stadig kan svinge mig op til at prædike...)

I går var jeg til ManiFest, og det er jo altid sjovt. Eller næsten altid i hvert fald, men i går var det rigtig sjovt. Hvis man, som jeg, godt kan lide at glo på folk i sjovt tøj (eller intet tøj), så er det stedet! Prøv det. Men lad for guds skyld være med at ryge pibe! Piber er bare ikke sexede. Basta!

Uh, nu spiller de David Hasselhoff. »I’m craaazy for you. You’re craaazy for me. I will be forever craaaazy for you!« Hold da op, det er lyrik på højt plan. Og så endda serveret på motorcykel i læderjakke med frynser og med en god mullet, aka hockey-hår, VoKuHiLa (Vorne kurtz, hinten lang) osv.

Nå, nu rabler det vist for mig. Og der er kun 10 minutter til Ornen , men før jeg trækker stikket ud, skal du lige have weekendens sjoveste guldkorn:
»Andrea, vend ryggen til gaden, ellers ligner du én, der står og trækker!«

(Note: Jeg stod i Skelbækgade og forsøgte at praje en taxa, og hensigten bag ordene var absolut renhjertet!)

Blog-roser, nu med galde

Først vil jeg gerne takke Akademiet for den ære, det er at modtage denne Oscar. Dernæst vil jeg gerne takke mine forældre, min advokat, min hund og min gynækolog for altid at bakke mig op...

Nej, jeg har ikke fået en hjerneblødning, jeg har allerhøjest fået en snert af storhedsvanvid. Jeg har nemlig fået ROS, og det kan jeg ikke klare uden at blive ualmindeligt høj i hatten. Eller kålhøgen, som det hedder, der hvor jeg kommer fra.

Alene i dag har jeg fået nogle meget, meget dejlige roser fra to søde mænd for netop denne blog og dens indhold. Den første skriver »Du skriver jo, så basun-englene trutter. En fryd at læse dine udgydelser!« Derefter spørger han, om vi skal snart »ficka«, og selv om det lyder dejlig perverteret, så er det altså bare et svensk slang-ord for at mødes og drikke kaffe. Eller tygge snus i stereo. Hvad ved jeg om svenskere... Det kan være, jeg skal spørge min svensk-kyndige veninde, Anna til råds.

Den næste roser skriver: »Det er fandeme moderne. Men hvis ikke du skulle ha' sådan en udblokning, eller hvad det nu hedder, hvem sku' så? Jeg er stadig stor fan af din skrivestil, og selv om jeg mere end én gang har proklameret, at kvinder ikke er sjove, så må jeg æde mine ord, når jeg er i selskab med dig eller læser nogle af dine guldkorn. You rock, girl!«

Og selv om den slags jo luner ad helvede til, så er det også bare, at jeg tænker hvad fanden sker der for jer mænd!!!?

For det er absolut ikke første gang, jeg hører sætningen »Normalt synes jeg ikke at kvinder er sjove, men du er en undtagelse!« Hvad er nu det for noget infamt bavl!?? Selvfølgelig er kvinder sjove, endda også frivilligt. Og nej, jeg refererer ikke til Mette Lisbye og ligesindede – men at tage hende til indtægt for alle kvinders humoristiske sans ville jo svare til, at skære alle mænds humor over samme læst som Uffe Holms og Finn Nørbygaards... (Gud fri os!)

Jeg kender rigtig, rigtig mange sjove kvinder. Faktisk er alle mine veninder virkelig sjove og udstyret med en dejligt befriende og grovkornet humor. Problemet med mange kvinder er bare, at de ikke tør slå sig løs, når de er i selskab med mænd. Hvorfor aner jeg ikke – det er vel fordi, de synes, de skal være søde og yndige, eller hvad ved jeg – men det får altså den uheldige konsekvens, at mange mænd får denneher forkvaklede indstilling til kvinders humoristiske sans.

Og ja, selvfølgelig findes der kvinder, som ikke ejer et gram humor. Men den slags mænd findes der så sandelig også rigtig mange af. Tro mig, jeg har siddet til bords med halvdelen af dem allerede... Forskellen er bare, at mændene selv tror at de har pissemeget humor, mens kvinderne hurtigt indser, at det der med platte jokes og »det sagde hun også i går« (som dog i sjældne, sjældne tilfælde kan være ustyrligt morsomme) ikke er deres stærkeste side, og som derfor holder sig til at tale om farveprøver, teryaki-marinade kontra balsamico, og amning. Men mændene, de braldrer lystigt derudaf og klasker sig selv (og deres borddamer) på lårene, og er så optaget af sig selv, at de ikke opdager, at folk ruller øjne af dem og deres patetiske forsøg på at være sjove...

Og så er der den slags mænd, som simpelthen bare HADER, når kvinder er sjove. Hvorfor aner jeg ikke, men jeg har en mistanke om, at det hænger sammen med størrelsen på deres lem. Eller at de simpelthen bare ikke er særlig kloge, eller at de har andre mindreværdskomplekser at slås med. Og det er da klart, at hvis man har mødt tilstrækkelig mange af den slags mænd, og i øvrigt er opdraget til at kvinder skal ses og ikke høres, så kræver det da et sæt gedigne kvinde-nosser at turde rulle sig ud i al sin pragt og vælde.

Så kære mænd, moralen er, at en kvinde er så sjov som det selskab, hun er i...

Og Ladies, rul jer dog ud for fanden!!! Jeg ved hvor morsomme I er, og hvor meget baghjul I kan give mændende, når I folder jer ud.

Drømmetydning

Okay, kære læser, jeg vil nu indvi – eller er det indvie??? Nå what the fuck, for om lidt er du alligevel så lamslået over det, jeg vil dele med dig, at du vil have glemt ALT om retstavning.
Jeg vil fortælle dig om mine drømme. Altså de natlige, ufrivillige af slagsen, og ikke dagdrømmene. (Vil du have et indblik i dem, så klik her, her og her. Oh okay, og hér...)

De særligt indviede ved allerede lidt om, hvilke uhyrligheder, der løber over min indre biograf om natten. Jeg nævner i flæng “sex med Søren Pind i vindueskarm”, “rituel nedslagtning af hamster i Snurre Snups Søndagsklub” – jeg har simpelthen fået Bubber til at tude i en drøm! – og adskillige telefonsamtaler med George Bush og David Bowie.

Jeg har ofte været urolig over min sindstilstand efter at vågne op med minderne om diverse drømme. Jeg mener, ville du ikke også være urolig, hvis du lige havde drømt, at du var på druk med Woody fra Toy Story??!

Heldigvis har jeg nu fundet hjælp i form af et herligt site, der kan tyde drømme. Yes sir, Swoon: Your Everyday Oracle har ofte hjulpet mig til at indse, at det er okay at drømme alt, og at det meste oveni købet er et fortunate omen of unexpected gain, love, eller andre glædelige ting.

I nat drømte jeg fx at jeg ladede en KÆMPE kanon med kanonkugler, der var lavet af guld. Og fyrede den af i røg og damp og med kæmpe bulder og brag. (Halløj Freud, ringer der en klokke?!!!) Under kanonen løb der tre små vildsvine-unger rundt og legede, men deres pels var farvet grøn, blå og turkis. Kom så Sigmund, din vindtørre, gamle skabs-misogynist, hit me med en fortolkning af dén!!!

Og pludselig var det som om, at der blev heeelt stille ovre fra Sigmunds røde veloursofa. Men så er det godt at vore venner på Swoon har en fortolkning:

Cannon
Unusual achievement is predicted if you saw or heard cannon in your dream. If the dream featured cannonballs, you can expect some delightful experiences with the opposite sex.

Uuuh, ikke dårligt... Men hvad med vildsvinebørnene?

Boar
If you chased it or ran from it, be prepared for a disappointment. If you killed it, you can expect a promotion.

Jamen... De legede jo bare. Under kanonen. Hm... Hvad så med “gris”?

Pig
Another example of the good news/bad news, contrast-in-meaning type of dream omen. It signifies vexation in family affairs, but satisfaction in business or professional matters. The omen is modified by the condition of the animals: intensified if the pigs were fat; and diminished if they were lean.

Se dét var jo en helt anden sag! Små, glade, kornfede grisebasser i funky outfit, damn, jeg har både fået sex og er blevet generalsekretær i FN inden ugen er omme!!!

Ufrivillig copycat

Jeg har lige opdaget, at jeg, ganske uvidende herom, men alligevel, har tyvstjålet titlen på denne blog. Fy fy fy!!
Det viser sig nemlig, at der ovre i USA findes et magasin ved navn Mental Floss, og det ser faktisk endda ud til at være et magasin, der vil hue min indre nørd aldeles fortræffeligt. Tjek det ud!

Så er spøgsmålet jo så bare, om jeg vil ændre titlen på min blog. Svaret er: Hell no! Tænk hvis man ku' lave en Aqua og blive rig og berømt af at blive sagsøgt. Men så vidt kommer det nok næppe... I stedet tror jeg, jeg vil støtte min nye konkurrent ved enten at tegne abonnement eller købe en af deres fantastisk sjove og nørdede t-shirts. Fx denne her med "Freud – there egos again" Det er da for sjovt!

Et andet blad, som jeg sætter umådelig stor pris på, er Vice. Jeg har en stak liggende på toilettet, og det er kostelig underholdning. Jeg burde faktisk også tegne abonnement på det, da det er alt for sjældent, jeg får mine lange naller i det.

Især ELSKER jeg deres dos and don'ts som er så sjove, at jeg somme tider er lige ved at tisse i bukserne af grin. Men kun næsten, for jeg husker jo at lave mine knibeøvelser, der jo som bekendt også er gode for meget andet end til at holde på vandet med...

Jeg elsker Tv-2!!!

Jeg har lige fået den nye plade med Danmarks Kedeligste Orkester, og jeg kan kun sige køb den, køb den, køb den!

Pladen starter med linjerne:
»Hun kunne have fået hvem hun ville ha
incl. ham henne fra banken
han lovede og lovede, men lige meget hvad
så blev det kun ved tanken«

Det er da stor kunst! Det smager af sød blandet saft fra Rynkeby med masser af tequila i: gammeldaws og velkendt, men med et twist af noget, der slår begge ben væk under én med sådan et eftertrykkeligt SCHWUNG, at man ikke fatter, hvad der ramte én før laaang tid efter, man er kommet op at stå igen. »Det højeste snit tiltrækker laveste fællesnævner« Sådan...

Det virkelig vilde er jo for det første, at d’herrer har holdt sammen i 25 år. Tænk at kunne holde gnisten så længe. Det er der sgu mange, der kunne lære noget af. Shubidua for eksempel. Og Gnags. Og alle min generations fucked up forældre, der er gift og skilt fem gange og har sytten et halvt barn på gule og hvide plader rundt om i verden.
For slet ikke at tale om min egen generation, der er ved at få akut angst ved tanken om at slette profilen på dating.dk, når den hårdt tilkæmpede drømmeprins er i hus...

Dertil kommer, at de jo faktisk er ret bedagede, sådan aldersmæssigt set. Jeg mener, Steffen Brandt er kun et par år yngre end min far, hvilket får mig til at føle mig en lille smule incestuøs, når jeg tænker, at han er lækker. (Steffen Brandt altså!) Hvis jeg kunne få en garanti for at jeg vil være lige så cool som Steffen Brandt, når jeg har rundet de 50, ville jeg være mange bekymringer fattigere.

Jeg ser ham somme tider på Vesterbrogade, og hver gang har jeg lyst til at løbe hen og omfavne ham. Ikke kun fordi han er lækker og übercool og kan slippe af sted med at svare mere kryptisk på journalist-spørgsmål end Salvador Dali og Dalai Lama til sammen, og fordi ingen kan synge uuååhhhuuuuåååhhh som ham – men også for at takke ham for at have leveret et perfekt lydspor til min ungdom. Men det er som om, at jeg inderst inde ikke tør tro på, at Steffen Brandt er en skid interesseret i at høre om, at jeg engang har brækket mig i en busk udenfor hallen i Vodskov efter for meget Pisang Ambon til tonerne af Tv-2... Eller at jeg engang har kysset med en vildt lækker 2. HF’er til en Tv-2 koncert i Aalborg Hallen.

Men det jeg mener er, at vi har jo alle en eller anden form for reference til Tv-2. Alle kan synge med på deres tekster, og alle har et minde hæftet op på dem. Og så er det, man spørger sig selv:
Hvor fanden er Tv-2 henne i Brian Arthurs kultur-kanon??!!

Hovedet på bloggen

Ta daaah!

Så er det officielt: Jeg er nu den lykkelige ejer af en weblog. Det måtte jo ske før eller siden, for nu til dags har enhver moderne kvinde med respekt for sig selv og tidens tern jo én af slagsen.

Så rigtig hjertelig velkommen til Center for Mentalhygiejne og Almen Velfærd!

Centeret bestyres af mig, Andrea, og i skrivende stund har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvilke løjer, jeg vil udsætte dig, kære læser, for. Men vær vis på, at der både vil forekomme pusseløjerlige indfald grænsende til det platte, indigneret samfundskritik og gemen, grøntskummende galde over livets forpulede råddenskab i al almindelighed...